Ingemann begyndte at skrive sine historiske romaner efter at være blevet fastansat på Sorø Akademi – hvor han dog ikke var særlig vellidt af eleverne grundet sin tilgang til det pædagogiske aspekt af at undervise. De historiske romaner gjorde ham dog umådelig populær i den brede befolkning, og især ”Valdemar Sejr” fra 1826 blev læst af stort set alle i landet og oplevede enorm succes.
De historiske arbejder omfatter ”Valdemar Sejr”, ”Erik Menveds Barndom” (1828), ”Kong Erik og de Fredløse” (1833), ”Prins Otto af Danmark” (1834) og de to episke digte ”Valdemar den Store” (1824) og ”Dronning Margrete” (1836) samt digtkredsen ”Holger Danske” (1837). Her gjorde Ingemann de kendte, historiske figurer til sine egne – og så stort på, om teksterne reelt var historisk korrekte. Romanerne var spændende, stedvist uhyggelige og med et persongalleri, hvor alle kunne være med.
”Valdemar Sejr” følger drengen Carl, der gerne vil vise sit mod ved at gå nattevagt i Sorø Kirke og der møder Absalons, Københavns grundlæggers, genfærd. Romanen fortæller kongens, Valdemar Sejrs, historie og myldrer samtidig med forskellige bipersoner. Carl (af Rise) og hans kærlighedshistorie med Rigmor er en af de centrale, ligesom kærligheden også er et omdrejningspunkt i fortællingen af Valdemar Sejrs liv. Han er splittet mellem den sarte og fromme Dagmar på den ene side og den stolte og sanselige Bengerd på den anden, og både Dagmar, Bengerd – og naturligvis Valdemar Sejr – er virkelige personer. Carl af Rise optræder udover hos Ingemann også i en folkevise, hvor han er det bud, der først når Valdemar Sejr med budskabet om, at hans dronning Dagmar ligger for døden. Efter at have set et stort krigsnederlag som Guds straf for sit eget overmod vender Valdemar situationen til en åndelig sejr og beslutter sig for at bruge resten af sit liv på en fredelig genrejsning af Danmark.
”Valdemar Sejr” udkom i tre bind og fik – ligesom ”Eventyr og Fortællinger” i 1820 – ikke den bedste modtagelse fra de danske anmeldere. Især den førende litteraturkritiker, den skrappe Christian Molbech (1783-1857), var uimponeret og mente, Ingemann efterlignede den skotske forfatter Walter Scott (1771-1832) i for høj grad; og det ikke engang særligt vellykket. Publikum elskede imidlertid Ingemanns spændende, historiske romaner. Det var historier om nationens store fortid, og det gik rent ind i krisetiden med statsbankerot, Norges adskillelse fra Danmark og generel økonomisk krise.