I “Which Witch” fra 1979 (“Heksejagten”,1988) møder vi troldmanden Arriman, der er kendt og berygtet for sine evner indenfor sort magi – den slags trolddom der som regel ikke er af den gode slags. Han ødelægger og forhekser og sørger i det hele taget for at holde mørke og trolddom i live i landet. Folk kalder ham Arriman den Afskyelige, Lysets hader og Nordens Troldmand.
Arriman bor i byen Todcaster på slottet Darkinton Hall, et sted han valgte på grund af dets ækle firehundrede år gamle spøgelse Sir Simon Montpellier, der vandrer stønnende rundt og klasker sig i panden af ond samvittighed over at have myrdet sine syv koner.
Trods sit hårdt tilkæmpede rygte som en fandens karl keder Arriman sig bravt og beslutter sig derfor for at finde en kone. Men en troldmand kan jo ikke gifte sig med hvem som helst, så sammen med sin tjener Lester går han i gang med at arrangere en konkurrence for byens hekse. Planen er at finde den heks, der kan udøve den sorteste magi, og gifte sig med hende. Og heksene ankommer til Darkington Hall, den ene er grimmere, mere ækel og styggere end den anden. Der er dog én, Belladonna, som er smuk og helt forgabt i Arriman – der er blot et problem: hun er hvid. Hun kan kun trylle gode og smukke ting, så hendes chancer for at vinde konkurrencen ser ikke lovende ud. Men så en dag møder hun drengen Terence og hans kæledyr, regnormen Rover, og med et kan hun trylle sortere end nogen af de andre hekse, så måske kan hun alligevel vinde konkurrencen. Pludselig dukker troldkvinden Madame Olympia op, og hun er bestemt ikke til at spøge med. Lad konkurrencen begynde!
“Heksejagten” handler grundlæggende om, hvordan det positive og gode altid sejrer til sidst, på trods af, at alt, hvad der kan gå galt undervejs, går galt. Det er en Askepot-historie om, hvordan den udenforstående, men smukke pige, til sidst får sin elskede, som heller ikke er sådan, som han umiddelbart virker. For bag de onde troldmandsgerninger gemmer sig et hjerte af guld, der forelsker sig i det gode, så snart han ser det.