I sin historiske kærlighedsroman ”Barbara” (1939) orkestrerer Jørgen-Frantz Jacobsen med sans for folklore og storslået naturlyrik den dramatiske handling omkring forholdet mellem den unge danske teolog Poul Aggersøe og den færøske femme fatale Barbara.
I midten af det 18. århundrede går Poul Aggersøe i land i datidens middelalderlige Tórshavn: ”Det var jordslået alt. Menneskene, der dukkede frem under husgavlene, var forkomne og blege i den gustne morgenstund. Hr. Poul havde næsten følt det, som var han landet i en stad i underverdenen, da han trådte i land på klipperne på Tinganæs.” (S. 22).
Midt i tristessen får han dog øje på Barbara, som står og betragter ham. Hun er kendt som en notorisk præsteforførerske og utro natur, men Poul overhører advarslerne fra præstekolleger samt andet godtfolk og kaster sig ud i, hvad der udvikler sig til en passionernes vanvidsdans. En dans som hvirvler den unge præst ind i et forførende og forfærdende uvejr, river hans normalitet og respektabilitet op med rode, løfter ham højt under Barbaras heftige favntag og lader ham falde dybt, da hun svigter ham til fordel for den satyriske og lutspillende student Andreas Heyde.
07032110
Romanens skabelon har Jørgen-Frantz Jacobsen hentet i det færøske sagn om den smukke men onde Beinta, som ægtede præster på stribe og lagde dem i graven. Jacobsens Barbara er dog en langt mere kompleks karakter, der skiftevis frastøder og vinder læseren for sig. Hun er på alle måder i sine følelsers og drifters vold i forholdet til mænd, og hensynsløsheden og hengivenheden går hånd i hånd. Samtidig er hun en folkets ven og let at elske af både mænd og kvinder. Beinta er da også kun det umiddelbare forlæg, mens Barbaras virkelige model er Estrid Bannister Good, som Jørgen-Frantz Jacobsen selv var forelsket i gennem mange år. I dette menneske hentede han Barbaras rørende elskelighed og brutale egoisme.
Estrid var ikke nogen klassisk skønhed, og den umiddelbare fascination, som Barbara øver på sine omgivelser, beror heller ikke på simpel skønhed, men snarere på udstråling. Således også da hun sammen med landfogedens datter Suzanne Harme træder ind i stuen hos præsten i Thorshavn: ”De to unge kvinder gik rundt og tog alle i hånden. Barbara Salling var temmelig høj og lys, hendes mund var stor og rød, hendes tænder smukke. Hun førte sig med medfødt naturlighed og med lige så stor artighed. Suzanne Harme var finere af skikkelse og havde et langt kønnere ansigt. Men hendes kloge øjne overstråledes af det livfulde og hastigt vekslende i Barbaras blikke, og hendes sonore røst blev ensformig ved siden af alle de besynderlige brydninger i venindens stemme. Det var som en regnbue af kildrende støj, der pludselig havde rejst sig midt i den tørre samtale.” (Barbara, s. 31-32).
Det en konstant gåde for både læseren og Barbaras landsmænd, som konstant sladrer om hende, i hvilken grad hun rent faktisk blot er et barn, der følger sine impulser, og i hvilken grad hun er en dreven og beregnende forførerske. Både hr. Poul og byens tørre rationalist af en sorenskriver (dommer) prøver gennem hele romanen at regne Barbara ud. På bundlinjen står dog mysteriet Barbara tilbage, og derved forbliver hun en interessant og flerbundet romankarakter. Tragisk og livskraftig i sin mangel på mellemregninger og fornuftsbetingede hæmninger.
Poul skulle ifølge Jacobsen have været et selvportræt, men han var ikke tilfreds med Poul som karakter, og han fremstår da også noget bleg ved siden af farveeksplosionen Barbara.
Rundt om Barbara og Hr. Poul flokkes originale karakterer, som fremmanes med skiftevis satirisk glimt i øjet, øm kærlighed og smertelig medfølelse. Embedsstanden skildres kritisk, om end lagmanden og sorenskriveren er positive undtagelser. Det jævne folk i Thorshavn og bygderne skildres med samme sympati som landets gæstfrie bønder, og gennem hele beretningen siver den autentiske skildring af natur og folk. Folket er ydmygt og fremstår uhyre menneskeligt på naturens mægtige og vilde baggrund.