I forlaget Arenas udgivelsesserie Arena Kontra udgav Thomas Hvid Kromann i 2010 ”Arena Kontra #4: metrodigte”. I denne småtryksserie publiceres materiale, ”der ikke passer ind i de gængse genre- og trykformater; poesi og prosa, interviews og artikler, oversættelser og essays, transskriptioner og tekstualiteter.” Kromanns bidrag er en gennemsigtig plasticpose indeholdende 19 metrodigte, 1 metroessay, 3 fotografier og 2 brugte metrobilletter – alt sammen fra forfatterens rejse til Paris i foråret 2010.
Essayet fortæller om metrodigtets oprindelse ved den franske OuLiPo-digter Jacques Jouet (OuLiPo er en primært fransk digtersammenslutning, der arbejder med litteraturens potentialer), der i 2000 udgav ”Poèmes de métro”, hvori reglerne for metrodigtningen opstilles: Et metrodigt skrives inden for det tidsrum en rejse med metro tager. Første vers udtænkes mellem afgangsstation og første stop og skrives ned, mens metroen holder ved perron. Næste linje udtænkes mellem stop 2 og 3 og skrives ned, når toget holder osv. Der må ikke skrives, mens toget kører og ikke tænkes, når toget holder. Ruten må ikke være bestemt af digteriske formål, da digtningen skal foregå som en bibeskæftigelse på den metrotur, man tager i anden anledning.
Thomas Hvid Kromann skrev sine metrodigte under et studieophold i Paris på vej til og fra de biblioteker, hvor han studerede samlinger af kunstnerbøger. Han fortæller om posernes indhold: ”Der er de samme digte og det samme essay i (med let varieret underskrift). Metrobilletterne er selvfølgelig forskellige og det er fotografierne til en vis grad også. Jeg havde egentlig udvalgt ca. 60-80 forskellige fotografier. Der skulle være det samme iturevne kort i alle plus et "stemningsfotografi" plus et fotografi af et bogobjekt. Dét ville betyde, at der var ringe chance for, at det var det samme i hver pose. Da vi sad og blandede fotografierne, synes jeg umiddelbart, at det så ud, som om der var sket en fejl, så der nødvendigvis måtte være det samme indhold i en del af poserne, så måske er der i realiteten ikke tale om unika-poser, men om en 8-10 varianter.” (Interview med iBureauet, foråret 2011).
Både i form og indhold adskiller metrodigtene sig fra en gængs bog, da værket udkom i en pose, ingen læseretning havde angivet og kun var tilgængeligt for medlemmer af Arenas bogklub, og derfor kun eksisterer i omkring 100 eksemplarer. Værket er instant poetry, der er blevet til i øjeblikket og ikke er undergået nogen form for redigering eller gennemskrivning.
”27/5/2010 Pyramides – St-Lazaire – Pigalle
Det er som om Paris
vil demonstrere hverdagstristessen
for mit forblændede blik.
Der er såmænd bare strejke, monsieur,
sagde hun i nationalbibliotekets afdeling i Rue Richelieu.
Den franske nationalsport, la grève.
Skulle have studeret Boltanski-boksen i dag, satans.
Så skal jeg komme igen i morgen.
Nu tager jeg til Montmartre i stedet.
Det styrtregner. Alle ser skuffede ud, hvis ikke ligefrem
vrede.
Det her er ikke et metrodigt.
Det er metrobrok.
Nu kom graffitien, tre sovende mænd og en
gammel dame tiggende på knæ. Glimrende.
Snart Pigalle.
Læste om Stangerup og Mademoiselle Ninette i går.
Begge er døde og formentlig for længst, Stangerup i hvert fald.
Alle hvide lugter af lig.”
”Arena Kontra #4: metrodigte”, upag.