Nick Hornby

Artikel type
voksne
mag.art. Iben Engelhardt Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. 2012.
Main image
Hornby, Nick
Foto: POLFOTO

Indledning

Nick Hornby skriver bøger om sympatisk grinagtige kvinder og, især, mænd, der har almindelige problemer, små neuroser og brug for fællesskabet. Han er berømt for sin rock- og fodboldbesatte karakterer, der tænker i listeform og sammenligner kærlighed med guitarsoloer. I et sprog, der på troværdig og humoristisk vis netop henter sine billeder i hverdagsuniverser, insisterer Hornbys forfatterskab på genkendelige situationer og håndgribelige pointer om menneskelige relationer.

51640322

 

Blå bog

Født: 17. april 1957 i London.

Uddannelse: Cambridge University (Engelsk litteratur). Highbury Stadium (Fodbold og livserfaring).

Debut: Fever Pitch, 1992.

Litteraturpriser: William Hill Sports Book of the Year Award, 1992. E. M. Foster Award, 1999.

Seneste udgivelse: Miss Blackpool. Lindhardt og Ringhof, 2015. (Funny girl, 2014). Oversætter: Mich Vraa.

Inspiration: Forfatterne Anne Tyler, Raymond Carver, Richard Ford og Lorrie Moore. Beatles, Bob Dylan, Bruce Springsteen og Patti Smith.

 

 

Baggrund

”Kun syv måneder efter at jeg havde mistet Liam til Juventus, mistede jeg min kæreste til en anden mand, et slag i ansigtet midt i denne sønderknuste første fodboldsæson uden Liam Brady.”
”Fodboldfeber”, s. 129.

Nick Hornby blev født i 1957. Han voksede op i et middelklassehjem i Surrey, England, hvor den mest skelsættende begivenhed var forældrenes skilsmisse, da han var 11 år. I selvbiografien ”Fodboldfeber” kobles erfaringen af denne skilsmisse til hans store besættelse af fodboldklubben Arsenal.

Hornby tog eksamen i engelsk litteratur fra Cambridge University og arbejdede herefter som skolelærer og underviste udenlandske studerende i engelsk.

Før han slog igennem som forfatter, arbejdede han i 1980’erne som anmelder og klummeskribent i britiske musikblade. Hornby debuterede i 1992 med en essaysamling om amerikanske forfattere, ”Contemporary American Fiction”, og samme år udgav han også sin første roman, ”Fever Pitch”, der er en selvbiografi med foldboldbesættelsen som udgangspunkt og ramme. Hornbys første tre romaner er alle blevet filmatiseret, og en filmatisering af ”A Long Way Down” fra 2005 er planlagt til at udkomme i 2013.

Nick Hornby er far til en autistisk søn, og hans voksne liv – med ægteskab, faderrolle og eksistentielle nedture – bliver ligesom ungdommens rock- og fodboldnørderi også selvbiografisk stof i det senere forfatterskab: ”I alle mine bøger har der været et mål af selvbiografi, men det betyder ikke, at det er rent selvbiografisk” (Carsten Andersen: Et spring fra højhuset. Politiken, 2005-04-17).

På Hornbys hjemmeside beskriver han en almindelig dag således: ”Jeg har et kontor lige omkring hjørnet fra hvor jeg bor. Jeg kommer mellem kl. 9.30 og 10, ryger en masse, skriver i små to- og tresætningers anfald, med fem minutters pauser imellem. I hver pause tjekker jeg mine e-mails og bliver irriteret, hvis der ingen er. Jeg går hjem og spiser frokost. Hvis jeg skal hente min søn, går jeg kl. 15.30, hvis ikke, bliver jeg til kl. seks. Det er alt sammen ret trist! Og virkelig kedeligt!” (www.penguin.co.uk/nickhornby).

Citater fra "Fodboldfeber" og "High Fidelity" er fra samleudgaven "Omnibus", 2010.

 

Fodboldfeber

”Jeg forelskede mig i fodbold på samme måde, som jeg senere begyndte at forelske mig i kvinder: Pludseligt, uforklarligt og helt ukritisk, uden at skænke det en tanke, hvad det ville medføre af omvæltninger og lidelse.”
”Fodboldfeber”, s. 13.

Nick Hornby debuterede i 1992 med selvbiografien ”Fever Pitch” (”Fodboldfeber”, 1998), der består af korte essays, som hver fokuserer på en enkelt fodboldkamp mellem 1968 og 1992. Fodboldkampene er skelettet i Hornbys livsfortælling – på godt og ondt. Det er for det første en passioneret bog om fodboldens verden – sejre og (flest) nederlag – men den handler også om, hvordan hans ekstreme besættelse har forhindret ham i at forpligte sig på voksne, sociale forbindelser.

Hornbys forældre blev skilt, da han var 11 år, og i hans egen freudianske tolkning af det hænger den evige besættelse af fodboldklubben Arsenal sammen med dette oplevede svigt: Skilsmissefaren tog drengen med på Highbury stadion, hvor Arsenal vandt 1-0 over Stoke City i en straffesparkskonkurrence, og han har været dedikeret fan lige siden. Med afsæt i 20 års fodboldkampe skriver han her sine erindringer om sit liv, hvis op- og nedture er uløseligt forbundet med favoritholdets.

24795799

”Fodboldfeber” er en blanding af reportage og personlige (selv)indsigter, og på den måde er det både en bog om selve spillet, fankulturen, forstadslivet, kærlighed, svigt og ambitioner. Ligesom størstedelen af det efterfølgende forfatterskab handler det her om at være fan. Det er en sindstilstand, der både giver fællesskabsfølelse og livsenergi, men som Hornby også beskriver som en slags ’bremset udvikling’. Da en påståelig elev f.eks. betvivlede hans fodboldviden, tog han sig selv i at skyde tilbage med trivia-spørgsmål i stedet for, som en voksen skolelærer, at trække på skuldrene: ”Det slog mig, at arbejdet som lærer pr. definition måtte være et job for voksne mennesker, og jeg så ud til at være blevet hængende et sted omkring min fjorten års fødselsdag.” (s. 147).

Det er også med fodbolden som ramme, at Hornby reflekterer over historiske, politiske og personlige begivenheder, og denne væven ind og ud af kampresultater, historiske straffespark og de personlige karriere- og kærlighedsveje er sjov, genkendelig og ærlig på en måde, der også kendetegner Hornbys senere fiktioner.