Portrætfoto af Christian Dorph
Foto: Lærke Posselt

Christian Dorph

cand.mag. Christian Baun, iBureauet/Dagbladet Information, 2013. Opdateret af cand.mag., ph.d. Mette-Marie Zacher Sørensen, Bureauet, maj 2021.
Top image group
Portrætfoto af Christian Dorph
Foto: Lærke Posselt

Indledning

Christian Dorph rammer skarpt både krimiens hårdtslående realisme og poesiens fine følsomhed. Karrieren begyndte for knap 30 år siden med poesi, har i mange år rummet sprudlende krimier og er nu centreret omkring poesi igen, seneste med samlingen ”Jeg slog min far ihjel” fra 2021. Dorphs sprog bugner af sjove anekdoter, rammende detaljer og en stor interesse i den enkeltes eksistentialistiske vilkår samt realismens muligheder. 

 

38780794

Blå bog

Født: Den 27. august 1966 i Odense.

Uddannelse: Forfatterskolen, 1990 og Cand.phil. i dansk, Aarhus Universitet, 1993.

Debut: Et stykke tid. Lindhardt og Ringhof, 1992.

Litteraturpriser: 11 legater fra Statens Kunstfond, bl.a. et 3-årigt arbejdslegat i 1996.

Seneste udgivelse: Jeg slog min far ihjel. Gyldendal, 2021.

Inspiration: Præsident Barack Hussein Obama II, USA.

Periode: Minimalisme i 1990'erne

 

 

 

Christian Dorph i interview sammen med sin skrivemakker Simon Pasternak.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Udrykningskøretøjerne skar som hidsige insekter ind foran en bus og kørte et øjeblik i slowmotion over for det røde lys og forsvandt i den modsatte retning i et gjaldende ekko. Jeg sad på bagsædet i en sort airconditioneret taxa og følte mig som en astronaut på vej væk i en rumkabine.”
”Hylster”, s. 59.

Christian Dorph er født i 1966 i Odense, men opvokset i København og Gentofte. Han gik ud af 9. klasse som 16-årig og beskæftigede sig herefter fuldtid med politik i VSU (Venstre Socialisternes Ungdom) – Det var en besættelse. I virkeligheden var det en flugt hjemmefra, fordi jeg flygtede fra en blodig skilsmisse. Ved at gå ind i politisk arbejde kunne jeg fornægte min egen baggrund. Tillagde mig en rolle som proletar, partikadre.” (Peter Nielsen: Drømmen om en sød kandiseret røv. Information, 2009-04-02).

I 1985 blev han HF-student som privatist og var elev på Ærø Folkehøjskole i foråret 1986. I det efterfølgende år arbejdede han som militærnægter og flyttede herefter til Aalborg for at begynde på den humanistiske grunduddannelse. I 1988 blev Dorph optaget på Forfatterskolen i København og debuterede to år efter sin afgang med digtsamlingen ”Et stykke tid” (1992). Om sin skrivekløe udtrykker han: Jeg ville rehabilitere mig selv. Jeg havde fornægtet min egen baggrund, ofret mig for en sag, syntes jeg havde et efterslæb, meget eksistentielt som sådan noget er, når man er ung. Man skriver, ikke fordi man føler sig udvalgt, men snarere fordi man føler sig forbandet.” (Peter Nielsen: Drømmen om en sød kandiseret røv. Information, 2009-04-02).

I 1993 blev han cand.phil. i dansk fra Nordisk Institut på Aarhus Universitet, og i 1995 begyndte Dorph at undervise i filosofi og på skriveværkstedet på Testrup Højskole. Fra 1998 har han dyrket højskolens skrivelinje. Han er stadig beskæftiget på Testrup og er blandt andet kursusleder på initiativet ”Tag og skriv!”. I 1996 modtog han Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat og har i en årrække været formand for forlaget Arena og redaktør på Forlaget Basilisks tidsskrift Banana Split.

Først i 1999 udgav Dorph sin første roman, krimien ”Øjet og øret”, som blev fulgt af ”Hylster” i 2003. Siden har han dyrket genren sammen med forfatterkollegaen Simon Pasternak. De udgør forfatterteamet Dorph og Pasternak og har udgivet fire krimier indtil videre. Se Forfatterwebs artikel om makkerparret.

I dag bor og arbejder Christian Dorph på Testrup Højskole nær Aarhus. Han er ganske optaget af politik og nyheder og er ”så træt af vores tids konflikter, af islamister, skægmænd og den evige sort/hvid problematik” (Peter Nielsen: Drømmen om en sød kandiseret røv. Information, 2009-04-02). Derudover savner han Den Kolde Krig, spionspillet og de ideologiske spil. 

Et stykke tid

”jeg har kun stemmen, den evige kværnen, stemmen som er det yderste, som er det inderste, et skelet, en usynlig anatomi, denne fordobling når man hører sig selv tale lægger mærke til ethvert tonefald som var det ballet,”
”Et stykke tid”, s. 26.

Christian Dorphs debut fra 1992, skrevet i en alder af 26 år, er digtsamlingen ”Et stykke tid”. 33 digte skåret over en metafysisk skabelon med fokus på ”jeg”, væren og hverdag. Grundstemningen er jegets ensomme forhold til verden, hvor hans egen stemme bekræfter ham inderligt og implicit og eksempelvis ”regnen” bekræfter ham eksplicit – ”Det regner på de døde/ og en masse usynlige snore/ forbinder os med verden/” (s. 35).

Digtene fylder hver især max en side, og to steder er digtene samlet i grupper; en på fire og en på tre digte. Det metafysiske tema hjælpes af sted af Dorphs brug af svævende og abstrakte ord, som indikerer idé og grænseløshed – lys, tåge, samvær, nærvær, fravær, forsvinde, glider, røg, tom, vente. For eksempel på side 12 – ”så vi kan nå at opleve/ vægtløsheden før den/ fører os bort”. Dorph har et fokus på den værensmæssige side af hverdagen, og man kan beskrive ”Et stykke tid” som ontologisk poesi. Altså poesi, som forholder sig til substans, væren og essens i verden. Se for eksempel det lille digt ”Dagene” på side 11: ”Dagene er i jorden/ store rustne maskiner/ af lys og tåge/ som solen graver op”. Som en skabelsesberetning i miniature markerer digtet, at dagen kommer med lyset, og med lyset bliver de oplyste elementer til. Lyset graver tingenes og dagenes ”væren” frem i erkendelsen. Kontrasten mellem linje to og tre, som tilsammen danner en indskudt sætning, giver digtet sin indre spænding. Denne spænding, som en fjeder, rummes også i hverdagen og i mennesket, hvor verden på den ene side er tung og fast og på den anden side blot er luftige og indre erkendelser af lys og ideer.

I Dorphs metafysiske verden er et tydeligt digter-jeg tilstede. Jeget refererer til et tvetydigt ”dig” eller ”du”. Den anden person er til tider digter-jegets elskede, andre gange er det læseren. Poesien bliver ganske prosaisk og fortællende, da man på side 33 læser om fysisk nærvær, og på side 34 er den anden person pludselig gravid – ”I din mave vokser et mikroskopisk øre”.

”Et stykke tid” giver med sin pludrende lethed og drømmende jeg mindelser om de franske nybølgefilm som ”Åndeløs” (1960) og ”Hiroshima, Mon Amour” (1959).