Titlen “Hjemmefronten” henviser til den moderne mands identitetskamp, som den udspiller sig midt mellem kvindefrigørelse, madlavning, bleskift og grædende børn. Hovedpersonen Matti er, som han selv beskriver det, den nye generations frontkæmper, der tilhører “centralvarme”-generationen – generationen der er fulgt efter de gamle frontkæmpere, heltene der forsvarede Finland mod russisk invasion ledet af Stalin i Vinterkrigen i 1939: “De havde ikke lært mig noget, som jeg kunne bruge i arbejdet med at passe et hjem. De havde ikke så meget som prøvet at skifte en ble, de havde aldrig tilberedt en makaronigratin for slet ikke at tale om, at de skulle have vandret i timevis frem og tilbage mellem soveværelset og køkkenet med et barn, der havde mellemørebetændelse. De havde befriet landet, kvindens frigørelse og opgaverne på hjemmefronten skulle min generation tage sig af”. (side 21). Således træder den historiske dimension humoristisk ind i romanen. Den tidligere generations heltefigur, hvis kampe og værdier var defineret af klare frontliner – klart definerede landegrænser og kønsroller – er hos Hotakainen skiftet ud med den kriseramte hjemmefar, der kæmper en diffus kamp for selvretfærdiggørelse og sammenhæng.
Hotakainen sammenvæver på raffineret vis en række forskellige stemmer i sin komposition. Fra kapitel til kapitel veksles der mellem de forskellige karakterers synsvinkler og stemmer, og man pendler som læser fra det ene mentale rum til det næste. Med denne teknik understreger Hotakainen den problematiske kommunikation mellem menneskenes indre turbulente følelsesliv og det omgivende samfunds regelrette tonefald. Også ironien, som måske er et af de mest markante træk ved romanen, opstår i kraft af denne problematiske udveksling.