Tematisk kredser Irvings forfatterskab om eksistens, seksualitet, familie, overgreb, tab, kærlighed og brydning. Han skriver om de sære og aparte, og kaster sig som regel ud i fortællinger, der rummer hele livshistorier. Det gælder de fleste af hans romaner og i særdeleshed ”Verden ifølge Garp” og den seneste roman ”I én person”. Det at skrive optager også en stor plads i forfatterskabet, hvor romanerne vrimler med forfattere, der både skriver om sig selv, om familien og om den forbudte seksualitet og kærlighed. Selv siger Irving i et interview til NY Times, at han har en forkærlighed for personer, der tilhører et seksuelt mindretal: ”Jeg elsker seksuelle outsidere, fordi livet er sværere for dem.” (John Irving: By the Book. The New York Times, 2012-06-07).
Irving skriver store plotdrevne historier af den gammeldags slags. Mens flere og flere forfattere har givet sig i lag med smalle bøger, og mens det såkaldt postmoderne har triumferet, er Irvings romaner stædigt insisterende blevet ved med at være store, brede, skægge og gribende billedtæpper, der rører ved læseren. Om længden på sine romaner siger Irving: ”Vores barndom gør os til dem, vi er. Mindst én person i mine romaner bevæger sig fra barndom til voksenliv – det er dybt rodfæstet i mig. Og det er grunden til, at mine romaner er lange” (Jesper Stein Larsen: Verden ifølge John Irving. Jyllands-Posten, 2010-06-05).
John Irving blander biografisk virkelighed med fri fantasi. En manglende far, brydning, livet som forfatter og flere andre biografiske elementer indgår side om side med fiktive handlinger og personer i alle hans romaner. Men trods de biografiske elementer er det fantasien og det magiske, der præger forfatterskabet, og Irving mener da også, at det virkelige kun er interessant, når det iblandes fantasien: ”Når jeg bruger elementer af mit eget liv, ændrer jeg dem. Portrættet af min egen mor har jeg ændret så meget, at hun ikke kunne genkende sig selv. Det er overhovedet ikke vigtigt for mig at gøre forskel på de ting, der er sket i virkeligheden, og ting, jeg opfinder. For alt, der er sket i virkeligheden, kan jeg gøre bedre. En sand historie er simpelthen ikke god nok. En sand historie er fuld af alt muligt bullshit, som ikke er interessant for historien, så det må man bare af med.” (Tine Maria Winther: John Irving: ”Mine bjørne har ingen symbolsk betydning”. Politiken, 2010-06-12).
Irvings enorme forfatterskab er i den grad en hyldest til den store fortælling. Det er gribende fortællinger skrevet i et præcist sprog drevet af finurlige plots.