Kaaberbøl og Friis

journalist og cand.mag. Niels Vestergaard, 2012. Blå bog og bibliografi opdateret 2017.
Main image
Kaaberbøl og Friis
Foto: FlapFoto

For et par år siden slog den millionsælgende fantasyforfatter Lene Kaaberbøl sig sammen med kollegaen Agnete Friis om at skrive en krimi. Resultat blev en medrivende og hæsblæsende omgang spænding, global i sit udsyn, med hjerte for de udstødte og en udtalt forståelse for udfordringerne i et moderne liv. Eller med andre ord – nordisk krimi, når den er bedst. I dag er debuten, “Drengen i Kufferten”, blevet fulgt op af “Et stille umærkeligt drab”, og en række udenlandske forlæggere har haft det store checkhæfte fremme for at sikre sig rettighederne. 

 

53188923

Blå bog

Født: Lene Kaaberbøl: 24. marts 1960 i København. Agnete Friis: 2. juli 1974 i København.

Uddannelse: Lene Kaaberbøl: cand.mag. i engelsk og dramaturgi. Agnete Friis: journalist.

Debut: Drengen i kufferten, People’s Press, 2008. Krimi.

Priser: Harald Mogensen Prisen for årets bedste krimi 2008.

Seneste udgivelse: Friis, Agnete: Sommeren med Ellen. People'sPress, 2017. Roman.

Inspiration: Fælles: Gretelise Holm.

 

 

 

 

 

Videoklip
Nattergalens død - af Lene Kaaberbøl og Agnete Friis. Saxo.com, 2014. 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

““Det var ikke det der var aftalt,” sagde hun febrilsk. “Jeg kan ikke. Jeg kan ikke gøre noget, men du kan. Du ved hvordan man gør.”
Karin rejste sig pludselig op som om hun ville til at gå. Nøglepoletten lå på bordet mellem dem. 37-43, stod der med hvide tal på den lille sorte plasticcirkel.
“Du kan jo så godt lide at redde mennesker, ikke?” sagde Karin med en vis bitterhed i stemmen. “Nu har du chancen. Men du skal skynde dig.””
“Drengen i kufferten”, s. 37-38.

For nogle år siden spurgte Lene Kaaberbøl forfatterkollegaen Agnete Friis, om hun ville være med til at forløse et billede, som hun gik rundt med inde i hovedet. Det forestillede en dreng i en kuffert, og det passede ikke rigtig ind i nogle af de kasser, hvor hun normalt placerede sine ideer, det vil sige børne- og ungdomsbøger i fantasygenren. Agnete Friis var nogle år tidligere udkommet med sin egen fantasyfortælling, “Dyresangeren”, på Kaaberbøls forlag Phabel, og der havde fra starten været en god kemi mellem de to. Friis sagde ja, og det blev til krimien, “Drengen i kufferten”. Den blev en øjeblikkelig sællert og anmelderdarling og første bind af foreløbig to i trilogien om Nina Borg – den handlekraftige Florence Nightingale fra Østerbro, som er sygeplejerske og familiemor. I dag er bøgerne solgt til udgivelse i otte forskellige lande, herunder USA, Italien og Tyskland.

Succes kendte Lene Kaaberbøl allerede fra sin karriere som fantasyforfatter med et salg på over to millioner bøger over det meste af verden. Hun er for længst portrætteret her på siden. Agnete Friis er mere ukendt. Hun er uddannet journalist og har i syv år, fra 2002-2009, arbejdet med økologi som speciale i en stilling som redaktør og informationsmedarbejder i Økologisk Landsforening. Hun har, ud over Nina Borg-krimierne og “Dyresangeren”, leveret tekst til en stribe scifi-tegneserier baseret på det populære Bakugan-univers, og hun har desuden skrevet børnekrimien, “Alberte og det mystiske brev”. Hun bor med sin mand og fire børn på Frederiksberg.

Det er ikke indlysende at pakke to forfatterstemmer ned i den samme fortællerstemme, men øvelsen voldte tilsyneladende ikke Kaaberbøl og Friis besvær: ““Vi skrev hver vore afsnit. Vi havde regnet med, at vi bagefter ville være nødt til at skrive den andens afsnit igennem, så vi kunne ramme en ensartet tone, men det var overhovedet ikke nødvendigt. Ikke engang vores redaktør på forlaget kunne se, hvem der havde skrevet hvad,” fortæller Agnete Friis. “Jeg tror, at man kan sige, at vi har skabt et nyt forfatterjeg,” tilføjer Lene Kaaberbøl. “Dette forfatterjeg er hverken Agnete eller Lene. Det er en hybrid, som har sin helt egen stemme.”” (Søren Kassebeer: På samfundets kant. Berlingske Tidende, 2008-10-30).

Hemmeligheden bag den vellykkede sammensmeltning er ifølge de to forfattere, at de er enige om, at grundig planlægning, research og skitsering af personer, plot og handlingsforløb er vigtige. Men først og fremmest peger de på den gode kemi – og tonen mellem dem virker da heller ikke specielt hæmmet, som man kan læse på hjemmesiden www.ninaborg.dk:

“Lene om Agnete: Pessimist? Kun til de opfinder et sortere ord. Agnete vil hellere have at verden går under i et CERN-skabt sort hul, end at den kvæles langsomt af klimaforandringer. Det er den slags der får hende til at sove bedre om natten ...

Agnete om Lene: Blåøjet er ikke kun et signalement. Lene er en af den slags lalleglade naivister, der tror at mennesker kan løse menneskeskabte problemer. Hun er sikkert også overbevist om, at en nigeriansk bankdirektør vil sende hende 11 millioner hvis hun liiiige vil maile ham sit kontonummer.”

Denne herligt bramfrie jargon kan man til dels genfinde i deres arbejde.

Drengen i kufferten

“Nina havde sjældent set Magnus så vred.
“Den jävla skiderik,” hvæsede han. “For fan, hvor ville jeg ønske jeg kendte et tæskehold.” Når Magnus blev særlig opbragt, røg der stadig et par svenske bandeord ind mellem de danske.
“Hvad har han gjort?” sagde Nina. “Hvad er der galt med hende?”
“Hvis han så bare ville nøjes med at bruge sin ynkelige lille pik,” sagde Magnus. “Men du skulle se de læsioner hun har, både i vagina og anus. Jeg har aldrig set noget lignende.”
Og nu stod Skiderikken der og ragede på pigens baller mens han så Nina lige ind i øjnene hen over Natashas skulder.”
Kaaberbøl og Friis: “Drengen i kufferten” side 29.

Med en scene fra en parkeringskælder i det indre København åbner Kaaberbøl og Friis det fælles forfatterskab i “Drengen i kufferten” fra 2008. En kvinde bakser en kuffert om bag nogle containere, hvor hun regner med, at overvågningskameraerne ikke kan se hende. “Hun ville ikke have den i sin bil før hun vidste, hvad der var i den. Den var ikke låst, kun lukket med to kliklåse og en kraftig kuffertrem. Hendes hænder rystede, og den ene var stadig helt blodløs af at bære den uhåndterlige vægt så langt. Men hun fik spænderne op og åbnede låget.” (side 7). I kufferten ligger en svært forkommen og dehydreret dreng. Kvinden, som åbner den, er Nina Borg, og således bliver vi introduceret til henholdsvis titelfigur og hovedperson.

Nina Borg har svært ved at få arbejde og familieliv til at hænge sammen. Hun arbejder på et asylcenter i Kulhuse, og den elendighed, hun ser, tvinger hende til at fortsætte indsatsen efter fyraften i et netværk, som skjuler illegale flygtninge. Nu står hun så også med ansvaret for en bortført dreng, for med sit kendskab til livet på asylcentrene vil hun ikke overlade ham til myndighederne. Det er ikke just noget, der gør det nemmere for hende at leve op til geologmanden Morten og deres to børns forventninger. Men de nødstedte og udstødte kommer først, og hun giver sig ufortrødent på jagt efter drengen i kuffertens oprindelse: Det viser sig dog at være lidt af en opgave, da han kun taler lidt og i hvert fald ikke dansk, men muligvis et østeuropæisk sprog, forekommer det hende. Opgaven bliver ikke nemmere, da hun pludselig får en gorilla på nakken. Det er ham, som har skippet drengen af sted, og han er ikke spor glad for, at Nina har opsnappet kufferten, som skulle have indbragt ham en hulens masse penge.

27522181

Handlingen er lagt ud på fire spor og drevet relativt effektivt fremad med cliffhangers, filmiske klip, øretæver og ret ubehagelige mord hist og her. De fire spor følger fire karakterer: Nina, moren til drengen i kufferten, en rig nordsjællandsk nyrepatient og den gangster, som har bortført drengen. Ikke mindst de psykologiske og sociale dimensioner er pointerede og præcise: “Den første gang hun gik til skrifte … det føltes så voksent, så betydningsfuldt. Hun var gammel nok til at synde. Ordet foldede sig ud inde i hende med en duft af mørke og svovl, skyld og fortabelse, men først og fremmest var det spændende. Spændende, lige som mors søster Tante Jolita, som boede i Vilnius og som ingen rigtigt ville tale om. (…) Og nu lå denne verden af synd og bekendelse også åben for hende.” (side 66). Også den tilbagevendende ironi er ganske velfungerende: “Jeg skulle have gjort det selv, tænkte han hidsigt. Men det er typisk. Man lægger omhyggelige planer. Man har styr på det. Og så kommer der en fucking måge og ødelægger det hele.” (side 55). Somme tider er ironien tør: ““Hvordan så hun ud?”, spurgte hun for det usandsynlige tilfælde at det måske var Darius søster eller mor.

“Nydelig. Høj og lyshåret og nydeligt klædt. Ikke en af de der billige typer”, sagde Fru Mazekiene. Ikke Darius søster, i så fald.” (side 48).

Alle fire spor ender det samme sted – på en rigmandsadresse et sted nord for København, hvor tingene bliver sat på plads i en shoot out, hvor Friis og Kaaberbøl med Peter Høegsk finesse får placeret forbrydelsens udspring i det bedre borgerskab. Som Politikens anmelder Anette Dinesen Sørensen begejstret formulerer det: “Og undskyld sammenligningen, men hvis Kaaberbøl og Friis var et selvsamler-møbel fra IKEA, ville det være første gang, jeg ikke var nødt til at klage over alle de dimser, der mangler. Forfatterparret har med overbevisende sparring vendt hver en sten, så samtlige romanens dele og detaljer er finjusteret, strammet og tilpasset helheden.” (Anette Dinesen Sørensen: Nyt makkerpar leverer fornem pageturnerunderholdning. Politiken, 2008-11-03). Politikens anmelder var ikke den eneste, som lod sig overbevise. “Drengen i Kufferten” endte med at få prisen for årets bedste danske krimi, Harald Mogensen prisen.