Steffen Jacobsens romaner har genrebetegnelsen ”spændingsromaner”. De kunne dog også gå under betegnelsen ”krimi”, da de alle handler om en forbrydelse og dens opklaring. Spændingsroman, eller hvad man på engelsk ville kalde en ”thriller”, er dog på ingen måde forkert, eftersom forfatteren tydeligvis efterstræber et højt, gennemgående spændingsniveau hos læseren. En undtagelse er ”Detox” (2021), der går under genrebetegnelsen psykologisk roman, og som derved indvarsler et nyt spor i forfatterskabet. Det er en roman, som tager livtag med tematikker som misbrug, sorg og livskrise, og hvor dramaet nærmere udspiller sig i karakterernes sind end omkring dem.
Der er mange fællestræk i hans bøger. Jacobsen har en stor fascination af militæret, både som struktur og i forhold til det enkelte menneske.
I ”Passageren”, ”Trofæ” og ”Et bjerg af løgne” har væsentlige karakterer en historie i militæret (Michael Sander, Axel Nobel, Den høje mand), og i alle tre romaner opererer private sikkerhedsfirmaer, hvis ansatte er Balkanveteraner. Disse beskrives som syge, depraverede dræbermaskiner, og dette fører videre til et andet gennemgående spor i Jacobsens romaner: Den ekstreme vold. Et vist mål af vold hører sig naturligvis til i såvel en krimi som en spændingsroman. Men Jacobsen giver det voldelige aspekt en ekstra tand, blandt andet med de nævnte Balkanveteraner som aktører: De har tydeligvis intet problem med at torturere mennesker på det grufuldeste, og underteksten er, at de har været involveret i så frygtelige ting under deres udstationeringer, at de er blevet fuldkommen psykopatiske.
Ud over hæren kan magt og penge også korrumpere i Jacobsens univers. Man fornemmer lige dele fascination og afsky for overklassens univers, der skildres køligt, voldsparat og dog svalt. De rige har ingen skrupler – måske bortset fra karakteren Elizabeth Caspersen-Behncke i ”Trofæ”, der er beskrevet mere nuanceret end som så, sin rigdom til trods.
Naturen som spektakulær kulisse er også et fællestræk for bøgerne. I både ”Passageren” og ”Trofæ” foregår vigtige passager i det nordligste Norge, mens det i ”Et bjerg af løgne” gælder Grønland. De rå bjergegne, deres kulde og vildhed passer strålende til de voldsomme passager, de danner baggrund for. De understreger den fysiske fornemmelse af uhygge og sætter barske grænser for, hvad karaktererne kan foretage sig. Netop karakterernes foretagsomhed og forskellige færdigheder er også et klassisk krimitræk, som Jacobsen benytter sig af. Både Michael Sander og Lene Jensen er ualmindeligt dygtige til deres erhverv, teknisk set og selvfølgelig intelligens- og intuitionsmæssigt. Som Victor Schmidt siger om Flemming Caspersen i slutscenen i ”Trofæ”: ”Jeg kendte Flemming ... Han ville have syntes om dig, Michael. Han værdsatte mænds færdigheder over alt andet.” (s. 398). Det gør Steffen Jacobsen også.
”Den gode datter”, hans anden roman fra 2010, er en fortsættelse af serien med Robin Hansen som den barske efterforsker på glat is, ”Gengældelsen” fra 2014 har Lene Jensen som omdrejningspunkt i et heftigt terror-plot, mens romanen ”Når de døde vågner”, også fra 2014, begiver sig ind i den italienske mafias uhyggelige univers via en ung, idealistisk advokat.
I ”Da blev jeg Døden” (2017) er det historiske begivenheder i forbindelse med den første atomprøvesprængning i 1945, som fortællingen baserer sig på, og magt er også her et centralt tema. Romanen undersøger, hvad der sker med magtbalancen, når en nation kommer i besiddelse af et så kraftfuldt masseødelæggelsesvåben, og hvad det gør ved et menneske at være delagtiggjort i en sådan magtdemonstration.