helle vibeke jensen
Foto: Sven Bloch

Helle Vibeke Jensen

Carsten Berthelsen. Forfatter og formand for Kulturministeriets Illustratorprisudvalg, 2001.
Top image group
helle vibeke jensen
Foto: Sven Bloch
Main image
Jensen, Helle Vibeke
Foto: Tine Harden

Dansk illustrator. Har hovedsageligt illustreret bøger for børn og unge.
Hun er altid på jagt efter materialer, som kan klippes og klistres. Hun fortæller selv, at hun elsker at tilbringe timevis i antikvariater, kiosker, hotellobbyer og souvenirbutikker for at finde farvestrålende brochurer og foldere, der kan bruges i og til hendes kunst. Helle Vibeke Jensens debut fra 1995 AB-se giver billedlæseren så stor frihed, at han/hun nærmest taber pusten. For i de rige collager, som bogen er opbygget af, er der er et utal af læsemuligheder og -retninger.

 

 

46484134

Født: 9. september 1960 i Rungsted.

Uddannelse: Uddannet beklædningsformgiver fra Danmarks Designskole.

Debut: AB-se - en billed-ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVXYZÆØÅ. Høst, 1995.

Litteraturpriser: Kulturministeriets Illustratorpris for HØR HER STÆR (2004) med tekst af Louis Jensen og Den Danske Forfatterforenings hæderspris. Derudover er hun prisbelønnet fra illustratorbiennalen i Bratislava (1999). Forening for Boghaandværks Diplom, 2015.

Seneste udgivelse: Helle, Merete Pryds: Min øjesten, Dansklærerforeningen, 2019. Illustreret af Helle Vibeke Jensen. Serie: Billedroman.

 

 

Artikel type
illustratorer

Klippe, klistre...

Opslaget med ´g´ i AB-se.
Opslaget med ´g´ i AB-se.

Helle Vibeke Jensen er ikke som de andre, hun er noget for sig selv...

Hun klipper og klistrer. Og er altid på jagt efter materialer, som kan klippes og klistres. Hun fortæller selv, at hun elsker at tilbringe timevis i antikvariater, kiosker, hotellobbyer og souvenirbutikker for at finde farvestrålende brochurer og foldere, der kan bruges i og til hendes kunst. For Helle Vibeke Jensen er collagekunstens avancerede og originale fornyer. Hendes værker er skabt for børn, og de befinder sig alle i øjenhøjde med den ’barnlige’ læser, men den voksne er god at have med på rejsen. For Helle Vibeke Jensens kigge- og læsebøger er bedst i et samspil...

Analyser af læsningens teknik fortæller, at voksne næsten ufravigeligt ’læser lineært’, altså uden at lave krumspring i teksten. (Ja, undskyld denne generalisering, kære voksne læser!). Man læser støt fra linje til linje. Man kan ganske vist læse ’baglæns’, men kun når man har glemt, hvad det nu var, der stod på den foregående side, og fordi jagende tanker bragte én væk fra bogens univers.

Og når man som voksen kigger billeder, så foregår ’læsningen’ ligeledes lineært fra venstre mod højre, herefter kan blikket ’tilte’ som et kameras objektiv fra bund til loft, for så at indsuge helheden i ét blik - og så hastigt og rastløst videre til næste billede.

Opslaget med ´g i AB-se - fortsat.
Opslaget med ´g i AB-se - fortsat.

Barnet arbejder mere anarkistisk med billedfladen, lader lige så gerne blikket vandre fra bund til loft, fra højre mod venstre og elske at bide sig fast i detaljer, som den voksne læser måske aldrig nogensinde vil lægge mærke til - eller ha’ evne til at kunne opfange. Helle Vibeke Jensens debut fra 1995 AB-se giver billedlæseren så stor frihed, at han/hun nærmest taber pusten. For i de rige collager, som bogen er opbygget af, er der er et utal af læsemuligheder og -retninger.

Hvert opslag i bogen gengiver billeder af mennesker, dyr, fænomener og ting med et begyndelsesbogstav, der svarer til samtlige bogstaver i alfabetet. For vores undrende blik forvandler billeder sig til bogstaver og omvendt - hvis man altså er bekendt med alfabetet og stavningens forunderlige kunst. Med denne bog har Helle Vibeke Jensen virkelig gjort et kup - for ord er jo i sig selv billedskabende, når de bliver genkendt i en litterær tekst, men billeder er jo også ’ordskabende’, når de bliver set på en billedflade...

Du kan altså i AB-se opleve, ’se’ og lære, for du læser på to plan og lærer samtidig at associere fra ord til billede og omvendt.

Opslaget med ’g’ er fx herligt. I højre side står Fru Arnolfini klippet ud af Jan van Eycks portræt af et brudepar fra 1434 - en af den flamske renæssances fineste og mest intime malerier. Jo, Fruen ser g ravid ud med en buket g ladiolus i favnen, hun holder en g hettoblaster i hånden og ud ad apparatets højtalere flyver små g rønne æbler (eller g rapefrugter?). Ud ad Fruens hårpynt vokser g evirer og hovedklædningen prydes med en g irafs lange hals og venlige fysiognomi. Naboen til Fruen er en bøs g orilla med en g lad g ris på hoved - og hele collagen er selvfølgelig opklæbet på et g rønt klæde af g ræs og g rønne g evækster. Alle 28 opslag fremtræder som fabulerende, festlige og farverige fraktaler - forstået i fænomenets egentligste forstand - for det ene billede er som Mandelbrots fraktaler indeholdt i det næste. Eller også ligger de parallelt.

En haj (= hej) siger farvel til læseren på bogens sidste side - sådanne sproglige/billedlige vitser rummer bogen i rige mængder - indeholdt i et væld af kontrast- og komplementærbilleder. På forsatssiderne modtages læseren i venstre side af en apatisk pingvin, der står på ét ben på en kaktus. Kulde og varme bliver her bragt sammen - to verden mødes, som aldrig kan bringes sammen i den virkelige verden, ’det ulade-sig-gørlige’ bliver ’gørligt’ hos Helle Vibeke Jensen.

AB-se er uden ende og rummer spiren til næsten alle de temaer, som Helle Vibeke Jensen udfolder med flid i sit kunstner- og illustratorskab.

En collage, der var omslagsillustration til Camilla Plums kogebog: Ælle bælle frikadelle (1997), blev næsten folkeeje som plakat. Her ser man en nuttet baby med et solidt stykke netmelon som napoleonshat, der kravler rundt på et overdimensioneret jordbær. Med denne morsomme og kærlige portal til en bog om kogekunst for børn og voksne kulminerede Helle Vibeke Jensens klippe-klistre-stil. Herefter begyndte en ny æra samme år - 1997 - hvor collagerne ’klistres’ sammen på computerens skærm - indscannede billeder fra alverdens tryksager og fra verdenskunstens store værker begynder at lege sammen med Helle Vibeke Jensens egne konturtegninger.

Både hoved og hale

Men Helle Vibeke Jensen begynder også at lege sammen med nogle kompetente forfattere, der giver frugtbar og medrivende inspiration. Denne næste billedbog blev til i et samarbejde med digteren Asger Schnack, der leverede de meget lyrisk- flydende tekststykker til: Hoved og Hale (1997). Der ligger selvfølgelig en sproglig finurlighed skjult i titlen - for bogen er hverken ’uden hoved eller hale’, men rummer netop begge.

21718491

På forsatsen er en lille pige med gammeldags knæstrømper og laksko på vej ind i en labyrint af geometriske figurer. Foruroligende og besynderligt, men endnu mere foruroligende og besynderligt er hendes fysiognomi, der er gennem hele bogen skifter udseende - i nogle opslag har hun træk som en mellemstor makrel, så forvandler hovedet sig til en ferskvandskarpe, for så at blive til en fuldfed Østersøsild. Hoved og Hale ’s hovedperson er altså en lille pige med ben og fødder - og en overkrop, der krones med et fiskehoved (og hale). Højest besynderligt!

Billedbogen Hoved og Hale er på mange måder en bekendelse til surrealismen som kunstnerisk udtryk. Ikke siden Egon Mathiesen: Mis med de blå øjne (1949) er der lavet så radikalt et forsøg på et kursskifte i den danske billedbog. Egon Mathiesen (1907-76) skabte nogle bøger, hvor han søgte at forbinde den modernisme, som især var fremherskende i det 20. århundredes mellemkrigsår, med den spontanitet og umiddelbarhed, som man kan finde i børns tegninger.

Helle Vibeke Jensen vil på mange måder det samme og sætter nye grænser for billedbøgers æstetik. Og måske vil hun også at indføre en helt ny fortælle-logik.

For barnet undrer sig formodentlig ikke over pigens besynderlige fysiognomi, men kun over de hændelser, som pigen kommer ud for. Det normale har vide grænser inden for billedbogens univers, hvis blot fortællingen følger sine egne normer. Så det gælder for Helle Vibeke Jensen og Asger Schnack om at give billedbogen en nyt ’hoved’ og en ny ’hale’.

Den røde tråd i Hoved og Hale er den lille ’fiskepiges’ jagt på en boldspillende dreng med gigantiske boxershorts, som hun meget gerne vil lege med. Han er ligeledes forsynet med fiskehoved og en baskende hale. Hun jagter ham - bogstaveligt talt - ’over sø og land’ og oplever kontrastfyldte lande og landskaber, som ’Op-og-Ned’, Stor-og-Lille, Åben-og-Lukket, for til sidst at finde drengen i landet ’Nær-og Fjern’:

I landet NÆR-og-FJERN ser hun drengen i det fjerne og lander ganske nær.
- Kaster du? spørger den lille pige.
- Ja, siger drengen og kaster sin bold.

Sammen forsvinder de ud af bogens univers gennem labyrinten og flyder (?) i to forskellige retninger. Endelig blev de ’forenet’ i nær-og-fjern, der er landet med de menneskelige relationer, der både rummer nærhed - forstået som integritet og nærhed - og distance defineret som nødvendig ensomhed og/eller selvfordybelse. Først mødes de, og så skilles de - ligesom vi på et tidspunkt efter endt læsning må lægge bogen fra os.

Hoved og Hale er forunderlig sober i sit layout i modsætning til AB-se, der var frugtbart rodet og ’opløst’ i virvar. Alle opslag består af sider, der er indrammet af fede konturlinjer, og hvor den handling, der udspiller sig på venstresiden, modsvares af højresiden. Hvis figuren svæver højt på højresiden, er der dybt at falde på den modstående. Det er den dygtige grafiker Michael Jensen, der har givet bogen sit layout, og det er for øvrigt ham, der er medspiller på samtlige titler af Helle Vibeke Jensen.

Farveholdningen er svag - til tider douce og nærmest udvisket. Kontrasten til farveeksplosionerne i AB-se er voldsom - Helle Vibeke Jensen er en kunstner, der forstår at skifte virkemidler, men som læser er man alligevel ikke i tvivl om, at det er den samme person, der klippede AB-seen. For der kan kun være få flyvske hjerner i dette land, som er i stand til at udtænke et så velordnet billedkaos.