Et gennemgående træk ved Hotakainens romaner er den konstante svingning mellem karakterernes turbulente, indre følelsesliv og en ydre verden, der ikke rummer muligheden for at udtrykke og behandle disse følelser. Indenfor disse rammer udstilles det moderne velfærdssamfunds knapt så flatterende sider; det være sig det offentlige sygehus, hvor mennesker bliver patienter, eller materialismens løgnagtige drømmebilleder, der inkarneres i ejendomsmæglerens hykleriske skikkelse. Hotakainen formår at skildre disse konfliktfyldte områder med en mesterlig fornemmelse for de forskellige figurers sproglige univers. Det er ud af denne sproglige nærhed, at romanernes forunderlige blanding af satire og tristesse bliver levende.
Med sine mange stemmelejer og den konstante pendlen mellem indre og ydre, mellem det dagligdags og det rablende giver Kari Hotakainens romaner mindelser om danske Peer Hultberg i romaner som “Byen og Verden” og “Requiem”. Selv nævner Hotakainen så forskellige inspirationskilder som den russiske forfatter Nicoláj Gógol, den tyske ekspressionist Alfred Döblin, surrealismen og stumfilmen – i Hotakainens litterære produktion indgår der da også en romanbiografi om stumfilmskuespilleren Buster Keaton. Og med den mærkværdige blanding af satire og tristesse for øje kunne man pege på ligheder med den finske filminstruktør Aki Kaurismäki, der blandt andet er blevet kendt for filmene “Skygger i Paradis” (1986), “Manden uden fortid” (2002) og “Lys i tusmørket” (2006). I dansk sammenhæng kan Hotakainens romaner yderligere ses i forlængelse af en samfundssatirisk tradition fra Ludvig Holberg over over Hans Scherfig.