Jussi Adler-Olsen
Foto: Politikens forlag

Jussi Adler-Olsen

cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Senest opdateret af cand.mag. og journalist Johanne Luise Boesdal, november 2021.
Top image group
Jussi Adler-Olsen
Foto: Politikens forlag

Indledning

Siden romandebuten "Alfabethuset" i 1997 har Jussi Adler-Olsens hovederhverv været som forfatter og dramatiker, og han har med krimiserien om Afdeling Q og efterforskeren Carl Mørck slået sit navn fast som en af Danmarks mest læste forfattere og som international bestsellerforfatter. 
Fem bind i serien om Afdeling Q er foreløbig blevet publikumssucceser på den danske biografscene også – og den niende roman i rækken, "Natrium Chlorid" fra 2021, lægger op til en spændende afslutning, der både skal læses og ses af forfatterens mange krimifans. 

 

39615495

Blå bog

Født: 2. august 1950 i København. Fulde navn Carl Valdemar Jussi Adler-Olsen.

Uddannelse: 1970-78: Studier i medicin, eksamener i samfundsfag og exam.art. i filmvidenskab.

Debut: Alfabethuset. Politikens Forlag, 1997. Krimi.

Priser: Harald Mogensen-prisen, 2009. Læsernes Bogpris, 2010. Glasnøglen, 2010. De gyldne laurbær, 2011. The Barry Award, USA, 2012. The Ripper Award, 2015. Publikumsprisen, Krimimessen, 2019

Seneste udgivelse: Natrium Chlorid. Politikens Forlag, 2021.

Inspiration: Groucho Marx.

Genre: Roman

 

Artikel type
voksne

Baggrund

"Sladderbladene elskede demokraternes næstformand Merete Lynggaard for alt, hvad hun stod for. For hendes skarpe replikker på Folketingets talerstol og hendes mangel på respekt for statsministeren og hans nikkedukker. For hendes kvindelige attributter, drilske øjne og forførende smilehul. De elskede hende for hendes ungdom og succes, men over alt elskede de hende for den næring, hun gav til spekulationerne om, hvorfor en så begavet og smuk kvinde endnu aldrig havde vist sig offentligt med en mand. Merete Lynggaard solgte helvedes mange blade. Lesbisk eller ej, hun var virkeligt godt stof. Alt det vidste Merete alt for godt."
“Kvinden i buret”, s. 12.

Jussi Adler-Olsen blev født i København i 1950 som den yngste og eneste dreng ud af en søskendeflok på fire. Han blev student fra Rødovre Gymnasium i 1970, hvorefter han skiftede studieretning nogle gange, inden han graduerede fra universitetet i 1978 som exam.art. i filmvidenskab.

Derefter fulgte en længere årrække som blandt andet komponist, boghandler og redaktør på tegneserier, inden han udgav sin første roman "Alfabethuset" som 47-årig i 1997. Jussi Adler-Olsen har altid været kreativ og aktiv i flere forskellige retninger. Som han selv udtalte til Berlingske i 2016: "Jeg beskæftiger mig med rigtigt mange ting. Jeg er igangsætter af forskellige projekter. Blandt andet bøger." (Jeppe Bangsgaard: »Jeg er igangsætter af forskellige projekter, blandt andet bøger". Berlingske, 2016-10-05).

Jussi Adler-Olsen voksede op i en familie, hvor faren arbejdede som psykiater på skiftende statshospitaler, fortalte han til Politiken i 2009: "Måske er den del af min opvækst det vigtigste i forhold til det, jeg laver i dag. Min baggrund betyder, at jeg godt kan forstå mange former for menneskelig opførsel og skæve individers reaktioner. Jeg har oplevet det i alle mulige afskygninger, og jeg har set dem, der havde været ude for voldelige overgreb og ikke hævnede sig eller ikke blev mærkelige og kolde, men vendte smerten indad. (…) Når man ser det, ved man godt, hvor det naturlige holder op, og hvor det syge begynder. Netop det mellemlag er godt at skrive om, og jeg kan godt lide at skrive om sindet på vej ind i sindssygen eller på vej væk fra den." (Carsten Andersen: Dansk succesforfatter: Jeg gider ikke skrive splatter. Politiken, 2009-09-11). 

Forfatterskabet er internationalt i sit snit, og Jussi Adler-Olsen bruger en del raffinerede litterære greb i sine uhyggelige historiefortællinger og karakteropbygninger. Hans romanserie om Afdeling Q er udgivet på over 40 sprog, og Jussi-Adler Olsen har modtaget en lang række både danske og internationale priser for sit forfatterskab, deriblandt De Gyldne Laurbær i 2011 og Publikumsprisen i 2019 på Krimimessen i Horsens.

Forfatteren har flere gange meldt ud, at han har planlagt 10 bind med Afdeling Q og Carl Mørck. 9. bind udkom i 2021 med titlen "Natrium Chlorid". 

Og hun takkede guderne

46422503

Godheden er ikke mindre sensationel hos Jussi Adler-Olsen end ondskaben, og dens nærmeste allierede er den moderne, selvstændige kvinde. Det ligger fast fra og med forfatterskabets anden roman "Og hun takkede guderne" fra 2003. Den unge, ambitiøse Nicky Landsaat er opvokset og bosat i Amsterdams slum med sine forældre. Hendes far er alkoholiker og har forgrebet sig på hendes to yngre søstre, siden de var små. Nu er søstrene narkoludere og trækker nede på gaden. Broren er psykopat og voldsmand. Den eneste gode er moren, men hun bliver tævet ihjel af faren, og så er Nicky alene i verden uden andet end sit gode hoved og sin stærke vilje. Hun er ansat hos den kyniske forretningsmand Peter de Boer, men også det er ved at gå i vasken, fordi hun gør tingene på sin egen måde, og fordi hendes dickenske ravnefamilie, af lutter misundelse over hendes evner, gør alt for at spænde ben for hende.

Heldigvis er overklassen lige så rådden som underklassen, og når det kommer til incestuøse forhold og mord og mishandling holder hendes chef Peter de Boer sig ikke tilbage. Han har myrdet sin far – tror han i hvert fald – haft sex med sin stedmor og vist drevet sin kone til selvmord. Nu er stedmoren decimeret af sklerose og bundet til sengen i hans rigmandsvilla, hvorfra hun forpester hans tilværelse. En fætter truer med at afsløre ham som morder, der er paladsrevolution i hans firma, og han er blevet påtvunget en opgave af nogle ualmindeligt psykopatiske mordertyper. Han er noget så usandsynligt som en firmaknuser, en som har slået sig op på at smadre gode og idealistiske firmaer med lumpne trick, så deres onde konkurrenter kan få markedet for sig selv. Han er sympatisk alligevel, fordi det ikke er hans egen skyld, men samfundets eller rettere det miljø, han er opvokset i. Peter og Nicky finder hinanden. Han afstår fra at smide hende ud af firmaet. Hun redder ham og firmaet. Og i øvrigt blomstrer kærligheden mellem de to traumatiserede superintelligenser.

Washington Dekretet

"Så trådte den lille mand, der havde afsløret maleriet, to skridt frem mod Jansen og hans kone, og så lød skuddet. Det var først dér, Bugatti anede revolveren i den lille mands hånd. Krudtslammet og røgen stod ud i luften, og folk begyndte at skrige, og mange kastede sig ned. Der lød flere skud, og hjernemassen fra gerningsmanden slog ind over maleriet og flaget. Bugatti mærkede i det samme et jag af smerte og så ned ad sig. Også sidemanden var blevet ramt af et af de rikochetterende projektiler og tog sig til mellemgulvet."
"Washington Dekretet", s. 53.

Jussi Adler-Olsens politiske thriller "Washington Dekretet" fra 2006 minder i sit stort anlagte format om oplægget til en box office-succes a la "Pelikan-notatet" (fra 1993 med Julia Roberts og Denzel Washington) og "No Way Out" (fra 1987 med Kevin Costner og Gene Hackman) og i sin miljøskildring om tv-serien "The West Wing". Det er en kontrafaktisk fortælling fra inderkredsen omkring præsident Bushs efterfølger, som ikke er Obama, men præsident Bruce Jansen. Det kvindelige hovedstykke, Doggie Rogers, er datter af en hotelmogul og har nogenlunde de samme forudsætninger som Paris Hilton, smuk, rig og begavet, men har udnyttet dem anderledes og fulgt en benhård karrierevej, som via jurastudier på et af landets prestigiøse New England-universiteter og frivillig kampagnemedarbejder for Jansen under hans valgkamp har ført til en ansættelse i præsidentens stab.

46422457

Hun har kendt Jansen, siden han var en almindelig senator, og som belønning for en flot indsats i en tv-quiz kom med ham på en Kina-rejse. Dengang var hun fjorten. Nu er hun omkring de tredive, og alt tegner lyst, hvis det ikke lige var, fordi hendes far havde fået den vanvittige idé at myrde præsidenten og lader sin højre hånd udføre attentatet med det sørgelige resultat, at præsidentens gravide kone bliver skudt. Det er selvfølgelig dybt traumatiserende for præsidenten, så meget desto mere da han har været så uheldig, at hans første kone blev stukket ihjel mange år tidligere under Kinarejsen. Og det er selvfølgelig dybt uheldigt for Doggie, fordi det ikke er godt for karrieren, når ens far myrder chefens gravide kone. Men hvordan kunne han også finde på det? Det kunne han selvfølgelig heller ikke.

Doggie kommer på sporet af et grufuldt komplot, og mens hun jager sandheden, reagerer præsidenten med forbud mod våben og enhver form for voldsforherligelse. Det krænker alle mulige rettigheder, som er grundfæstet i amerikanerne. Intellektuelle hyler op om brud på ytringsfriheden, våbenlobbyer går i selvsving, og militser forskanser sig i de dybe skove. Inden længe er Doggie selv jaget vildt. Heldigvis har hun kloge venner, ikke mindst den sorte kvinde Rosalie Lee, den gode sherif T. Perkins og den skarpsindige charmør Wesley Barefoot.

Kvinden i buret

Den flotteste af Jussi Adler-Olsens selvstændige kvinder er måske titelfiguren i "Kvinden i buret" fra 2007, som er første bind i serien om vicekriminalkommissær Carl Mørck og Afdeling Q. Kvinden hedder Merete Lynggaard, er næstformand i partiet Demokraterne og indbegrebet af karakterfasthed, vilje og målrettethed. Desværre er hun blevet offer for en ualmindelig grusom forbryder, som ikke bare har smidt hende ind i et bur, men i et trykkammer. For hvert år hun sidder der, hæves trykket med en atmosfære eller to. Da hun fylder femogtredive, kommer det op på fem.

27259030

Det betyder grundlæggende, at hun pisser sæbebobler og skider balloner, og alle hendes organer ville implodere i et brutalt tilfælde af dykkersyge, hvis hendes bødler tog trykket af kammeret. For at forstå, hvordan en sådan skæbne kan ramme denne kvinde, tager Jussi Adler-Olsen os med bagud i tiden til Meretes barndom. Vores rejseguide er den vrangvillige og desillusionerede vicekriminalkommissær Carl Mørck. Hans chefer er dødtrætte af ham, og da han bliver indkaldt til et møde, forbereder han sig egentlig på at blive fyret. Det viser sig, at ledelsen er blevet pålagt at gøre noget for at pleje befolkningens retsfølelse, så politikerne kan fremstå som viljefaste, og til den manøvre har de fundet på at oprette en afdeling, som tager sig af henlagte sager – der nu bliver til sager under særlig bevågenhed – og sådan en er sagen om Merete Lynggaard. På den måde slår ledelsen to fluer med et smæk. De får Mørck af vejen og tilfredsstillet de politiske plageånder. Afdelingen bliver opkaldt efter Dansk Folkepartis – Danmarkspartiet i romanen – opstillingsbogstav Q og får kontor i kælderen som Mørcks berømte forgænger i Olsen-banden. Til sin udtalte skepsis får Mørck Assad, en geskæftig araber, som assistent, men det viser sig selvfølgelig ikke at være helt tosset. Han er måske lidt utilpasset som Mørck selv, men han kan noget med en springkniv og er ikke noget pernittengryn, når det kommer til reglementer. Spørgsmålet er nu, om den uortodokse duo kan nå at redde Merete, inden hun splatter ud som en tomat.

Fasandræberne

"3. g'erne kaldte ham bare K, men han hed Kåre. Det var ham, der fik næsten alle 2. g'ernes stemmer, da de stemte om, hvilken sidsteårselev der skulle være præfekt. Ham, der lignede en gud. Det var ham Kåre, alle piger hviskede om på hummerne og i sovesalen, men det blev Kimmie, der scorede ham. Efter tre danse til Komedie-ballet blev det hendes tur, og Kåre fik hendes fingre at føle, hvor ingen havde været før. For Kimmie kendte sin krop og også drengenes. Det havde Kristian sørget for.
Som i en skruestik sad Kåre fast. Man talte om, at den flinke præfekts gennemsnit begyndte at dale fra den dag, og at det var underligt, at en så dygtig og målrettet elev pludselig begyndte at miste grebet. Og Kimmie nød det. Det var hendes værk. Det var hendes krop, der rystede dette dydsmønsters grundvold. Hendes krop alene."
“Fasandræberne”, s. 121.

I andet bind om Carl Mørck og Afdeling Q – "Fasandræberne" fra 2008 – begår Jussi Adler-Olsen en Ibsen/Hedda Gabler og udstyrer sin hovedkvinde med en mørk side, der vil noget. Posedamen Kimmie smadrer mennesker. Sparker og slår dem i stykker og endda ihjel. Alligevel holder vi med hende, fordi det ikke er hendes egen skyld, men omgivelsernes. Hun er nemlig produkt af et rigmandsmiljø, hvor man sender sine unger på kostskole. Her hænger hun ud med Ditlev Pram, Torsten Florin, Ulrik Dybbøl Jensen, Kristian Wolf og Bjarne Thøgersen. Læg mærke til navnene. Jo, det er Bjarne Thøgersen, der er fattigrøven i selskabet. I fritiden strejfer gruppen rundt i landskabet og opstøver folk, de kan smadre. Så ødelagte er de af deres baggrund. Dem, som gruppen ikke slår ihjel, betaler de for at holde kæft. De er fuldstændig uden respekt for mennesker, fuldstændigt uhumanistiske.

Efter kostskolen begynder Kimmie at date Bjarne Thøgersen. Det skulle hun ikke have gjort. Karsten Wolf er jaloux. Han låner fattig-Bjarne en stor speedbåd, og da kysten er klar, og Bjarne er over alle bølger, tropper han op hos Kimmie og smadrer og voldtager hende sammen med resten af slænget.

48260128

Volds- og anfægtelsesorgiet får en tand til, da Bjarne uventet kommer tilbage og i stedet for at hjælpe Kimmie, viser sin forstemmende svaghed ved at please sine rige venner og deltage i uhyrlighederne. Bagefter køber gruppen det firma, Kimmie arbejder i, og får hende fyret, så hun bliver psykotisk posedame. I mange år flakker hun rundt i gaderne, men så nærmer det endelige opgør sig.

Det er på det tidspunkt, vi kommer ind i historien. Rigmandsdrengene er for længst blevet voksne og sidder på toppen af samfundet, undtagen Christian Wolf som er død af et vådeskud under en jagt, og Bjarne Thøgersen, som har påtaget sig skylden for et af de mord, som gruppen har begået, og nu er i fængsel. Men Kimmie har de ikke kunnet få styr på. De sætter en privatdetektiv til at opstøve hende, og så accelererer begivenhederne. Kimmie har nemlig lært et par overlevelsestricks på gaden, og hun bider fra sig. Undervejs slår hun sin stedmor ihjel og smadrer også hendes rengøringskone. Inde på politigården prøver vicekriminalkommisær Carl Mørck at få styr på, hvad der foregår, men det er ikke nemt, for overklassen har en bandementalitet, som gør den næsten uigennemtrængelig. Tonen er hård, men også gemytlig og gæv mellem Mørck og kollegerne i Afdeling Q, mens de arbejder sig hen mod mysteriets løsning. Den er omvendt forbryderisk og nederdrægtig blandt overklassemorderne, som har det samme forhold til mennesker som til de fasaner, de pløkker i bundter på deres jagter. Men heldigvis får de deres bekomst.

Flaskepost fra P

"Han tog sig god tid til at presse tjæreklumpen ned i flaskehalsen. Rykkede sig og så flere gange godt efter, om det var gjort ordentligt. Da han endelig blev færdig, hørte han en dyb lyd fra en brummende motor. Denne gang var der ikke noget at tage fejl af. Han så et smertefuldt sekund på sin bror og strakte sig derefter af al kraft mod lyset, der faldt ind gennem en bred revne i væggen – den eneste åbning, han kunne presse flasken igennem.
Så blev døren slået op, og en kompakt skygge trådte ind i en sky af hvide snefnug."
"Flaskepost fra P", s. 7-8.

"Det var den tredje morgen, og lugten af tjære og tang var begyndt at klæbe til tøjet. Under bådehusets gulv skvulpede isgrøden stille mod bundpælene og vækkede minderne om dage, hvor alt var godt. Han løftede sin overkrop fra lejet af papiraffald og trak sig så meget fremover, at han kunne skimte sin lillebrors ansigt, der selv i søvnen så forpint og forfrossent ud. Om lidt ville han vågne og se sig forvildet om. Mærke læderremmene stramme om håndled og liv. Høre raslen fra den kæde, der holdt ham fast." (side 5). Sådan starter prologen i Jussi Adler-Olsens tredje roman om afdeling Q – "Flaskepost fra P" – der udkom i 2009.

46519582

Nok en sensationel ond morder er på spil og skaber fortvivlelse over samfundets nederdrægtighed i kælderen under Politigården, hvor alt er en smule kaotisk, sådan som det jo gerne er i afdeling Q. Men kommissær Carl Mørck og hans medarbejdere – ikke mindst Assad – klør på med entusiasme, så der efterhånden kommer skred i efterforskningen. Mørck får ovenikøbet lidt af det frække hos en tooghalvtreds-årig kæderyger og virker bare så meget desto mere sympatisk, som han har ladet sin sønderskudte kollega Hardy rykke elevationssengen ind i sin dagligstue – et velfungerende billede på livet, som det jo også er, og på heltens samvittighed. Mørck må dog indrømme for sig selv, at han godt kan blive en anelse presset over stanken af prutter og fyldte stomiposer. 

Men hvad med de drenge i bådhuset, hvad er der hændt dem? Ja, det spørgsmål optager også Carl Mørck. Det eneste, eller rettere det første, han kender til dem, er den flaskepost, som har givet bogen dens titel. Det er lykkedes den ene af dem at sende den fra deres fangenskab. Men mange år er gået, og det eneste, som man kan få ud af brevet indeni, er nogle fragmenter, og at det er skrevet med blod. 

Som i de foregående bøger om afdeling Q følger vi både politi, ofre og forbryder. Romanen er blevet belønnet med en række krimipriser. Først fik Jussi Adler-Olsen Harald Mogensen-prisen 2009, som er Det Danske Kriminalakademis pris for årets bedste danske kriminalroman. Derefter modtog han Læsernes Bogpris, som Berlingske Tidende uddeler sammen med Danmarks Biblioteksforening. I juni 2010 blev han hyldet med Glasnøglen, som Skandinavisk Kriminalselskab står for. Det var første gang i 11 år, at den store skandinaviske krimipris går til en dansk forfatter.

Journal 64

"Dårligt uddannet personale, som betragtede 'pigerne', som de blev kaldt, som undermennesker og kørte dem brutalt med kæft, trit og retning og overvågede dem dag og nat. Der var afstraffelsesceller, som blev brugt, hvis pigerne ikke makkede ret. Isolation i dagevis. Og hvis sådan en pige på nogen måde skulle gøre sig håb om at komme væk fra den skide ø, så måtte hun regne med først at blive steriliseret. Tvangssteriliseret! Man fratog dem både kønsliv og kønsdele, Carl."
“Journal 64”, s. 141.

En af krimiens genrekonventioner – og specielt den nordiske kriminallitteratur – er samfundskritikken. Hos Jussi Adler-Olsen har den overvejende givet sig udtryk i en mistro til autoriteter i almindelighed og i særdeleshed politikere, højt placerede embedsmænd og det, man kunne kalde overklassen. Generelt har de sidste rudimenter af patriarkatet fået en over nakken og sympatien ligget hos kvinden. Det gør den også i "Journal 64" fra 2010, men afsættet er forfatterskabets mest konkrete: håndteringen af socialt udstødte, forladte og kriminelle kvinder i de første to tredjedele af det tyvende århundrede. Det er et grumt stykke danmarkshistorie om umyndiggørelse, indespærring og en retssikkerhed, der så godt som ikke eksisterende. Den arvelighedslære, der lå til grund for overgrebene, levendegøres af et galt gammelmandsparti. Det er en flersporet handling med forfatterskabets markante vægt på de kvikke replikker og hurtige krydsklip.

54882327

Den krakilske hovedperson og topefterforsker Carl Mørck kommer ind i billedet, da først den ene, så den anden og så den tredje gamle sag om myrdede eller myrdende kvinder havner nede i kælderen under politigården, hvor han sammen med den bossy, men også effektive sekretær Rose og den geskæftige araber Assad udgør Afdeling Q – afdelingen, hvor henlagte sager genåbnes. Den lille byge af nye gamle sager peger det samme sted hen, et pigehjem på Sprogø – den lille klat land midt på turen over Storebælt. Det er ellers ikke, fordi Mørck ikke allerede fra romanens begyndelse har nok at se til: Et nyt lig er dukket op i den gamle sag om sømpistolmordene.

En gammel kollega vil have ham til at tæve en balter, som, han mener, har hældt syre i ansigtet på hans søster, der er bordelmutter. Hans fætter Ronny render tilsyneladende rundt og praler med, at han og Carl stod bag hans fars druknedød mange, mange år tidligere under Carls opvækst i Vendsyssel. Og så er hele politigården ramt af snue. Snottet står ned ad gangene, og Carl er meget opsat på ikke at blive smittet. Han har nemlig fået en invitation til Mortensand hos psykologen og kæresten Mona, og den agter han ikke at gå glip af.

Den grænseløse

"‘Kristoffer Dalby, var det sådan?’ smagte forstanderen på navnet, da han havde fået dem bænket ved formicabordet. ‘Hmmm, men så må annalerne vist lige træde os til hjælp. Men lad os nu først lige få noget kaffe.’ Assad så undrende på den gamle forstander. ‘Annalerne?’ Carl gav ham et skub i siden, så han stoppede. ‘Annalerne er gamle optegnelser og bøger, Assad, ikke det andet’, hviskede han."
”Den grænseløse”, s. 134.

Sjette bind i Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie, "Den grænseløse" (2014), forløber i to parallelle spor. I det ene følger vi Carl Mørck, hans assistent Assad og resten af Afdeling Q i to forårsuger i 2014. Holdet føres til Bornholm i en kriminologisk effektiv dobbeltopsætning med efterforskning af en gammel uafsluttet efterforskning.

Det andet spor fører frem til en sekt på Öland ud for den svenske østkyst. Her møder vi den finske kvinde Pirjo, der foranlediget af lige dele svigt i barndommen, magtbegær og østrogen renser ud i mulige konkurrenter til sektoverhovedets opmærksomhed.

46090837

Læseren regner langsomt korrekte og ukorrekte sammenhænge ud, inden forløsningen endelig kommer, og to spor bliver til ét.

Selvom to mennesker mishandles med strømførende ledninger og et andet slagtes med en spade, så er stemningen på intet tidspunkt uhyggelig eller skræmmende. Det minder om den måde, kriminalitet fremstilles på i Olsenbanden: Det farlige er først og sidst hyggeligt. Effekten er den samme i Adler-Olsens lune signatur-stil, der blander frisk dialog og topstyret alvidenhed. Jokes, platheder og blødt velmenende bredsider mod kunst, religion, Udkantsdanmark, kvindekøn og solenergi vinder overtaget i "Den grænseløse"s byger af cliffhangers og suspenseopbygning. Den største cliffhanger handler om kriminalassistent Assads mellemøstlige fortid, og den har vi nu hængende over afgrunden, indtil bind syv udkommer.

 

 

 

Jussi Adler-Olsen fortæller om sine tre hovedpersoner i "Den grænseløse": Carl, Rose og Assad. 

 

Natrium Chlorid

"Og hvad er du så kommet frem til? At eksplosionen ikke var en ulykke? Det har jeg vel egentlig aldrig troet, men her på side to i den tekniske gennemgang er jeg faldet over en sætning, som jeg ikke fik bidt mærke i dengang, og det var der måske nok heller ikke umiddelbart nogen grund til for over tredive år siden."
"Natrium Chlorid", s. 18.

Jussi Adler-Olsens "Natrium Chlorid" fra 2021 er niende bind i rækken om Afdeling Q og efterforskeren Carl Mørck.

Som titlen afslører, bliver salt det grundstof, der binder en række forbrydelser sammen på mystisk vis – og som sætter Carl Mørck og hans afdeling på et omfattende opklaringsarbejde, der rækker langt tilbage i tiden. Det hele begynder med en eksplosion på et autoværksted, men tager derefter fart i mange forskellige retninger. Gamle sager åbnes på ny, og efterforskningsgruppen forsøger desperat at nå et skridt foran for at forhindre det næste bestialske mord: "Rose lagde hovedet på skrå. 'Jeg tror mere på, at drabsmanden er bindegal og elsker af få os tæt på. Han er rablende vanvittig og syg i hovedet.'" (s. 276).

39615495

"Natrium Chlorid" er en skarp kommentar til nutidens reality-tv-programmer, hvor "formålet ene og alene er at udfordre de medvirkendes og publikummets grænser," som der står (s. 327). Gerningsmandens motiv afslører sig som et moralsk opgør med mennesker, der gør andre mennesker fortræd ud fra bibelske forskrifter – og opklaringsarbejdet bliver et kapløb med tiden, inden næste udvalgte bliver til offer. Ofrene har umiddelbart det tilfælles, at de har svigtet andre mennesker og levet et overfladisk og amoralsk liv, hvilket vi på både læser- og fortælleniveau hurtigt erkender bliver som at finde en nål i en høstak.

At en forbrydelse har et religiøst motiv, er ikke nyt inden for genren, men i "Natrium Chlorid" kan fremtidens forbrydelser opklares ved at kigge på fortidens – og forældede sager åbnes igen og trækker overraskende tråde ind i nutiden.
Fortællingen kører i to spor, der krydser hinanden mellem opklaringsarbejdet og Afdeling Q’s medarbejdere Rose, Assad og Carl. Deres indbyrdes forhold bliver sat på prøve henimod slutningen, hvor en af politiets medarbejdere forsvinder: "Carl mærkede, hvordan Rose så på ham med en snert af, at han måtte bære en stor del af ansvaret." (s. 389). 

Kriminalkommissær Carl Mørck bliver generelt presset på flere fronter, end han plejer i denne niende bog i serien, og pilen peger faretruende i en overraskende ny retning, der med garanti gør 10. bog i rækken til en efterspurgt læseoplevelse. Har Carl Mørck haft rent mel i posen? Beviserne er imod ham.

Genrer og tematikker

For Jussi Adler-Olsen var ambitionen klar fra begyndelsen; han ville skrive en international bestseller. Han debuterede i 1997 med en 2. Verdenskrigsfortælling, "Alfabethuset", som handler om en flok simulanter på et tysk sindssygehospital. Han fulgte op med "Washington Dekretet" og "Og hun takkede guderne". Han fik fremragende anmeldelser og solgte flot på det europæiske marked.

I serien om Afdeling Q og kriminalkommissæren Carl Mørck tog han fat om genrens dominerende politiske og sociale konventioner, som overvejende placerer ondets rod i det 19. og 20. århundredes overleverede politisk korrumpering, corporate greed, tekno- og bureaukrati eller almindelig afstumpethed. 

Forrådende landsfædre, firmaer, fædre og familier står i kø for at give den sensationelle ondskab krop hos Jussi Adler-Olsen. Selv formulerer han det sådan her i et interview i Politiken i 2009: "Man kan ikke skrive om så dystre sager fra afdeling Q, hvor man f.eks. oplever folk, der udøver vold for sjov, uden at man bløder læserne op undervejs. Det ville være meningsløst at slippe folk ind i det rum" (Carsten Andersen: Dansk succesforfatter: Jeg gider ikke skrive splatter. Politiken, 2009-09-11). 

Det er først og fremmest entusiasmen, fornøjelsen over at kunne, fortryllelsen over genrens mange muligheder og glæden ved at slippe kreativiteten løs, som præger Adler-Olsens krimier. På mange måder er Jussi Adler-Olsens forfatterskab udtryk for en bred tendens i dansk og nordisk spændingslitteratur, hvor socialrealisme og aktuelle problemstillinger bliver baggrundstæppe for forbrydelser af grov karakter i en velskrevet og velorganiseret plotfortælling. 

Forbrydelserne er uforudsigelige, motiverne mange og forskellige, men ofte religiøst, politisk eller socialt bundet op i en ondskabens logik, det kræver et særligt kendskab at spore. Jussi Adler-Olsen skriver ikke med blind afsky for romanernes forbrydere, men ud fra genkendelige motiver, der udleves på uhyggelig vis og resulterer i den ondskab, kun empatiforladte mennesker med et sygt sind kan udleve. 

Beslægtede forfatterskaber

Det er nærmere reglen end undtagelsen blandt krimiforfattere, som debuterede i samme periode som Jussi Adler-Olsen, at sætte scenen for de første værker i udlandet, tilsyneladende fascineret af forskellige former for angloamerikansk spændingslitteratur. Det gælder forfattere som Morten Hesseldahl, Christian Mørk og Jo Nesbø, og det gælder en Jens Henrik Jensen. Målet er at levere romaner med internationalt snit, der nødvendigvis må foregå et sted langt væk fra den nordiske tryghedsmodel, hvor den kan få fuld gas med alle gode greb og plottænkning. 

Blandt beslægtede forfattere kan nævnes Jens Henrik Jensen, som er aktuel med krimien "Gladiator", og Stieg Larsson, der slog sit navn fast med serien om Lisbeth Salander, der også er blevet filmatiseret og en stor publikumssucces. Men effekterne, Jussi Adler-Olsen betjener sig af, er nærmere beslægtet med et par af Larssons svenske landsmænd, krimimakkerne Anders Roslund og Börge Hellström, der senest udgav "Tre sekunder" i 2018. Her er det også den sensationelle ondskab og hadet, som sætter grundtonen, omend langt mere dystert og forstemmende. 

Bibliografi

Krimier af Jussi Adler-Olsen

Adler-Olsen, Jussi:
Alfabethuset. Politikens Forlag, 1997.
Adler-Olsen, Jussi:
Og hun takkede guderne. Politikens Forlag, 2003.
Adler-Olsen, Jussi:
Washington Dekretet. Politikens Forlag, 2006.
Adler-Olsen, Jussi:
Kvinden i buret. Politikens Forlag, 2007.
Adler-Olsen, Jussi:
Fasandræberne. Politikens Forlag, 2008.
Adler-Olsen, Jussi:
Flaskepost fra P. Politikens Forlag, 2009.
Adler-Olsen, Jussi:
Journal 64. Politikens Forlag, 2010.
Adler-Olsen, Jussi:
Marco Effekten. Politikens Forlag, 2012.
Adler-Olsen, Jussi:
Den grænseløse. Politikens Forlag, 2014.
Adler-Olsen, Jussi:
Selfies. Politiken, 2016. (Afdeling Q ; 7).
Adler-Olsen, Jussi: Små diskrete drab & Sprækken. Kriminoveller. Politiken, 2019
Adler-Olsen, Jussi: Offer 2117. Politiken, 2019.
Adler-Olsen, Jussi:
Natrium Chlorid. Politiken, 2021.

Andre værker af Jussi Adler-Olsen

Adler-Olsen, Jussi:
Groucho og Co's groveste. 1984.
Adler-Olsen, Jussi:
Groucho. 1985.
Adler-Olsen, Jussi:
Dansk tegneserie leksikon – den store Komiklex. 1980-85.

Om forfatterskabet

Bog

Nilsson, Jonas Langvad: Jussi : en biografi. Politiken, 2017. (99.4).

Kilder citeret i portrættet

Politiken, 2009-09-11.

Søgning i bibliotek.dk