steffen jacobsen
Foto: Thomas Howalt Andersen

Steffen Jacobsen

journalist Nana Bugge Rasmussen, iBureauet/Dagbladet Information. 2016.
Top image group
steffen jacobsen
Foto: Thomas Howalt Andersen
Main image
Jacobsen, Steffen
Foto: People's Press

Indledning

Er man til krimi, spænding og storstilede forbryderjagter, er man i godt selskab hos Steffen Jacobsen. Hans seje politifolk og detektiver sætter alle sejl til med risiko for liv og lemmer for at opklare de blodige, voldsomme og tilsyneladende usammenhængende hændelser, der udgør Jacobsens komplekse plot. Hans krimier er page-turners i bogstavelig forstand – og det kan være problematisk, for de er ikke korte!

 

47039274

Blå bog

Født: 1. januar 1956, København.

Uddannelse: Overlæge, dr.med.

Debut: Passageren. Rosinante, 2008.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Proxy. Lindhardt og Ringhof, 2019. Krimi.

Inspiration: Social indignation, sin lægefaglighed og tomheden efter at have afsluttet sin doktordisputats. 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Isen var grønlig og gennemtrukket af lange, sorte årer. Blokken kunne have ligget der i årevis, skønnede Michael. Med isøksens brede blad gravede han den fri, lirkede skaftet ind under klumpen, løftede den op fra sin rede og satte sig tilbage på enden. Han løftede chokeret hænderne op til ansigtet og lukkede øjnene, mens hjertet bankede tørt og hårdt i hans bryst. Han måtte synke flere gange, før han kunne åbne øjnene igen.”
”Trofæ”, s. 392.

Steffen Jacobsen er født i 1956 og begyndte sin opvækst i Rødovre. Han var efternøler med to ældre søskende, der flyttede tidligt hjemmefra og var ni år gammel, da hans forældre blev skilt. Steffen flyttede med sin mor, der var invalidepensionist, og det blev starten på en rodløs barndom, der kom til at indeholde ikke mindre end ni folkeskoler og et ukendt antal lejligheder rundt omkring i landet. Da han var 15, døde hans mor af brystkræft, og han flyttede ind hos sin far.

Gymnasium gik han ikke i, men som 18-årig arbejdsmand hos Olsen Møbler mødte han nogle studerende, der var ferieafløsere. De fortalte om SU og studenterlivet, og så tog Jacobsen først realeksamen og derefter studenterkursus for endelig at søge ind på universitetet. Det blev medicin, og her befandt han sig snart i et noget andet miljø, end det han kom fra, og kunne observere nedarvede privilegier i en grad han aldrig havde forestillet sig: ” ... alle Gammel Hellerup-drengene, Ordrup-drengene og Holte-pigerne, som jo også var enormt søde menneskeligt set ... når du selv føler, at du har skabt alt, hvad du har og er, får du enormt kort tålmodighed med magtesløshed, hjælpeløshed, og synes meget hurtigt, at nogle er forkælede.” (Rasmus Karkov: Afgrunden forsvinder aldrig. Jyllands-Posten, 2013-02-05).

Han arbejdede sig dog selv op til toppen af den sociale rangstige og blev overlæge på Hvidovre Hospital med speciale i ortopædkirurgi. Men at blive færdig med sin doktordisputats resulterede i et hul, der skulle fyldes. Og det blev fyldt med skrivning. Således debuterede han i 2008, 52 år gammel, med spændingsromanen ”Passageren”.

I dag bor han i Birkerød med sin familie. Han har to døtre født i 1997 og 2000, der har nydt en noget mere privilegeret og tryg opvækst end ham selv. Når lægearbejdet i Hvidovre tillader det, skriver han som en gal: ”Det er meget sjældent, jeg har et flow at skrive i over nogle dage, så det bliver hele tiden hakket op i bidder, hvilket er dybt, dybt frustrerende, fordi man skal hele tiden samle tråden op igen”. (Rasmus Karkov: Afgrunden forsvinder aldrig. Jyllands-Posten, 2013-02-05). Omstændighederne til trods er Steffen Jacobsen en af de succesfulde, danske krimiforfattere, og flere af hans bøger er solgt vidt og bredt til udlandet og til filmatisering.

Passageren

”Han så en grotesk forvreden mund og sorte dykkerbriller i stedet for et ungt, roligt ansigt. Munden fortrak sig yderligere i en slags smil, og Robin faldt forover, da en sø løftede Tornadoens hæk. Han så ud af øjenkrogen et hvidt glimt, hørte pistolsmældet og mærkede håret over højre tinding slå op fra hovedbunden.”
”Passageren”, s. 238.

Steffen Jacobsens debut ”Passageren” fra 2008 tager udgangspunkt i en tilsyneladende hændelig jagtulykke på forretningsmanden Axel Nobels grund: Hans gamle skolekammerat fra Herlufsholm, den succesfulde ejer af reklamebureauet Nelleman og partner, Jacob Nelleman, bliver en tidlig sommermorgen skudt ned af en ukendt bueskytte. Pilen bliver dog aldrig fundet, og kriminalkommissær Robin Hansen sættes på sagen. Til at begynde med er der et meget klart spor i sagen, men tingene tager en uventet drejning og implicerer pludselig flere hændelser og personer end først antaget; bl.a. den gådefulde ”høje mand”. Robin Hansen må op til det nordligste Norge, til Bjørneøen i Barentshavet og såmænd også til Thyborøn for at få historien afdækket.

27185789

Historien er skrevet i 3. person, og læseren følger skiftevis Robin Hansen og Den høje mand. Og mon ikke det er Den høje mand, der er 'Passageren' – han følger minutiøst først Jacob Nelleman og siden Robin Hansens gøren og laden, via avanceret aflytnings- og GPS-teknologi placeret umærkeligt i deres telefoner. Først i romanens slutspurt kommer det til indtil flere møder mellem de to, og først da røbes Den høje mands identitet. Fortællingen forløber fra d. 12. juni 2006 kl. 06.30 til og med d. 30. juli samme år, hvert kapitel indledes konsekvent med en angivelse af tid og sted. Den gådefulde prolog udspiller sig dog allerede d. 14. april 2005.

Historien indeholder mange velkendte krimielementer: Kriminalkommissæren selv, hans koncentrerede efterforskning, mere eller mindre spegede forhør af implicerede og hele suspense-opbygningen, både i plottet som sådan og i forbindelse med Den høje mand, der er en umådelig brutal men fuldstændig ukendt figur. Der er sex og vold og spænding i højeste gear – i bogstaveligste forstand, da Robin Hansen bevæger sig ud af Thyborøn Havn med en fart på over 70 knob. Han er en klassisk krimi-politimand: Begavet, lidt doven, men dog pligtopfyldende når det gælder. Han vil det gode, hvilket fører visse dilemmaer med sig, f.eks. i forhold til familiens sikkerhed og hvorvidt man kan tillade sig at implicere komplet udenforstående i opklaringsarbejdet – til gavn for sagen, men til fare for dem selv. 

Trofæ

” ... han tænkte på, om han skulle have taget hende. Det var en meget tiltrækkende, næsten uimodståelig tanke. Hun var alene. Den nærmeste nabo boede mindst en kilometer borte ... Så gik han videre. En anden gang. Politikommissær Lene Jensen var sikkert udholdende og stærk. Det ville tage lang tid at forvandle hende til et dyr.”
”Trofæ”, s. 69.

Steffen Jacobsens bog ”Trofæ” udkom i 2013 og var allerede inden udgivelsen solgt til Tyskland, Holland og Japan.

Den handler om privatdetektiven Michael Sander og kriminalkommissær ved Københavns Politi Lene Jensen, der ad omveje ender med at efterforske de samme hårrejsende omstændigheder. Michael Sander kontaktes af Elisabeth Caspersen-Behncke, advokat og arving til firmaet Sonartek, der er eneproducent af forskelligt militært teknologisk udstyr, der er vitalt for alverdens hære og regimer. Elisabeth har efter sin fars død fundet en højst bekymrende videooptagelse i hans personlige pengeskab og ønsker at finde ud af, hvem der har lavet den og hvem der figurerer på den.

29781524

Samtidig begår en ung, højt dekoreret Afghanistanveteran selvmord i sin have, dagen efter sit bryllup. Han har tilsyneladende hængt sig – men har håndjern på, hvilket kalder på nærmere efterforskning. Herefter kastes Michael og Lene først parallelt og siden sammen ud i en række hæsblæsende begivenheder, der både involverer brutal vold, tortur og afpresning.

Romanen er indledt med en prolog, der beskriver en vaskeægte menneskejagt i det nordligste Norge. Et par kapitler senere står sammenhængen mellem prolog og selve historien klart. Der fortælles i tredje person, og man følger skiftevis, et par kapitler ad gangen, Michael Sander og Lene Jensen. I alt strækker historien sig vel over en lille måneds tid, men ind imellem hopper man lidt frem og tilbage i tiden for f.eks. at forstå, hvad Lene har foretaget sig, mens Michael har været i fokus.

Hvis ”Trofæ” var en ret mad, ville det være den svenske smörgåstårta inden for sin genre: Der er simpelthen alle spændingselementer man kunne komme på, i en stor blanding. 

Et bjerg af løgne

”Mens Lene paralyseret så til, delte den svedende kæmpe kvindens overkrop på langs med en rutineret, fejende bevægelse, som om han flækkede en kævle eller en dyrekrop. Fedt, blod og fine, hvide knoglesplinter stod i en fane bagud mellem hans vidt skrævende, nøgne ben, og hun kunne se hans testikler og tykke mørke lem svinge med bevægelsen.”
”Et bjerg af løgne”, s. 220.

Steffen Jacobsens roman ”Et bjerg af løgne” fra 2015 er den tredje bog med kriminalkommissær Lene Jensen og privatdetektiv Michael Sander som omdrejningspunkt. I første omgang arbejder de dog ikke på samme side i en sag, der omhandler Danmarks største virksomhed Nobel Oil – repræsenteret ved øverste chef Axel Nobel, den danske stat, det grønlandske hjemmestyre, gigantiske kinesiske investeringer samt den radikale miljøorganisation Poseidons Krigere. Chefgeolog i Nobel Oil Peter Holm myrdes, og gerningsmanden stjæler de seneste og dybt fortrolige målinger, der er lavet i forbindelse med et gigantisk skifergasprojekt i Grønland. Axel Nobel hyrer Michael Sander til at finde USB-nøglen med målingerne. Kriminalkommissær Lene Jensen sættes på at opklare mordet. De to kommer i første omgang til at gå i vejen for hinanden, men i sidste ende får den ene dog krammet på den anden, og plottet forløses i højeste gear og får en på alle måder brat afslutning.

51958179

Historien udspiller sig primært i København og er skrevet i 3. person. Sander og Jensen er de gennemgående hovedpersoner, men i nogle kapitler er det f.eks. geolog Holm eller direktør Nobel, der følges. Som det sig hør og bør for en spændingsroman er tempoet højt, og det skorter ikke på bestialsk vold og klassiske karakterer. Eksempelvis de to på hver sin måde hårdkogte efterforskere Jensen og Sander, den brutale, uaflæselige Dirk Straat der er ansat af Nobel til det grove, og Nobel selv, en, bag sin ja, noble, facade, fuldkommen skruppelløs og korrumperet karakter. Han arbejder alene på at forøge sit imperium, koste hvad det vil.

Skrivestilen er pumpet og letfordøjelig, og de knap 400 sider læser nærmest sig selv. Via Sander og Jensens efterforskning bringes læseren gennem de mange mulige motiver, de må overveje, og fra deres perspektiv ses også forskellige mere private problematikker; f.eks. må man sige at Sander har et voldsomt problem med sin work-life balance: Hans ekskone Sara forholder ham retten til at se sine børn og endnu mere akut er det, at han bor sammen med sin psykisk syge, selvmordstruede søster, der faktisk kræver konstant overvågning – lidt svært når man er midt i en højspændt detektivopgave. 

Genrer og tematikker

Steffen Jacobsens romaner har genrebetegnelsen ”spændingsromaner”. De kunne dog også gå under betegnelsen ”krimi”, da de alle handler om en forbrydelse og dens opklaring. Spændingsroman, eller hvad man på engelsk ville kalde en ”thriller”, er dog på ingen måde forkert, eftersom forfatteren tydeligvis efterstræber et højt, gennemgående spændingsniveau hos læseren.

Der er mange fællestræk i hans bøger. Jacobsen har en stor fascination af militæret, både som struktur og i forhold til det enkelte menneske.

I ”Passageren”, ”Trofæ” og ”Et bjerg af løgne” har væsentlige karakterer en historie i militæret (Michael Sander, Axel Nobel, Den høje mand), og i alle tre romaner opererer private sikkerhedsfirmaer, hvis ansatte er Balkanveteraner. Disse beskrives som syge, depraverede dræbermaskiner, og dette fører videre til et andet gennemgående spor i Jacobsens romaner: Den ekstreme vold. Et vist mål af vold hører sig naturligvis til i såvel en krimi som en spændingsroman. Men Jacobsen giver det voldelige aspekt en ekstra tand, blandt andet med de nævnte Balkanveteraner som aktører: De har tydeligvis intet problem med at tortere mennesker på det grufuldeste, og underteksten er, at de har været involveret i så frygtelige ting under deres udstationeringer, at de er blevet fuldkommen psykopatiske.

Ud over hæren kan magt og penge også korrumpere i Jacobsens univers. Man fornemmer lige dele fascination og afsky for overklassens univers, der skildres køligt, voldsparat og dog svalt. De rige har ingen skrupler – måske bortset fra karakteren Elizabeth Caspersen-Behncke i ”Trofæ”, der er beskrevet mere nuanceret end som så, sin rigdom til trods.

Naturen som spektakulær kulisse er også et fællestræk for bøgerne. I både ”Passageren” og ”Trofæ” foregår vigtige passager i det nordligste Norge, mens det i ”Et bjerg af løgne” gælder Grønland. De rå bjergegne, deres kulde og vildhed passer strålende til de voldsomme passager, de danner baggrund for. De understreger den fysiske fornemmelse af uhygge og sætter barske grænser for, hvad karaktererne kan foretage sig. Netop karakterernes foretagsomhed og forskellige færdigheder er også et klassisk krimitræk, som Jacobsen benytter sig af. Både Michael Sander og Lene Jensen er ualmindeligt dygtige til deres erhverv, teknisk set og selvfølgelig intelligens- og intuitionsmæssigt. Som Victor Schmidt siger om Flemming Caspersen i slutscenen i ”Trofæ”: ”Jeg kendte Flemming ... Han ville have syntes om dig, Michael. Han værdsatte mænds færdigheder over alt andet.” (s. 398). Det gør Steffen Jacobsen også.

”Den gode datter”, hans anden roman fra 2010, er en fortsættelse af serien med Robin Hansen som den barske efterforsker på glat is, ”Gengældelsen” fra 2014 har Lene Jensen som omdrejningspunkt i et heftigt terror-plot, mens romanen ”Når de døde vågner”, også fra 2014, begiver sig ind i den italienske mafias uhyggelige univers via en ung, idealistisk advokat – denne bog står som den eneste for sig selv og er altså ikke del af en serie (indtil videre).

Beslægtede forfatterskaber

Steffen Jacobsen indføjer sig med sine krimier i en yderst traditionsrig genre, der har flere hundrede år på bagen. Nogle af de mest berømte forfattere inden for genren er de engelske Agatha Christie, Dorothy L. Sayers, Margery Allingham og Ngaio Marsh, der alle primært skrev i den første halvdel af det 20. århundrede. Christies mest berømte detektiver er Hercule Poirot og Miss Marple – Poirot var hovedperson i hendes første krimi, ”De låsede døre” fra 1920.

Genren blomstrer fortsat, og de gamle mestre kan genlæses, mens nye kommer til. Blandt tidens mest berømte, danske krimiforfattere finder man bl.a. navne som Jussi Adler-Olsen, Anders Bodelsen, Sara Blædel, Christian Dorph, Elsebeth Egholm og Gretelise Holm. Steffensen er blevet sammenlignet med skandinaviske kolleger som Stieg Larsson (Millennium-trilogien med Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist, 2005-07), Henning Mankell (Bl.a. de 12 bøger i serien om Kurt Wallander) og Jan Guillou (bl.a. de 13 bøger i serien om Carl Hamilton, der er skrevet fra 1986 til 2008); tre veritable kæmper i ”Nordic Noir”-nichen, hvor fortællingernes mørke i højere grad er kollektivt samfundsbetinget end individuelt, og udspiller sig i et tilsyneladende velfungerende samfund. 

Bibliografi

Romaner

Jacobsen, Steffen:
Passageren. Rosinante, 2008.
Jacobsen, Steffen:
Den gode datter. People's Press, 2010.
Jacobsen, Steffen:
Når de døde vågner. People's Press, 2011.
Jacobsen, Steffen:
Trofæ. People's Press, 2013.
Jacobsen, Steffen:
Gengældelsen. People's Press, 2014.
Jacobsen, Steffen:
Et bjerg af løgne. People's Press, 2015.
Jacobsen, Steffen:
Enhjørningen. People'sPress, 2016.
Jacobsen, Steffen: Da blev jeg Døden. Lindhardt og Ringhof, 2017.
Jacobsen, Steffen: Ghostwriter. Lindhardt og Ringhof, 2018.
Jacobsen, Steffen: Proxy. Lindhardt og Ringhof, 2019.

Erindringer

Jacobsen, Steffen: Hvis De lige vil sidde helt stille, frue, dr. Jacobsen er ny på afdelingen. Lindhardt og Ringhof, 2018. Erindringer.

Om forfatterskabet

Struck Westersø, Rikke:
Danmarks nye succesforfatter: Så ussel var min barndom. BT, 2013-03-29.
Erin-Madsen, Christian:
Interview: ”Der skulle være en balance”. Berlingske, 2008-04-04.
Omar, Tarek:
”Elitens børn er snotforkælede”. Politiken, 2013-02-23.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Steffen Jacobsen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Karkov, Rasmus:
Afgrunden forsvinder aldrig. Jyllands-Posten, 2013-02-05.
Litteratursiden, 2014-02-07.