Med en scene fra en parkeringskælder i det indre København åbner Kaaberbøl og Friis det fælles forfatterskab i “Drengen i kufferten” fra 2008. En kvinde bakser en kuffert om bag nogle containere, hvor hun regner med, at overvågningskameraerne ikke kan se hende. “Hun ville ikke have den i sin bil før hun vidste, hvad der var i den. Den var ikke låst, kun lukket med to kliklåse og en kraftig kuffertrem. Hendes hænder rystede, og den ene var stadig helt blodløs af at bære den uhåndterlige vægt så langt. Men hun fik spænderne op og åbnede låget.” (side 7). I kufferten ligger en svært forkommen og dehydreret dreng. Kvinden, som åbner den, er Nina Borg, og således bliver vi introduceret til henholdsvis titelfigur og hovedperson.
Nina Borg har svært ved at få arbejde og familieliv til at hænge sammen. Hun arbejder på et asylcenter i Kulhuse, og den elendighed, hun ser, tvinger hende til at fortsætte indsatsen efter fyraften i et netværk, som skjuler illegale flygtninge. Nu står hun så også med ansvaret for en bortført dreng, for med sit kendskab til livet på asylcentrene vil hun ikke overlade ham til myndighederne. Det er ikke just noget, der gør det nemmere for hende at leve op til geologmanden Morten og deres to børns forventninger. Men de nødstedte og udstødte kommer først, og hun giver sig ufortrødent på jagt efter drengen i kuffertens oprindelse: Det viser sig dog at være lidt af en opgave, da han kun taler lidt og i hvert fald ikke dansk, men muligvis et østeuropæisk sprog, forekommer det hende. Opgaven bliver ikke nemmere, da hun pludselig får en gorilla på nakken. Det er ham, som har skippet drengen af sted, og han er ikke spor glad for, at Nina har opsnappet kufferten, som skulle have indbragt ham en hulens masse penge.
27522181
Handlingen er lagt ud på fire spor og drevet relativt effektivt fremad med cliffhangers, filmiske klip, øretæver og ret ubehagelige mord hist og her. De fire spor følger fire karakterer: Nina, moren til drengen i kufferten, en rig nordsjællandsk nyrepatient og den gangster, som har bortført drengen. Ikke mindst de psykologiske og sociale dimensioner er pointerede og præcise: “Den første gang hun gik til skrifte … det føltes så voksent, så betydningsfuldt. Hun var gammel nok til at synde. Ordet foldede sig ud inde i hende med en duft af mørke og svovl, skyld og fortabelse, men først og fremmest var det spændende. Spændende, lige som mors søster Tante Jolita, som boede i Vilnius og som ingen rigtigt ville tale om. (…) Og nu lå denne verden af synd og bekendelse også åben for hende.” (side 66). Også den tilbagevendende ironi er ganske velfungerende: “Jeg skulle have gjort det selv, tænkte han hidsigt. Men det er typisk. Man lægger omhyggelige planer. Man har styr på det. Og så kommer der en fucking måge og ødelægger det hele.” (side 55). Somme tider er ironien tør: ““Hvordan så hun ud?”, spurgte hun for det usandsynlige tilfælde at det måske var Darius søster eller mor.
“Nydelig. Høj og lyshåret og nydeligt klædt. Ikke en af de der billige typer”, sagde Fru Mazekiene. Ikke Darius søster, i så fald.” (side 48).
Alle fire spor ender det samme sted – på en rigmandsadresse et sted nord for København, hvor tingene bliver sat på plads i en shoot out, hvor Friis og Kaaberbøl med Peter Høegsk finesse får placeret forbrydelsens udspring i det bedre borgerskab. Som Politikens anmelder Anette Dinesen Sørensen begejstret formulerer det: “Og undskyld sammenligningen, men hvis Kaaberbøl og Friis var et selvsamler-møbel fra IKEA, ville det være første gang, jeg ikke var nødt til at klage over alle de dimser, der mangler. Forfatterparret har med overbevisende sparring vendt hver en sten, så samtlige romanens dele og detaljer er finjusteret, strammet og tilpasset helheden.” (Anette Dinesen Sørensen: Nyt makkerpar leverer fornem pageturnerunderholdning. Politiken, 2008-11-03). Politikens anmelder var ikke den eneste, som lod sig overbevise. “Drengen i Kufferten” endte med at få prisen for årets bedste danske krimi, Harald Mogensen prisen.
