Lily Dahls fortryllelse

Citat
”Alle skælver, tænkte hun. Alle undtagen Ed. Hun tænkte på den hånd, han havde lagt på Dolores’ hofte. Og idet Lily så hans rolige blik og velovervejede bevægelser for sig, gik det op for hende, at den ro også var udtryk for noget hårdt og egensindigt.”
”Lily Dahls fortryllelse”, s. 174.

Hovedpersonen i ”The Enchantment of Lily Dahl” fra 1996 (”Lily Dahls fortryllelse”, 1997) er den 19-årige kvinde Lily Dahl. Hun bor i den lille by Webster, der ligger i den amerikanske stat Missouri. Her arbejder hun på en lokal cafe og er kærester med politimanden Hank, alt imens hun drømmer om at blive skuespiller som Marilyn Monroe og kaster stjålne blikke efter den nytilflyttede kunstner Edward Shapiro.

Det er lillebymiljøet, der skildres i ”Lily Dahls fortryllelse”. Et miljø, hvor alle kender alle – eller i hvert fald sladrer lystigt løs om hinanden, men hvor sandheden sjældent er lige til at gennemskue. Og ofte er den meget grimmere, end man overhovedet kan forestille sig. Som den sære karakter Frank på et tidspunkt siger: ”Er det ikke sådan, nu til dags, Miss Dahl, at man ikke kan vide det med nogen? [...] Mennesker er fulde af overraskelser. Jeg har set en hel del, Miss Dahl, der aldrig kunne ske, og det er som regel ikke så let at sige hvis skyld det er. Sådan er det bare.” (”Lily Dahls fortryllelse”, s. 209). Det er netop en del af fortryllelsen. At man aldrig kan vide med mennesker. At man aldrig kan vide, hvad der gemmer sig inde bag facaden.

24373614

Fortryllelsen som element refererer også til Lilys optagethed af skuespillet og Marilyn Monroe, til hendes forelskelse i den mystiske Edward Shapiro, som måske – måske-ikke – er en forførende kvindebedårer og til hændelser i byen, der er så mystiske, at de har en fortryllende forjættende effekt på de lokale, på Lily og på læserne.

Et gennemgående tema i romanen er det, der er imellem. Skolekammeraten Martin Petersens problem med virkeligheden er, at der altid er noget imellem. Imellem mennesker. Imellem sig selv og sig selv – for eksempel sig selv som barn og sig selv som voksen. Modsætningen til Martin i romanen er Edward Shapiro. I sine malerier skildrer han folk, så der ikke længere er noget imellem dem, som de er i virkeligheden, og som de tager sig ud på billedet. Således kan han se folk. På den vis handler romanen i vid udstrækning om identitet. Om at finde sin vej i livet. Og det er ikke så lige til.