Ude og Hjemme (2000) samles trådene. Her optræder heltinden fra En kuffert i Marokko med højt opsat hår, men med samme spidse næse og samme åbne sanser over for den store verden, der er lige så rund og dejlig som det ringspil, hun har i sin have. Rammerne for pigens mini-univers er en lille hyggelig kolonihave med tilhørende hus, blomstrende frugttræer og en amagerhylde, der står gabende tom og trænger til at blive fyldt med souvenirs fra alle mulige fabelagtige byer. Dog står der allerede en stakkels, standhaftig tinsoldat med ét ben på en hylde, der også drømmer om indtage den store verden.
Et væld af fabelvæsner befolker haven - flyvefisk, der er klonet med andre dyr, så de har fået langstilkede hønsefødder eller koben med rødlakerede hove. Alle kigger de velvilligt på pigen, mens hun leger med ringene, og mini-mænd, som man - for øvrigt - kan genkende fra Hoved og Hale , aser og maser med at indsamle de flyvske ringe, der lander fjernt fra ringspillets søm.
Pludselig afbrydes forårsdagens idyl af en brummende flyvemaskine, hvor en flink pilot med fiskehoved(!) byder pigen på en rundtur til herlige byer, hvor hun kan få foder til sin amagerhylde. Efter en tur til Paris står der en kopi af Eiffeltårnet på amagerhylden, og mættet af oplevelser fortæller pigen havens indbyggere om alle de vidunderlige fænomener, som hun har set på sin vej:
Og ved I så hvad? siger hun, og hun fortæller om tårnet der kildede skyerne under maven. Og om knasende croissanter. Og om parasoller der lyste som blomster. Og om kirken med det hellige hjerte. Og om malerier der var vinde og skæve og på en mærkelig måde lignede alligevel. Og til sidst falder hun i søvn med munden fuld af ord .
Denne fortælling om besøget i Paris kunne være en beskrivelse af Helle Vibeke Jensens egen kunstneriske praksis: malerier der var vinde og skæve og på en mærkelig måde lignede alligevel.
Parallelt med pigens fortælling går billedfladens højre side i opløsning, og vi oplever hendes associationer som et herligt kaos, hvor ’det oplevede’ (fortiden) og havens fabelvæsner (nutiden) indgår frugtbare alliancer.
Og souvenirs fra nær og fjern fylder nu hylderne, og hele tiden må pigen fortælle om sine oplevelser og sætte sine oplevelser og de billeder, som hun har oplagret i erindringen, på ord. Altså: hver gang pigen har været ’Ude’, må oplevelsen bearbejdes ’Hjemme’ - for uden ’Ude’ er der simpelthen intet eller ingen ’Hjemme’.
Så simpelt og dog så dybt kan det udtrykkes i en af vor tids mest originale og nyskabende billedbøger med en glimrende forbindende tekst af Nanna Gyldenkærne.
Billedfladerne er morsomme, associationsrige, og der arbejdes over hele formatet. Alle teknikker er blevet mobiliseret, og bogen fremtræder som sandt svendestykke, hvor Helle Vibeke Jensen viser alle sider af sit talent. Og den talentfulde kunstner citerer sig selv med flid og stort lune.
Ude og Hjemme er et smukt hovedværk i et kunstnerisk set kompromisløst og æstetisk gennemtænkt illustratorskab.