Ingemanns tematik med dualistiske kampe i menneskets indre og mellem gode og onde kræfter går igen i både eventyr, historiske romaner og salmer.
Kampen mellem det gode og det onde er især tydelig i Ingemanns eventyr såsom ”Sphinxen”, der bærer undertitlen ”Et eventyr i den hoffmannske maner”. Referencen er til den tyske eventyrforfatter E.T.A. Hoffmann (1776-1822), som Ingemann forgæves opsøger under sin udlandsrejse 1818-1819 og som inspirerer mange unge digtere i sin tid. Hoffmann skrev en særlig form for romantisk litteratur, der kaldes romantisme, og som primært var udbredt i den tyske samtid. Her kredsede litteraturen om livets skyggesider, den farlige seksualitet og sindets mørke kræfter. Også H.C. Andersen (1805-1875) var inspireret af den tyske romantisme. Det ses bl.a. novellen ”Skyggen” (1847), mens en digter som Emil Aarestrups (1800-1856) erotiske digte også kan siges at være eksponent for en form for dansk romantisme.
Selvom H.C. Andersen er langt den mest kendte, danske forfatter i udlandet, er det ham, der i 1820 sender et lidt klodset brev fyldt med stavefejl til den 16 år ældre Ingemann. Den unge Andersen beder om råd og støtte fra sin forfatterkollega, og de to ender med at sende op mod 400 breve og udvikler et varmt venskab.
Ingemann lignede sin kollega N.F.S. Grundtvig i mange henseender. Begge forsøgte de – og lykkedes langt hen ad vejen med – at vække en form for folkeånd og stolthed over den danske kultur og de danske værdier. Især med sine historiske romaner fik Ingemann betydning for den folkelige læselyst og bevidstheden omkring eksempelvis treårskrigen i 1848-1850, hvor Slesvig-Holsten rev sig løs fra landet gennem borgerkrig.
Den skotske forfatter Walter Scott, der især er kendt for at have skrevet den historiske roman ”Ivanhoe” (1820) med både virkelige og fiktive karakterer, er også en indlysende inspiration for Ingemanns historiske romaner. De spændende historier med kærlighedsdramaer, kamp mellem de gode og de onde iblandet faktiske begivenheder og personer, var utroligt populære i samtiden, og Walter Scott var en af de mest kendte forfattere i den genre.
Sammen med Hans Adolph Brorson, Grundtvig og Thomas Kingo er Ingemanns salmer blandt de højest elskede og oftest anvendt i Den Danske Salmebog. Grundtvig anmeldte Ingemanns ”Højmessesalmer” (1825) i Theologisk Maanedsskrift og roste ham for – i modsætning til Adam Oehlenschläger – for at have vendt sig fra den romantiske digtning og til at bruge sine digterevner på at skrive salmer, som kirkemenigheden kunne samles om.