Forestil Dem en menneskemængde på gaden i en europæisk storby. Folk myldrer forbi, parvis eller i grupper, men langt de fleste alene. Der er unge og gamle, smukke og mindre smukke, slanke og fedladne, nussede såvel som nette. Der ses folk af mange nationaliteter, og skønt det kun er et fåtal, der bærer uniform eller arbejdstøj, kan De alligevel nemt mærke Dem forskelle rent socialt. Indimellem hæfter De Dem ved minen hos en forbipasserende: hende dér, er hun sur eller glad? Mon hun er oprørt? Forelsket? Forbitret? Og ham dér med hatten, der haster af sted, hvad kan det være, han glæder sig til? Måske er han bare godt gammeldags vred. I så fald: over hvad? På hvem?
Forestil Dem nu, at De er den lykkelige ejer af en lillebitte, sindrigt konstrueret elektronisk anordning, som sidder bag Deres ene øre og fortæller Dem, hvad der foregår i hovedet på hver enkelt i myldret. De behøver blot kigge på en person, så starter duppeditten af sig selv og transmitterer uden skurren alt, hvad den anden tænker. Ja, dingenoten kan tilmed gengive stemmen, og dét så præcist, at De fornemmer tonefald, tempo, pauser, fortielser.
En sådan tanke-og-tale-radio har ingen hidtil formået at opfinde. Og gudskelov for det, kunne man tilføje: hvem turde overhovedet tænke, hvis ikke afstanden til de andre netop beskyttede os mod hinanden?