Om at miste en ven – og en del af sig selv

I “Springet” fra 2002 (“The Leap”, 2001) mister hovedpersonen Charlie sin bedste ven, Max, en dag, de er ude at lege ved mølledammen. Hun ser det hele: hvordan han først sidder oppe i et blommetræ og mæsker sig i blommer, at han forsvinder ind i en anden verden, mens han bøjer sig længere og længere frem, at han kaster sig i vandet og forsvinder, og selvom hun springer efter ham ned i dybet, kan hun ikke nå ham og redde ham. Han er fanget af en anden – en smaragdgrøn kvinde med øjne som grønne alger – og sammen forsvinder de ned i mølledammens dyb.

24092216

Den dag mister Charlie sig selv. Hun kan ikke forstå, at Max er død, og hun drømmer hver nat om at finde ham på den anden side af dammens dyb. Ingen i hendes omgivelser forstår hende, og hun føler sig ensom som aldrig før. Hun forsvinder efterhånden mere og mere ind i drømmenes univers, og det er som om, at det er mere virkeligt end dagenes hændelser. I drømmene kommer hun nærmere og nærmere Max, men kan hun genfinde ham der og dog bevare livet i behold?

Charlies mor og storebror er bekymrede og prøver at aktivere hende, så hun igen kan få appetit på livet, men det er som om, Charlie er uopnåelig, og at hun også for omgivelserne forsvinder mere og mere ind i sin drømmeagtige tilstand. Men heldigvis giver Charlies bror ikke op så let. Han nægter at lade Charlie alene i sit sorgarbejde, og da han en dag får fingre i hendes dagbog, kan han for alvor sætte ind med hjælp.