Peer Hultbergs vigtigste kendetegn som forfatter for det første er omfattende menneskekundskab, der især viser sig i hans præcise psykologiske portrætter; for det andet en højt forfinet musikalsk stilsans, med alt hvad dertil hører af lydhørhed for klang og rytme, og for det tredje dén stærke kunstneriske vilje, hvormed han sætter ideer igennem.
Hver bog fra hans hånd repræsenterer et forsøg på at gøre noget nyt, noget ingen har prøvet - eller ikke gennemført.
I novellesamlingen Slagne veje (1988) giver han f.eks. en skildring af det 20. århundredes USA. Ikke i form af et bredt anlagt historisk eller socialt panorama, men gennem fyrre dybde-portrætter af amerikanske enkeltskæbner, som tegnes med distanceret humor, men også med stille vemod. Bogens anden kreds af fortællinger omfatter seks lange tekster, hvor en bevidsthed sættes i skred og fuldstændig udleverer sig selv.
Endnu mere original forekommer dog den fortælletekniske idé bag romanen Præludier . Ud fra grundige studier i Chopins biografi, dvs. hans baggrund og opvækst såvel som hans individuelle musikalske modning, har Hultberg her sat sig for at skildre barnets bevidsthed. For at kunne gøre dette så indtrængende som muligt har forfatteren delt barndommen op - i enkeltøjeblikke og stemmer. Alt optræder søndersprængt, fragmenteret, i korte sekvenser, som veksler i stil og stemmeføring samtidig med at synsvinklen skifter. Men selv om Hultberg uafladeligt flytter sin fortælling og demonstrerer en utrolig mangfoldighed i sin iscenesættelse, får alle delene en funktion inden for den æstetiske helhed. Det er som om forfatteren vil hævde, at det ikke er ham, der slår verden itu. Det klarer vi mennesker selv suverænt, og hvad vi ikke smadrer, forgår blot i tiden.
Præludier komponeres derfor som brudstykker i kronologisk orden. Oplevelser og situationer, der knytter sig til bestemte psykiske udviklingsfader, og som vil gå igen fra barn til barn, flettes ind i billeder hentet ud af en særlig barndom. Alle børn stopfodres med skræmmehistorier, formaninger og forbud, og der findes vist ikke det menneske, der aldrig er ramlet mod andres normer; men netop fordi læseren ved, hvor vidt Chopin drev det i sin kunst, bliver det med indfølt smerte, man følger omverdenens overgreb mod lige netop ham. De voksne, moren og faren især, bemærker tidligt hans musikalske nemme, men gruer for, hvad der kan ske, hvis hans følsomme fantasi render løbsk, og skønt sønnen allerede som otte-årig fejrer offentlige triumfer, vil faren lære ham ´livets alvor´. Fryderyk, eller Fryc som han kaldes, skal have ´en ordentlig uddannelse´, musik kan højst blive en rar lille ´interesse´.
Således sat i scene, af Hultberg, bliver skildringen af komponistens barndom ikke kun en velgørende anderledes kunstner-biografi, men også en almengyldig belysning af, hvordan liv og lidenskab støder imod de normer, mennesker skaber, så snart de bygger fællesskaber, såvel i det små, i familier, som i det store, i hele samfund.