Ingemanns betydning for det danske folk er på mange måder unik. Med ”Morgensange for børn” (1837) påvirkede han hele landets religiøse opfattelse med sine naturromantiske og altfavnende kristendom, og værket er det eneste, der reelt er skrevet til børn. I 1938 udkom ”Aftensange”, og i 1839 samledes de to i ”Morgen- og Aftensange”. Ingemann skrev ”Morgensange for børn” som bestillingsarbejde på opfordring fra prinsesse Caroline Amalie (1796-1881), der senere blev gift med Christian d. 8. (1786-1848). Caroline Amalies yndlingssalme fra samlingen skulle efter sigende være ”Lysets Engel gaar med Glans”, der – som de fleste andre fra samlingen – med tiden er blevet danske klassikere. Grunden til, at Ingemann kaldte bogen for ”Morgensange for børn” er, at Caroline Amalie ville bruge dem til den daglige morgensang på en slags tidlig form for børnehave, hvor børn af fattige familier kunne blive passet.
Centralt i alle morgensangene er opfattelsen af, at Gud passer på alle. Også de små og de fattige, og i næsten alle sange indgår lyset og solen som gennemgående elementer. Udover H.C. Andersen er der ikke mange andre danske forfattere fra 1800-tallet, hvis sange og tekster er blevet så udbredt herhjemme, og selv i dag kan de fleste børn synge med på en sang som ”I Østen stiger Solen op” fra ”Morgensange for børn”.
Ingemann arbejdede tæt sammen med C.E.F. Weyse, der komponerede de fleste af melodierne til Ingemanns sange og også mange af salmerne. Sammen med Hans Adolph Brorson (1694-1764) og Thomas Kingo (1634-1703) har Ingemann nok skrevet de mest elskede salmer i Den Danske Salmebog. Især julesalmer som ”Julen har bragt velsignet bud” (1839), ”Dejlig er jorden” (1850) og ”Glade jul, dejlige jul” (1850) er meget udbredt med deres fællesskabs- og familieorienterede, varme budskaber om fred, kærlighed og tryghed. Salmerne er letforståelige, kønne og ofte med en barnlig uskyldighed, og det har gjort dem til udødelige evergreens.
På sin tid blev de ellers gode venner, N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og Ingemann, vældigt uenige grundet deres forskellige udlægninger af kristendommen. Grundtvig mente i klassisk lutheransk linje, at opstandelsen måtte være en kødets opstandelse, mens Ingemann snarere talte om sjælens opstandelse – som i julesalmen ”Dejlig er Jorden”, der flere steder taler om sjælevandring. Ingemann anså heller ikke dåben som en nødvendighed. Med andre ord var det en mindre dogmatisk eller regelret opfattelse af kristendommen, der optog ham, og en mere spirituel, inderlig og følelsesmæssig religiøsitet. Grundtvigs og Ingemanns kristendom havde dog det tilfælles, at de ikke bare anså naturen som et eksempel på Guds skaberværk, men som værende gennemstrømmet af og en del af Gud.
Hans salmer forenede en romantisk naturforståelse med biedermeier-tryghed, forstået på den måde, at hele verden anskues som menneskebarnets gudskabte hjem, og hvor Gud reelt er faderen. Betydningen af ”Morgen- og Aftensange” kan også ses i det faktum, at samlingen blev taget med i den Kulturkanon, der på motivation fra Kulturministeriet blev skabt i 2006.