”Hvitt hav” fra 2015 (”Hvidt hav”, 2016) er en opfølger til ”De usynlige” fra 2013 og foregår ligeledes primært på den lille nordnorske ø Barrøy. Men mens forgængeren foregik i tiden omkring Første Verdenskrig, foregår ”Hvidt hav” under Anden Verdenskrig. Hovedpersonen, Ingrid, vender i 1944 tilbage til øen, som har været øde, siden hun forlod den som sidste familiemedlem nogle år forinden.
Planen er at være alene på øen i nogle måneder, indtil fasteren Barbro kan støde til. Men selv her i det isolerede og ugæstfri nord har krigen sat et aftryk. Et skib med russiske krigsfanger er havareret, og flere lig er skyllet op på øen. Blandt ligene er imidlertid også en overlevende. Han er ilde tilredt, men Ingrid tager sig af ham, og efterhånden opstår der varme følelser imellem dem på trods af, at de ikke taler samme sprog. Da omverdenen får nys om, at der befinder sig en russer på øen, kommer både han og Ingrid i fare, og de må erkende, at deres kærlighed har svære kår.
52811082
”Hvidt hav” minder ikke uventet om forgængeren ”De usynlige” i stil og tone. Der er i store dele af romanen et lignende fokus på det slidsomme arbejde med at sikre sig mod den ubarmhjertige og lunefulde natur samt fokus på den helt særlige rå og viljestærke mennesketype, der formår dette. Den ukuelige ro og usentimentale tilgang til tilværelsen, som Ingrid udviser selv under strabadserende forhold, sætter sig i sproget, der er præget af koncise og upyntede sætninger.
Men til forskel fra ”De usynlige”, hvor Første Verdenskrig langt hen ad vejen blot optræder som et diffust fænomen i baggrunden, undgår de små øsamfund i ”Hvidt hav” ikke konfrontationen med den omgivende verden, og en af romanens kernetemaer er netop, hvordan udefrakommende faktorer influerer på helt almindelige menneskers liv, selv de mest tyndtbefolkede og afsondrede steder. Selvom krigens slagmark er langt fra Barrøy, ender krigen alligevel med at have store menneskelige omkostninger her.