“Den livløse kvindekrop lå som en klud inde i opgangen. Den grå facade var overstænket med røde plamager, og på fliserne var der kun rester af en sammenfiltret masse – hår, kød, tøjstumper og blod, der blev fortyndet i den silende regn regn og trak væk som små, lyserøde bække.”
“Kællingen i Kraków”, side 11.
Det er en almindelig misforståelse, at klicheer er noget skidt. Indenfor spy-thriller-genren er den traumatiserede, utilpassede antihelt-agent, som flikflakker hen over grænsen mellem fyring og ansættelse, en tilbagevendende kliche; koldkrigsromantik og opløsningsstemninger fra landene bag det gamle jerntæppe en anden; forføriske og superfarlige kvinder med en mission en tredje – og så fremdeles med russisk mafia, eks-stasiagenter, Dragunov snigskytterifler og snedige likvideringer. Listen er endeløs, og det, der adskiller den gode forfatter fra den mindre gode er ikke, om han kan undgå klicheerne, men om han kan få dem til at spille. Og det kan Jens Henrik Jensen. De danske krimianmeldere modtog hans trilogi om Jan Jordi Kazanski med begejstring.
Det første bind i serien, “Kællingen i Kraków” fra 1997, blev hans gennembrud og demonstrerede en sikker evne til at ommøbelere fortællingens kronologi og kausalitet til et inciterende virvar af mystiske hændelser og skjulte identiteter. Jens Henrik Jensen mætter teksten med røget sild, red herrings, krimijargon for blinde spor – en kraftig lugt som vildleder sporhunde. Han sender vores hovedperson hid og did i sin jagt på den mystiske titelperson og holder læseren fast med effektive spændingsmomenter, action og en slat erotik. Han benytter en alvidende fortæller, som klinisk veksler mellem synsvinkler, reporterende stil og dækket direkte tale. Et handlingsreferat ville splintre den tindrende række af clifhangers, som gør bogen til en page turner, men vi kan ridse et par forudsætninger op.
21881287
CIA-agent Jan Jordi Kazanski er på lidt af en røvtur, da romanen begynder, og det er der god grund til. Den multilinguale polsk-katalanske amerikaner med russisk blod i årerne har mistet sin kone og sin datter i et attentat begået af den russiske mafia. På sin egen vis har det forbindelse til en mystisk gangsterleder i den smukke gamle polske kongeby Kraków og en hundeglad russisk major, der bliver sprunget i luften af en Boobie Trapped golden retriever – yderst diabolsk – og nogle andre mord i Moskva, samt en forsvunden polsk atomfysiker og et stof, der er så eksplosivt, at man kan lave atombomber på størrelse med håndtasker af det. Jan Jordi er gået i hundene, men bliver hentet ind af ‘tjenesten’ (CIA), fordi han er den bedste mand til at finde kællingen i Kraków, den mystiske gangsterleder, der beskrives således: “Når man ser bort fra Warszawa, så styrer hun tilsyneladende resten af Polen. You name it, og kællingen kan skaffe det. Alt lige fra Mercedes til plutonium. Hun kan også vaske penge. Polen har udviklet sit til et transitland og distributionscentral rundt til alle de tidligere kommunistiske lande og alle SNG-landene. Og det kan vi ikke leve med.” (“Kællingen i Kraków”, side 128.)
Da Kazanski ankommer til Kraków, møder han den danske forretningskvinde, Xenia Pizlo Larsen. De bliver tiltrukkede af hinanden og ender med at følge et fælles spor. Men problemet er, at Kællingen ikke er lige til at finde, og at både den russiske mafia og amerikanske agenter ønsker at få gjort Kazanski kold.
