christian dorph
Foto: Bjarke Johansen

Christian Dorph

cand.mag. Christian Baun, iBureauet/Dagbladet Information, 2013.
Top image group
christian dorph
Foto: Bjarke Johansen
Main image
Dorph, Christian
Foto: Gyldendal

Indledning

Christian Dorph rammer skarpt både krimiens hårdtslående realisme og poesiens fine følsomhed. Karrieren begyndte for 20 år siden med poesi, men har de seneste år mest rummet sprudlende krimier. Hans sprog bugner af sjove anekdoter, rammende detaljer og en stor interesse i den enkeltes eksistentialistiske vilkår samt realismens muligheder.

 

 

51618238

Blå bog

Født: Den 27. august 1966 i Odense.

Uddannelse: Forfatterskolen, 1990 og Cand.phil. i dansk, Aarhus Universitet, 1993.

Debut: Et stykke tid. Lindhardt og Ringhof, 1992.

Litteraturpriser: 11 legater fra Statens Kunstfond, bl.a. et 3-årigt arbejdslegat i 1996.

Seneste udgivelse: Dorph, Christian og Simon Pasternak: Tal til mig. Gyldendal, 2015. Krimi.

Inspiration: Præsident Barack Hussein Obama II, USA.

Periode: Minimalisme i 1990'erne

 

 

 

Christian Dorph i interview sammen med sin skrivemakker Simon Pasternak.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Udrykningskøretøjerne skar som hidsige insekter ind foran en bus og kørte et øjeblik i slowmotion over for det røde lys og forsvandt i den modsatte retning i et gjaldende ekko. Jeg sad på bagsædet i en sort airconditioneret taxa og følte mig som en astronaut på vej væk i en rumkabine.”
”Hylster”, s. 59.

Christian Dorph er født i Odense, men opvokset i København og Gentofte. Han gik ud af 9. klasse som 16-årig og beskæftigede sig herefter fuldtid med politik i VSU (Venstre Socialisternes Ungdom) – Det var en besættelse. I virkeligheden var det en flugt hjemmefra, fordi jeg flygtede fra en blodig skilsmisse. Ved at gå ind i politisk arbejde kunne jeg fornægte min egen baggrund. Tillagde mig en rolle som proletar, partikadre.” (Peter Nielsen: Drømmen om en sød kandiseret røv. Information, 2009-04-02).

I 1985 blev han HF-student som privatist og var elev på Ærø Folkehøjskole i foråret 1986. I det efterfølgende år arbejdede han som militærnægter og flyttede herefter til Aalborg for at begynde på den humanistiske grunduddannelse. I 1988 blev Dorph optaget på Forfatterskolen i København og debuterede to år efter sin afgang med digtsamlingen ”Et stykke tid” (1992). Om sin skrivekløe udtrykker han: Jeg ville rehabilitere mig selv. Jeg havde fornægtet min egen baggrund, ofret mig for en sag, syntes jeg havde et efterslæb, meget eksistentielt som sådan noget er, når man er ung. Man skriver, ikke fordi man føler sig udvalgt, men snarere fordi man føler sig forbandet.” (Peter Nielsen: Drømmen om en sød kandiseret røv. Information, 2009-04-02.).

I 1993 blev han cand.phil. i dansk fra Nordisk Institut på Aarhus Universitet, og i 1995 begyndte Dorph at undervise i filosofi og på skriveværkstedet på Testrup Højskole. Fra 1998 har han dyrket højskolens skrivelinje. Han er stadig beskæftiget på Testrup og er blandt andet kursusleder på initiativet ”Tag og skriv!”. I 1996 modtog han Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat og har i en årrække været formand for forlaget Arena og redaktør på Forlaget Basilisks tidsskrift Banana Split.

Først i 1999 udgav Dorph sin første roman, krimien ”Øjet og øret”, som blev fulgt af ”Hylster” i 2003. Siden har han dyrket genren sammen med forfatterkollegaen Simon Pasternak. De udgør forfatterteamet Dorph og Pasternak og har udgivet tre krimier indtil videre. Se Forfatterwebs artikel om makkerparret her.

I dag bor han sammen med sin kone og fire børn i alderen 10 til 20 år på Testrup højskole nær Aarhus. Han er ganske optaget af politik og nyheder og er ”så træt af vores tids konflikter, af islamister, skægmænd og den evige sort/hvid problematik” (Peter Nielsen: Drømmen om en sød kandiseret røv. Information, 2009-04-02). Derudover savner han Den Kolde Krig, spionspillet og de ideologiske spil.

 

Et stykke tid

”jeg har kun stemmen, den evige kværnen, stemmen som er det yderste, som er det inderste, et skelet, en usynlig anatomi, denne fordobling når man hører sig selv tale lægger mærke til ethvert tonefald som var det ballet,”
”Et stykke tid”, s. 26.

Christian Dorphs debut fra 1992, skrevet i en alder af 26 år, er digtsamlingen ”Et stykke tid”. 33 digte skåret over en metafysisk skabelon med fokus på ”jeg”, væren og hverdag. Grundstemningen er jegets ensomme forhold til verden, hvor hans egen stemme bekræfter ham inderligt og implicit og eksempelvis ”regnen” bekræfter ham eksplicit – ”Det regner på de døde/ og en masse usynlige snore/ forbinder os med verden/” (s. 35).

Digtene fylder hver især max en side, og to steder er digtene samlet i grupper; en på fire og en på tre digte. Det metafysiske tema hjælpes af sted af Dorphs brug af svævende og abstrakte ord, som indikerer idé og grænseløshed – lys, tåge, samvær, nærvær, fravær, forsvinde, glider, røg, tom, vente. For eksempel på side 12 – ”så vi kan nå at opleve/ vægtløsheden før den/ fører os bort”. Dorph har et fokus på den værensmæssige side af hverdagen, og man kan beskrive ”Et stykke tid” som ontologisk poesi. Altså poesi, som forholder sig til substans, væren og essens i verden. Se for eksempel det lille digt ”Dagene” på side 11: ”Dagene er i jorden/ store rustne maskiner/ af lys og tåge/ som solen graver op”. Som en skabelsesberetning i miniature markerer digtet, at dagen kommer med lyset, og med lyset bliver de oplyste elementer til. Lyset graver tingenes og dagenes ”væren” frem i erkendelsen. Kontrasten mellem linje to og tre, som tilsammen danner en indskudt sætning, giver digtet sin indre spænding. Denne spænding, som en fjeder, rummes også i hverdagen og i mennesket, hvor verden på den ene side er tung og fast og på den anden side blot er luftige og indre erkendelser af lys og ideer.

I Dorphs metafysiske verden er et tydeligt digter-jeg tilstede. Jeget refererer til et tvetydigt ”dig” eller ”du”. Den anden person er til tider digter-jegets elskede, andre gange er det læseren. Poesien bliver ganske prosaisk og fortællende, da man på side 33 læser om fysisk nærvær, og på side 34 er den anden person pludselig gravid – ”I din mave vokser et mikroskopisk øre”.

”Et stykke tid” giver med sin pludrende lethed og drømmende jeg mindelser om de franske nybølgefilm som ”Åndeløs” (1960) og ”Hiroshima, Mon Amour” (1959).

 

Øjet og øret

”– Vi er spærret inde i hver vores lille dåse, og så går vi rundt og tror, vi er så satans frie og kan gøre, hvad der passer os. Men det kan vi ikke. Vi er lukket inde. Det er noget, jeg har tænkt over. Jeg er nok ved at blive skør …”
”Øjet og øret”, s. 94.

Det er et indviklet netværk af idéhistorie, forbrydelser og karakterer, Dorph præsenterer i sin første roman og krimi, ”Øjet og øret” (1999). I romanen følger man Frank Harder, som er ny anklager ved retten i Odense. Han bliver dybt involveret i en sag om et grimt mord på en ung kvinde. Først anklages afvigeren og filosoffen Pønit, men det giver ikke helt mening. Harder bliver distraheret af en gammel sag fra 1970, hvor to drenge var anklaget for et modbydeligt barnemord. Til sidst finder Harder frem til, at de to drenge var Pønit og Harders egen kollega Abildgaard, og at den myrdede var ingen ringere end Harders bror. En bror og et mord som hans forældre har holdt skjult for ham i næsten tredive år.

22338307

”Øjet og øret” har igennem de 33 kapitler et levende og hurtigt sprog, som konstant skifter scenarie og emne. Dorph er tydeligvis inspireret af den amerikanske krimitradition med Raymond Chandler og hans intime skrift i spidsen. Her er det ikke kun kriminaliteten, som er i centrum, men lige så meget detektivens indre liv, og der er plads til, at han tolker og føler.

Med sine skift og sit saftige sprog holder Dorph sin læser beskæftiget og underholdt igennem de 191 sider. Som brud på fortællingen krydrer Dorph med to slags tekst. Den ene slags er Harders små fragmentariske, selvbiografiske indlæg, som står i kursiv og lader Dorphs mere lyriske side komme frem. Den anden slags er tre indlæg blot markeret med en, to eller tre asterisk/*. I disse tre afsnit får man med en alvidende fortæller leveret en mere objektiv beretning om mordet i 1970. På side 52 får man præsenteret det 4-årige offer (Harders bror). På side 118 møder han de to drenge (Pønit og Abildgaard). Og på side 164 oplever man det triste mord.

Harder har i romanen kollegaen Kuhnsen ved sin side, og der er megen mandekultur i romanen. Temaet bliver i romanen bekræftet via boksning, fodbold, onani, porno, prostitution, druk og sex. Disse forhold kan kædes sammen med scenen, hvor den 4-årige i 1970 bliver molesteret til døde. Mordet er nemlig et resultat af afsporet leg blandt drengebørn, og Dorph placerer ad denne vej en kritisk kommentar til forholdet mellem ondskabsfuldhed, barndom og testosteron.

 

Hylster

”Det var det ceremoniel, der fulgtes. Den orden, akkuratesse og arkaiske andagt, som følger med, når man har tyende og ikke bare kan smøre sig en rundtenom i tide og utide eller glo i køleskabet efter de bajere, som man godt ved, man har drukket.”
”Hylster”, s. 11.

Christian Dorphs anden roman, ”Hylster”, udgivet i 2003, er igen en herre-krimi. Igennem 253 sider og 25 kapitler følger man detektiven Frank Harder i en lang og kompliceret sag. Han skal opklare noget banalt antisemitisk graffiti mod en jødisk læge, Kreutzfelt, men får langsomt optrævlet en sag med udgangspunkt i Anden Verdenskrig og lægens kirurgiske forsøg på Kz-fanger. En af Kreutzfelts forsøgspersoner er dukket op fra fortiden og vil have hævn. Offeret er Boris Richenko, der nu lever som ”Perkerkongen” på Hotel Phoenix omgivet af en håndlanger og nogle palæstinensiske drenge. Harder får hjælp af Kreutzfelts datter Julie, som han forelsker sig i. Hun har som ung haft et fysisk kærlighedsforhold til sin bror, og broren Jacob er stadig skæbnesvangert tiltrukket af sin søster. Denne konflikt ender med ødipus-undertoner, da Julie blinder sin bror.

24653285

Harder er fortæller i første person datid, og skriver med talesprog, slang og personlighed. Han inkorporerer følelser og minder, hvormed man får en meget menneskelig fremstilling af Harders person. Som afveksling til Harders stemme har Dorph med mellemrum indlagt uddrag fra Kreutzfelts kompromitterende dagbog. Disse afbrydelser fungerer som flashback til tiden omkring Anden Verdenskrig, og kriminalromanen bliver da spændt ud over 60 år med mange intriger. Kreutzfelts korrekte og gammeldags skriftsprog er et fint supplement til Harders nutidige og saftige sprog.

Dorphs detektiv lægger sig tæt op af forfatteren Raymond Chandlers detektiv Philip Marlowe. Begge er hårde, dog moralske, og ser på verden i form af billeder – ”og så vendte han kinden med modermærket til, så det gloede på mig som et stort, brunt øje.” (s. 71). Den hårdkogte noir-stil fra Chandler og 1940'erne videreudvikler Dorph, så Harder er mere følsom og bekymret. Han fremstår sårbar og svag i sin forelskelse i Julie Kreutzfelt og i sin rolle som far til pigen Ena.

Romanen behandler temaet moral. For eksempel på side 9: ”Er alle mennesker bare undskyldt, hvis de er tilstrækkelig uvidende eller dårligt opdraget?”. Temaet ses også i Kreutzfelts samarbejde med den bestialske nazilæge Josef Mengele om at udvikle nye plastikkirurgiske metoder med jøder som forsøgspersoner.

 

de sidste mange år har det handlet om børn

”jeg lukker ned for mit humør jeg venter på at du skal blive træt af mig jeg venter på at du skal blive til musik det er en leg vi har det er en måde at sige det på det er en måde at gentage”
”de sidste mange år har det handlet om børn”, s. 37.

Dorphs seneste digtsamling, ”de sidste mange år har det handlet om børn”, er et antal følsomme refleksioner og minder over barndom, parforhold og moderens sygdom. Digtsamlingen, som er fra 2009, består af syv dele, der tilsammen rummer 35 digte. Digtene er korte, og de fleste består blot af en enkelt strofe. Der er ingen store bogstaver eller tegnsætning. I stedet bruges ekstra afstand mellem ord og linjer til at indikere pauser. Det giver en luftig og svævende fornemmelse og påpeger, at grænser og regler er sat på standby. Alle digtene er præget af det intime og personlige og af en følelse af smertelig selvbiografi – ”det her ønske (om at huske) gør mig usikker   min hjerne fungerer ikke” (s. 16) og ”disse erindringer er som udslæt” (s. 20).

Værket indledes med sætningen ”din kjole sidder skævt”, og man placeres som læser straks i digter-jegets begærlige, maskuline og æstetiske blik, som er tilstede i hele værket. 

27676685

Den første titel, man møder, er ”luksus”, som dækker over ni korte digte med udgangspunkt i at være barn. Disse digte slår vigtige temaer an om død og følelsesmæssige relationer: ”min barndoms fantasi: at dø   jeg forestillede mig min fars og mors sorg når jeg døde” (s. 15). Digtene handler om at forstå sin historie og sit forhold til andre, og ad denne vej at forstå sig selv.

Digter-jeget beskriver, hvorledes han anretter sine barnlige gravsteder og reflekterer over modtagelsen af sin død hos sin familie. Den første grav er under spisebordet, næste grav i haven og tredje grav i klitterne. Denne serie steder peger på en udvikling og frigørelse fra ”i hjem”, til ”udenfor hjem”, til ”væk fra hjem”. Klitterne som sted er netop nær havet og får dermed konnotationer af frihed, bevægelse og fremmede kyster. De gamle hændelser, minder og relationer er ”bag et forhæng”, en Dorph-metafor for at mindes.

Digtene har, udover deres melankoli, en livsbekræftende side, med megen humor og erotik i sætninger som ”æblerne skriger på pik” (s. 31) og ét-linje-digtet ”jeg sætter tænderne i din søde kandiserede røv” (s. 58).

 

Genrer og tematikker

I Dorphs to kriminalromaner finder man den amerikanske noir-tradition med forføreriske kvinder og mænd, som bliver ført bag lyset. Mand/kvinde-forholdet er netop vigtigt hos Dorph, og karakteren Harder kæmper med at få det til at fungere. Men det går tydeligvis ikke, når Harders kvinder bliver dræbt eller er gifte. Grundlæggende lurer en ensomhed i karaktererne, som ikke kan afhjælpes af sociale strukturer som ægteskab, søskende, familie, kollegaer, da svigt og løgn er en allestedsnærværende faktor. I begge krimier er historie og erindring et vigtigt tema – i ”Øjet og øret” som familiehistorie og i ”Hylster” som en større kollektiv historie, der krydres med temaet hævn. I ”Øjet og øret” er det ikke så meget hævn, men mere skyld og uskyldighed, der er på spil. Harder skånes af sine forældre for mordet på sin bror, og hans kollega Abildgaard bærer skylden gennem sit liv og ender side om side med den myrdedes bror, Harder. Begge romaner rummer vilde unge drenge, som kan begå uhyrligheder uden at blinke.

Temaet er forholdsmæssigt populært i dag, og eksempler på aktuelle værker lyder er ”Ondskab” (1981) af Jan Guillou, ”We Need to Talk About Kevin” (2003) af Lionel Shriver, ”Boy A” (2004) af Jonathan Trigell og filmen ”The Good Son” (1993) instrueret af Joseph Ruben og skrevet af Ian McEwan. Temaet barndom med forældre og frihed ligger også grundigt i digtsamlingerne. Man finder endvidere også temaerne maskulinitet og kærlighed. Her er specielt ”Popcorn” og ”de sidste mange år har det handlet om børn” involverede.

Dorphs svar og spørgsmål om, hvordan man er en mand, følges af en generel interesse i eksistentialisme. ”Øjet og øret” er direkte fuld af Søren Kierkegaard, og digtsamlingerne bryder sig med værensspørgsmål, som er spændt ud mellem død og sygdom og erotik og kærlighed. Døden og forgængeligheden, som den syge mor, udfordres af Dorphs humor.

Angående form kan man ikke komme udenom Dorphs ordglæde, som vil overraske enhver læser. Både gamle ord og nyskabelser finder vej ind i hans skrift som ”en passant”, ”dåre”, ”overklassebabe” og ”perkerkongen”.

 

Beslægtede forfatterskaber

Christian Dorph er en professionel læser med en stor appetit. Derfor bruger han også aktivt litteraturhistorien i sit virke. En af hans yndlingsbøger er ”Inferno” (1897) af August Strindberg. ”Det er en fabelagtig selvbiografisk roman, som man bør læse i de her år, hvor vi oplever en bølge af raffinerede autobiografiske bøger, bl.a. af forfattere som Knud Romer, Kim Leine og Karl Ove Knausgård.” (Rasmus Bo Sørensen: Vi må gå til grunde for at leve. Information, 2012-01-13). Som ung i firserne læste han meget Søren Kierkegaard, og dennes ”Frygt og Bæven” (1843) står som et af de værker, der har påvirket ham mest. Inspirationen fra Kierkegaard kommer tydeligt frem i ”Øjet og øret” med sine Kierkegaard-citater og eksistentialisme.

Det er nærliggende at tænke på tyske Juli Zehs roman ”Det sidste spørgsmål”, som udkom på dansk i 2009, når man læser ”Øjet og øret”. Zehs roman har samme evne til at sammenblande filosofiske leveregler og paradokser med romanfigurernes liv, hvilket er en interessant disciplin, hvor teksten får et essayistisk præg. En anden relevant reference for ”Øjet og øret” er ”Døden og passeren” (1942) af Jorge Luis Borges, hvor detektiven Lönnrot læser i religiøse skrifter i stedet for at gå naturvidenskabeligt til værks, som man f.eks. kender det fra Arthur Conan Doyles bøger om Sherlock Holmes. Pointen er, at Harder læser Pønits filosofiske artikler i stedet for at koncentrere sig om selve sagen. Det er et udtryk for Harders egen eksistentielle krise. Harder søger sin egen historie, sin barndom og en forståelse af sine livsvilkår sideløbende med efterforskningen.

Krimimæssigt er Dorph meget inspireret af den hårdtslående amerikanske krimi med Raymond Chandler og Dashiell Hammett i spidsen. Men inspirationen får ikke lov til at stå upåvirket, da Dorph indfletter sin egen poesi og følsomhed. For eksempel er det interessant at opleve, hvordan han har faderrollen og manderollen med i ”Hylster” som en udfordring af kriminaltemaet. Der er pludselig mere på spil end blot professionelle elementer. Man kan sammenligne med Susanne Stauns krimier om Fanny Fiske, der ligeledes har meget privatliv involveret og dyrker spørgsmål om køn og samfund.

Sammen med Simon Pasternak placerer han sig tættere på de svenske forfattere Sjöwall & Wahlöö og den amerikanske James Ellroy, men de dyrker også den modsatte grøft, dramaet: ”Det er ikke et spring væk fra noget, vi kan bare godt lide drama. Tarantino frem for Kieslowski og til hver en tid Nicolas Winding Refn frem for Thomas Vinterberg”. (Louise Helstrup Guldager: Mysterier, mord og spænding. Information, 2010-09-23).

I Dorphs digtsamling ”Popcorn” (2000) ser man tydeligt inspirationen fra Per Højholt og Samuel Beckett. Men Dorph og værket føler sig ikke blot som en omskrivning af Højholts ”Turbo” (1968) – " ... min bog er sgu da et helt andet poetisk rum, en helt anden stemme og et helt andet temperament, som får krop osv. gennem de specielle kærlighedsdigte, socialrealistiske fiktioner og politisk/satiriske indfald m.m. som ikke har en fløjtende fis at gøre med 60'erne og Per Højholt."

(Christian Dorph: Skyum skøjter. Information, 2000-06-16).

 

Bibliografi

Digtsamlinger

Dorph, Christian:
Et stykke tid. Lindhardt og Ringhof, 1992.
Dorph, Christian:
Kontinuum. Lindhardt og Ringhof, 1995.
Dorph, Christian:
Popcorn. Lindhardt og Ringhof, 2000.
Dorph, Christian:
De sidste mange år har det handlet om børn. Gyldendal, 2009.
Dorph, Christian:
En drøm om kærlighed. Gyldendal, 2013. Digte.

Romaner

Dorph, Christian:
Øjet og øret. Lindhardt og Ringhof, 1999.
Dorph, Christian:
Hylster. Gyldendal, 2003.

Krimier

Dorph, Christian og Simon Pasternak:
Om et øjeblik i himlen. Gyldendal, 2005.
Dorph, Christian og Simon Pasternak:
Afgrundens rand. Gyldendal, 2007.
Dorph, Christian og Simon Pasternak:
Jeg er ikke her. Gyldendal, 2010.
Dorph, Christian og Simon Pasternak:
Tal til mig. Gyldendal, 2015.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Christian Dorph

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Dorph, Christian:
Skyum skøjter. Information, 2000-06-16.
Nielsen, Peter:
Drømmen om en sød kandiseret røv. Information, 2009-04-02.
Guldager, Louise Helstrup:
Mysterier, mord og spænding. Information, 2010-09-23.
Sørensen, Rasmus Bo:
Vi må gå til grunde for at leve. Information, 2012-01-13.