Thomas Hvid Kromanns debutroman ”Tilstandsrapporter” fra 2000 er tolv tilstandsrapporter om at opholde sig i mellemrum, at være andetsteds og altid at være på vej et sted hen. Jeg-fortælleren er sjældent hjemme, men på café, i bad hos et one-night-stand, på backpackertur i Australien eller befinder sig i et andet transitrum. Bogens omslag er rammende nok et billede af en øde lufthavnsterminal.
I rapporten ”Alice” beskriver fortælleren, hvordan han med sin ven Bernhard rejser rundt i Australien og bruger dagene til at hænge ud, se på damer og lære sig den herskende holdning til ’den rigtige rejsende’: ”Min hud er langsomt ved at få den bronzegyldne farve, som alle hernede får, hvor alle trods alder, stoffer og bekymringer stadigvæk ser sunde, raske og frem for alt godt og hærget ud. De omstrejfendes æstetik.” (s. 43.) Han er så fritaget for relationer til både steder og mennesker, at han i slutningen af fortællingen er usikker på, om han befinder sig i Alice Springs, Australien eller Nashville, Tennessee. Denne frygt for at forpligte sig på nogen eller noget løber gennem alle fortællingerne, som tilsammen bliver et portræt af et ungt, søgende og usikkert menneske, der måske har skriften og notesbøgerne som eneste hjemsted og refugium.
22752146
”Tilstandsrapporter” kredser om mødet mellem mennesker, om de relationer, der holder mennesker sammen eller skiller dem ad. Begæret efter piger, efter at møde sig selv i andre og måske endda finde sig selv. Som en understrøm gennem fortællingerne ligger en kritik af det samfund, der fremelsker berømtheder, forbrugerisme og ukritisk brug af medier. Mange af karaktererne vil gøre alt for at blive set og være på og være til fest med de rigtige, semi-kendte mediepersonligheder.
Sproget er associativt, let og springende og med en tilbøjelighed til at vende rundt på sproglige vendinger og ordspil. Der er indbrud af samtaler, drømme og realkommentarer fra den virkelighed, fortælleren færdes i.
Fortællingerne breder sig ud med jeg-fortælleren som centrum. Historierne er bygget op om hans gøren og laden: ”Jeg børster tænder … Jeg vasker linoleumsgulvene … Jeg hænger viskestykker til tørre” og hans ofte meget ungdommelige betragtninger over verden og dem, han møder. I stedet for fremadskridende handlingsforløb er teksterne tableauer, stemninger, skriftlige refleksioner over verdens gang.