Helen Fielding

Artikel type
voksne
journalist, cand.mag. Kirstine Ersbøll Meyhoff, iBureauet/Dagbladet Information. 2007.
Main image
Fielding, Helen
Foto: Graham Whitby-Boot/POLFOTO

Med romanen “Bridget Jones’ Dagbog” fra 1996 skabte britiske Helen Fielding ikke blot en af tiårets største bestsellere, hun lagde også grunden til en genre, som siden har fejret triumfer på det globale bogmarked: Den såkaldte “chick lit”, der vel bedst kan oversættes til “tøselitteratur”. Hovedpersonen er en nogle-og-trediveårig singlekvinde, der ikke rigtig har styr på noget og konstant er på jagt efter manden i sit liv. Bridget Jones og hendes medsøstre er dog aldrig rigtig ynkværdige, dertil har de for meget selvironi og humor, og pointen i Helen Fieldings roman er da også, at det grundlæggende handler om at være sig selv. Først da kan det moderne kvindeliv – og kærligheden – lykkes.

 

50798410

Blå bog

  • Født: 19. februar 1958 i Morley, West Yorkshire, Storbritannien.

  • Uddannelse: Grad i engelsk fra University of Oxford, 1979.

  • Debut: Cause celeb, 1994 (En stjernesag, 1998).

  • Litteraturpriser: British Book Awards: Book of the Year, 1998.

  • Seneste udgivelse: Bridget Jones - vild med ham. Lindhardt og Ringhof, 2013. (Bridget Jones - mad about the boy. 2013). 3. del af: Bridget Jones' dagbog. Oversat af Ellen Boen. Roman.

Baggrund

“Søndag den 2. april 57 kg, 0 genstande (fantastisk), 0 cigaretter, 2250 kalorier Jeg læste i en artikel, at Kathleen Tynan, afdøde enke efter afdøde Kenneth Tynan, havde ’indre balance’, og at hun sad og skrev ulasteligt påklædt ved et lille bord midt i stuen og nippede til et glas iskold hvidvin. Hvis Kathleen Tynan var for sent på den med en pressemeddelelse til Perpetua, ville hun ikke ligge fuldt påklædt og rædselsslagen under dynen, kæderyge, bløbbe sake af et krus og smøre makeup på i et hysterisk forsøg på at fortrænge det. Kathleen Tynan ville ikke give Daniel Cleaver lov til at gå i seng med hende, når som helst han havde lyst, uden at han var hendes kæreste. Hun ville heller ikke være ufornuftig med drinks og blive syg. Bare jeg var ligesom Kathleen Tynan (men selvfølgelig ikke død).”

“Bridget Jones’ Dagbog”, s. 79.

Helen Fielding voksede op som barn nummer to i en børneflok på fire i Morley, West Yorkshire. Faderen bestyrede den lokale mølle og moderen var hjemmegående. Allerede som barn var hun optaget af at skrive, men det blev fjernsynet, hun i første omgang kom til at arbejde for, da hun i 1979 afsluttede sine engelskstudier ved University of Oxford og fik ansættelse ved BBC. Her virkede hun det næste tiår, og det blev bl.a. til en række dokumentarprogrammer fra Afrika, nyhedsudsendelser og shows for børn.

I 1989 vendte Helen Fielding tilbage til skriverierne, da hun etablerede sig som freelancer for en række aviser. I 1994 kom hendes debutroman “Cause celeb” (“En stjernesag”), der handler om en kvindelig journalists oplevelser i Afrika. Bogen blev godt modtaget, og Fielding blev tilbudt en ugentlig klumme i den britiske avis The Independent.

Helen Fielding skrev klummen som en fiktiv dagbog over singlekvinden Bridget Jones’ liv, og det blev et kæmpe hit hos læserne. Så meget, at Fieldings redaktør opfordrede hende til at skrive en roman om Bridget. Den udkom i 1996 som “The Diary of Bridget Jones” (“Bridget Jones’ Dagbog”). Bogen var ikke i første omgang en bestseller, men det ændrede sig, da paperback-udgaven kom på gaden. Salget steg pludselig eksplosivt, og i løbet af kort tid var singlepigen Bridget på alles læber. Romanen modtog prisen “Book of the Year” ved British Book Awards 1998. Efterfølgeren, “Bridget Jones – the edge of reason” (“Bridget Jones – på randen af fornuft”) udkom i 1999. To år efter blev Fieldings succes yderligere cementeret, da den første roman om Bridget Jones blev filmatiseret med stjerneskuespillerne Renée Zellweger, Hugh Grant og Colin Firth i hovedrollerne. Samme hold var med, da to’eren blev filmatiseret i 2004.

Det ville herefter have været nærliggende for Helen Fielding at skrive en tredje bog om Bridget Jones, men da hun efter en romanpause på fire år vendte tilbage til den litterære scene i 2003 var det med en actionspækket parodi på en spionroman, “Olivia Joules and the Overactive Imagination” (“Olivia Joules’ hyperaktive fantasi”), som dog ikke fik så venlig en modtagelse, hverken hos anmelderne eller blandt læserne.

I sommeren 2005 påbegyndte Fielding en ny serie klummer om Bridget i The Independent, men de er foreløbig ikke udkommet som bog. Måske fordi der fra flere sider har været kritik af den ny føljeton for ikke at være tilstrækkelig fornyende, og at Bridget skulle have været lagt i graven med 1990’erne.

Helen Fielding lever i dag i Los Angeles sammen med kæresten Kevin Curran, med hvem hun har to børn. Kevin Curran er medforfatter på den satiriske tegnefilmsserie “The Simpsons”, som Helen Fielding optrådte i et afsnit af i 2003.

Hungersnød og selvfede stjerner

“Oliver smilede pludselig. ’To millioner trehundrede og syvoghalvfems tusind pund’, sagde han til gruppen, der havde samlet sig uden for døren. ’Hej! Jeg har News i telefonen’, lød direktørens stemme. ’…vil have fløjet tvillingerne ud. Den døde kvindes tvillinger.’ Mere knasen. Jeg greb mikrofonen og trykkede på kontakten. ’Kan du bekræfte, at de ønsker at evakuere to spædbørn ud af tyve tusind mennesker?’ Der lød mere knasen. ’Bekræftet’, sagde direktøren. ’Skal det absolut være de to?’ ’Bekræftet. Den døde kvindes børn.’ ’Hvad nu, hvis de allerede er døde?’, sagde jeg. ’Vil de tage to andre?’ ’Bekræfter at det skal være børnene af den kvinde, der døde under programmet…tvillinger…’. Mere knasen. ’Jamen, hun er ikke død endnu.’”
Helen Fielding: “En stjernesag”, s. 348-49

Helen Fieldings debutroman, “Cause celeb” fra 1994 (“En stjernesag”, 1998), handler om Rosie Richardson, en kvinde i midten af tyverne, som i kølvandet på et forlist forhold til en håbløs skiderik af en tv-vært rejser til Afrika for at blive nødhjælpsarbejder i en flygtningelejr i det fiktive land Nambula.

Bogen udspiller sig i midtfirserne, hvor verden for alvor fik øjnene op for sultkatastroferne på det afrikanske kontinent, en opmærksomhed, som bl.a. resulterede i de legendariske “Band-Aid”-koncerter og -pladeindspilninger, hvor rockstjerner stillede op for at samle penge ind til de nødlidende. Netop dette fænomen bliver i Helen Fieldings roman genstand for bidende satire, da Rosie forsøger at engagere en række kendisser i kampen mod en truende sultkatastrofe i Nambula. Stjernerne er kun interesserede i at komme på tv og kan slet ikke håndtere realiteterne, da de dukker op midt i flygtningelejrens rædsler. “En stjernesag” udmærker sig således ved på den ene side at være en meget morsom fortælling om vestlig arrogance og snobberiet i de kredse, der dyrker berømthederne, og på den anden side at levere en hudløs og uhyggelig skildring af sultkatastrofens rædsler og den afrikanske håbløshed.

“En stjernesag” bygger til dels på Helen Fieldings egne oplevelser som producer af dokumentarfilm for BBC i Sudan og Etiopien i 1980’erne. Romanen peger imidlertid også frem mod den rolle som skildrer af det moderne kvindeliv, Fielding senere hen fik med “Bridget Jones’ Dagbog”. Rosie er ikke en typisk nødhjælpsarbejder, hun involverer sig først og fremmest i sagen, fordi hendes privatliv sejler, og fordi hun vil så langt væk som muligt fra ekskæresten, den noget ældre og ekstremt dominerende Oliver, som tydeligvis er et forstudie til Daniel Cleaver-figuren i “Bridget Jones’ Dagbog”: En charmerende Don Juan-type, som kvinder ikke kan lade være med at falde for, men som skrider, når det hele bliver lidt for seriøst. Rosie kan da også med sin fornuft indse, at Oliver ikke er noget at samle på, men vender alligevel gang på gang tilbage til ham.

Velgørenhedsarbejdet i Afrika er derfor snarere udtryk for en flugt end et ønske om at hjælpe – i hvert fald til at begynde med. Det årelange ophold i flygtningelejren bliver en dannelsesproces for Rosie, som konfronteret med katastrofen vokser med opgaven og oplever, at hun faktisk kan gøre en forskel. Hendes enmandskamp for at gøre berømthederne hjemme i Storbritannien opmærksomme på sagen forvandler hende fra en usikker og manipulerbar ung pige til en handlekraftig kvinde, der ’kan selv’ og i sidste ende kan indgå et ligeværdigt forhold.

“En stjernesag” er en satirisk samtidsskildring, der dyrker kontrasteffekten mellem komik og tragedie, når beskrivelsen af Rosies kaotiske kærlighedsliv og udleveringen af de selvoptagede stjerner så at sige står side om side med det nærmest dokumentarisk nøgterne portræt af afrikanernes lidelser. I sidste ende er romanen dog først og fremmest en klassisk dannelsesfortælling om at blive voksen og tage ansvar for og hånd om sit eget liv.