John Irvings erklærede helte og litterære forbilleder er Charles Dickens og F. Scott Fitzgerald – henholdsvis en romantisk realist og en realistisk romantiker. Når Irving ved flere lejligheder har beskrevet sig selv som ”en dinosaur, et fortidsdyr”, hænger det sammen med disse kvaliteter. Romantik og realisme er størrelser, som man ikke er forvænt med at finde i dagens amerikanske litteratur, men man finder begge dele i Irvings forfatterskab.
John Irvings bøger er plotdrevne, og han sammenlignes derfor typisk med det 19. århundredes store romanforfattere. Selv er han stor fortaler for plot, og han sammenligner strukturen i sine romaner med teaterstykker. Han siger: ”Shakespeare ved, hvor hans fortælling bærer hen. Jeg ved, hvor mine historier fører dig hen, og mine romaner er langt hen ad vejen konstrueret som et teaterstykke.” (Jannie Schjødt Kold: Historiefortælleren fra New Hampshire. Kristeligt Dagblad, 2012-11-09).
John Irving er ikke en forfatter, der skriver for at behage kritikerne. Hans murstensromaner er åbne bøger, som prioriterer læseglæden højest. Den intellektuelle del af det amerikanske kulturmiljø er derfor kun modstræbende gået med til at acceptere Irving som en væsentlig forfatter.
Selv er Irving ikke bange for at udtale sig kritisk om forfattere, der i intellektuelle kredse anses som væsentlige forfattere. F.eks. mener han, at Hemingway har haft en negativ indflydelse på amerikansk litteratur. Han siger: ”Det er fint for enhver forfatter at have et system for sin skrivning. Men Hemingway var rædsom, når han mente, at hans metode var den rigtige og bedre end alle andres. Han var arrogant, en bully i den skrivende verden. Måske havde jeg tilgivet ham hans form, hvis jeg kunne lide hans bøger, men jeg synes, de er kedelige, simple og underskrevne. Den minimalistiske stil, han repræsenterer, har haft en forfærdelig indflydelse på amerikansk litteratur.” (Tine Maria Winther: John Irving: ”Mine bjørne har ingen symbolsk betydning”. Politiken, 2010-06-12).