Eva Ibbotson

Artikel type
boern
stud. cand. comm. Sonja Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2007.
Main image
Ibbotson, Eva
Foto: POLFOTO

Indledning

Eva Ibbotsons børnebøger tager læseren med ind i en verden af mystiske og magiske fænomener. I “Den skjulte ø” møder man spøgelser, der bor på en nedlagt perron i London og vogter over den hemmelige dør, Gumpen, der fører til en skjult ø, og i “Heksejagten” møder man troldmænd, der bor på store mørke slotte og gode som mindre gode hekse. Men man kan også møde mere almindelige væsner – som den lille forældreløse pige Annika i “Stjernen fra Kazan”. Annika vokser op hos de to kokkepiger Ellie og Sigrid i 1800-tallets Wien og lever en sorgløs tilværelse, indtil der en dag står en fremmed dame uden for hendes dør og siger, hun er hendes mor. Uanset om fortællingen foregår på en skjult ø eller i det gamle Wien, tages læseren med ind i en historie, hvor forfatterens sans for detaljer skaber et univers, man ikke kan undgå at blive en del af. Historiernes karakterer har personlighed, man føler med dem eller i mod dem, men vigtigst af alt, de er troværdige.

 

26162629

Blå bog

  • Født: 21. januar 1925 i Wien, Østrig.
  • Død: 20. oktober 2010 i Newcastle, England.
  • Uddannelse: Fysiologistudier ved London University, afsluttet i 1945, forskning ved Cambridge University, 1946-1947, pædagogikum fra University of Durham, 1965.
  • Debut: The Great Ghost Rescue, 1975 (Rick redder spøgelserne, 1976).
  • Litteraturpriser: Carnegie Medal shortlist, 1979. British Library Association, 1979. Best Romantic Novel of the Year Published in England, 1983. Romantic Novelist Association, 1983. Smarties Prize Shortlist, 1998. Best Books designation Shool Library Journal, 1998. Guardian Children’s Fiction Award runner-up, 2001. Nestlé Smarties Prize shortlist, 2001. Guld, 2001. Whitbread Children’s Book of the Year award shortlist, 2001.
  • Seneste udgivelse: The Secret Countess, 2007.

Baggrund

““Jeg er ikke bange”, sagde Maia. Det var hun heller ikke. Hun havde været bange for tvillingernes ondskab og for at være lukket inde i Carters bungalow. Men hun var ikke bange for at rejse gennem ukendt land med en dreng, der ikke var meget ældre end hende selv. Hun tænkte, at hun måske ikke mere ville være bange for noget, hvis bare hun var sammen med Finn.
“Rejsen til Amazonas”, s. 210.

Eva Ibbotson (født Maria Charlotte Michelle Wiesner) kom til verden i den østrigske by Wien den 21. januar 1925. Hendes mor var dramatiker, og hendes far var forsker og pioner indenfor behandling af barnløshed. Da Eva var tre år gammel, blev hendes forældre skilt, og i de følgende år boede hun skiftevis hos sin mor og sin far. I 1933 fik hendes far arbejde på universitetet i Edinburgh, og Eva flyttede med ham. Senere bosatte de sig i London. Det var et godt tidspunkt at flytte på, for kort tid efter indtog Hitler og nazisterne Østrig, og Eva og hendes far ville været tvunget til at flytte under alle omstændigheder, da Evas far var halvt jøde. Eva fortæller: “Vi var den slags jøder som Hitler havde opfundet, den slags jøder der aldrig havde sat sine fødder i en synagoge.” (Dina Rabinovitch, interview for The Guardian, 2004-08-25).

Eva var kun otte år, da hun kom til England, og hun talte kun tysk. Hun kom på en progressiv engelsk kostskole, hvor hun hurtig tog sproget og den engelske kultur til sig. Senere studerede hun fysiologi på London University. Hun afsluttede sit studie i 1945, og i de to følgende år arbejdede hun som forsker på University of Cambridge. Hun brød sig dog ikke meget om det, specielt ikke de forsøg hun måtte udføre på levende dyr, så da hendes gode ven og studiekammerat Alan Ibbotson foreslog hende at lade forskning være forskning og gifte sig med ham, slog hun til. Sammen flyttede de til Newcastle i det nordlige England, og Eva, der var glad for at hendes mand ville forsørge hende, påtog sig gladeligt rollen som husmor. De fik fire børn, og Eva begyndte at skrive. Hendes første udgivelser var korte historier til dagblade og aviser, og de gav ikke den store indkomst. Indimellem skriveriet tog Eva et pædagogikum og underviste på skoler og universiteter.

Da Eva var omkring 40 år, og hendes yngste søn var startet i skole, begyndte hun at skrive længere historier. Hendes første bog “Rick redder spøgelserne” udkom i 1975 og blev begyndelsen på et langt forfatterskab, hvor læseren inviteres ind i en ofte magisk verden befolket af spøgelser, troldmænd, hekse og mange andre sære skabninger. Indimellem er det også blevet til et par bøger for voksne, men det er dog bøgerne til børn og unge, der fylder mest på hylderne. Eva Ibbotson mistede sin mand efter 49 års ægteskab, og som en hyldest til ham og hans kærlighed til naturen skrev hun “Rejsen til Amazonas”, der blandt andet indeholder rige naturbeskrivelser. Eva Ibbotsson er i dag over firs og skriver stadig – med blyant og på papir, som hun altid har gjort det.

Konkurrence i sort magi og ondskab

“Derefter kom tågen. En stor, gul, kvælende, blændende tåge, som indhyldede alt i sit kolde, knusende mørke. “Det er verdens ende!” vrælede Ethel Feedbag. “Det er den Snigende Død,” skreg Nora Shouter. Kun Belladonna holdt sig oprejst og prøvede at trøste de rædselsslagne tjenende ånder. Men lige så pludseligt som den Store Tåge var kommet, rullede den væk igen, og der lød et sidste tordenskrald – heksene gispede. Oppe på Druideklippen stod med skrævende ben en skikkelse så pragtfuld, så storslået, at det tog vejret fra dem.
” Eva Ibbotson: “Heksejagten”, s. 22.

I “Which Witch” fra 1979 (“Heksejagten”,1988) møder vi troldmanden Arriman, der er kendt og berygtet for sine evner indenfor sort magi – den slags trolddom der som regel ikke er af den gode slags. Han ødelægger og forhekser og sørger i det hele taget for at holde mørke og trolddom i live i landet. Folk kalder ham Arriman den Afskyelige, Lysets hader og Nordens Troldmand.

Arriman bor i byen Todcaster på slottet Darkinton Hall, et sted han valgte på grund af dets ækle firehundrede år gamle spøgelse Sir Simon Montpellier, der vandrer stønnende rundt og klasker sig i panden af ond samvittighed over at have myrdet sine syv koner.

Trods sit hårdt tilkæmpede rygte som en fandens karl keder Arriman sig bravt og beslutter sig derfor for at finde en kone. Men en troldmand kan jo ikke gifte sig med hvem som helst, så sammen med sin tjener Lester går han i gang med at arrangere en konkurrence for byens hekse. Planen er at finde den heks, der kan udøve den sorteste magi, og gifte sig med hende. Og heksene ankommer til Darkington Hall, den ene er grimmere, mere ækel og styggere end den anden. Der er dog én, Belladonna, som er smuk og helt forgabt i Arriman – der er blot et problem: hun er hvid. Hun kan kun trylle gode og smukke ting, så hendes chancer for at vinde konkurrencen ser ikke lovende ud. Men så en dag møder hun drengen Terence og hans kæledyr, regnormen Rover, og med et kan hun trylle sortere end nogen af de andre hekse, så måske kan hun alligevel vinde konkurrencen. Pludselig dukker troldkvinden Madame Olympia op, og hun er bestemt ikke til at spøge med. Lad konkurrencen begynde!

“Heksejagten” handler grundlæggende om, hvordan det positive og gode altid sejrer til sidst, på trods af, at alt, hvad der kan gå galt undervejs, går galt. Det er en Askepot-historie om, hvordan den udenforstående, men smukke pige, til sidst får sin elskede, som heller ikke er sådan, som han umiddelbart virker. For bag de onde troldmandsgerninger gemmer sig et hjerte af guld, der forelsker sig i det gode, så snart han ser det.