helle vibeke jensen
Foto: Sven Bloch

Helle Vibeke Jensen

Carsten Berthelsen. Forfatter og formand for Kulturministeriets Illustratorprisudvalg, 2001.
Top image group
helle vibeke jensen
Foto: Sven Bloch
Main image
Jensen, Helle Vibeke
Foto: Tine Harden

Indledning

Dansk illustrator. Har hovedsageligt illustreret bøger for børn og unge.
Hun er altid på jagt efter materialer, som kan klippes og klistres. Hun fortæller selv, at hun elsker at tilbringe timevis i antikvariater, kiosker, hotellobbyer og souvenirbutikker for at finde farvestrålende brochurer og foldere, der kan bruges i og til hendes kunst. Helle Vibeke Jensens debut fra 1995 AB-se giver billedlæseren så stor frihed, at han/hun nærmest taber pusten. For i de rige collager, som bogen er opbygget af, er der er et utal af læsemuligheder og -retninger.

 

46484134

Født: 9. september 1960 i Rungsted.

Uddannelse: Uddannet beklædningsformgiver fra Danmarks Designskole.

Debut: AB-se - en billed-ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVXYZÆØÅ. Høst, 1995.

Litteraturpriser: Kulturministeriets Illustratorpris for HØR HER STÆR (2004) med tekst af Louis Jensen og Den Danske Forfatterforenings hæderspris. Derudover er hun prisbelønnet fra illustratorbiennalen i Bratislava (1999). Forening for Boghaandværks Diplom, 2015.

Seneste udgivelse:  Min øjesten, Dansklærerforeningen, 2019. Tekst: Helle Pryds Helle. Serie: Billedroman.

 

 

Artikel type
illustratorer

Klippe, klistre...

Opslaget med ´g´ i AB-se.
Opslaget med ´g´ i AB-se.

Helle Vibeke Jensen er ikke som de andre, hun er noget for sig selv...

Hun klipper og klistrer. Og er altid på jagt efter materialer, som kan klippes og klistres. Hun fortæller selv, at hun elsker at tilbringe timevis i antikvariater, kiosker, hotellobbyer og souvenirbutikker for at finde farvestrålende brochurer og foldere, der kan bruges i og til hendes kunst. For Helle Vibeke Jensen er collagekunstens avancerede og originale fornyer. Hendes værker er skabt for børn, og de befinder sig alle i øjenhøjde med den ’barnlige’ læser, men den voksne er god at have med på rejsen. For Helle Vibeke Jensens kigge- og læsebøger er bedst i et samspil...

Analyser af læsningens teknik fortæller, at voksne næsten ufravigeligt ’læser lineært’, altså uden at lave krumspring i teksten. (Ja, undskyld denne generalisering, kære voksne læser!). Man læser støt fra linje til linje. Man kan ganske vist læse ’baglæns’, men kun når man har glemt, hvad det nu var, der stod på den foregående side, og fordi jagende tanker bragte én væk fra bogens univers.

Og når man som voksen kigger billeder, så foregår ’læsningen’ ligeledes lineært fra venstre mod højre, herefter kan blikket ’tilte’ som et kameras objektiv fra bund til loft, for så at indsuge helheden i ét blik - og så hastigt og rastløst videre til næste billede.

Opslaget med ´g i AB-se - fortsat.
Opslaget med ´g i AB-se - fortsat.

Barnet arbejder mere anarkistisk med billedfladen, lader lige så gerne blikket vandre fra bund til loft, fra højre mod venstre og elske at bide sig fast i detaljer, som den voksne læser måske aldrig nogensinde vil lægge mærke til - eller ha’ evne til at kunne opfange. Helle Vibeke Jensens debut fra 1995 AB-se giver billedlæseren så stor frihed, at han/hun nærmest taber pusten. For i de rige collager, som bogen er opbygget af, er der er et utal af læsemuligheder og -retninger.

Hvert opslag i bogen gengiver billeder af mennesker, dyr, fænomener og ting med et begyndelsesbogstav, der svarer til samtlige bogstaver i alfabetet. For vores undrende blik forvandler billeder sig til bogstaver og omvendt - hvis man altså er bekendt med alfabetet og stavningens forunderlige kunst. Med denne bog har Helle Vibeke Jensen virkelig gjort et kup - for ord er jo i sig selv billedskabende, når de bliver genkendt i en litterær tekst, men billeder er jo også ’ordskabende’, når de bliver set på en billedflade...

Du kan altså i AB-se opleve, ’se’ og lære, for du læser på to plan og lærer samtidig at associere fra ord til billede og omvendt.

Opslaget med ’g’ er fx herligt. I højre side står Fru Arnolfini klippet ud af Jan van Eycks portræt af et brudepar fra 1434 - en af den flamske renæssances fineste og mest intime malerier. Jo, Fruen ser g ravid ud med en buket g ladiolus i favnen, hun holder en g hettoblaster i hånden og ud ad apparatets højtalere flyver små g rønne æbler (eller g rapefrugter?). Ud ad Fruens hårpynt vokser g evirer og hovedklædningen prydes med en g irafs lange hals og venlige fysiognomi. Naboen til Fruen er en bøs g orilla med en g lad g ris på hoved - og hele collagen er selvfølgelig opklæbet på et g rønt klæde af g ræs og g rønne g evækster. Alle 28 opslag fremtræder som fabulerende, festlige og farverige fraktaler - forstået i fænomenets egentligste forstand - for det ene billede er som Mandelbrots fraktaler indeholdt i det næste. Eller også ligger de parallelt.

En haj (= hej) siger farvel til læseren på bogens sidste side - sådanne sproglige/billedlige vitser rummer bogen i rige mængder - indeholdt i et væld af kontrast- og komplementærbilleder. På forsatssiderne modtages læseren i venstre side af en apatisk pingvin, der står på ét ben på en kaktus. Kulde og varme bliver her bragt sammen - to verden mødes, som aldrig kan bringes sammen i den virkelige verden, ’det ulade-sig-gørlige’ bliver ’gørligt’ hos Helle Vibeke Jensen.

AB-se er uden ende og rummer spiren til næsten alle de temaer, som Helle Vibeke Jensen udfolder med flid i sit kunstner- og illustratorskab.

En collage, der var omslagsillustration til Camilla Plums kogebog: Ælle bælle frikadelle (1997), blev næsten folkeeje som plakat. Her ser man en nuttet baby med et solidt stykke netmelon som napoleonshat, der kravler rundt på et overdimensioneret jordbær. Med denne morsomme og kærlige portal til en bog om kogekunst for børn og voksne kulminerede Helle Vibeke Jensens klippe-klistre-stil. Herefter begyndte en ny æra samme år - 1997 - hvor collagerne ’klistres’ sammen på computerens skærm - indscannede billeder fra alverdens tryksager og fra verdenskunstens store værker begynder at lege sammen med Helle Vibeke Jensens egne konturtegninger.

Både hoved og hale

Men Helle Vibeke Jensen begynder også at lege sammen med nogle kompetente forfattere, der giver frugtbar og medrivende inspiration. Denne næste billedbog blev til i et samarbejde med digteren Asger Schnack, der leverede de meget lyrisk- flydende tekststykker til: Hoved og Hale (1997). Der ligger selvfølgelig en sproglig finurlighed skjult i titlen - for bogen er hverken ’uden hoved eller hale’, men rummer netop begge.

21718491

På forsatsen er en lille pige med gammeldags knæstrømper og laksko på vej ind i en labyrint af geometriske figurer. Foruroligende og besynderligt, men endnu mere foruroligende og besynderligt er hendes fysiognomi, der er gennem hele bogen skifter udseende - i nogle opslag har hun træk som en mellemstor makrel, så forvandler hovedet sig til en ferskvandskarpe, for så at blive til en fuldfed Østersøsild. Hoved og Hale ’s hovedperson er altså en lille pige med ben og fødder - og en overkrop, der krones med et fiskehoved (og hale). Højest besynderligt!

Billedbogen Hoved og Hale er på mange måder en bekendelse til surrealismen som kunstnerisk udtryk. Ikke siden Egon Mathiesen: Mis med de blå øjne (1949) er der lavet så radikalt et forsøg på et kursskifte i den danske billedbog. Egon Mathiesen (1907-76) skabte nogle bøger, hvor han søgte at forbinde den modernisme, som især var fremherskende i det 20. århundredes mellemkrigsår, med den spontanitet og umiddelbarhed, som man kan finde i børns tegninger.

Helle Vibeke Jensen vil på mange måder det samme og sætter nye grænser for billedbøgers æstetik. Og måske vil hun også at indføre en helt ny fortælle-logik.

For barnet undrer sig formodentlig ikke over pigens besynderlige fysiognomi, men kun over de hændelser, som pigen kommer ud for. Det normale har vide grænser inden for billedbogens univers, hvis blot fortællingen følger sine egne normer. Så det gælder for Helle Vibeke Jensen og Asger Schnack om at give billedbogen en nyt ’hoved’ og en ny ’hale’.

Den røde tråd i Hoved og Hale er den lille ’fiskepiges’ jagt på en boldspillende dreng med gigantiske boxershorts, som hun meget gerne vil lege med. Han er ligeledes forsynet med fiskehoved og en baskende hale. Hun jagter ham - bogstaveligt talt - ’over sø og land’ og oplever kontrastfyldte lande og landskaber, som ’Op-og-Ned’, Stor-og-Lille, Åben-og-Lukket, for til sidst at finde drengen i landet ’Nær-og Fjern’:

I landet NÆR-og-FJERN ser hun drengen i det fjerne og lander ganske nær.
- Kaster du? spørger den lille pige.
- Ja, siger drengen og kaster sin bold.

Sammen forsvinder de ud af bogens univers gennem labyrinten og flyder (?) i to forskellige retninger. Endelig blev de ’forenet’ i nær-og-fjern, der er landet med de menneskelige relationer, der både rummer nærhed - forstået som integritet og nærhed - og distance defineret som nødvendig ensomhed og/eller selvfordybelse. Først mødes de, og så skilles de - ligesom vi på et tidspunkt efter endt læsning må lægge bogen fra os.

Hoved og Hale er forunderlig sober i sit layout i modsætning til AB-se, der var frugtbart rodet og ’opløst’ i virvar. Alle opslag består af sider, der er indrammet af fede konturlinjer, og hvor den handling, der udspiller sig på venstresiden, modsvares af højresiden. Hvis figuren svæver højt på højresiden, er der dybt at falde på den modstående. Det er den dygtige grafiker Michael Jensen, der har givet bogen sit layout, og det er for øvrigt ham, der er medspiller på samtlige titler af Helle Vibeke Jensen.

Farveholdningen er svag - til tider douce og nærmest udvisket. Kontrasten til farveeksplosionerne i AB-se er voldsom - Helle Vibeke Jensen er en kunstner, der forstår at skifte virkemidler, men som læser er man alligevel ikke i tvivl om, at det er den samme person, der klippede AB-seen. For der kan kun være få flyvske hjerner i dette land, som er i stand til at udtænke et så velordnet billedkaos.

Den frugtbare rejse

I En kuffert i Marokko (1997) har den lille pige smidt fiskefjæset og fået tildelt et ansigt, der i karikatur minder om et ’rigtigt’ (?) menneskes. En lille spids næse står ud i rummet, og håret ligger som torve ned ad ryggen. Hun ligner en flink pige fra Tegneseriens barndom - et kækt lille væsen med ben i næsen. En arketype hentet fra en pakke Ota Solgryn.

Pigen skal på rejse med sin dukke, Jasmin, til Marokko, men hun ved ikke, om hun tør lukke hende ud af kufferten dernede - for måske er landet for farligt for dukken? Så den bliver først lukket ud på sidste side, hvor den til gengæld i sit mørke fangenskab har lært sig at tale flydende marokkansk.

I mellemtiden har den lille spidsnæsede pige været på opdagelsesrejse i det forunderlige land, hvor hun midt på gaden spejler sig i et gyldent spejl og i det ser en anden lille pige, der til forveksling ligner hende selv. Hun er en marokkansk ’prinsessepige’ med langt stridt rødt hår. Og sammen går de på opdagelse i basaren, de spiser ’fnisefigner’, hører historier på markedspladsen, der lyder som fortællinger fra 1001 og en nat , og de oplever den stjerneklare nat, hvor små aber røver ’det ene sekund efter det andet’. I godt selskab med den marokkanske pige iler tiden alt for hastigt af sted for vores rejsende heltinde. Tilbage på hotelværelset konfronteres de to piger med dukken:

Det er næsten, som kendte Jasmin og prinsessepigen hinanden i forvejen.
Ja, på en måde, som kender de alle hinanden fra for længe, længe siden, fra altid af
.

Sådan slutter En kuffert i Marokko , hvor de implicerede oplever et fællesskab på tværs af alle grænser og al logik. For de er projektioner eller spejlbilleder af hinanden. På tværs af tid og sted - på tværs af kultur og grænser har pigerne noget, som er fælles arvegods. Så den erfaring ka’ man tage med sig hjem.

22196901

Men man kan sandelig også tage alt det fremmedartede med sig - alt det som ikke ligner det, som man kender hjemmefra: De fremmede skikke, dufte, skrifttegnene, madvarer og sære og smukke vejskilte. Alt det som kan give inspiration til et nyt syn på verden.

Et rejselegat til Marokko gav Helle Vibeke Jensen impulserne og ideerne til denne surreelle og dog så konkrete billedbog, hvor kunstneren sammenfører teknikker fra de foregående værker. Her er vild klippe-klister-teknik - voldsomme kontrastfarver og maleriske opslag - det æstetisk korrekte afløses af regulær ’bad taste’. Den poetiske og kongeniale tekst leveres af den prisbelønnede børne- og ungdomsforfatter Kåre Bluitgen.

I billedbogen Tæl selv (1998) arbejdes der med talrækker, der formerer sig lystigt hen over siderne på herlige billedflader - her er det tallene, der afstedkommer ord, og billederne forvandler til tal efter sin egen velordnede og dog uforudsigelige logik.

Trådene samles

Ude og Hjemme (2000) samles trådene. Her optræder heltinden fra En kuffert i Marokko med højt opsat hår, men med samme spidse næse og samme åbne sanser over for den store verden, der er lige så rund og dejlig som det ringspil, hun har i sin have. Rammerne for pigens mini-univers er en lille hyggelig kolonihave med tilhørende hus, blomstrende frugttræer og en amagerhylde, der står gabende tom og trænger til at blive fyldt med souvenirs fra alle mulige fabelagtige byer. Dog står der allerede en stakkels, standhaftig tinsoldat med ét ben på en hylde, der også drømmer om indtage den store verden.

Et væld af fabelvæsner befolker haven - flyvefisk, der er klonet med andre dyr, så de har fået langstilkede hønsefødder eller koben med rødlakerede hove. Alle kigger de velvilligt på pigen, mens hun leger med ringene, og mini-mænd, som man - for øvrigt - kan genkende fra Hoved og Hale , aser og maser med at indsamle de flyvske ringe, der lander fjernt fra ringspillets søm.

Pludselig afbrydes forårsdagens idyl af en brummende flyvemaskine, hvor en flink pilot med fiskehoved(!) byder pigen på en rundtur til herlige byer, hvor hun kan få foder til sin amagerhylde. Efter en tur til Paris står der en kopi af Eiffeltårnet på amagerhylden, og mættet af oplevelser fortæller pigen havens indbyggere om alle de vidunderlige fænomener, som hun har set på sin vej:

Og ved I så hvad? siger hun, og hun fortæller om tårnet der kildede skyerne under maven. Og om knasende croissanter. Og om parasoller der lyste som blomster. Og om kirken med det hellige hjerte. Og om malerier der var vinde og skæve og på en mærkelig måde lignede alligevel. Og til sidst falder hun i søvn med munden fuld af ord .

Denne fortælling om besøget i Paris kunne være en beskrivelse af Helle Vibeke Jensens egen kunstneriske praksis: malerier der var vinde og skæve og på en mærkelig måde lignede alligevel.

Parallelt med pigens fortælling går billedfladens højre side i opløsning, og vi oplever hendes associationer som et herligt kaos, hvor ’det oplevede’ (fortiden) og havens fabelvæsner (nutiden) indgår frugtbare alliancer.

Og souvenirs fra nær og fjern fylder nu hylderne, og hele tiden må pigen fortælle om sine oplevelser og sætte sine oplevelser og de billeder, som hun har oplagret i erindringen, på ord. Altså: hver gang pigen har været ’Ude’, må oplevelsen bearbejdes ’Hjemme’ - for uden ’Ude’ er der simpelthen intet eller ingen ’Hjemme’.

Så simpelt og dog så dybt kan det udtrykkes i en af vor tids mest originale og nyskabende billedbøger med en glimrende forbindende tekst af Nanna Gyldenkærne.

Billedfladerne er morsomme, associationsrige, og der arbejdes over hele formatet. Alle teknikker er blevet mobiliseret, og bogen fremtræder som sandt svendestykke, hvor Helle Vibeke Jensen viser alle sider af sit talent. Og den talentfulde kunstner citerer sig selv med flid og stort lune.

Ude og Hjemme er et smukt hovedværk i et kunstnerisk set kompromisløst og æstetisk gennemtænkt illustratorskab.

De fornemme aner

Helle Vibeke Jensen har fornemme aner. I billederne er der - som før nævnt - henvisninger til og forbrug af alskens materialer. Og inspirationen kommer bevidst og ubevidst mange steder fra. Den nederlandske renæssancemaler Hieronymus Bosch (1450-1516), der arbejdede med sære og fantastiske visioner i sine malerier, er en åbenlys kilde. Især er der mange små mænd med dyre- og fiskekroppe, som krabler rundt i hans malerier. Og den tyske surrealist Max Ernst (1891-1976), der rendyrkede fotocollagen i mellemkrigsårene, har sat sine spor i Helle Vibeke Jensens lille fine produktion.

Men Helle Vibeke Jensen er kun lige begyndt, og det er frugtbart at citere fra store mestre. Især når man selv kan så meget og har talent til mindst 100 nye billedbøger.

Bibliografi

Illustrerede værker.

Jensen, Helle Vibeke:
AB-se - en billed-ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVXYZÆØÅ. Høst, 1995 (bi)
Jensen, Helle Vibeke:
Hoved & hale - en billedbog om modsætninger. Høst, 1997 (bi).
Jensen, Helle Vibeke:
Tæl selv - en billedbog om tal. Høst, 1998 (bi)
Bluitgen, Kåre:
En kuffert i Marokko. 1999 (bi)
Gyldenkærne, Nanna:
Ude og Hjemme. 1999 (bi)
Blendstrup, Jens:
Kig ind - men, men, men - det er alt sammen længe siden nu. 2001
Jensen, Louis:
Hør her stær! 2004 (bi)
Teller, Janne:
Hvis der var krig i Norden. 2004.
Bluitgen, Kåre:
Aladdin eller Den forunderlige lampe. 2005
Andersen, H.C.:
Skyggen. 2006.
Jensen, Helle Vibeke:
Slangehund. Høst, 2007. Billedbog.
Plum, Camilla:
Jul. Politiken, 2007. (64.1).
Gombrichs verdenshistorie. 2007. (Eine kurze Welgeschichte für junge Leser).
Jensen, Helle Vibeke:
Bog nr. 1 - landskaber. Hebiinu, 2012. (72).
Jensen, Helle Vibeke:
Bog nr. 2 - vinduer. Hebiinu, 2013. (75.7408).
Jensen, Helle Vibeke:
Bog nr. 3 - mennesker. Hebiinu, 2013. (75.7408).
Helle, Merete Pryds: Min Øjesten. Kunstner: Helle Vibeke Jensen. Dansklærerforeningen, 2019
Helle Vibeke Jensen har desuden illustreret letlæsnings-eventyrserien Danskfidusens eventyr.

Læs mere om Helle Vibeke Jensen

Larsen, Steffen:
Lys over land. 2003 I: Børn & bøger. Årg. 56, nr 3, side 11-15.
Den fulde verden: om det kendte og ukendte, følelser og fugle - og billedrige fortællinger af Kjeld Abell, Virginia Lee Burton og Louis Jensen og Helle Vibeke Jensen Barlby, Finn. 2006. I:Plys. - [Nr.] 22, (2006). - S. 43-52 : ill.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Helle Vibeke Jensen