Jussi Adler-Olsen

46422503

Godheden er ikke mindre sensationel hos Jussi Adler-Olsen end ondskaben, og dens nærmeste allierede er den moderne, selvstændige kvinde. Det ligger fast fra og med forfatterskabets anden roman "Og hun takkede guderne" fra 2003. Den unge, ambitiøse Nicky Landsaat er opvokset og bosat i Amsterdams slum med sine forældre. Hendes far er alkoholiker og har forgrebet sig på hendes to yngre søstre, siden de var små. Nu er søstrene narkoludere og trækker nede på gaden. Broren er psykopat og voldsmand. Den eneste gode er moren, men hun bliver tævet ihjel af faren, og så er Nicky alene i verden uden andet end sit gode hoved og sin stærke vilje. Hun er ansat hos den kyniske forretningsmand Peter de Boer, men også det er ved at gå i vasken, fordi hun gør tingene på sin egen måde, og fordi hendes dickenske ravnefamilie, af lutter misundelse over hendes evner, gør alt for at spænde ben for hende.

Heldigvis er overklassen lige så rådden som underklassen, og når det kommer til incestuøse forhold og mord og mishandling holder hendes chef Peter de Boer sig ikke tilbage. Han har myrdet sin far – tror han i hvert fald – haft sex med sin stedmor og vist drevet sin kone til selvmord. Nu er stedmoren decimeret af sklerose og bundet til sengen i hans rigmandsvilla, hvorfra hun forpester hans tilværelse. En fætter truer med at afsløre ham som morder, der er paladsrevolution i hans firma, og han er blevet påtvunget en opgave af nogle ualmindeligt psykopatiske mordertyper. Han er noget så usandsynligt som en firmaknuser, en som har slået sig op på at smadre gode og idealistiske firmaer med lumpne trick, så deres onde konkurrenter kan få markedet for sig selv. Han er sympatisk alligevel, fordi det ikke er hans egen skyld, men samfundets eller rettere det miljø, han er opvokset i. Peter og Nicky finder hinanden. Han afstår fra at smide hende ud af firmaet. Hun redder ham og firmaet. Og i øvrigt blomstrer kærligheden mellem de to traumatiserede superintelligenser.

I andet bind om Carl Mørck og Afdeling Q – "Fasandræberne" fra 2008 – begår Jussi Adler-Olsen en Ibsen/Hedda Gabler og udstyrer sin hovedkvinde med en mørk side, der vil noget. Posedamen Kimmie smadrer mennesker. Sparker og slår dem i stykker og endda ihjel. Alligevel holder vi med hende, fordi det ikke er hendes egen skyld, men omgivelsernes. Hun er nemlig produkt af et rigmandsmiljø, hvor man sender sine unger på kostskole. Her hænger hun ud med Ditlev Pram, Torsten Florin, Ulrik Dybbøl Jensen, Kristian Wolf og Bjarne Thøgersen. Læg mærke til navnene. Jo, det er Bjarne Thøgersen, der er fattigrøven i selskabet. I fritiden strejfer gruppen rundt i landskabet og opstøver folk, de kan smadre. Så ødelagte er de af deres baggrund. Dem, som gruppen ikke slår ihjel, betaler de for at holde kæft. De er fuldstændig uden respekt for mennesker, fuldstændigt uhumanistiske.

48260128

Efter kostskolen begynder Kimmie at date Bjarne Thøgersen. Det skulle hun ikke have gjort. Karsten Wolf er jaloux. Han låner fattig-Bjarne en stor speedbåd, og da kysten er klar, og Bjarne er over alle bølger, tropper han op hos Kimmie og smadrer og voldtager hende sammen med resten af slænget.

Volds- og anfægtelsesorgiet får en tand til, da Bjarne uventet kommer tilbage og i stedet for at hjælpe Kimmie, viser sin forstemmende svaghed ved at please sine rige venner og deltage i uhyrlighederne. Bagefter køber gruppen det firma, Kimmie arbejder i, og får hende fyret, så hun bliver psykotisk posedame. I mange år flakker hun rundt i gaderne, men så nærmer det endelige opgør sig.

Det er på det tidspunkt, vi kommer ind i historien. Rigmandsdrengene er for længst blevet voksne og sidder på toppen af samfundet, undtagen Christian Wolf som er død af et vådeskud under en jagt, og Bjarne Thøgersen, som har påtaget sig skylden for et af de mord, som gruppen har begået, og nu er i fængsel. Men Kimmie har de ikke kunnet få styr på. De sætter en privatdetektiv til at opstøve hende, og så accelererer begivenhederne. Kimmie har nemlig lært et par overlevelsestricks på gaden, og hun bider fra sig. Undervejs slår hun sin stedmor ihjel og smadrer også hendes rengøringskone. Inde på politigården prøver vicekriminalkommissær Carl Mørck at få styr på, hvad der foregår, men det er ikke nemt, for overklassen har en bandementalitet, som gør den næsten uigennemtrængelig. Tonen er hård, men også gemytlig og gæv mellem Mørck og kollegerne i Afdeling Q, mens de arbejder sig hen mod mysteriets løsning. Den er omvendt forbryderisk og nederdrægtig blandt overklassemorderne, som har det samme forhold til mennesker som til de fasaner, de pløkker i bundter på deres jagter. Men heldigvis får de deres bekomst.

"Det var den tredje morgen, og lugten af tjære og tang var begyndt at klæbe til tøjet. Under bådehusets gulv skvulpede isgrøden stille mod bundpælene og vækkede minderne om dage, hvor alt var godt. Han løftede sin overkrop fra lejet af papiraffald og trak sig så meget fremover, at han kunne skimte sin lillebrors ansigt, der selv i søvnen så forpint og forfrossent ud. Om lidt ville han vågne og se sig forvildet om. Mærke læderremmene stramme om håndled og liv. Høre raslen fra den kæde, der holdt ham fast." (s. 5). Sådan starter prologen i Jussi Adler-Olsens tredje roman om afdeling Q – "Flaskepost fra P" – der udkom i 2009.

46519582

Nok en sensationel ond morder er på spil og skaber fortvivlelse over samfundets nederdrægtighed i kælderen under Politigården, hvor alt er en smule kaotisk, sådan som det jo gerne er i afdeling Q. Men kommissær Carl Mørck og hans medarbejdere – ikke mindst Assad – klør på med entusiasme, så der efterhånden kommer skred i efterforskningen. Mørck får ovenikøbet lidt af det frække hos en tooghalvtreds-årig kæderyger og virker bare så meget desto mere sympatisk, som han har ladet sin sønderskudte kollega Hardy rykke elevationssengen ind i sin dagligstue – et velfungerende billede på livet, som det jo også er, og på heltens samvittighed. Mørck må dog indrømme for sig selv, at han godt kan blive en anelse presset over stanken af prutter og fyldte stomiposer. 

Men hvad med de drenge i bådhuset, hvad er der hændt dem? Ja, det spørgsmål optager også Carl Mørck. Det eneste, eller rettere det første, han kender til dem, er den flaskepost, som har givet bogen dens titel. Det er lykkedes den ene af dem at sende den fra deres fangenskab. Men mange år er gået, og det eneste, som man kan få ud af brevet indeni, er nogle fragmenter, og at det er skrevet med blod. 

Som i de foregående bøger om afdeling Q følger vi både politi, ofre og forbryder. Romanen er blevet belønnet med en række krimipriser. Først fik Jussi Adler-Olsen Harald Mogensen-prisen 2009, som er Det Danske Kriminalakademis pris for årets bedste danske kriminalroman. Derefter modtog han Læsernes Bogpris, som Berlingske Tidende uddeler sammen med Danmarks Biblioteksforening. I juni 2010 blev han hyldet med Glasnøglen, som Skandinavisk Kriminalselskab står for. Det var første gang i 11 år, at den store skandinaviske krimipris gik til en dansk forfatter.

Sjette bind i Jussi Adler-Olsens Afdeling Q-serie, "Den grænseløse" (2014), forløber i to parallelle spor. I det ene følger vi Carl Mørck, hans assistent Assad og resten af Afdeling Q i to forårsuger i 2014. Holdet føres til Bornholm i en kriminologisk effektiv dobbeltopsætning med efterforskning af en gammel uafsluttet efterforskning.

46090837

Det andet spor fører frem til en sekt på Öland ud for den svenske østkyst. Her møder vi den finske kvinde Pirjo, der foranlediget af lige dele svigt i barndommen, magtbegær og østrogen renser ud i mulige konkurrenter til sektoverhovedets opmærksomhed.

Læseren regner langsomt korrekte og ukorrekte sammenhænge ud, inden forløsningen endelig kommer, og to spor bliver til ét.

Selvom to mennesker mishandles med strømførende ledninger og et andet slagtes med en spade, så er stemningen på intet tidspunkt uhyggelig eller skræmmende. Det minder om den måde, kriminalitet fremstilles på i Olsenbanden: Det farlige er først og sidst hyggeligt. Effekten er den samme i Adler-Olsens lune signatur-stil, der blander frisk dialog og topstyret alvidenhed. Jokes, platheder og blødt velmenende bredsider mod kunst, religion, Udkantsdanmark, kvindekøn og solenergi vinder overtaget i "Den grænseløse"s byger af cliffhangers og suspenseopbygning.

Jussi Adler-Olsens "Natrium Chlorid" fra 2021 er niende bind i rækken om Afdeling Q og efterforskeren Carl Mørck.

Som titlen afslører, bliver salt det grundstof, der binder en række forbrydelser sammen på mystisk vis – og som sætter Carl Mørck og hans afdeling på et omfattende opklaringsarbejde, der rækker langt tilbage i tiden. Det hele begynder med en eksplosion på et autoværksted, men tager derefter fart i mange forskellige retninger. Gamle sager åbnes på ny, og efterforskningsgruppen forsøger desperat at nå et skridt foran for at forhindre det næste bestialske mord: "Rose lagde hovedet på skrå. 'Jeg tror mere på, at drabsmanden er bindegal og elsker af få os tæt på. Han er rablende vanvittig og syg i hovedet.'" (s. 276).

39615495

"Natrium Chlorid" er en skarp kommentar til nutidens reality-tv-programmer, hvor "formålet ene og alene er at udfordre de medvirkendes og publikummets grænser," som der står (s. 327). Gerningsmandens motiv afslører sig som et moralsk opgør med mennesker, der gør andre mennesker fortræd ud fra bibelske forskrifter – og opklaringsarbejdet bliver et kapløb med tiden, inden næste udvalgte bliver til offer. Ofrene har umiddelbart det tilfælles, at de har svigtet andre mennesker og levet et overfladisk og amoralsk liv, hvilket vi på både læser- og fortælleniveau hurtigt erkender bliver som at finde en nål i en høstak.

At en forbrydelse har et religiøst motiv, er ikke nyt inden for genren, men i "Natrium Chlorid" kan fremtidens forbrydelser opklares ved at kigge på fortidens – og forældede sager åbnes igen og trækker overraskende tråde ind i nutiden.
Fortællingen kører i to spor, der krydser hinanden mellem opklaringsarbejdet og Afdeling Q’s medarbejdere Rose, Assad og Carl. Deres indbyrdes forhold bliver sat på prøve henimod slutningen, hvor en af politiets medarbejdere forsvinder: "Carl mærkede, hvordan Rose så på ham med en snert af, at han måtte bære en stor del af ansvaret." (s. 389). 

Kriminalkommissær Carl Mørck bliver generelt presset på flere fronter, end han plejer i denne niende bog i serien, og pilen peger faretruende i en overraskende ny retning, der med garanti gør 10. bog i rækken til en efterspurgt læseoplevelse. Har Carl Mørck haft rent mel i posen? Beviserne er imod ham.

For første gang i Afdeling Q-serien er en roman skrevet af flere forfattere, da seriens 11. bind, ”Døde sjæle synger ikke” fra 2025, er skrevet af Line Holm og Stine Bolther i samarbejde med Jussi Adler-Olsen. Det er også nyt, at Carl Mørck er gået på pension. Derfor får Assad og Rose ny kollega, dansk/franske Helena Henry, der støder til i kælderen under Københavns Politigård. (I øvrigt er Henry et af Adler-Olsens mange fødenavne). Ikke kun skaber det uro i hierarkiet, der er også noget mystisk ved den nye efterforsker, der gemmer på en voldsom hemmelighed.

140225835

Da Carl Mørck får fat i en underlig lydoptagelse, kontakter han sine tidligere kollegaer. Lydfilen indikerer, at et drab på en ældre mand er forklædt som selvmord år tilbage. Drabet har forbindelse til en række andre forbrydelser, og i korte, intense kapitler følger vi skiftevis Carl, Assad, Rose og Helena og også gerningsmanden og ofrene. Derfor er læserne før politiet klar over, at det hele hænger sammen med en episode fra 1989, hvor en ung kordreng får knust sine fremtidsdrømme.

Hævn er et centralt tema i romanen, der også handler om grov mobning og svigt – det menneskelige, personlige svigt, men også svigt på et mere strukturelt plan. Og måske fortidens synder aldrig har en udløbsdato? Samtidig siver humoren ned mellem siderne, og Assads og nu også dansk/franske Helenas sprogblomster og ordforviklinger får plads. De nye forfattere rammer fint seriens særlige tone. Og så er det første gang, at karakterer i Afdeling Q kæmper med overgangsalder-gener.

Det var på krimimessen i Horsens i 2021, at Jussi Adler-Olsen prikkede Line Holm og Stine Bolther på skuldrene og spurgte, om forfatterduoen ville videreføre Afdeling Q-universet. Mens Line Holm og Stine Bolther har skrevet, har Jussi Adler-Olsen været med til at udtænke plottet, været en tæt sparringspartner og også insisteret på, at romanen skulle få læserne til at knibe en tåre i løbet af de første 30 sider. Netop den ambition er lykkedes fint.

Som i seriens andre bind blandes krimigenren med thriller-elementer, og Jussi Adler-Olsen, og hans forlag, kalder selv Afdeling Q-bøgerne for krimithrillere.

For Jussi Adler-Olsen var ambitionen klar fra begyndelsen; han ville skrive en international bestseller. Han debuterede i 1997 med en 2. Verdenskrigsfortælling, "Alfabethuset", som handler om en flok simulanter på et tysk sindssygehospital. Han fulgte op med "Washington Dekretet" og "Og hun takkede guderne". Han fik fremragende anmeldelser og solgte flot på det europæiske marked.

I serien om Afdeling Q og kriminalkommissæren Carl Mørck tog han fat om genrens dominerende politiske og sociale konventioner, som overvejende placerer ondets rod i det 19. og 20. århundredes overleverede politisk korrumpering, corporate greed, tekno- og bureaukrati eller almindelig afstumpethed. 

Forrådende landsfædre, firmaer, fædre og familier står i kø for at give den sensationelle ondskab krop hos Jussi Adler-Olsen. Selv formulerer han det sådan her i et interview i Politiken i 2009: "Man kan ikke skrive om så dystre sager fra afdeling Q, hvor man f.eks. oplever folk, der udøver vold for sjov, uden at man bløder læserne op undervejs. Det ville være meningsløst at slippe folk ind i det rum." (Carsten Andersen: Dansk succesforfatter: Jeg gider ikke skrive splatter. Politiken, 2009-09-11). 

Det er først og fremmest entusiasmen, fornøjelsen over at kunne, fortryllelsen over genrens mange muligheder og glæden ved at slippe kreativiteten løs, som præger Adler-Olsens krimier. På mange måder er Jussi Adler-Olsens forfatterskab udtryk for en bred tendens i dansk og nordisk spændingslitteratur, hvor socialrealisme og aktuelle problemstillinger bliver baggrundstæppe for forbrydelser af grov karakter i en velskrevet og velorganiseret plotfortælling. 

Forbrydelserne er uforudsigelige, motiverne mange og forskellige, men ofte religiøst, politisk eller socialt bundet op i en ondskabens logik, det kræver et særligt kendskab at spore. Jussi Adler-Olsen skriver ikke med blind afsky for romanernes forbrydere, men ud fra genkendelige motiver, der udleves på uhyggelig vis og resulterer i den ondskab, kun empatiforladte mennesker med et sygt sind kan udleve. 

Det er nærmere reglen end undtagelsen blandt krimiforfattere, som debuterede i samme periode som Jussi Adler-Olsen, at sætte scenen for de første værker i udlandet, tilsyneladende fascineret af forskellige former for angloamerikansk spændingslitteratur. Det gælder forfattere som Morten Hesseldahl, Christian Mørk og Jo Nesbø. Målet er at levere romaner med internationalt snit, der nødvendigvis må foregå et sted langt væk fra den nordiske tryghedsmodel, hvor den kan få fuld gas med alle gode greb og plottænkning. Og som Nesbø, der er kendt for sine kriminalromaner om den kantede, kyniske, men også geniale efterforsker Harry Hole, skriver Jussi Adler-Olsen om en efterforsker, der er introvert og mut, som ofte kommer i clinch med chefer, som bøvler med privatlivet og som går sine helt egne veje for at opklare forbrydelser.

Selvom Carl Mørck er hovedperson i bøgerne om Afdeling Q, portrætterer Jussi Adler-Olsen et specialteam af efterforskere med hver deres særheder og kompetencer, ligesom svenske Arne Dahl gør det i sin krimiserie om A-gruppen. De to forfattere har også samfundskritikken til fælles, selvom den er mere synlig i Dahls kriminalromaner.

Jussi Adler-Olsens krimier handler ofte om magtmisbrug og om hvordan mennesker kommer i klemme, når systemet svigter. Han viser konsekvenserne af, at politiet selv, samfundets elite eller politikere misbruger magt. Det omdrejningspunkt har han til fælles med blandt andre Jens Henrik Jensen i bl.a. hans krimi ”Interregnum”, der er syvende bog i serien om krigsveteranen Niels Oxen.

En anden beslægtet forfatter er Stieg Larsson, der slog sit navn fast med serien om Lisbeth Salander, der også er blevet filmatiseret og en stor publikumssucces. Men effekterne, Jussi Adler-Olsen betjener sig af, er nærmere beslægtet med et par af Larssons svenske landsmænd, krimimakkerne Anders Roslund og Börge Hellström, i hvis ”Tre sekunder" fra 2018 det også er den sensationelle ondskab og hadet, som sætter grundtonen, omend langt mere dystert og forstemmende.