Eva Ibbotson

stud. cand. comm. Sonja Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2007.
Main image
Ibbotson, Eva
Foto: POLFOTO

Indledning

Eva Ibbotsons børnebøger tager læseren med ind i en verden af mystiske og magiske fænomener. I “Den skjulte ø” møder man spøgelser, der bor på en nedlagt perron i London og vogter over den hemmelige dør, Gumpen, der fører til en skjult ø, og i “Heksejagten” møder man troldmænd, der bor på store mørke slotte og gode som mindre gode hekse. Men man kan også møde mere almindelige væsner – som den lille forældreløse pige Annika i “Stjernen fra Kazan”. Annika vokser op hos de to kokkepiger Ellie og Sigrid i 1800-tallets Wien og lever en sorgløs tilværelse, indtil der en dag står en fremmed dame uden for hendes dør og siger, hun er hendes mor. Uanset om fortællingen foregår på en skjult ø eller i det gamle Wien, tages læseren med ind i en historie, hvor forfatterens sans for detaljer skaber et univers, man ikke kan undgå at blive en del af. Historiernes karakterer har personlighed, man føler med dem eller i mod dem, men vigtigst af alt, de er troværdige.

 

26162629

Blå bog

  • Født: 21. januar 1925 i Wien, Østrig.
  • Død: 20. oktober 2010 i Newcastle, England.
  • Uddannelse: Fysiologistudier ved London University, afsluttet i 1945, forskning ved Cambridge University, 1946-1947, pædagogikum fra University of Durham, 1965.
  • Debut: The Great Ghost Rescue, 1975 (Rick redder spøgelserne, 1976).
  • Litteraturpriser: Carnegie Medal shortlist, 1979. British Library Association, 1979. Best Romantic Novel of the Year Published in England, 1983. Romantic Novelist Association, 1983. Smarties Prize Shortlist, 1998. Best Books designation Shool Library Journal, 1998. Guardian Children’s Fiction Award runner-up, 2001. Nestlé Smarties Prize shortlist, 2001. Guld, 2001. Whitbread Children’s Book of the Year award shortlist, 2001.
  • Seneste udgivelse: The Secret Countess, 2007.
Artikel type
boern

Baggrund

““Jeg er ikke bange”, sagde Maia. Det var hun heller ikke. Hun havde været bange for tvillingernes ondskab og for at være lukket inde i Carters bungalow. Men hun var ikke bange for at rejse gennem ukendt land med en dreng, der ikke var meget ældre end hende selv. Hun tænkte, at hun måske ikke mere ville være bange for noget, hvis bare hun var sammen med Finn.
“Rejsen til Amazonas”, s. 210.

Eva Ibbotson (født Maria Charlotte Michelle Wiesner) kom til verden i den østrigske by Wien den 21. januar 1925. Hendes mor var dramatiker, og hendes far var forsker og pioner indenfor behandling af barnløshed. Da Eva var tre år gammel, blev hendes forældre skilt, og i de følgende år boede hun skiftevis hos sin mor og sin far. I 1933 fik hendes far arbejde på universitetet i Edinburgh, og Eva flyttede med ham. Senere bosatte de sig i London. Det var et godt tidspunkt at flytte på, for kort tid efter indtog Hitler og nazisterne Østrig, og Eva og hendes far ville været tvunget til at flytte under alle omstændigheder, da Evas far var halvt jøde. Eva fortæller: “Vi var den slags jøder som Hitler havde opfundet, den slags jøder der aldrig havde sat sine fødder i en synagoge.” (Dina Rabinovitch, interview for The Guardian, 2004-08-25).

Eva var kun otte år, da hun kom til England, og hun talte kun tysk. Hun kom på en progressiv engelsk kostskole, hvor hun hurtig tog sproget og den engelske kultur til sig. Senere studerede hun fysiologi på London University. Hun afsluttede sit studie i 1945, og i de to følgende år arbejdede hun som forsker på University of Cambridge. Hun brød sig dog ikke meget om det, specielt ikke de forsøg hun måtte udføre på levende dyr, så da hendes gode ven og studiekammerat Alan Ibbotson foreslog hende at lade forskning være forskning og gifte sig med ham, slog hun til. Sammen flyttede de til Newcastle i det nordlige England, og Eva, der var glad for at hendes mand ville forsørge hende, påtog sig gladeligt rollen som husmor. De fik fire børn, og Eva begyndte at skrive. Hendes første udgivelser var korte historier til dagblade og aviser, og de gav ikke den store indkomst. Indimellem skriveriet tog Eva et pædagogikum og underviste på skoler og universiteter.

Da Eva var omkring 40 år, og hendes yngste søn var startet i skole, begyndte hun at skrive længere historier. Hendes første bog “Rick redder spøgelserne” udkom i 1975 og blev begyndelsen på et langt forfatterskab, hvor læseren inviteres ind i en ofte magisk verden befolket af spøgelser, troldmænd, hekse og mange andre sære skabninger. Indimellem er det også blevet til et par bøger for voksne, men det er dog bøgerne til børn og unge, der fylder mest på hylderne. Eva Ibbotson mistede sin mand efter 49 års ægteskab, og som en hyldest til ham og hans kærlighed til naturen skrev hun “Rejsen til Amazonas”, der blandt andet indeholder rige naturbeskrivelser. Eva Ibbotsson er i dag over firs og skriver stadig – med blyant og på papir, som hun altid har gjort det.

Konkurrence i sort magi og ondskab

“Derefter kom tågen. En stor, gul, kvælende, blændende tåge, som indhyldede alt i sit kolde, knusende mørke. “Det er verdens ende!” vrælede Ethel Feedbag. “Det er den Snigende Død,” skreg Nora Shouter. Kun Belladonna holdt sig oprejst og prøvede at trøste de rædselsslagne tjenende ånder. Men lige så pludseligt som den Store Tåge var kommet, rullede den væk igen, og der lød et sidste tordenskrald – heksene gispede. Oppe på Druideklippen stod med skrævende ben en skikkelse så pragtfuld, så storslået, at det tog vejret fra dem.
” Eva Ibbotson: “Heksejagten”, s. 22.

I “Which Witch” fra 1979 (“Heksejagten”,1988) møder vi troldmanden Arriman, der er kendt og berygtet for sine evner indenfor sort magi – den slags trolddom der som regel ikke er af den gode slags. Han ødelægger og forhekser og sørger i det hele taget for at holde mørke og trolddom i live i landet. Folk kalder ham Arriman den Afskyelige, Lysets hader og Nordens Troldmand.

Arriman bor i byen Todcaster på slottet Darkinton Hall, et sted han valgte på grund af dets ækle firehundrede år gamle spøgelse Sir Simon Montpellier, der vandrer stønnende rundt og klasker sig i panden af ond samvittighed over at have myrdet sine syv koner.

Trods sit hårdt tilkæmpede rygte som en fandens karl keder Arriman sig bravt og beslutter sig derfor for at finde en kone. Men en troldmand kan jo ikke gifte sig med hvem som helst, så sammen med sin tjener Lester går han i gang med at arrangere en konkurrence for byens hekse. Planen er at finde den heks, der kan udøve den sorteste magi, og gifte sig med hende. Og heksene ankommer til Darkington Hall, den ene er grimmere, mere ækel og styggere end den anden. Der er dog én, Belladonna, som er smuk og helt forgabt i Arriman – der er blot et problem: hun er hvid. Hun kan kun trylle gode og smukke ting, så hendes chancer for at vinde konkurrencen ser ikke lovende ud. Men så en dag møder hun drengen Terence og hans kæledyr, regnormen Rover, og med et kan hun trylle sortere end nogen af de andre hekse, så måske kan hun alligevel vinde konkurrencen. Pludselig dukker troldkvinden Madame Olympia op, og hun er bestemt ikke til at spøge med. Lad konkurrencen begynde!

“Heksejagten” handler grundlæggende om, hvordan det positive og gode altid sejrer til sidst, på trods af, at alt, hvad der kan gå galt undervejs, går galt. Det er en Askepot-historie om, hvordan den udenforstående, men smukke pige, til sidst får sin elskede, som heller ikke er sådan, som han umiddelbart virker. For bag de onde troldmandsgerninger gemmer sig et hjerte af guld, der forelsker sig i det gode, så snart han ser det.

En tågesnude og andre sære væsener.

“Men Cornelius ryster på hovedet. Det er naturligvis fristende at lade kæmpen gokke Raymond oven i hovedet, smide ham i en sæk og tage ham med tilbage til øen. Men det kunne simpelthen ikke lade sig gøre. Han kunne se kongen og dronningen for sig, når de fik deres søn bragt hjem som en bedøvet pattegris. De ville blive ulykkelige, når de indså, at det havde været nødvendigt at tage deres søn med magt. “Han skal komme med os frivilligt, Hans,” sagde troldmanden.”
Eva Ibbotson: “Den skjulte ø”, s. 60.

I 1994 udkommer Eva Ibbotsons historie “The Secret of Platform 13” (“Den skjulte ø”, 1994). På stationen Kings Cross i London er der en hemmelig dør: Gumpen. Gumpen fører ind til Den Skjulte Ø, et paradis af grønne træer, smukke blomster, klare rislende kilder og smukke sandstrande. Men gumpen er kun åben ni dage hvert niende år, og i de ni dage er der en livlig trafik af folk fra øen, der vil se, hvordan det står til ude i den anden verden, og af folk fra den anden verden, der vil se øen og måske har lyst til at blive der.

Øen er befolket af både dyr og mennesker, der lever i fred med hinanden. Men også af havfruer, hekse, trolde og ikke at forglemme, tågesnuderne, et helt specielt lille dyr. Øen har en konge og dronning, der er helt almindelige mennesker, og alle holder meget af dem. Kongeparret har en lille søn, der bliver passet af trillingesøstrene Rose, Violet og Lily.

En dag, da prinsen er ganske lille, en dag hvor gumpen er åben, får trillingerne lov til at tage på tur til den anden verden, og de får lov at tage den lille prins med. Trillingerne kommer oprindeligt fra den anden verden, og selvom de har det bedre på øen, er der alligevel ting ved den anden verden, som de mindes med glæde. For eksempel duften af “fish and chips”, som de møder på vej tilbage til gumpen. Da de har god tid, beslutter de sig for at købe et kræmmerhus med deres barndoms minder. Den ene af søstrene sætter sig på en bænk med den lille prins, der ligger fredeligt i sin kurv og sover, mens de to andre søstre handler. Men pigen døser hen, og i det korte øjeblik, hun sover, forsvinder den lille prins; kidnappet af den rige og ondskabsfulde Fru Trottle. Men det opdager pigerne først, da de er på vej tilbage gennem Gumpen, og det er for sent at tage tilbage. Kongen og dronningen og hele øens befolkning bliver frygtelig kede af det, men der er ni år til gumpen åbner sig igen, og i den tid er der intet, der kan gøres.

Da de ni år er gået, og det er ved den tid, hvor gumpen igen skal til at åbne sig, samler kongen og dronningen et redningshold, der skal bringe prinsen tilbage. Redningsholdet består af den gode fe Gurkintrude, den gamle troldmand Cornelius, kæmpen Hans og den lille heks Odge på kun ni år. De fire drager til den anden verden på en opgave, der bliver sværere, end de havde troet, og til mødet med en prins, der slet slet ikke er, som de havde forestillet sig.

“Den skjulte ø” er en historie, der kombinerer det magiske med mere realistiske hændelser. Vi møder de fantastiske væsner fra den skjulte ø og er samtidig en tur i London på stationen Kings Cross, som er der den dag i dag. Det er en historie med en sød morale om, at hvis man kæmper for en god sag, er alle villige til at give en hjælpende hånd, men alligevel kan det ske, at hjælpen ender med at komme fra en helt anden side end den, man havde regnet med.

Griske gummifarmere og hemmelige huler

“Hun var rasende på sig selv, det gjorde ondt, og hun var fortabt. Da hun satte sig op igen, skete der noget mærkeligt. Det vandløb, hun lå ved siden af, forsvandt bag et gardin af grønt. Mere end et gardin, en mur af siv og slyngplanter og oversvømmede træer. Men gennem denne grønne mur dukkede en kano op og kom lydløst hen mod hende som en båd i en drøm. Kanoen blev staget frem af en indianerdreng, der stod i forstavnen og styrede den roligt og afslappet, så vandet næsten ikke bevægede sig.”
Eva Ibbotson: “Rejsen til Amazonas”, s. 63.

“Journey to the River Sea” udkommer i 2001 (“Rejsen til Amazonas”, 2002), men dens plot tager afsæt i året 1910. Hovedpersonen er den forældreløse Maia, der bor på en engelsk kostskole, hvor hun har gode venner og udviser dygtighed og talent. Især er hun god til at synge. En dag får hun at vide, at man har fundet frem til hendes slægtninge, men at de bor på den anden side af Atlanten, nemlig i Brasilien, i byen Manaus. Maias værge beslutter, med Maias samtykke, at hun skal flytte til Brasilien.

Sammen med guvernanten Miss Minton, som hun også bliver gode venner med, rejser Maia til Manaus for at møde sine slægtninge, familien Carter og hendes to kusiner Beatrice og Gwendolyn. På den lange tur over havet møder Maia skuespilleren Clovis, en dreng på hendes egen alder der også skal til Manaus, og hun fantaserer om de fantastiske oplevelser, hun vil få i det fremmede land. Men intet er, som hun forventer hos familien Carter. De bor i en kold og utiltalende bungalow, Mrs. Carter går kun op i at holde huset fri for insekter, Mr. Carter bruger al sin tid på kontoret med at studere sin samling af glasøjne fra afdøde personer, og de to piger, Maias kusiner, tænker kun på sig selv, og er slet ikke interesserede i at være venner med Maia. Familien lever, som de ville have gjort i England, de bevæger sig ikke ud i junglen, som er lige uden for døren, de taler ikke med de indfødte, medmindre det er strengt nødvendigt, og al deres mad får de sejlet hele den lange vej fra England. Og så er de desuden ved at gå konkurs. Men Maia er ikke typen, der kan holde sig inden døre. Hun går på opdagelse og bliver blandt andet venner med de indfødte, der arbejder for Familien Carter og drengen Finn, der er halvt indianer og halvt englænder.

24109402

En dag kommer privatdetektiverne Mr. Trapwood og Mr. Low til Manaus for at finde en dreng og bringe ham tilbage til England. Drengen er Finn, hvis bedstefar ligger for døden på godset Westwood i England, og Finn er den eneste arving, men vil under ingen omstændigheder tilbage til England. Det er begyndelsen på et eventyr, hvor Maia, Finn og Clovis vil snyde kragerne, som de kalder de to detektiver, en fantastisk sejltur op ad floden og mødet med Finns indianerstamme, Xantierne. Og det er også historien om, hvordan familien Carters hus går op i flammer, og hvordan Maias to kusiner og deres mor rejser til England og må arbejde gratis for at have et sted at bo og mad at spise.

I “Rejsen til Amazonas” lærer læserne, at alt kan lade sig gøre, hvis man behandler folk ordentligt og respekterer den kultur, man lever i, selvom den er nok så langt fra ens egen. Og så lærer man, at hvis man virkelig ønsker sig noget, og når man ved, hvad man vil, sker det som regel. Hovedpersonen er, som så ofte i Ibbotsons bøger, en forældreløs, der repræsenterer det gode og retfærdige i mennesket. Maia bliver ven med et andet forældreløst barn, og de to holder sammen, som kun børn kan gøre det. Derudover møder læseren mindre sympatiske personer som familien Carter, der har været velhavende, men nu er tæt på konkurs, hvilket gør dem griske og egoistiske.

Varme køkkener og kolde stenhuse

““Godmorgen,” sagde Annika. Gamle Bertha snurrede rundt. “Du godeste, frøken, her må du ikke komme. Det er køkkenet.” Annika havde svært ved at forstå, hvad hun sagde på den lokale dialekt. “Ja, jeg ved godt det er køkkenet. Er der noget jeg skal hjælpe med at bære ind i spisestuen?” “Nej, nej! Hvad ville fru Edeltraut ikke sige? Hendes datter hjalp til i køkkenet! Gå tilbage ad gangen og ud i forhallen. Spisestuen er anden dør på højre hånd. Skynd dig – gå nu, ellers får jeg ballade.””
“Stjernen fra Kazan”, s. 102.

“The Star of Kazan” fra 2004 (“Stjernen fra Kazan”, 2005) foregår i Kejserens Wien i 1896. I en lille landsbykirke i bjergene lidt uden for Wien finder de to tjenestepiger Ellie og Sigrid et efterladt barn. Tjenestepigerne arbejder i huset hos de tre professorer, Emil, Julius og Gertrude, der også er søskende, og efter lang tids overtalelse får de lov at beholde den lille pige i køkkenet. De døber hende Annika, og hun vokser op i det varme og hyggelige køkken hos Ellie og Sigrid. En dag møder Annika en gammel dame, der fortæller hende om sin tid på de fine teatre i Paris og i resten af verden, hvor hun var kendt som La Rondine, Svalen, og som viser hende alle kjolerne og kopierne af de fine smykker, som hendes mandlige beundrere gav hende. Blandt andet det fantastiske smykke Stjernen fra Kazan.

25584201

Annika har det godt, men ofte drømmer hun om, at hendes rigtige mor en dag banker på døren. Og det sker. En dag står en fornem kvinde, Edeltraut von Tannenberg, og fortæller, at hun er Annikas mor. Selvom det er svært for Annika at forlade Wien og alle hendes venner, vælger hun at tage med den fremmede dame, for det er jo hendes mor. Nu begynder en lang rejse til det nordlige Tyskland og godset Spittal. Annika er glad for at have fundet sin mor, men da de ankommer til Spittal er stedet forfaldent, der er koldt, og næsten tomt for mennesker og dyr. Men hendes mor beroliger hende og siger, at det bare er et spørgsmål om tid, før alt bliver godt igen. På Spittal møder hun sin nye halvbror Hermann og stalddrengen Zed, som hun bliver gode venner med. Hendes mor gør lange rejser for at ordne vigtige papirer, så alt kan blive i orden, og en dag finder Annika en æske med et gammelt fotografi, hun har set før, nemlig hos den gamle dame La Rondine. Men hvordan er det havnet i Spittal, og hvorfor bliver hun pludselig beskyldt for at have stjålet den gamles dames smykker, og hvor har Edeltraut pludselig fået penge fra?

“Stjernen fra Kazan” er en opklaringshistorie med skurke, helte og hjælpere, hvor der skelnes mellem de gode, der ofte er de fattige, og de onde, der ofte er de rige. Annika er en sød og hjælpsom pige, som ikke synes, det er vigtigt, hvor mange penge man har, men om man formår at gøre noget godt for sine medmennesker. Bogen er samtidig fyldt med masser af historiske oplysninger om for eksempel Wien i slutningen af 1800-tallet og om sigøjnere, madlavning, aristokrater, heste og den slags.

Den røde tråd i forfatterskabet

Oftest møder vi et barn, der på den ene eller anden måde har mistet sine forældre og således vokser op hos en plejefamilie, på kostskole eller lignende. Fælles for børnene er, at de er gode og uselviske mennesker, for hvem det vigtigste er, hvad folk gør, og ikke hvor mange penge, titler eller materielle goder de for eksempel har. Hovedpersonerne kæmper alle for den gode sag og søger deres identitet gennem de handlinger, de udfører og de mennesker, de møder, og på den måde bliver de klogere på sig selv. Det er ikke uproblematisk, men historierne ender altid lykkeligt. Det fornægter sig således ikke, at en af Ibbotsons yndlingsforfattere er Frances Hodgson Burnett. I Burnetts “Lille Lord Fauntleroy” møder man for eksempel Cedrik, som bor med sin mor i Amerika, men som bliver hentet til England af sin bedstefar, der er en ægte lord. Bedstefaren er en skuffet gammel mand, men den kære Cedric charmer ham og gør den gamle til en rar grinebidder. En anden arving dukker op, men det bliver efterhånden afsløret, at han er en værre svindler, og retfærdigheden og godheden sejrer til sidst. Lugter det måske ikke af Ibbotsons fortællinger som “Rejsen til Amazonas” og “Stjernen fra Kazan”?

Ibbotsons historier berører ofte samfundsrelevante emner og giver en implicit kritik af, hvordan vi behandler blandt andet naturen, fremmede, ældre og ikke mindst hinanden. Bøgerne er oplysende i forhold til deres kontekst. For eksempel får læseren i “Rejsen til Amazonas” indblik i den brasilianske jungles dyre- og planteliv, og i “Stjernen fra Kazan” får man viden om 1800-tallets Wien, både hvad angår musikalske og gastronomiske traditioner.

Ibbotson gør brug af en temmelig eksplicit skildring mellem “det gode” og “det onde”, og det er mellem disse to poler, at historierne udspiller sig – altid med det gode som vinderen. “Det gode” er repræsenteres som regel af børn. De er opsatte på at hjælpe andre, uden nødvendigvis selv at få noget ud af det. “Det onde” er oftest rige og egoistiske mennesker, der kun handler for egen vindings skyld. Billedet af “det onde” er mere nuanceret i eksempelvis “Heksejagten”. Her er troldmanden Arriman umiddelbart ond og destruktiv, han er skabt som sort troldmand, men på trods af dette er han alligevel en af de gode, når blot han kommer i det rette selskab.

Kampen mellem “det gode” og “det onde” kan minde om historierne om Harry Potter af J.K. Rowling. Ligesom i Rowlings bøger ligger der i Ibbotsons en implicit etisk og moralsk holdning i beskrivelserne af de gode og de onde.

Hendes historier om hekse, trolde og spøgelser kan desuden sammenlignes med englænderen Jonathan Strouds bøger. Eksempelvis blander både Ibbotsons “Den skjulte ø” og Strouds Bartimæus-trilogi det fantastiske og det reelle, som hos Stroud giver sig udslag i, at trolde bor, agerer og regerer i London.

Bibliografi

Børnebøger af Eva Ibbotson

Ibbotson, Eva:
Rick redder spøgelserne. 1976. (The Great Ghost Rescue. 1975).
Ibbotson, Eva:
The Worm and the Toffee-nosed Princess. 1983.
Ibbotson, Eva:
Spøgelserne fra Carra. 1988. (The haunting of Hiram C. Hopgood. 1987).
Ibbotson, Eva:
Heksejagten. 1988. (Which Witch? 1979).
Ibbotson, Eva:
Sikken en heks! 1990. (Not Just a Witch. 1989).
Ibbotson, Eva:
Den skjulte ø. 1994. (The secret of Platform Thirteen. 1994)
Ibbotson, Eva:
Dial-a-Ghost. 1996.
Ibbotson, Eva:
Den hemmelige mission. 2001. (Monster mission. 1999).
Ibbotson, Eva:
Island of the Aunts. 2000.
Ibbotson, Eva:
Rejsen til Amazonas. 2002. (Journey to the River Sea. 2001).
Ibbotson, Eva:
Stjernen fra Kazan. 2005 (The Star of Kazan. 2004).
Ibbotson, Eva:
The Haunting of Granite Falls. 2004.
Ibbotson, Eva:
Sære skabninger på slottet. 2006. (Beasts of Clawstone Castle. 2005).

Voksenbøger af Eva Ibbotson

Ibbotson, Eva:
A Countess Below Stairs. 1981.
Ibbotson, Eva:
Magic Flutes. 1982.
Ibbotson, Eva:
A Glove Shop in Vienna and Other Stories. 1984.
Ibbotson, Eva:
The Morning Gift. 1993.
Ibbotson, Eva:
A Company of Swans. 1985.
Ibbotson, Eva:
A Song for Summer. 1997.
Ibbotson, Eva:
Madensky Square. 1998. (Madensky Square. 1988).
Ibbotson, Eva:
The Secret Contess. 2007.

Andre udgivelser af Eva Ibbotson

Ibbotson, Eva:
Linda Came Today (Tv-drama for ATV 1965).
Eva Ibbotson er forfatter til mange hundrede artikler og mindre fortællinger trykt i aviser. Fortællingerne findes blandt andet i antologierne “Yearbook of the American Short Story“.

Om Eva Ibbotson

Bibliotekstjänst: Författare & illustratörer för barn och ungdom: porträtt på svenska och utländska nutida författare och illustratörer, bind 4, 1999 (indeholder artikel om Eva Ibbotson).

Om forfatterskabet

Links

Forfatterens danske forlag Forlaget Sesam, ejet af Aschehoug, udgiver Eva Ibbotsons bøger på dansk.
Kort biografi af Eva Ibbotson. Siden er på engelsk.
Interview med Eva Ibbotson. Siden er på engelsk.
Dina Rabinovitch: Interview i The Guardian. 25. august 2004.
God artikel om forfatteren.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Eva Ibbotson