Selvom Kari Hotakainen først i 2004 slog sit navn fast for et bredere nordisk publikum med romanen “Hjemmefronten” og med den hæder den indbragte ham, da han samme år blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris, er han langt fra at være ny i faget som forfatter. Forud for den prisbelønnede succesroman ligger en over 20 år lang og ganske omfattende produktion, der indbefatter fem digtsamlinger, tre børnebøger, seks romaner, adskillige radiospil og et teaterstykke for børn. Til listen af romaner skal foruden “Hjemmefronten” tilføjes romanen “Isaak-katedralen”, der udkom på dansk 2006, og romanen “De uberørte” fra 2008. Desuden blev Hotakainen i maj 2006 tildelt Nordisk Dramatikerpris for dramaet “Punhukka”, der dog ikke endnu ikke findes i en dansk oversættelse. Trods forfatterens omfattende produktion foreligger kun romanerne, “Hjemmefronten”, “Isaak-katedralen” og senest “De uberørte” i danske oversættelser.
Kari Hotakainen voksede op i den lille by Pori, midt i Finland. Efter humaniorastudierne på universitet i Helsinki arbejdede han en periode som reklamemand på et forlag. Hotakainen har siden 1986 boet med sin kone og deres to døtre i Helsinki.
Hotakainen betegner sig selv som den ordknappe bondedreng, der var nødt til at blive forfatter: “Når jeg ikke kunne lide at snakke, måtte jeg jo skrive. Desuden ... der var ikke noget andet, jeg duede til. Ifølge min familie og mine venner er jeg det mest upraktiske menneske, de nogensinde har mødt”. (Dorte Hygum Sørensen: “Almindelig tavs finsk samtale”. Interview i Politiken, 2004-05-30). Den ironiske anekdote, som Hotakainen bruger til at beskrive sit kald som forfatter, peger videre end selve interviewsituationen og hen i mod noget centralt i hans forfatterskab.