Inge Pedersen socialrealistiske noveller og romaner skildrer hverdagslivet, og ofte er scenen henlagt til det nordjyske lokalsamfund, hvor hun selv er vokset op.
Gennem hendes forfatterskab møder man personer, der befinder sig på alle stadier i livet: Barnet i ”Og halsen af en svane”, teenageren i ”Til Amerika”, dem der er midt i livet i ”Anden frekvens” og de ældre på alderdomshjemmet i sidste del af novellesamlingen ”Berørt”. Alle har de det til fælles, at de føler sig fastlåst i livet og drømmer om et andet liv, end det der er blevet deres skæbne.
Denne længsel er det gennemgående tema i Inge Pedersens forfatterskab. En længsel, der udspringer fra hendes eget liv, og som hun selv brød med, da hun realiserede drømmen om at blive forfatter. Inge Pedersen skildrer de sociale vanskeligheder, der kan være forbundet med det at følge sine drømme. Men samtidig giver hun også et indblik i de psykologiske konsekvenser, det kan have for dem, der holder sig tilbage. Hun viser, at det kræver mod at bryde med de trygge rammer, som mange gror fast i. Det kræver mod at turde leve livet.
I flere af Inge Pedersens romaner står romanens hovedperson over for en løsrivelse fra sine forældre. I ”Anden frekvens” har Amanda gennem hele sit liv aldrig forstået sin mor, så det er først, da moderen bliver syg, og døden banker på, at mor og datter omsider opnår en gensidig forståelse for det liv, de hver især har levet. Også pigen, som vi følger i både ”Og halsen af en svane” og ”Til Amerika”, har svært ved at løsrive sig fra sine forældre, som hun er overbevist om har brug for hende, hvis de ikke skal gå fra hinanden.
Sproget og dets detaljer spiller også en afgørende rolle i Inge Pedersens forfatterskab, og forfatterens kærlighed til skriften dukker flere steder op som et symbol på frihed. Blandt andet i ”Til Amerika”, hvor pigens drømme er forbundet til noget sprogligt, men også i titelnovellen i novellesamlingen ”Et lille stykke luft” (2003), hvor en ældre dame holder fast i livet ved at skrive. Interessen for detaljen i sproget deler hun desuden med barnet i ”Og halsen af en svane”, der smager sig frem på ordene, før hun finder ud af, hvilke hun kan lide, og hvilke hun ikke kan lide.
Inge Pedersen har udtalt, at netop fordybelsen i sprogets verden er det, der driver hende både i sin egen litteratur og i læsningen af andres. (Inge Pedersen: En forfatters indvikling i litteraturen. Ny Dansk Litteratur).