Camilla Läckberg
Foto: Magnus Ragnvid / People's Press

Camilla Läckberg

journalist, cand. mag. Kirstine Ersbøll Meyhoff, iBureauet/Dagbladet Information. 2012.
Top image group
Camilla Läckberg
Foto: Magnus Ragnvid / People's Press
Main image
Läckberg, Camilla
Foto: Toke Hage / POLFOTO

Indledning

Med lilleputsamfundets fortrængninger, religiøse vanvid og latente aggressioner som omdrejningspunkt er svenske Camilla Läckbergs romaner om skærgårdsflækken Fjällbacka stormet ind på bestsellerlister i hele Norden, og Läckberg har på få år fået status som ”den ny krimidronning” efter landsmanden Liza Marklund. Seriens gennemgående hovedpersoner er kæresteparret Erica Falck og Patrik Hedström, henholdsvis forfatter og politimand, som mødes i den første roman, hvor de sammen opklarer mordet på Ericas barndomsveninde, Alexandra. Fjällbacka-romanerne kan således læses som selvstændige krimier, men et væsentligt fokus hos Camilla Läckberg ligger i den udvikling, Erica og Patriks forhold gennemløber fra roman til roman. Hermed indføjer Camilla Läckbergs serie sig i femikrimiens univers, hvor afsløringen af forbryderen er intimt forbundet med blotlæggelsen af helt(ind)ens privatsfære.

 

46370678

Blå bog 

Født: 30. august 1974 i Fjällbacka, Norra Bohuslän, Sverige.

Uddannelse: Civiløkonom, Göteborg Handelshögskola.

Debut: Isprinsessen, 2005 (Isprinsessan, 2003).

Litteraturpriser: SKTF Prisen Årets Forfattere (Sverige), 2005. Folkets Litteraturpris (Sverige), 2006.

Seneste udgivelse: Det gyldne bur. People's Press, 2019. Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild. Roman.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Ligets øjne var, barmhjertigt nok, lukkede, men læberne changerede i skarpe blå toner. En tynd skorpe af is smøg sig til skikkelsen og skjulte underkroppen helt. Højre arm hang slap og marmoreret langs badekarrets kant med fingrene dyppet i den levrede blodpøl på gulvet. På kanten af badekarret lå et barberblad. Den anden arm var kun synlig over albuen, resten lå skjult under isskorpen. Også knæene stak op gennem den frosne overflade. Alex’ lange lyse hår lå spredt ud som en vifte over badekarrets hovedende, men så skrøbeligt og frossent ud i kulden.”

”Isprinsessen”, s. 12

Jean Edith Camilla Läckberg er født 30. august 1974 i den lille fiskerby Fjällbacka i Norra Bohuslän på den svenske Kattegatkyst. Det var et stærkt troende miljø, hvor kirkegang, bøn og søndagsskole var normen, og moralen var streng. Fjällbacka var et sted, hvor det var forbudt at træde ved siden af: ”…noget af det, jeg husker tydeligst fra min barndom og ungdom, var spørgsmålet, ”Hvad vil folk sige?!”. Det var et meget religiøst samfund med mange restriktioner. Derfor handler mine bøger også meget om skyld og skam.” (Interview i BogMagasinet, nr. 6, 2008, s. 6-8). (Interview i BogMagasinet, nr. 6, 2008, s. 6-8).

Som barn var Camilla Läckberg tidligt meget optaget af at skrive, og uhyggen var fra begyndelsen udtalt. Allerede som femårig skrev hun en bloddryppende fortælling ”Tomten”, der handler om mordet på julemandens kone. De dystre historier fortsatte i skolen og i gymnasiet, hvor hendes fascination af død og lemlæstelse fik en bekymret klasselærer til at spørge, om der var problemer derhjemme. Det var der ikke – til gengæld havde teenagepigen Camilla en stor drøm om at blive krimiforfatter.

Efter endt skolegang blev drømmen dog sat på standby. Camilla Läckberg flyttede til Göteborg, hvor hun uddannede sig til civiløkonom, og siden rykkede hun til Stockholm, hvor hun arbejdede i et par år. Hun trivedes imidlertid slet ikke med jobbet, og i 1998 tog hun det første skridt på vejen til en karriere som forfatter. Hun deltog i kurset ”At skrive krimi”, en gave fra hendes mor, bror og daværende ægtemand. Det satte gang i skriverierne, og i 2003, i samme uge som hun fødte sit første barn, sønnen Wille, fik Camilla Läckberg antaget krimien ”Isprinsessan” på forlaget Forum.

Siden er det gået slag i slag for Camilla Läckberg: ”Isprinsessen” er blevet til en serie på foreløbig fem romaner, der alle foregår i og omkring barndomsbyen Fjällbacka. For hvert bind er seriens popularitet vokset støt. Alene i Sverige har Läckbergs bøger solgt mere end 2 millioner eksemplarer, og i 2006 var hun Sveriges absolut bedst sælgende forfatter. Populariteten blev kun understreget yderligere, da hun samme år modtog ”Folkets Litteraturpris”, der er en svensk læserpris i stil med den danske ”Læsernes Bogpris”. I 2007 viste svensk tv filmatiseringerne af de første to romaner, ”Isprinsessen” og ”Prædikanten”, og flere filmatiseringer er på vej.

Fra foråret 2008 introduceres Läckbergs forfatterskab på det amerikanske bogmarked, ligesom Fjällbacka-serien allerede udkommer på de fleste europæiske sprog.

Camilla Läckberg er fraskilt og bor i dag i Stockholm med sine to børn, Wille på fem år og Meja på tre år, samt kæresten Martin Melin, der er politimand og vinder af Robinson Ekspeditionen i 1997. De to mødte hinanden i forbindelse med, at hun researchede til den fjerde bog i Fjällbacka-serien, ”Ulykkesfuglen”. Den svenske sladderpresse har dækket forholdet intenst, fordi Camilla Läckberg stadig var gift, da hun indledte forholdet til Martin Melin.

Isprinsessen

Der er foreløbigt udkommet fire bøger på dansk om makker- og kæresteparret Erica Falck og Patrik Hedström og deres oplevelser i Fjällbacka, der på overfladen er indbegrebet af svensk idyl, men som serien skrider frem viser sig at være en veritabel morderrede. Eller, som byen finurligt præsenteres på forfatterindens hjemmeside: ”Välkommen till Fjällbacka – Sveriges högsta mordstatistik!”. For ja, man kan efterhånden spørge sig selv, om så lille en by kan blive ved med at skjule flere bestialske drabsmænd, uhyggelige familiehemmeligheder og psykopater. Indtil videre har Camilla Läckberg dog tilsyneladende ikke haft besvær med at finde på nye uhyrlige skeletter i skabene, så mon ikke Fjällbacka bliver ved med at indtage den lidet misundelsesværdige – men omvendt ganske fascinerende – førsteplads i nogle år endnu?

25751906

Serien begynder med Camilla Läckbergs debutroman, ”Isprinsessan” fra 2003 (”Isprinsessen”, 2005), hvor vi første gang møder den kvindelige hovedperson, Erica Falck. Erica er forfatter til en række biografier om store svenskere, senest en om forfatterinden Selma Lagerlöf, men er ikke synderligt tilfreds med tilværelsen generelt. Hun er i starten af trediverne, single og har netop mistet sine forældre i en tragisk bilulykke. Da romanen starter er Erica tilbage i fødebyen Fjällbacka for at rydde op i forældrenes hjem, men hun har ikke været der længe, før barndomsveninden Alexandra Wijkman, som hun ikke har haft kontakt med siden de begge var teenagere, bliver fundet død i sit badekar. Det ligner selvmord, men er det nu også det? Alexandras sørgende forældre beder Erica om at skrive en bog om den smukke og succesrige Alexandras liv, og undervejs går det op for Erica, at der gemmer sig nogle frygtelige hemmeligheder i Alexandras familie. For hvad var årsagen til, at Alexandra pludselig blev taget ud af skolen midt i et skoleår og Erica aldrig siden genså hende? Ericas jagt på sandheden bringer hende i kontakt med en anden gammel bekendt fra fortiden, den jævnaldrende og yderst dygtige, lokale politimand Patrik Hedström. Sammen graver de i gåden om Alexandra, og snart viser det sig, at den pæne og renskurede skærgårdsidyl Fjällbacka har adskillige lig i lasten, blandt andet i byens socialt belastede forstad, som ikke hører med til den officielle postkortversion af feriebyen. I disse passager lægger ”Isprinsessen” sig overbevisende i sporet fra den klassiske svenske tradition for samfundskritiske krimier, som blev indstiftet af Maj Sjövall og Per Warlöö i 1960’erne og 1970’erne.

Derudover står ”Isprinsessen” tydeligvis i gæld til Liza Marklunds krimier om journalisten Annika Bengtsson. Camilla Läckberg er således ligesom Liza Marklund meget eksplicit optaget af at tegne et intimt og hverdagsagtigt portræt af sin kvindelige hovedperson: Den daglige optælling af Weight Watchers points, frustrationer over tilværelsen som ikke-længere-helt-så-ung single, forholdet til forældrene og endelig forelskelsen i og forholdet til Patrik Hedström. Et væsentligt motiv i historien er også Ericas komplekse forhold til søsteren Anna, der er gift med en psykopatisk, voldelig ægtemand – en historie, som ikke finder nogen forløsning i romanen, men peger fremad mod de næste bøger i serien.

Prædikanten

I ”Predikanten” fra 2004 (”Prædikanten” 2006) sveder Fjällbackas indbyggere under den værste hedebølge i mands minde, og lige som man venter på det helt store rykind af velbeslåede, idylhungrende turister bliver en ung kvinde fundet myrdet i en kløft i udkanten af byen. Politiet bliver kaldt til stedet, og neden under liget finder man snart skeletterne af yderligere to kvinder. En seriemorder er tydeligvis på spil. Patrik Hedström bliver sat på sagen, og sammen med sine mere eller mindre håbløse kolleger går han i gang med at optrevle gåden om de døde kvinder. Det er et kapløb med tiden, for alt tyder på, at morderen vil slå til igen, og bystyrets pres på politiet vokser: Morderen skal findes, ellers vil Fjällbackas vigtigste erhverv, turismen, lide store tab.

25882040

Alt imens Patrik forsøger at komme til bunds i sagen, går Erica højgravid rundt derhjemme og er ved at gå ud af sit gode skind i varmen og sin tiltagende tyngde – og ude af stand til at deltage i efterforskningen. I den forstand er ”Prædikanten” ikke en klassisk femikrimi, fordi kvinden er kørt ud på et efterforskningsmæssigt sidespor og i stedet for at agere ”actionwoman” udfylder en traditionel kvinderolle. Omvendt er Erica ikke som hovedperson mindre i fokus, end hun var i ”Isprinsessen”, tværtimod fylder hendes trængsler i graviditetens sidste tid rigtig meget i ”Prædikanten”. Hermed understreger Camilla Läckberg en vigtig pointe, nemlig den, at hendes figurers personlige udvikling undervejs i serien har ligeså stor vægt som det afsluttede krimiplot, der udfoldes i hver enkelt roman. Erica holder ikke op med at være interessant, fordi hun er gravid og dermed er afskåret fra den hektiske morderjagt, hun uden at kny kastede sig over i den første roman. Hun er blot – af helt naturlige årsager – midlertidigt på ”standby”. Imens tager hendes mandlige partner sig af krimigåden, og det er der ikke noget mærkeligt eller mandschauvinistisk i. Sådan må det nødvendigvis være.

Selvom ”Prædikanten” ikke er en femikrimi i traditionel forstand, kan den siges at føje nye nuancer til selve begrebet femikrimi. Den kvindelige hovedperson er ikke fastlåst i sin identitet som opdager, men glider ind og ud af de roller, livet som kvinde i øvrigt byder på, kæreste, gravid, mor og så videre.

Stenhuggeren

I lighed med den foregående roman i serien placerer også ”Stenhuggaren” fra 2006 (”Stenhuggeren” 2007) Erica Falck på et sidespor som opdager, idet hun i dette tredje bind i serien er nybagt mor og mindre end nogensinde kan løsrive sig fra hjemmet. Alligevel har hun som den kvindelige hovedperson en fuldkommen central rolle som omdrejningspunkt for et krimiplot, der netop sætter fokus på og problematiserer forestillingerne om moderrollen. Erica lider åbenlyst af en alvorlig fødselsdepression efter at være nedkommet med hendes og Patriks datter Maja, og dermed kommer hun til at fungere som spejl for den historie om svigtende mødre, ”Stenhuggeren” som kriminalroman helt overordnet handler om. Romanen tegner et dystert portræt af moderrollen, idet Camilla Läckberg går til kernen i myten om den altopofrende moder.

26665671

”Stenhuggeren” starter med, at nogle fiskere finder liget af en syvårig pige i Fjällbackas havn. Hvad der i første omgang ligner en tragisk drukneulykke, viser sig snart at være koldblodigt mord. Den lille pige har ikke havvand i lungerne, men ferskvand iblandet sæberester. Alt tyder på, at hun er blevet druknet i et badekar.

Igen sættes Patrik på opgaven, og igen er det hans kløgt, der, på trods af det rystende uduelige politikorps på den lokale politistation, leder efterforskningen på sporet af den uhyggelige gåde bag barnemordet.

Som et hidtil uset træk i serien bygger Camilla Läckberg romanen op som en fortælling på to tidsplaner: Den nutidige mordefterforskning i Fjällbacka og en grusom historie om svigt og ondskab, der fandt sted firs år tidligere i samme område. En historie, der handler om, hvor langt en kvinde vil gå for at kontrollere sit eget liv – også selvom det koster livet for de børn, hun ifølge en på alle måder kulturbærende myte skulle vogte med sit eget liv.

”Stenhuggeren” er således uden tvivl Camilla Läckbergs mest helstøbte krimi indtil videre, dels fordi den er mere komplekst opbygget end de øvrige romaner i serien, dels fordi hun helt grundlæggende tager fat i et uhyre spændende stof og formår at rejse nogle interessante spørgsmål undervejs, uden dog nogensinde at give køb på spændingskurven og plottets kvalitet. Hvad de to sidstnævnte faktorer angår er ”Stenhuggeren” også den langt mest velfungerende af Läckbergs romaner.

Ulykkesfuglen

”I dagene, der fulgte, følte hun sig så forunderligt fri, at hun indimellem måtte se på sine fødder for at forvisse sig om, at hun ikke svævede. Udadtil havde hun anlagt den korrekte maske og ageret den sørgende enke og mor, men indeni havde hun moret sig over, hvor let det var at narre disse stupide og enfoldige mennesker. Og den største idiot af dem alle havde været hendes far. Hun havde haft en vild lyst til at fortælle, hvad hun havde gjort, at holde sin forbrydelse op foran ham som en skalp og sige: ”Se lige her, hvad du har gjort! Se bare, hvad du drev mig ud i, dengang du fordrev mig som en babylonisk skøge!”
”Stenhuggeren”, s. 468-69.

Den seneste af Camilla Läckbergs krimier, der er blevet oversat til dansk, er ”Olycksfågeln” fra 2006 (”Ulykkesfuglen” 2008). Der er gået omtrent et år, siden vi sidst var i Fjällbacka, Erica og Patrik er ved at finde en rytme som forældre, det er forår, og et bryllup er under opsejling. Men så bliver Patrik og hans nye kollega, den dygtige Hanna Kruse, kaldt ud til en færdselsulykke, hvor en kvindelig bilist er blevet slået ihjel. Det ligner umiddelbart et alkoholrelateret uheld, men der er noget ved hele sagen, der nager Patrik. I den forulykkede bil finder man en afreven side af Brødrene Grimms eventyr ”Hans og Grete”, og som romanen skrider frem går det op for Patrik, at morderens motiv er knyttet til denne klassiske fortælling om indespærring af og vold mod børn. Opklaringsarbejdet bliver imidlertid forplumret godt og grundigt af det veritable rykind af tv-folk, journalister og fans, der følger i kølvandet på realityshowet ”Fucking Tanum”, der har valgt at beære lokalsamfundet med sin tilstedeværelse under optagelserne af den seneste sæson

”Fucking Tanum” er, som den slags realityshows ofte også er i virkeligheden, fuld af mere eller mindre afsporede, selvcentrerede, men reelt dybt tragiske og ensomme unge mennesker, der i den iscenesatte indespærring og daglige overvågning af hundredtusindvis af seere søger den bekræftelse, livet ellers langt fra har givet dem. ”Fucking Tanum” sætter Fjällbacka og omegn på den anden ende og splitter lokalsamfundet i to, dem, der afskyr det usmagelige show og al den hurlumhej, det fører med sig, og dem, der tager imod det med kyshånd, fordi det giver mediebevågenhed til byen. Panikken breder sig imidlertid i begge lejre, da en af showets populære, kvindelige deltagere bliver fundet brutalt myrdet efter en fest i byen. Jagten på morderen går ind, men har drabet på realityprinsessen nogen forbindelse til den forulykkede kvinde og de mord rundt omkring på Sveriges vestkyst, som Patrik og Hanna efterhånden får kædet sammen med bilulykken, fordi der i nærheden af ofrene bliver fundet en side fra ”Hans og Grete”?

27173845

I lighed med ”Prædikanten” og ”Stenhuggeren” er Erica også i denne omgang placeret på sidelinjen i forhold til mordefterforskningen, men Camilla Läckberg forbliver tro mod hende, hvad angår opmærksomhed i fortællingen. Erica er blevet mor, og rollen som mor - med dens glæder og fortrædeligheder - er i Camilla Läckbergs krimiunivers ingenlunde ubetydelig eller for triviel til at blive udforsket i form af en parallelhistorie til opklaringsarbejdet. Men Camilla Läckberg har også et velgennemtænkt sigte med at tematisere moderrollen så intenst i disse seneste bøger: Hermed binder hun en sløjfe tilbage til ”Isprinsessen”, hvor hele udgangspunktet for Ericas tilbagevenden til Fjällbacka var hendes forældres voldsomme og uventede død. I begyndelsen af ”Isprinsessen” kredser Ericas tanker om moderen, der gennem hele Ericas barndom virkede underlig fjern, ofte urimelig streng og frem for alt ude af stand til at vise ømhed, og det erindringsbillede har læseren for længst glemt alt om, da Erica i slutningen af ”Ulykkesfuglen” finder en række dokumenter og billeder på loftet i sine forældres hus – hvor hun og Patrik nu bor – som lader ane, at hun langtfra kender alt til sandheden om sin mor. Her slipper Camilla Läckberg sin heltinde ”tilbage” i det gådefulde univers, hvor krimilitteraturens efterforskere, opdagere og snushaner bevæger sig og byder hende så at sige tilbage fra sin tre bind lange barsel.

Slutningen af ”Ulykkesfuglen” er således en veritabel ”cliffhanger”, der lader læseren tilbage med en række ubesvarede spørgsmål og stor appetit på næste bind af Fjällbacka-serien. Kursen er allerede lagt for længe siden, og Camilla Läckberg forbliver gennemført tro mod den. Det er familiens blod, der flyder i hendes bøger, og før eller siden kan heller ikke opdageren holde det fra livet, men må lukke sin egen slægts skeletter ud af skabet. Det er det, slutningen af ”Ulykkesfuglen” varsler. Danske læsere må spændt vente til næste bind, ”Tyskungen”, som udkom på svensk i 2007.

Lilleputsamfundets farlige fortrængninger

Som allerede nævnt er rammen om Camilla Läckbergs krimier det lille skærgårdssamfund Fjällbacka på Sveriges vestkyst, hvor hun selv er opvokset. I sine romaner øser hun af egne erfaringer i miljø- og personskildringer, og hendes indgående kendskab til lilleputsamfundets typer og karakteristika bidrager således til en meget levende iscenesættelse af gerningsstedet Fjällbacka med dens provinsielle nid og nag, sladder, sekteriske religiøsitet, bornerthed og gensidige overvågning.

Fjällbacka er således en fremragende ramme om forbrydelsen. Det lille samfund kan ganske enkelt ikke ”rumme” alle de frustrationer, had og hævngerrighed, som før eller siden hober sig op indenfor de snævre rammer. Den provinsielle, småborgerlige moral byder folk at stoppe diverse skeletter så langt ind i skabene som muligt og feje alt snavs ind under gulvtæppet, men der er så at sige ikke plads i længden. Ligesom når en kedel koger. Bliver trykket for højt, springer ventilen af. Camilla Läckberg formulerer det selv således i et interview: ”Det er helt klart, at den lille by fungerer fantastisk som ramme for en krimi. I en lille by kan du ikke slippe væk, alle er så tæt på hinanden, at det faktisk må gå galt på et eller andet tidspunkt. I en lille by er der altid noget, folk skjuler for hinanden, fordi alle holder øje med alle. Det er det samme, der sker i reality-showet, hvor en hel nation sidder og overvåger nogle mennesker gennem tv’ et og computeren. Det har jeg brugt i ”Ulykkesfuglen”, hvor Fjällbacka er rammen om optagelserne af realityshowet ”Fucking Tanum”. Provinsbyen og realityshowet spejler hinanden – det er lukkede rum, fængsler, men udadtil prøver man at opretholde en idyllisk facade”. (BogMagasinet, nr. 6, 2008, s. 6-8).

Det er netop denne logik, Camilla Läckberg udfolder i sin Fjällbacka-serie. Mordene i hendes romaner udspringer af de forkvaklede familiestrukturer, der trives i et miljø, hvor overflade og udvendig, moralsk styrke dækker over ukontrollable drifter, magtesløshed over for tilværelsen, alkoholisme, religiøs fanatisme, selvhad og hævngerrighed hinsides enhver rimelighed. Tilsvarende er forbrydelserne i Camilla Läckbergs romaner ekstremt brutale og udspekulerede, og så meget desto voldsommere virker de, fordi de finder sted inden for rammerne af et samfund, der er indbegrebet af pænhed og korrekthed. Et samfund, der registrerer og væmmes ved alle små brud på normaliteten – men slet ikke ænser de virkelige forbrydelser, før det er for sent. Ligesom de nære relationer i den kollektive bevidsthed forbindes med tryghed, på samme måde figurerer det landlige lilleputsamfund et sted i den urbane bevidsthed som en oase af fred og ro, et sted, moderniteten aldrig har fået bugt med, og derfor opsøger vi det i vores ferier i nostalgisk jagt på det ægte og uspolerede.

Men intet paradis uden en slange, og Fjällbacka-idyllen har foreløbig vist sig leveringsdygtig i adskillige. Der er måske ikke så dejligt ude på landet som vi gik og troede – eller rettere, som vi ynder at bilde os ind, at der er. Men selvom Läckbergs krimier insisterer på at vise vrangsiden af det provinsielle glansbillede, forbliver forestillingen om idyllen i en vis forstand intakt.

Det faktum, at krimiplottet udfolder sig indenfor så snæver en ramme, som det gør i Fjällbacka-serien, betyder, at ”forbrydelsens element” i hver enkelt roman afdækkes fuldt og helt og dermed opløses. Alt bliver oplyst, retfærdigheden sker fyldest, og der er ikke noget, der undslipper det provinsielle, familiære, lukkede kredsløb. Forbryderen er en ener, der handler på egen hånd, han eller hun er ikke del af et større, uoverskueligt netværk, men er drevet af personlige, ofte meget følelsesladede rationaler. Når vedkommendes ugerning først er afsløret er gåden endegyldigt løst, lilleputsamfundets organisme er helbredt for en ubehagelig svulst, og sygdommen har ikke bredt sig. I den forstand genoprettes forestillingen om det landlige samfunds grundlæggende uforanderlighed midt i en kaotisk verden af uoverskuelige netværk og grumsede fjendebilleder.

Hvor storbyens og den globaliserede verdens kriminalitet udmønter sig som genkommende symptomer på den samme uhelbredelige sygdom – symptomer, der for en tid, det vil sige i løbet af den enkelte roman, kan slås ned, men ikke udryddes endeligt – er det provinsielle samfunds ondskab chokerende grum, men kommer altid til udtryk som et enkeltstående tilfælde, der med lidt snilde og kløgt kan fjernes fra jordens overflade.

Den morderiske familie

Et gennemgående tema i Camilla Läckbergs Fjällbacka-krønike er forholdet mellem forældre og børn. Man kan således efterhånden som serien er skredet frem tale om et tematisk omdrejningspunkt, den røde tråd i den kæde af forbrydelser, serien som helhed blotlægger. En kæde af forbrydelser, der altså ikke alene er betinget af det provinsielle fængsel, men også – i den Läckbergske logik – synes at knytte sig til det ganske særlige, intime og hengivne forhold, der er mellem forældre og børn. Eller rettere, til det forældre-barn-forhold, der kulturelt og historisk set forbindes med en særlig intimitet og hengivenhed. For heri består nemlig den latente kritik i Camilla Läckbergs krimiunivers. Her sættes ikke bare spørgsmålstegn ved værdien af forældre-barn-forholdet, der rejses også tvivl om, hvorvidt den højt besungne kærlighed mellem forældre og børn vitterlig altid er til stede. Krimiplottet i Läckbergs romaner blotlægger altid – mere eller mindre eksplicit – forældre-barn-forholdet som en afgrund af uforløst kærlighed. Tilbage er en kamp om magt , og det er i denne magtkamp, selve forbrydelsen finder sted.

Som bagtæppe for den tematisering af forældre-barn-forholdet, der udfolder sig i romanernes krimiplot, agerer ”heltinden” Erika Falck. Undervejs i serien forvandler hun sig fra selvstændig single med talent for at opklare kriminalsager til frustreret, hjemmegående mor, der må igennem en fødselsdepression af de værre, og som først hen imod slutningen af ”Ulykkesfuglen” synes at være kommet overens med sin moderidentitet. Selv har hun øjensynligt haft et yderst problematisk forhold til sin egen mor, der er død relativt tidligt i en bilulykke sammen med faderen.

Blotlæggelsen af dette gådefulde forhold og historien bag antydes i slutningen af ”Ulykkesfuglen” som temaet for den næste roman i serien, ”Tyskungen”.

27670806

Med andre ord arbejder Camilla Läckberg meget konsekvent med temaet forældre-barn, men ifølge hende selv var det ikke en tematik, hun var bevidst om fra starten. Hun har selv i et interview påpeget, at der er et ”uhyggeligt potentiale” i relationen mellem barn og forældre, fordi den både er et billede på tryghed og noget meget farligt: ”Vi skræmmes alle ved tanken om, at et fremmed menneske kan gøre os ondt, men det mest skræmmende er tanken om, at nogen, man elsker og som står os nær kan gøre os fortræd – eller at vi selv kan gøre dem fortræd.” (BogMagasinet nr.6, 2008, s. 6-8).

At forældre kan gøre børn fortræd og at børn kan tage en grusom hævn – hvad enten det går ud over forældrene selv eller om andre må bøde i deres sted – bliver især tydeligt fra og med Fjällbacka-seriens andet bind, ”Prædikanten”. Her har barnet, man gjorde fortræd, forvandlet sig til en på én gang koldblodig og medynkvækkende morder – koldblodig i sin grusomhed, medynkvækkende, fordi grusomheden udføres i et forkrampet forsøg på at vinde en symbolsk faderskikkelses kærlighed og respekt.

I ”Stenhuggeren”, seriens til dato mest komplekse og gennemkomponerede roman, undergraves myten om den opofrende moder, der uanset hvad altid elsker sit barn. Her udfolder Camilla Läckberg krimigåden som en art slægtsroman, hvor forældrenes – især moderens – svigt gennem generationer efterlader en slagmark af forkrøblede og døde børn. Läckberg har i adskillige interviews gjort opmærksom på, at ”Stenhuggeren” i høj grad var inspireret af den fødselsdepression, hun selv oplevede efter at have fået sit første barn, sønnen Wille: ”Vi tager alle sammen for givet, at en mor elsker sine børn betingelsesløst, og det er forbundet med dyb skam ikke at elske sine børn. Faktisk er det et af de største tabuer, vi har. Men det er jo noget, rigtig mange kvinder oplever i forbindelse med en fødselsdepression…”. (BogMagasinet nr. 6, 2008, s. 6-8).

I ”Ulykkesfuglen” er det eventyret om Hans og Grete, der danner klangbund under det traumatiske forhold mellem forældre og børn, men vendt på hovedet, fordi romanens ”Hans og Grete” i modsætning til eventyrets foretrækker at bo hos ”heksen”, fordi hun sætter pris på dem og passer på dem, i modsætning til deres mor. Centralt i krimigåden står således igen barnet som et traumatiseret og i bogstaveligste forstand udsat væsen, der navigerer i et kaotisk rum på jagt efter kærlighed og anerkendelse. Det er barnets savn og tab af kærligheden og anerkendelsen, der i Camilla Läckbergs univers virker som katalysator for drabet og som i romanseriens provinsielle rum krystalliserer sig som en fatal forbandelse gennem flere slægtled.

Hjemstavnslitteratur og femikrimi

Camilla Läckbergs Fjällbacka-serie tegner et universelt billede af lilleputsamfundet som et potentielt rum for overgreb og ondskab, og dermed placerer serien sig ikke umiddelbart i den svenske tradition for samtids- og samfundskritiske krimier, der begyndte med Maj Sjöwall og Per Wahlöös verdensberømte romaner om kriminalkommissær Beck i Stockholm. Fjällbacka-romanerne er snarere arvtagere til Agatha Christies Miss Marple-univers, som Camilla Läckberg kombinerer med en moderne volds- og grusomhedsæstetik inspireret af filmmediet.

28682417

Det er værd at bemærke, at Camilla Läckberg hermed skriver sig ind i en tendens i svensk krimilitteratur, som i disse år i høj grad profileres af kvindelige forfattere, nemlig, hvad man kunne kalde ”hjemstavnslitteraturens genkomst i krimien”. Her bør især nævnes forfatterinderne Åsa Larsson og Mari Jungstedt, hvis krimier er henlagt til henholdsvis et lilleputsamfund nær Kiruna i Nordsverige og landlige omgivelser på øen Gotland i Østersøen. Hos begge disse forfatterinder er det den provinsielle ramme og dens geografiske og klimatiske særpræg, der er i fokus. I Larssons romaner er præmissen den barske natur og vejrliget i Nordsverige, hvor solen om sommeren er oppe hele tiden og om vinteren aldrig viser sig. I Jungstedts univers er rammen den på en gang fashionable og søvnige ”ferieø”, der om sommeren fyldes med jetsettere og kongelige, og som resten af året er ramt af arbejdsløshed og kedsomhed. Både Åsa Larsson og Mari Jungstedt trækker i deres krimier på personlige erfaringer gennem opvæksten i de respektive miljøer, og tilfører dermed – ligesom Camilla Läckberg – en art landlig eksotisme til et krimilandskab, der i meget høj grad præges af storbyen og tidens fascination af det globale og grænseoverskridende. Det lille, søvnige samfund langt fra verdens og mediernes tummel er i bund og grund ukendt land for langt de fleste moderne mennesker i en tid, hvor stadig flere samler sig i byerne, globaliseringen er rykket ind i stuerne og ord som ”terror”, ”trafficking”, ”østeuropæiske mafiabander” og ”verdensomspændende epidemier” er blevet hverdag.

I den forstand kan man sige, at krimiforfattere som Camilla Läckberg, Åsa Larsson og Mari Jungstedt med flere også kan ”tillade” sig at skrive nogle andre historier end dem, vi normalt får serveret i den efterhånden traditionelle samfunds- og storbykritiske, politiske krimi. De er ikke bundet af et genkendeligt eller ”realistisk” univers, endsige det medieskabte univers, som moderne mennesker i høj grad identificerer sig ud fra. I stedet skriver de om et nærmest mytisk landskab, hvor tiden går langsommere og hvor påvirkningen udefra mærkes langt mindre voldsomt end i storbyen og de transnationale miljøer, som storpolitikken og det globale trusselsbillede opererer inden for rammerne af. Det er moderne skrækfortællinger om al den uhygge, der kan udspille sig lige inde på den anden side af hækken hos naboen, hos dem, du troede var dine venner, hjemme hos byens spidser – ja, hjemme hos den mor og far, der skulle være den sidste og stærkeste bastion mod det onde.

Den store nordiske krimifejde

Læsernes modtagelse af Camilla Läckbergs forfatterskab har som allerede beskrevet været overvældende positiv, mens reaktionerne blandt anmelderne har været knapt så begejstrede. Omvendt har det formentlig ikke skadet Camilla Läckbergs salgstal, at hun i sommeren 2007 for alvor kom under beskydning fra repræsentanter for ”den gode smag” og ufrivilligt blev hovedpersonen i det, der siden er blevet kaldt ”den store nordiske krimifejde”. En række mandlige, svenske kritikere og forfattere anklagede ”femikrimien” for at være elendig litteratur og dens succes for at være en trussel mod det litterære niveau i Sverige. Især krimiforfatteren Leif G.W. Persson var ude med riven efter Camilla Läckberg, hvis romaner han mente var på niveau med indholdet i teenagepigebladet ”Min Hest”

Kritikken vakte stor opmærksomhed, også uden for Sverige, nok ikke mindst på grund af, at de hårde ord kom fra mandlige kritikere og krimiforfattere og udelukkende rettede sig mod krimier begået af kvinder.

Debatten, der fulgte, kom i høj grad til at handle om køn og kønnets betydning for, hvordan man skriver og/eller oplever litteratur. Selv tog Camilla Läckberg til genmæle og kaldte kritikken for ”en gang pis fra ældre herrer, der virker, som om de føler sig snydt på en eller anden måde”. Analysen var næppe helt ved siden af. Både Camilla Läckberg og den anden store, svenske krimidronning, Liza Marklund, har solgt langt over 2 millioner eksemplarer af deres bøger, og det er der ikke mange, der kommer i nærheden af. Det skulle da lige være Jan Guillou, der har solgt over 9 millioner eksemplarer af sine spændingsromaner og som den eneste kendte, mandlige forfatter i Sverige tog de kvindelige krimiforfattere i forsvar, også med henvisning til, at de sure opstød nok først og fremmest skyldtes banal misundelse.

Siden er debatten døet ud, men selvom det ikke er utænkeligt, at den vil opstå igen – kritikken af krimigenrens litterære kvaliteter eller mangel på samme er en gammel diskussion – er der vist ikke tvivl om, at Camilla Läckberg forlod fejdens første runde som sejrherre. De utilfredse, mandlige kritikeres udfald kom i sidste ende til at stå tilbage som et udtryk for bitterhed over kvindelige krimiforfatteres uomtvisteligt bedre salgstal, og debatten forvandlede sig undervejs, når alt kommer til alt, til ét kæmpemæssigt, gratis publicityshow for Läckbergs forfatterskab. Det har Camilla Läckberg formentlig heller ikke været blind for.

Sikker sans for markedsføring

Selv har Camilla Läckberg aldrig lagt skjul på, at hun i høj grad betragter det at være forfatter som business . Her trækker hun på sin baggrund som civiløkonom med flair for tal, PR og markedsføring, og hendes forfatterskab er da også uden tvivl det mest gennemført professionelt brandede i Sverige – ja, måske i hele Norden. Camilla Läckberg promoverer sig selv som en blanding af superstjerne og ”hende, der kunne være din bedste veninde” – på én gang vildt glamourøs og meget nede på jorden. Markedsføringen foregår på kæmpe billboards i gadebilledet, reklamer i tv og en i det hele taget meget udadvendt stil, hvor interviews og møder med læserne spiller en stor rolle.

Mest eksemplarisk for Läckbergs markedsføringsstrategi er dog hendes visuelt meget lækre hjemmeside, www.camillalackberg.com. Her optræder Läckberg stylet som sexet diva à la 1950’er-filmstjerne, og de smukke billeder fra Fjällbacka mikser stilbevidst den ultimative drøm om det perfekte, idylliske Sverige med romanernes dystre, semi-gotiske fremstilling af lillebyen. Man kan desuden sende elektroniske postkort fra siden med æstetiserede motiver af mordscener holdt i tjekkede retrofarver. Parallelt med det meget iscenesatte og ”kultagtige” billede af forfatterinden og hendes værk, fremstiller hjemmesiden imidlertid også Camilla Läckberg som en helt almindelig svensk mor til to, der går op i opdragelse, sund mad, motion og weekendhygge med veninder og familie. Hun blogger flere gange om ugen på siden, og indholdet er typisk noget så ordinært som to-do-lister for ugen, tips om gode køb på nettet, spørgsmål til andre bloggere om, hvor hun skal bo, spise og shoppe på den næste tur til New York osv. Desuden kan man se private snapshots af børnene Wille og Meja, bryllupper i vennekredsen og familiefrokoster på terrassen. Bloggen afføder ofte rigtig mange kommentarer, og det er tydeligt, at Camilla Läckberg har en stor skare af fans, der udbeder sig alt fra gode råd om vægttab til detaljer fra den kommende roman. Som et sjovt – og meget sigende – indslag på hjemmesiden har Camilla Läckberg desuden forfattet en ”sådan skriver du en krimi”-guide, og budskabet er ikke til at tage fejl af, det at skrive krimier er ingen kunst, det er et håndværk og det kan læres, nøjagtig ligesom Camilla Läckberg lærte at skrive krimier på et kursus.

Camilla Läckbergs personlige hjemmeside er et godt eksempel på, hvordan forfatteren – i hvert fald på overfladen – styrer uden om de gængse kanaler for markedsføring, nemlig medierne og forlaget, og i stedet promoverer sig som en selvstændig aktør. Det er ikke ensbetydende med, at Camilla Läckberg ikke bruger disse medier og sine forlag, det gør hun i allerhøjeste grad, men først og fremmest er det hende , der markedsfører sig selv. Läckberg signalerer, at hun gerne vil i direkte kontakt og dialog med sine læsere, og hun lægger ikke skjul på, at den vare, læserne får, hvis de køber hendes bøger, er mere end blot en krimioplevelse. Med i købet får de en intimitet med forfatteren og adgang til en indforstået ”hype” omkring ”kultstedet” Fjällbacka, der oven i købet kan besøges i virkelighedens verden og som hjemmesiden indirekte fungerer som turistreklame for. En krimi af Camilla Läckberg er således mere end bare en krimi, den er et brand , et totalkoncept, hvor læseoplevelsen ikke står alene, men er forbundet med noget ekstra. Hermed udstikker Läckberg helt nye retningslinjer for markedsføring af litteratur overhovedet. Retningslinjer, som formentlig vil tegne tendensen indenfor bogbranchen i mange år fremover.

Bibliografi

Läckberg, Camilla:
Isprinsessen. 2005. (”Isprinsessan”. 2003).
Läckberg, Camilla:
Prædikanten. 2006. (”Predikanten”. 2004).
Läckberg, Camilla:
Stenhuggeren. 2007. (”Stenhuggaren”. 2005).
Läckberg, Camilla:
Ulykkesfuglen. 2008. (”Olycksfågeln”. 2006).
Läckberg, Camilla:
Tyskungen. 2007.
Läckberg, Camilla:
Mord og mandelduft. 2008. Krimi
Läckberg, Camilla:
Tyskerungen. 2009. (Tyskungen, 2007)
Läckberg, Camilla:
Smagen af Fjällbacka. Medforfatter Christian Hellberg. 2009 (64.102)
Läckberg, Camilla:
Havfruen. 2010 (Sjöjungfrun, 2009).
Läckberg, Camilla:
Fyrmesteren. People's Press, 2011 (Fyrvokteren. 2009). Krimi.
Läckberg, Camilla:
Englemagersken. People's Press, 2012.
Läckberg, Camilla:
Løvetæmmeren. People's Press, 2015. (Lejontämjaren, 2014). Krimi.
Läckberg, Camilla: Heksen. People's Press, 2017. (Häxan, 2017). Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild.
Läckberg, Camilla: Det gyldne bur. People'sPress, 2019. (En bur av guld, 2019)

Børnebøger

Läckberg, Camilla:
Super-Charlie. People's Press Jr., 2012. (Super-Charlie). Oversætter: Birgitte Franch. Illustrator: Millis Sarri. Billedbog.
Läckberg, Camilla: Super-Charlie og bamsetyven. People's Press Jr., 2017. (Super-Charlie och gosedjurstjuven, 2012). Oversætter: Birgitte Franch. Illustrator: Millis Sarri. Billedbog.

Andre tekster af Camilla Läckberg

Läckberg, Camilla:
Snöstorm och mandeldoft. Føljetonkrimi. I: Allas, december 2006. Udgivet som som lydbog på Bonnier Audio 2007 og pocketbog på forlaget Månpocket 2007 til fordel for den velgørende organisation Min Stora Dag.

Film

Grimås, Jonas:
Isprinsessan. 2007. SVT. Grimås, Jonas (instruktør), Björn Gunnarsson og Linda Ung (manuskript).
Predikanten. 2007. SVT. Grimås, Jonas (instruktør), Björn Gunnarsson og Linda Ung (manuskript).

Om Camilla Läckberg

Artikler

Thorsen, Lotte:
It’s shocking! It’s terrifying! It’s murder! Politiken. 2006-03-25. Interview.
Olsen, Jakob Steen:
Hun myrdede sin hjemby. Berlingske Tidende. 2007-11-16. Interview.

Link

Läckbergs egen hjemmeside er en guldgrube af informationer om forfatteren og sjove indslag – som f.eks. en guide til at blive krimiforfatter og mulighed for at sende elektroniske ”postkort fra det idylliske Fjällbacka”: Motiverne er mord! Man kan også læse forfatterens blog, der mest handler om små og store begivenheder i hendes hverdag.
På den svenske udgave af den globale internet-encyklopædi finder man en del nyttig information om forfatterskabet.
Anmeldelser af Camilla Läckbergs romaner kan bl.a. findes f.eks.på Litteraturnu.dk
Anmeldelser af Camilla Läckbergs romaner kan bl.a. findes på Litteratursiden

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Camilla Läckberg

Kilder citeret i portrættet