Jonathan Stroud

journalist Karina Søby Madsen. iBureauet/Dagbladet Information. 2006.
Main image
Stroud, Jonathan
Foto: Torben Strøyer

Indledning

Jonathan Stroud skriver både billedbøger for de helt små, eventyr for de lidt større og fantasy for de modige. Især er han berømt for sin trilogi om Bartimæus. Her vrimler det med djinnier, afritter og folioter – og med troldmænd og mennesker selvfølgelig. Disse komponenter er vævet ind i et spil om magt, frihed og kontrol, som læserne hurtigt bliver fanget ind i. For Bartimæus-trilogien er virkelig hæsblæsende, gribende læsning med spektakulære scenerier, og samtidig er personportrætterne psykologisk fintfølende. Især dæmonen Bartimæus er ikke til at stå for med sin særprægede, kulsorte humor og sine spiddende kommentarer til omgivelserne.

51396782

 

Blå bog

  • Født: 1970 i Bedford, England.

  • Uddannelse: Bachelor i Engelsk litteratur ved York universitet.

  • Debut: 'The Lost Treasure of Captain Blood', 1996 ('Kaptajn Blods forsvundne skat, 1996).

  • Litteraturpriser: ALA Notable Book, 2004. Boston Globe-Horn Book Honor Winner, 2004. CCBC Best Children’s Books of the Year, 2004. Book Sense Pick, 2005. ALA Best Book for Young Adults, 2005.

  • Seneste udgivelse: Lockwood & co. - den skrigende trappe. Carlsen, 2014. (The screaming staircase, 2013). Oversat af Lene Ewald Hesel. (1). Roman.

 

 

Artikel type
boern

Baggrund

“Min herre drejede hovedet og så på mig. “Hvis hun prøver på at lave numre, skal du slå hende ihjel.” “Du bliver nødt til at være mere præcis,” sagde jeg (Bartimæus, red.). “Hvilken slags numre? Kortkunster, mønttricks, det indiske rebnummer – hvad?””
“Golems øje”, s. 509.

Jonathan Stroud blev født i 1970 i Bedford og voksede op i St. Albans, England. Allerede som ung dreng var han en læsehest. Især store, tunge fantasybøger slæbte han hjem fra bibliotekerne og slugte råt. Selv begyndte han at skrive, da han var omkring syv år, og i sine unge år blev han flittigt opmuntret af sin engelsklærer, Mr. Bowie, til at skrive løs. Strouds store mål var at skrive ungdomsromaner som dem, han selv elskede at læse. Men Stroud kanaliserede hovedsageligt sin ungdoms kreativitet ud på anden vis. Han lavede nemlig masser af spil: brætspil, kortspil og rollespil, og han konkurrerede med en af sine kammerater om at komme på de bedste ideer. Stroud fortæller “Jeg havde en ven, som lavede mange spil, og vi konkurrerede på livet løs om, hvem af os der kom på de bedste ideer. Det var et andet produkt (end bøgerne, red), men jeg tænker, at de kom af den samme impuls.” (Nikki Gamble: “Jonathan Stroud in conversation with Nikki Gamble”. Interviewartikel i Write Away! 2006-05-08).

Efter college læste Stroud på York-universitet, hvor han fik en bacheloreksamen i engelsk litteratur. I årene efter arbejdede han i Walker Books afdeling for ikke-fiktion. Her blev han opmuntret til selv at forfatte, og hurtigt fik han til opgave at skrive en række børnebøger og at redigere andre forfatteres værker. Stroud siger: “redaktørarbejdet var meget givende, fordi det betød, at jeg dermed blev meget bedre til at skrive og redigere mine egne ting.” (Nikki Gamble: “Jonathan Stroud in conversation with Nikki Gamble”. Interviewartikel i Write Away! 2006-05-08). Derfor arbejdede Stroud sådan i en periode på cirka ti år i 1990’erne. I 1996 udkom børnebogen “Kaptajn Blods forsvundne skat”, som blev efterfulgt af tre lignende udgivelser i årene efter. I 1999 udgav Stroud sin første ungdomsroman, “Buried Fire”, som ikke er oversat til dansk. Det er dog “Springet” fra 2002 og – vigtigere endnu – fantasyværket “Bartimæus-trilogien” fra 2003-2005, som har gjort Stroud populær blandt unge sciencefiction- og fantasyelskere i store dele af verden.

I dag lever Jonathan Stroud i St. Albans, Hertfordshire, med sin datter Isabella og sin kone Gina, som er børnebogsillustrator.

Om at miste en ven – og en del af sig selv

I “Springet” fra 2002 (“The Leap”, 2001) mister hovedpersonen Charlie sin bedste ven, Max, en dag, de er ude at lege ved mølledammen. Hun ser det hele: hvordan han først sidder oppe i et blommetræ og mæsker sig i blommer, at han forsvinder ind i en anden verden, mens han bøjer sig længere og længere frem, at han kaster sig i vandet og forsvinder, og selvom hun springer efter ham ned i dybet, kan hun ikke nå ham og redde ham. Han er fanget af en anden – en smaragdgrøn kvinde med øjne som grønne alger – og sammen forsvinder de ned i mølledammens dyb.

24092216

Den dag mister Charlie sig selv. Hun kan ikke forstå, at Max er død, og hun drømmer hver nat om at finde ham på den anden side af dammens dyb. Ingen i hendes omgivelser forstår hende, og hun føler sig ensom som aldrig før. Hun forsvinder efterhånden mere og mere ind i drømmenes univers, og det er som om, at det er mere virkeligt end dagenes hændelser. I drømmene kommer hun nærmere og nærmere Max, men kan hun genfinde ham der og dog bevare livet i behold?

Charlies mor og storebror er bekymrede og prøver at aktivere hende, så hun igen kan få appetit på livet, men det er som om, Charlie er uopnåelig, og at hun også for omgivelserne forsvinder mere og mere ind i sin drømmeagtige tilstand. Men heldigvis giver Charlies bror ikke op så let. Han nægter at lade Charlie alene i sit sorgarbejde, og da han en dag får fingre i hendes dagbog, kan han for alvor sætte ind med hjælp.

Sorgarbejde

“Nu vidste jeg, hvorfor drømmene havde så stærk en virkning på mig. Max var med i dem. Han var der – og det var ikke bare et minde om ham. Det var en levende Max. Den Max jeg havde mistet. Hvis jeg fulgte efter ham, ville jeg finde ham. Det var mærkeligt, men det tog mig ingen tid at indse, at drømmene var virkelige. Jeg var sprunget i efter ham. Jeg var i hælene på ham. Og et eller andet sted i nærheden var den ven, der blev taget fra mig. Et sted forude ventede Max – i live.
Jonathan Stroud: “Springet”, side 50.

“Springet” behandler via overnaturlige og eventyrlige elementer, hvordan det er at miste, og det er en fin roman om at bearbejde tab. Som læser får man indblik både i Charlies tanker og følelser, og i hendes storebrors tanker og bevæggrunde. Romanen er nemlig bygget sådan op, at nogle kapitler har Charlies synsvinkel, mens andre har brorens. Det er romanens store styrke. Dermed behandles både de fortvivlede følelser, der hober sig op inde i Charlie, og som læser bliver man revet med ind i hendes søgen efter Max og forstår hendes frustrationer over omgivelsernes manglende forståelse. Og samtidig behandles omgivelsernes ængstelse og frustrationer over ikke at kunne nå ind til Charlie og hjælpe hende igennem sorgen.

Romanen er særdeles spændende og fængende læsning. Ikke mindst på grund af Charlies drømme, der er fulde af fantastiske elementer. Og da elementer fra drømmene begynder at trænge ind i virkelighedens verden, bliver det svært at lægge bogen fra sig. Man bliver nødt til at finde ud af, om Charlie kan hjælpes væk fra drømmenes og dødens univers og tilbage til virkeligheden.

Onde magikere

“Den gamle smerte var begyndt at røre på sig igen og dunkede i mit bryst, min mave og mine knogler. Det var ikke sundt at være spærret inde i en krop i så lang tid, og jeg fattede simpelthen ikke, hvordan mennesker kunne klare det uden at blive totalt vanvittige.”
Jonathan Stroud: “Amuletten fra Samarkand”, side 41.

Første del af Bartimæus-trilogien, “Amuletten fra Samarkand” fra 2003 (“The Amulet of Samarkand”, 2003) foregår i et London, der ligner det, vi kender. Gaderne er de samme, og regeringsbygningen ligger og troner midt i byen. Dog er ikke alt, som normalt. Landet regeres nemlig af korrupte, udemokratiske troldmænd, mens menneskene er underdanige undersåtter.

Den unge dreng Nathan er i lære som troldmand. Han studerer alverdens sprog og lærer alle de magiske formularer, der findes, imens han drømmer om selv at blive politiker og være med til at sætte dagsordenen i England.

Ved en fest hos sin mester møder den 12-årige Nathan den magtbegærlige minister Simon Lovelace, og de to støder sammen, da Lovelace ydmyger Nathan på det groveste. Nathan bliver rasende og sværger hævn, og med sine selverhvervede magiske evner påkalder han den ældgamle djinn Bartimæus. Bartimæus er dæmon af tredje orden, og han hjælper Nathan med at stjæle det særlige magiske klenodie Amuletten fra Samarkand fra Lovelaces gemmer.

24892697

Røveriet får selvfølgelig ikke lov at gå upåagtet hen. Lovelace har allerede slået én ihjel for at erhverve amuletten, og Nathan bliver dybt involveret i et kompliceret magtspil, der får mægtige og uforudsigelige konsekvenser. Blandt andet må en række af Nathans nære lade livet i kampen mod den alt andet end hæderlige troldmand, ligesom det engelske samfund bliver udfordret.

Parlamentet udfordres

“Trods vore lejlighedsvise kontroverser, havde jeg engang gjort mig forhåbning om, at han (Nathan, red) ville blive, ligesom troldmænd er flest. Ved tidligere lejligheder havde han for eksempel udvist masser af initiativ og endda præsteret at opføre sig hensynsfuldt.”
Jonathan Stroud: “Golems øje”, side 436.

I Bartimæus-trilogiens anden del “Golems øje” fra 2004 (“The Golem’s Eye”, 2004) bliver troldmændenes magt udfordret af en gruppe af mennesker, der kaldes Modstandsbevægelsen. Bevægelsen ynder at stjæle diverse magiske genstande fra troldmændene, men efterhånden udvikler dens metoder sig mere voldeligt, og bomber kastes mod parlamentet. Regeringen er på den anden ende, og Nathan, der nu er ansat i Parlamentets indenrigstjeneste, får ansvaret for at sætte en stopper for bevægelsen. Men da en Golem også begynder at rasere byen og en troldmands grav røves, er Nathan virkelig på herrens mark. For hvem er Modstandsbevægelsen? Hvorfor er medlemmerne tilsyneladende modstandsdygtige overfor magi? Og hvem styrer Golem – mennesker eller korrupte troldmænd? Spørgsmålene er mange, og svarene ligger ikke ligefor. Nemmere bliver det ikke af, at Nathan konstant modarbejdes af andre medlemmer af Parlamentet.

25509765

Derfor henter han igen den stærke og drilagtige Bartimæus til hjælp, og gennem farefulde, spændingsmættede kapitler kommer de nærmere og nærmere på såvel Modbevægelsen som Golemen. Undervejs bliver en af oprørernes medlemmer, Kitty, der er selvrådig, stærk og engageret, en særdeles vigtig brik i puslespillet – og mod alle odds en hjælp for Nathan.

Fælles skæbner

“Ptolemæus porten” fra 2005 (“Ptolemy’s Gate”, 2005) er sidste del af Bartimæus-trilogien, og Nathan er nu for alvor kommet til top. Han er blevet Informationsminister – som den yngste minister nogensinde – og har blandt andet ansvar for at rekruttere soldater til den ikke helt vellykkede krig mod oprørske kolonister i Nordamerika. Det er ikke let, og nemmere bliver det ikke, da en oprørsstemning bryder løs i Londons gader. Befolkningen, der i stigende grad er utilfredse med troldmandsstyret, demonstrerer og strejker, og det udvikler sig til regulære optøjer. Mindre dramatisk bliver det ikke, da Nathan opdager, at en gruppe utilfredse troldmænd planlægger et kup mod regeringen – som tilsyneladende iværksættes af selvsamme Hopkins, som var involveret i både Golem-sagen og Modstandsbevægelsen tre år tidligere.

26030579

Nathan kalder igen Bartimæus til hjælp, men selv om djinnien stadig er rap i replikken, så er den blevet lidt træt og slidt i koderne. Gode råd er således dyre, for hvor kan Nathan så finde hjælp? Kan det virkelig passe, at han skal inddrage Kitty, pigen fra den gamle modbevægelse? I hvert fald bliver Bartimæus’, Kittys og Nathans skæbner viklet ind i hinanden endnu en gang, og resultatet er intet mindre end spændingsmættet.

De gode, de onde og de virkeligt korrupte

Bartimæus-trilogien er en fantastisk og spændende fantasyfortælling. Den adskiller sig fra de fleste romaner i genren ved at nuancere forholdet mellem mennesker, dæmoner og troldmænd. Som regel er dæmonerne de onde, mens menneskene er heltene, men i Bartimæus-trilogien styrer troldmændene diktatorisk England, og deres værste fjender er hinanden. Menneskene er undersåtter, der blot retter ind. Kun Modstandsbevægelsen gør oprør, men dens metoder er lige så fordækte som troldmændenes. Og så er der dæmonerne, der fungerer som troldmændenes slaver, men som troldmændene samtidig er bange for, da dæmonerne gladeligt udrydder deres egne herrer, hvis der er den mindste svaghed i trylleformularerne. Et stort tema i romanerne er drejer sig således om magt, frihed og kontrol mellem de tre komponenter dæmoner, troldmænd og mennesker. Men midt i det paranoide diktatorvælde står de tre karakterer Nathan, Bartimæus og Kitty, som alle har samvittigheden i behold.

Selvom Nathan også ligger under for magtbegær, er han ikke helt så slem som de andre troldmænd; på trods af Kittys valg af metoder i selvskab med Modstandsbevægelsen, så har hun faktisk en god sag; og selv om Bartimæus blot er en djinn, som skal udføre sin herres befalinger, så stiller han flittigt spørgsmål til Nathans prioriteter. Derfor er det især Bartimæus, man som læser identificerer sig med.

28673256

De tre værker har alle flere fortællestemmer. Første del skifter mellem Bartimæus’ og Nathans synsvinkel, mens man i både anden og tredje del også møder Kittys. Effekten af de skiftende synsvinkler er, at læserne får en mere nuanceret forståelse af det portrætterede univers og af de enkelte personer. Samtidig understøtter det spændingen og modsætningsforholdene mellem romanens personer.

Et andet effektfuldt virkemiddel er fodnoter, som bruges hver gang, Bartimæus introducerer en ny situation. Især i starten af “Amuletten fra Samarkand” er der mange fodnoter, for der er alt jo så at sige nyt, og det tynder selvfølgelig ud i dem efterhånden. Men fodnoterne er nu nyttige – og hyggelige, for de er ofte særdeles humoristiske. Som Stroud forklarer: “Jeg kan godt lide fodnoterne, fordi de giver læseren valg. Læseren kan vælge at læse videre uden at forstyrre flowet i læsningen, han/hun kan tage en pause og læse fodnoterne, eller vedkommende kan bladre tilbage og læse dem, når kapitlet er læst færdig.” (Nikki Gamble: “Jonathan Stroud in conversation with Nikki Gamble”. Interviewartikel i Write Away! 2006-05-08).

Spektakulær fantasy

Jonathan Stroud er især anerkendt for sin Bartimæus-trilogi – både blandt anmelderne og blandt læserne: de unge. Det er da også for alvor i de tre romaner om Bartimæus, at Stroud udfolder sine evner, både til at strukturere et plot, til at lave dybdegående personportrætter og til at lege med sproget. Trilogien er konstant spændende med sin historie med mange lag, og den slipper ikke sådan lige sit tag i læseren. De tre hovedkarakterers skæbnetråde spindes sammen på kryds og tværs til et yderst fantasifuldt edderkoppespind af et farverigt stykke fantasy og vikler på underholdende vis læseren med ind i centrum af forviklingerne. Så er man blot en anelse tiltrukket af fantastiske fortællinger, er Stroud ikke til at komme uden om. Der er således ikke noget at sige til, at filmrettighederne til trilogien er blevet solgt til Miramax/Hyperion. Fortællingen vil virkelig gøre sig godt på et lærred med sine mange spektakulære og spændende scener! Om den bliver realiseret filmisk er selvfølgelig ingen garanti, men man har lov at håbe. Også filmrettighederne til “Buried Fire”, “The Leap” og “The Last Sierge” er blevet solgt, og sidstnævnte ventes at lande i biograferne engang i 2006.

Fantasybølgen ruller videre

Kan man lide Jonathan Stroud, er der mange andre forfatterskaber i samme genre at kaste sig over. Fantasygenren har for alvor fået fat i børn og unge verden over, og mange forældre læser spændte med over skuldrene. Bølgen startede for alvor i 1980’erne, da rollespillere, computerspillere og andre ‘nørder’ tog J.R.R. Tolkiens trilogi “Ringenes herre” til sig og fremhævede den som et skoleeksempel på, hvordan en virtuel verden kan skabes, og da trilogien blev filmatiseret i starten af det 21. århundrede, tog den for alvor kegler.

Der findes i dag et hav af fantasyværker, naturligvis J.K. Rowlings bøger om troldmanden Harry Potter, mens også Nancy Farmers værker, der blander mytologi og stærk imagination og Garth Nix's romaner, der er sprængfyldte af stærke dæmoner. Blandt danske fantasyforfattere kan anbefales Lene Kaaberbøls romaner om Skammeren, som kan se ind i andre mennesker og se deres dårlige samvittighed og onde handlinger, og Dennis Jürgensens “Dystopia” om Cirena og Karano, der vokser op som fjender, men som må overvinde deres fjendskab for at kunne besejre ondskabens magt i Dystopia.

Bibliografi

Bøger af Jonathan Stroud

Stroud, Jonathan:
Kaptajn Blods forsvundne skat. 1996. (The Lost Treasure of Captain Blood, 1996). Billedbog.
Stroud, Jonathan:
Roald Rødskægs heltemodige vikingefærd. 1997. (The Viking Saga of Harri Bristlebeard, 1997). Billedbog.
Stroud, Jonathan:
Alfie’s Big Adventure. 1999. Billedbog.
Stroud, Jonathan:
Buried Fire. 1999. Roman.
Stroud, Jonathan:
Little Red Car. 1999. Billedbog.
Stroud, Jonathan:
Ancient Rome. 2000. Billedbog.
Stroud, Jonathan:
Springet. 2002. (The Leap, 2001). Roman.
Stroud, Jonathan:
The Last Sierge. 2003. Roman.

Bartimæus-trilogien

Stroud, Jonathan:
Amuletten fra Samarkand. 2003. (The Amulet of Samarkand, 2003). Roman.
Stroud, Jonathan:
Golems øje. 2004. (The Golem’s Eye, 2004). Roman.
Stroud, Jonathan:
Ptolemæus Porten. 2005. (Ptolemy’s Gate, 2005). Roman.
Stroud, Jonathan:
Salomons ring. Carlsen, 2013.

Lockwood & co.

Stroud, Jonathan:
Lockwood & co. - den skrigende trappe. Carlsen, 2014. (The screaming staircase, 2013). Oversat af Lene Ewald Hesel. (1). Roman.

Om Jonathan Stroud

Gamble, Nikki:
Jonathan Stroud in conversation with Nikki Gamble. 2006. Interviewartikel i Write Away! 2006-05-08.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jonathan Stroud

Links

Links

Strouds danske forlag er en underafdeling af forlaget Aschehoug.
Hjemmeside om Bartimæus-trilogien.
Artikel på den engelske del af leksikaet Wikipedia omhandlende Jonathan Strouds forfatterskab. Siden har en bibliografi samt eksterne links.
Jonathan Strouds egen hjemmeside. Siden er på engelsk.