Gennem sit forfatterskab har Thomas Hvid Kromann vist forskelligartede udgaver af et vedholdende og veritabelt sprogfyrværkeri. En tilsyneladende umådeholden kærlighed til svungen syntaks, selvopfundne ord og omvendinger af eksisterende ord og vendinger går igen i alle hans bøger uanset deres varierende udtryk og indhold.
Første del af forfatterskabet virker meget ungdommeligt med sit hektiske flow og fokus på druk, damer og lommefilosofi. Et vendepunkt er ”Hr. Toksvig”, hvor det næsten frenetiske udtryk afløses af en strammere form og mere fokuseret indhold, her koncentreret om den passivt beskuende Hr. Toksvig. I Metrodigtene tager han en fransk avantgardistisk tilblivelsesform op, og denne udgivelse adskiller sig markant fra resten af forfatterskabet. Som han selv nævner i metroessayet er denne metrodigtning en kærkommen kontrast til universitetsafhandlinger og romanskrivning, som principielt kan ”finpudses i det uendelige”. Med den satiriske ”Saksehånd” afsøger Kromann et nyt område for sin skrivning: Han tager et kærligt livtag med den københavnske litterære undergrund, som han tydeligvis har et indgående kendskab til og part i. ”Saksehånd” har elementer af nøgleroman, men underminerer selv dette træk ved at lade navngivne personager optræde under eget navn. Der hersker en tvivl om fiktion og fakta i bogen, da mange personer, steder og begivenheder matcher virkeligheden, mens der også oses af det pure opspind.
En rød tråd gennem forfatterskabet er en interesse for forholdet mellem sprog og verden. Bliver verden anderledes, hvis man taler om den på en anden måde? Hvad sker der med verden, når man laver om på ordene om den? Kromanns egen forskerkarriere og intellektuelle tilgang til sprog og litteratur skinner igennem, selvom ingen af værkerne prætenderer at være teori eller decideret forskning. Om den vedholdende udforskning af formen fortæller han: “I lang tid kunne jeg ikke se bogen for bare litteratur. På litteraturstudiet er man meget fokuseret på skriften, men man glemmer selve mediet. Da først jeg begyndte at tænke over, hvad en bog er for en ting, fik jeg også lyst til at eksperimentere med formen.” (David Jacobsen Turner: Litteraturpølser fra avantgardens kælder. Weekendavisen, 2011-03-18). Thomas Hvid Kromanns bøger er skønlitterære udforskninger af højpandet teori, syntaksens uanede muligheder – og ungdommeligt ordfræs.