Portræt af Susanne Staun
Foto: Jørgen Asmussen / Gyldendal

Susanne Staun

cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2010. Senest opdateret af cand.mag. Line Rasmussen, september 2021.
Top image group
Portræt af Susanne Staun
Foto: Jørgen Asmussen / Gyldendal

Indledning

Susanne Staun er en højt respekteret krimiforfatter i Danmark, der er kendt for sin skarpe tunge og vittige pen, både når hun skriver sine bøger og blander sig i den offentlige debat. Hun har mere end 20 bøger på samvittigheden, men er særligt kendt for sine to krimiserier om henholdsvis adfærdspsykologen Fanny Fiske og retsmedicineren Maria Krause. Forfatteren indledte i 2021 en ny serie om forbrydelser i provinsen. 

 

61344454

 

Blå bog

Født: Den 31. december 1957 på i Frederiksberg.

Uddannelse: Cand.phil. i engelsk, 1982. Master i journalistik fra Syracuse University i USA. 

Debut: Sådan lyder en salonriffel. Gyldendal, 1998. Roman.  

Priser: Harald Mogensen-prisen, 2011. Mathildeprisen, 2016.

Seneste udgivelse: De terminale kvinders klub. People’s, 2021. Krimi.

Inspiration: Fanny Fiske og Maria Krause – for det mod forfatteren selv mangler.

 

Susanne Staun fortæller i podcasten “Plotcast” om research og samtaler med retsmedicinere i forbindelse med sine krimier. 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Netop da, mens han hiver mig ind til sig, husker jeg min drøm og gennemskylles af skam. Jeg drømte, at jeg var ansat på et hingstdepot. Mit job bestod i at stå på alle fire som en hund på en hævet plade, mens den ene dyre avlshingst efter den anden bedækkede mig og udspyede sin værdifulde sperm ind i en receptor der til forveksling lignede et lidt for stort kondom, som til lejligheden var placeret i min skede. Det var en pinagtigt ophidsende drøm.”

“Mit smukke lig”, s. 138.

10 minutter i tolv nytårsaften 1957 kom Susanne Staun til verden på Frederiksberg. Som efternøler hos en fornem overlægefamilie fra Frederikssund lå det rebelske ligesom på spring hos Susanne, som udviklede et stort repertoire af drengestreger både i hjemmet og i skolen. For eksempel forsøgte hun at få opmærksomhed fra en køn, ung lærervikar ved at lægge en lort på katederet, og en anden gang dekorerede hun en planche med kropsudsondringer, som hun efterfølgende smækkede op på Willumsens Museum. Hun mener selv, at hun muligvis ville have været diagnosticeret med DAMP, hvis det havde været i dag.

Gymnasieårene forsvandt i en hashtåge, og i 1976 blev hun student på trods af et 00 i matematik, som hun opnåede ved at nægte at udtale sig. På universitetet, hvor hun studerede engelsk, blev hun vækket af Philip Roths forfatterskab og blev superstuderende, og efter den erhvervede Cand.mag.-titel fik hun et Fullbright-ophold på en journalistuddannelse i USA.

Derefter sad hun tungt i en redaktørstol på Egmont-forlaget i ti år. Sideløbende grundlagde hun en familie med tysk ægtefælle og bopæl i mormorens gamle sommerhus i Frederikssund. Alt gik godt og karrierelykkeligt, indtil hun røg ind i en hegnsstrid med naboen. Derefter brugte hun aftenerne på at drikke sig plimmelim af ren og skær ærgrelse, mens hun monomant skrev “du er dum, du er dum …” – lidt ligesom Jack i Stephen King-thrilleren “The Shining”. Men i modsætning til Jack kom der pludselig kød på, og inden længe var det blevet til debuten “Sådan lyder en salonriffel”.

Efter debuten er udgivelserne faldet lige så regelmæssigt som Woody Allens film – med en ny titel hvert år. De fleste rendyrkede spændingsromaner. Og som regel til anmeldernes overvældende begejstring. Selv den notoriske kritiker Lars Bukdahl, som i 20 år har kastet op på et højt niveau over alt, hvad der lugter af skabeloner og et “stort, fedt subjekt” (klar fortæller, klar hovedperson) og andre genregreb, som Susanne Staun også betjener sig af, hylder hende som modbillede til den almindelige elendighed på bestsellerlisterne. “I øvrigt ser jeg ingen grund til, at gode forfattere ikke også burde sælge. Tag sådan én som Susanne Staun! Alt burde tale for, at folk sad og læste hende som besat i lufthavne. De gør det bare ikke” (Søren Kassebeer: Selvfølgelig er jeg højrøvet. Berlingske Tidende, 2004-11-24). 

I et interview fortæller Susanne Staun, at hun har en tilbagevendende fantasi om at “poppe en rocker, der er kommet for godt i gang” (Lotte Thorsen: Barsk krimiforfatter tør ikke gå ud om natten. Politiken, 2010-09-19). I det hele taget kunne Susanne Staun godt tænke sig at praktisere lidt Dirty Harry-justits, men når mørket sænker sig, forsvinder modet, og hun låser dørene og kryber ned under dynen med en peberspray og stungun inden for rækkevidde. Hun er nemlig lidt af en kylling, og det med at rydde op i alverdens psykopater må hendes heltinder tage sig af. De er højt begavede, handlekraftige, overvejende idiosynkratiske kvinder og ligner hver især et godt bud på en verdensrekord i utilpassethed. På det punkt er slægtskabet med deres forfatter måske nemmere at få øje på.
 

Fanny Fiske-serien

“I næsten to måneder, lige siden retssagen, hvor jeg var sigtet for uagtsom voldtægt mod fem mænd, jeg aldrig ville røre med en anden kvindes vagina på en stang, havde jeg været rasende på alle, der deltog i farcen om at få mig uretmæssigt dømt og til overflod skænkede mig en advokatregning på størrelse med Cornwell-Graftons B
“De terminale kvinders klub”, s. 23.

Ud af forfatterskabets mange titler har de syv Fanny Fiske i hovedrollen. Nyeste titel er “De terminale kvinders klub” (2021), og her bliver den aparte adfærdspsykolog og profileringsekspert involveret i en række brutale sager, hvor en klub af kvinder tager hævn på deres køns vegne. Fanny Fiske er en af de mest kontroversielle, krasse, velklædte, sexglade og politisk ukorrekte hovedpersoner i dansk krimi. Samtlige bøger i serien er lige dele vittige og mildt vanvittige, samt stærkt optaget af dagsaktuelle temaer, f.eks. kønspolitik. Om tilblivelsen af Fanny Fiske har forfatteren fortalt: “Hun kom, som så meget andet elskeligt, spadserende af sig selv og bød sig til. (…) Men det skal siges, at jeg havde lungebetændelse og febervildelse, da jeg skrev den første, Som arvesynden (2013, red.). Den var skrevet som en parodi på de seriemorderkrimier, som var det eneste, jeg kunne konsumere, mens jeg var syg, men det fattede ingen. Så måtte jeg jo prøve igen.” (Line Rasmussen: Hun er den veninde, jeg gerne ville have haft. Bogmagasinet, 2021-10-03).

61344454

Fra sin bopæl i en nær, lettere dystopisk fremtid i universitetsbyen Cornwell et sted syd for London hjælper Fanny Fiske politiet i England og det øvrige Europa med at blotlægge den sociale og psykologiske dna på forbrydere uden et sædvanligt motiv. Ud over at hun er hovedperson, så er hun fortæller og præsenterer sig i samtlige bøger omtrent sådan her: “(…) jeg er den legendariske Fanny Fiske, adfærdspsykolog med speciale i profilering af serieforbrydere og forhenværende lektor og emerita ved det Internationale Institut for Kriminologi, og jeg er velhavende, fordi jeg altid har været arbejdsnarkoman og i øvrigt er svævende på aktiemarkedet.” (“De terminale kvinders klub”, s. 10). 

Fanny Fiske taler ikke om sin alder, men det er der andre, der gør, og romanerne udspiller sig i årene op mod hendes pension, der er fremrykket, fordi hun overarbejder og ikke holder ferie. Hun ligner alligevel en 35-årig. Det er der en grund til. “Jeg har købt mig til stram hud i alle led (kniv), og hver sjette måned får jeg injiceret Restylane i de dybe nasolabiale furer og i den rasende rynke mellem øjenbrynene. (…) Sådan er det. Og det er sådan, fordi jeg ikke vil finde mig i, at kvinder kun tildeles et liv på omkring de 40 år. For som jeg altid siger. Det er slemt nok, at vi alle skal dø, men at man som attråværdig kvinde ovenikøbet skal finde sig i så kort en levetid, det behøver man ikke at acceptere.” (“Liebe”, s. 24). 

Fast inventar i bøgerne er Fanny Fiskes bedste veninde Polly-Jean Harvey (som sangerinden PJ Harvey), samt den tilbagevendende plageånd og sladderbladsjournalist, som igen og igen sværter Fiske til, Hanif Kureishi (som den britiske forfatter). Begge relationer bliver temmelig udfordrede hen ad vejen.
Alle bøger er baseret på en stærk og gerne morsom idé. I “Mit smukke lig” (2002) har Fanny Fiskes chefer f.eks. besluttet, at hun skal pensioneres. Det rammer hende hårdt, og hun overvejer sine muligheder, som hun i korte træk koger ned til selvmord eller ikke selvmord. Heldigvis viser det sig, at der er en seriemorder på spil, og denne får hende ud af håbløsheden. I “Kønslig omgang” (2020) bliver den sexsultne adfærdspsykolog ramt af #MeToo og sigtet for uagtsom voldtægt mod fem mænd, samtidig med at hun skal opklare en række voldtægter, der hærger Cornwell-Graftons barer. 

Apropos barer, så betragter forfatteren selv nærværende serie som et frit forum for snak: “Fanny-bøgerne er ligesom en bar, hvor alting er tilladt, og ordet er frit, og det er en bar, jeg savner i det virkelige liv. (…) Jeg savner helt generelt et sted at folde diskussioner ud, især dem, som der er stærke meninger om – og det er ikke kun kønspolitik – og se på dem fra alle sider, for det kan man ikke uden udskamning gøre i den offentlige debat, som efterhånden er en stiv krikke. Enten er man for eller også er man imod, og jeg står altid midt i og kigger fra den ene til den anden og siger: Jamen …” (Line Rasmussen: Hun er den veninde, jeg gerne ville have haft. Bogmagasinet, 2021-10-03).