Jørgen-Frantz Jacobsen

Artikel type
voksne
cand.mag. Rasmus Wiin Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2011.
Main image
Jacobsen, Jørgen-Frantz
Foto: Scanpix

Indledning

Jørgen-Frantz Jacobsens navn forbindes af de fleste med ”naturfænomenet” ”Barbara” fra kærlighedsromanen af samme navn. Klassikeren om 1700-tallets Færøerne udkom året efter, at Jacobsen som blot 37-årig døde af tuberkulose. Inden da havde han dog nået at gøre sig bemærket med en række velskrevne og vidende kronikker om nordiske forhold samt et par mindre bøger om henholdsvis hjemlandet Færøerne og dets forhold til Danmark. Ligeså stormfuldt passioneret som romanforfatteren Jørgen-Frantz Jacobsen lader bogstavernes brænding fyge hen over siderne, ligeså kyndigt, levende og velreflekteret skriver journalisten og historikeren Jørgen-Frantz Jacobsen. Desuden har en række posthume udgivelser præsenteret Jacobsen som en følsom og personlig brevskriver.

 

07032110

Blå bog

Født: 29.11.1900 i Thorshavn, Færøerne.

Død: 24.3.1938 på Vejlefjord Sanatorium.

Uddannelse: Cand.mag. i historie og fransk ved Københavns Universitet. 

Debut: Danmark og Færøerne. V. Pios boghandel, 1927.

Litteraturpriser: Ingen.

Sidste udgivelse på dansk: Kære Estrid – Jørgen-Frantz, du kære. Et møde med forfatteren og modellen til Barbara gennem deres breve til hinanden (ved Else Lidegaard). Gyldendal, 2011. Barbara: Originaludgave 1939.

Inspiration: La Rochefoucauld.

Baggrund


”De havde nu roet i godt tre timer. Over deres hoveder trådte pludselig det vældige Konefjeld ud af skyerne som et forstenet brøl. Tågerester jog endnu forbi denne sorte bjergruin, tilhyllede de gigantiske hamre og blottede dem igen […].”
”Barbara”, s. 182.

Jørgen-Frantz Jacobsens bedrifter tidligt i livet gav løfter om noget stort. Hans eftermæle taler da også om en væsentlig skikkelse i færøsk kulturliv. Dog fortæller det også historien om et talent, der aldrig fik ro og tid til at udnytte sit talent til fulde. Barndomsvennen og forfatterkollegaen William Heinesen skriver i sit forord til ”Barbara”: ”Jørgen-Frantz Jacobsen, der er født i 1900 som søn af en købmand i Thorshavn på Færøerne, var en udadvendt og positiv natur og en mangesidig begavelse, og med rette stilledes der store forventninger til ham. Utvivlsomt ville han have kunnet gøre en betydelig indsats både som videnskabsmand (historiker) og politiker, hvis ikke en hårdnakket sygdom havde hindret ham i hans frie udfoldelse. Denne sygdom, tuberkulose, begyndte allerede at optræde i hans toogtyvende år, da han som student boede på Regensen (traditionsrigt kollegium i København, red.), og den kom til at præge hele hans senere liv. Den tvang ham i lange perioder til sengeleje og passivitet, men den formåede aldrig at kue hans livsmod og hans ånd.” (William Heinesen: Forord til ”Barbara”, s. 5). 

Jørgen-Frantz Jacobsens far var produktet af en færøsk-svensk far af dansk afstamning og en færøsk mor. Han kom til verden i København og talte dansk. J-F Jacobsens mor var af færøsk bondeslægt, men flyttede allerede som barn til Thorshavn. Med deres far talte Jørgen-Frantz og hans søskende dansk, mens de med deres mor og hinanden talte færøsk – et sprog som ligner norsk og islandsk mere end dansk. At han talte dansk med faderen må formodes at være en af de væsentligste årsager til den naturlighed og ekvilibrisme, som J-F Jacobsen gennem sit forfatterskab stiller til skue inden for det danske. En anden og vel nok mindst lige så væsentlig forklaring er den, at han de sidste godt tyve år af sit liv boede i Danmark kun afbrudt af kortere ophold i Thorshavn. Han blev student fra Sorø Akademi i 1919 og studerede senere historie og fransk ved Københavns Universitet. Samtidig skrev han under studietiden kronikker til Politiken, hvor han blev fast medarbejder, da han i 1932 endelig fik sin kandidatgrad. Gang på gang var tuberkulosen kommet i vejen og havde ageret stopklods for hans virke, og den blev en skæbnebestemmende faktor. Han var da også kun fast medarbejder ved Politiken indtil 1934. Men hans breve til musen Estrid Bannister Good, som inspirerede ham til romanskikkelsen Barbara, giver indtryk af, at dette i lige så høj grad som tuberkulosen skyldtes en voksende lede ved journalistikkens krav om effektivitet og den deraf følgende overfladiskhed. J-F Jacobsen længtes efter at kunne hellige sig sin forfattervirksomhed og baske friere med vingerne. Resultatet af denne større frihed blev ”Barbara,” hvis succes han dog aldrig nåede at opleve.

I årerne efter 1934 blev tuberkulosens angreb på hans krop kun værre og værre, og mens han skrev på romanen, røg han ind og ud af hospitaler og andre behandlingssteder, som han med vekslende frekvens havde gjort det i mange år. Særligt kom Vejlefjord Sanatorium til at spille en stor og ikke kun nedtrykkende rolle i hans liv. Han fik på godt og ondt mange følelsesladede stunder på dette sted, hvor han efter mange års sygdom og udmarvende behandlingsforløb udåndede den 24. marts 1938.

Det var kendetegnende, at tuberkulosen kun i særligt hårde perioder fik lov til at svække Jørgen-Frantz Jacobsens livskraft og kærlighed til livet. Gang på gang fremhæver han i sine breve, at han ikke er disponeret for sortsyn, og han tilslutter sig franskmanden La Rochefoucaulds ord om, at menneskenes lykke og ulykke ikke afhænger mindre af deres humør end af skæbnen. Stærke ord fra en mand som skæbnen var så hård imod.    

 

Barbara

”Så tog han (Poul, red.) i gribebrættet på lutten, svingede den rundt, gik ud i røgstuen og slog den i kvag mod gruekanten. Strengene sang op, rallede og tav så pludselig stille. Det var som et mord.”
(Barbara, s. 205).

I sin historiske kærlighedsroman ”Barbara” (1939) orkestrerer Jørgen-Frantz Jacobsen med sans for folklore og storslået naturlyrik den dramatiske handling omkring forholdet mellem den unge danske teolog Poul Aggersøe og den færøske femme fatale Barbara. 

I midten af det 18. århundrede går Poul Aggersøe i land i datidens middelalderlige Tórshavn: ”Det var jordslået alt. Menneskene, der dukkede frem under husgavlene, var forkomne og blege i den gustne morgenstund. Hr. Poul havde næsten følt det, som var han landet i en stad i underverdenen, da han trådte i land på klipperne på Tinganæs.” (S. 22).  

Midt i tristessen får han dog øje på Barbara, som står og betragter ham. Hun er kendt som en notorisk præsteforførerske og utro natur, men Poul overhører advarslerne fra præstekolleger samt andet godtfolk og kaster sig ud i, hvad der udvikler sig til en passionernes vanvidsdans. En dans som hvirvler den unge præst ind i et forførende og forfærdende uvejr, river hans normalitet og respektabilitet op med rode, løfter ham højt under Barbaras heftige favntag og lader ham falde dybt, da hun svigter ham til fordel for den satyriske og lutspillende student Andreas Heyde.

07032110

Romanens skabelon har Jørgen-Frantz Jacobsen hentet i det færøske sagn om den smukke men onde Beinta, som ægtede præster på stribe og lagde dem i graven. Jacobsens Barbara er dog en langt mere kompleks karakter, der skiftevis frastøder og vinder læseren for sig. Hun er på alle måder i sine følelsers og drifters vold i forholdet til mænd, og hensynsløsheden og hengivenheden går hånd i hånd. Samtidig er hun en folkets ven og let at elske af både mænd og kvinder. Beinta er da også kun det umiddelbare forlæg, mens Barbaras virkelige model er Estrid Bannister Good, som Jørgen-Frantz Jacobsen selv var forelsket i gennem mange år. I dette menneske hentede han Barbaras rørende elskelighed og brutale egoisme.  

Estrid var ikke nogen klassisk skønhed, og den umiddelbare fascination, som Barbara øver på sine omgivelser, beror heller ikke på simpel skønhed, men snarere på udstråling. Således også da hun sammen med landfogedens datter Suzanne Harme træder ind i stuen hos præsten i Thorshavn: ”De to unge kvinder gik rundt og tog alle i hånden. Barbara Salling var temmelig høj og lys, hendes mund var stor og rød, hendes tænder smukke. Hun førte sig med medfødt naturlighed og med lige så stor artighed. Suzanne Harme var finere af skikkelse og havde et langt kønnere ansigt. Men hendes kloge øjne overstråledes af det livfulde og hastigt vekslende i Barbaras blikke, og hendes sonore røst blev ensformig ved siden af alle de besynderlige brydninger i venindens stemme. Det var som en regnbue af kildrende støj, der pludselig havde rejst sig midt i den tørre samtale.” (Barbara, s. 31-32). 

Det en konstant gåde for både læseren og Barbaras landsmænd, som konstant sladrer om hende, i hvilken grad hun rent faktisk blot er et barn, der følger sine impulser, og i hvilken grad hun er en dreven og beregnende forførerske. Både hr. Poul og byens tørre rationalist af en sorenskriver (dommer) prøver gennem hele romanen at regne Barbara ud. På bundlinjen står dog mysteriet Barbara tilbage, og derved forbliver hun en interessant og flerbundet romankarakter. Tragisk og livskraftig i sin mangel på mellemregninger og fornuftsbetingede hæmninger.

Poul skulle ifølge Jacobsen have været et selvportræt, men han var ikke tilfreds med Poul som karakter, og han fremstår da også noget bleg ved siden af farveeksplosionen Barbara. 

Rundt om Barbara og Hr. Poul flokkes originale karakterer, som fremmanes med skiftevis satirisk glimt i øjet, øm kærlighed og smertelig medfølelse. Embedsstanden skildres kritisk, om end lagmanden og sorenskriveren er positive undtagelser. Det jævne folk i Thorshavn og bygderne skildres med samme sympati som landets gæstfrie bønder, og gennem hele beretningen siver den autentiske skildring af natur og folk. Folket er ydmygt og fremstår uhyre menneskeligt på naturens mægtige og vilde baggrund.