h fielding
Foto: Graham Whitby-Boot/Sportsfoto / Ritzau Scanpix

Helen Fielding

journalist, cand.mag. Kirstine Ersbøll Meyhoff, iBureauet/Dagbladet Information. 2007.
Top image group
h fielding
Foto: Graham Whitby-Boot/Sportsfoto / Ritzau Scanpix
Main image
Fielding, Helen
Foto: Graham Whitby-Boot/POLFOTO

Indledning

Med romanen “Bridget Jones’ Dagbog” fra 1996 skabte britiske Helen Fielding ikke blot en af tiårets største bestsellere, hun lagde også grunden til en genre, som siden har fejret triumfer på det globale bogmarked: Den såkaldte “chick lit”, der vel bedst kan oversættes til “tøselitteratur”. Hovedpersonen er en nogle-og-trediveårig singlekvinde, der ikke rigtig har styr på noget og konstant er på jagt efter manden i sit liv. Bridget Jones og hendes medsøstre er dog aldrig rigtig ynkværdige, dertil har de for meget selvironi og humor, og pointen i Helen Fieldings roman er da også, at det grundlæggende handler om at være sig selv. Først da kan det moderne kvindeliv – og kærligheden – lykkes.

 

 

50798410

Blå bog

  • Født: 19. februar 1958 i Morley, West Yorkshire, Storbritannien.

  • Uddannelse: Grad i engelsk fra University of Oxford, 1979.

  • Debut: Cause celeb, 1994 (En stjernesag, 1998).

  • Litteraturpriser: British Book Awards: Book of the Year, 1998.

  • Seneste udgivelse: Bridget Jones - vild med ham. Lindhardt og Ringhof, 2013. (Bridget Jones - mad about the boy. 2013). 3. del af: Bridget Jones' dagbog. Oversat af Ellen Boen. Roman.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Søndag den 2. april 57 kg, 0 genstande (fantastisk), 0 cigaretter, 2250 kalorier Jeg læste i en artikel, at Kathleen Tynan, afdøde enke efter afdøde Kenneth Tynan, havde ’indre balance’, og at hun sad og skrev ulasteligt påklædt ved et lille bord midt i stuen og nippede til et glas iskold hvidvin. Hvis Kathleen Tynan var for sent på den med en pressemeddelelse til Perpetua, ville hun ikke ligge fuldt påklædt og rædselsslagen under dynen, kæderyge, bløbbe sake af et krus og smøre makeup på i et hysterisk forsøg på at fortrænge det. Kathleen Tynan ville ikke give Daniel Cleaver lov til at gå i seng med hende, når som helst han havde lyst, uden at han var hendes kæreste. Hun ville heller ikke være ufornuftig med drinks og blive syg. Bare jeg var ligesom Kathleen Tynan (men selvfølgelig ikke død).”

“Bridget Jones’ Dagbog”, s. 79.

Helen Fielding voksede op som barn nummer to i en børneflok på fire i Morley, West Yorkshire. Faderen bestyrede den lokale mølle og moderen var hjemmegående. Allerede som barn var hun optaget af at skrive, men det blev fjernsynet, hun i første omgang kom til at arbejde for, da hun i 1979 afsluttede sine engelskstudier ved University of Oxford og fik ansættelse ved BBC. Her virkede hun det næste tiår, og det blev bl.a. til en række dokumentarprogrammer fra Afrika, nyhedsudsendelser og shows for børn.

I 1989 vendte Helen Fielding tilbage til skriverierne, da hun etablerede sig som freelancer for en række aviser. I 1994 kom hendes debutroman “Cause celeb” (“En stjernesag”), der handler om en kvindelig journalists oplevelser i Afrika. Bogen blev godt modtaget, og Fielding blev tilbudt en ugentlig klumme i den britiske avis The Independent.

Helen Fielding skrev klummen som en fiktiv dagbog over singlekvinden Bridget Jones’ liv, og det blev et kæmpe hit hos læserne. Så meget, at Fieldings redaktør opfordrede hende til at skrive en roman om Bridget. Den udkom i 1996 som “The Diary of Bridget Jones” (“Bridget Jones’ Dagbog”). Bogen var ikke i første omgang en bestseller, men det ændrede sig, da paperback-udgaven kom på gaden. Salget steg pludselig eksplosivt, og i løbet af kort tid var singlepigen Bridget på alles læber. Romanen modtog prisen “Book of the Year” ved British Book Awards 1998. Efterfølgeren, “Bridget Jones – the edge of reason” (“Bridget Jones – på randen af fornuft”) udkom i 1999. To år efter blev Fieldings succes yderligere cementeret, da den første roman om Bridget Jones blev filmatiseret med stjerneskuespillerne Renée Zellweger, Hugh Grant og Colin Firth i hovedrollerne. Samme hold var med, da to’eren blev filmatiseret i 2004.

Det ville herefter have været nærliggende for Helen Fielding at skrive en tredje bog om Bridget Jones, men da hun efter en romanpause på fire år vendte tilbage til den litterære scene i 2003 var det med en actionspækket parodi på en spionroman, “Olivia Joules and the Overactive Imagination” (“Olivia Joules’ hyperaktive fantasi”), som dog ikke fik så venlig en modtagelse, hverken hos anmelderne eller blandt læserne.

I sommeren 2005 påbegyndte Fielding en ny serie klummer om Bridget i The Independent, men de er foreløbig ikke udkommet som bog. Måske fordi der fra flere sider har været kritik af den ny føljeton for ikke at være tilstrækkelig fornyende, og at Bridget skulle have været lagt i graven med 1990’erne.

Helen Fielding lever i dag i Los Angeles sammen med kæresten Kevin Curran, med hvem hun har to børn. Kevin Curran er medforfatter på den satiriske tegnefilmsserie “The Simpsons”, som Helen Fielding optrådte i et afsnit af i 2003.

Hungersnød og selvfede stjerner

“Oliver smilede pludselig. ’To millioner trehundrede og syvoghalvfems tusind pund’, sagde han til gruppen, der havde samlet sig uden for døren. ’Hej! Jeg har News i telefonen’, lød direktørens stemme. ’…vil have fløjet tvillingerne ud. Den døde kvindes tvillinger.’ Mere knasen. Jeg greb mikrofonen og trykkede på kontakten. ’Kan du bekræfte, at de ønsker at evakuere to spædbørn ud af tyve tusind mennesker?’ Der lød mere knasen. ’Bekræftet’, sagde direktøren. ’Skal det absolut være de to?’ ’Bekræftet. Den døde kvindes børn.’ ’Hvad nu, hvis de allerede er døde?’, sagde jeg. ’Vil de tage to andre?’ ’Bekræfter at det skal være børnene af den kvinde, der døde under programmet…tvillinger…’. Mere knasen. ’Jamen, hun er ikke død endnu.’”
Helen Fielding: “En stjernesag”, s. 348-49

Helen Fieldings debutroman, “Cause celeb” fra 1994 (“En stjernesag”, 1998), handler om Rosie Richardson, en kvinde i midten af tyverne, som i kølvandet på et forlist forhold til en håbløs skiderik af en tv-vært rejser til Afrika for at blive nødhjælpsarbejder i en flygtningelejr i det fiktive land Nambula.

Bogen udspiller sig i midtfirserne, hvor verden for alvor fik øjnene op for sultkatastroferne på det afrikanske kontinent, en opmærksomhed, som bl.a. resulterede i de legendariske “Band-Aid”-koncerter og -pladeindspilninger, hvor rockstjerner stillede op for at samle penge ind til de nødlidende. Netop dette fænomen bliver i Helen Fieldings roman genstand for bidende satire, da Rosie forsøger at engagere en række kendisser i kampen mod en truende sultkatastrofe i Nambula. Stjernerne er kun interesserede i at komme på tv og kan slet ikke håndtere realiteterne, da de dukker op midt i flygtningelejrens rædsler. “En stjernesag” udmærker sig således ved på den ene side at være en meget morsom fortælling om vestlig arrogance og snobberiet i de kredse, der dyrker berømthederne, og på den anden side at levere en hudløs og uhyggelig skildring af sultkatastrofens rædsler og den afrikanske håbløshed.

“En stjernesag” bygger til dels på Helen Fieldings egne oplevelser som producer af dokumentarfilm for BBC i Sudan og Etiopien i 1980’erne. Romanen peger imidlertid også frem mod den rolle som skildrer af det moderne kvindeliv, Fielding senere hen fik med “Bridget Jones’ Dagbog”. Rosie er ikke en typisk nødhjælpsarbejder, hun involverer sig først og fremmest i sagen, fordi hendes privatliv sejler, og fordi hun vil så langt væk som muligt fra ekskæresten, den noget ældre og ekstremt dominerende Oliver, som tydeligvis er et forstudie til Daniel Cleaver-figuren i “Bridget Jones’ Dagbog”: En charmerende Don Juan-type, som kvinder ikke kan lade være med at falde for, men som skrider, når det hele bliver lidt for seriøst. Rosie kan da også med sin fornuft indse, at Oliver ikke er noget at samle på, men vender alligevel gang på gang tilbage til ham.

Velgørenhedsarbejdet i Afrika er derfor snarere udtryk for en flugt end et ønske om at hjælpe – i hvert fald til at begynde med. Det årelange ophold i flygtningelejren bliver en dannelsesproces for Rosie, som konfronteret med katastrofen vokser med opgaven og oplever, at hun faktisk kan gøre en forskel. Hendes enmandskamp for at gøre berømthederne hjemme i Storbritannien opmærksomme på sagen forvandler hende fra en usikker og manipulerbar ung pige til en handlekraftig kvinde, der ’kan selv’ og i sidste ende kan indgå et ligeværdigt forhold.

“En stjernesag” er en satirisk samtidsskildring, der dyrker kontrasteffekten mellem komik og tragedie, når beskrivelsen af Rosies kaotiske kærlighedsliv og udleveringen af de selvoptagede stjerner så at sige står side om side med det nærmest dokumentarisk nøgterne portræt af afrikanernes lidelser. I sidste ende er romanen dog først og fremmest en klassisk dannelsesfortælling om at blive voksen og tage ansvar for og hånd om sit eget liv.

Singlelivets fortrædeligheder

Den moderne kvindes bestræbelser på at finde den rigtige mand i sit liv er om noget omdrejningspunktet for Helen Fieldings anden – og uden sammenligning mest succesfulde – roman, “The Diary of Bridget Jones” fra 1996 (“Bridget Jones’ Dagbog”, 1997) I modsætning til “En stjernesag” styrer den helt uden om den store verdens konflikter og flytter fokus til det absolut nære: En singlekvindes optegnelser over alle hverdagens små op- og nedture, det daglige indtag af kalorier, cigaretter og genstande, kropsvægt, oplevelser på jobbet og møder med mulige kærester.

I Bridget Jones’ verden er det især det sidste, der er interessant og den stadige udfordring i hendes liv. Hun har ved romanens begyndelse passeret de tredive og er således aldersmæssigt dér, hvor Rosie var i slutningen af “En stjernesag”. Men som nogle-og-tredive-årig har Bridget i modsætning til Rosie endnu ikke fundet den ’ægte kærlighed’ og følelsesmæssigt er hun stadig på det stadium, hvor Rosie befandt sig, da hun forelskede sig hovedkulds i den selvglade, charmerende, men helt igennem håbløse Oliver. Bridget er vild med sin chef Daniel Cleaver, der er ligeså glat, som han er tiltrækkende, og til trods for, at hun selv opfatter sin forgabelse som “patetisk” og i modstrid med sit udtalte ønske om at få et forhold til en “ansvarsbevidst voksen” (“Bridget Jones’ Dagbog”, s. 9), kan hun ikke få Daniel ud af hovedet. De indleder også et forhold i løbet af romanen, men det kan ikke holde. Daniel Cleaver er nemlig altid på jagt efter et nyt (dame)eventyr, og Bridget indser efterhånden, at det er en helt anden type mand, hun har brug for, end ham, som hun almindeligvis falder for.

Bridget Jones er en langt mere komisk figur end debutromanens Rosie, fordi hendes barnlige og klodsede adfærd er i åbenlys konflikt med hendes alder og udtalte ønske om at opføre sig og blive set på som en voksen kvinde. Bridget Jones spænder bestandig ben for sig selv, og allermest, når hun forsøger at have styr på tingene. Dermed repræsenterer hun et grotesk modbillede til det herskende kvindeideal, der forudsætter total kontrol over alle livets facetter: Udseende, karriere og forholdet til det modsatte køn. Hendes utrættelige og ofte ufrivilligt hysterisk morsomme forsøg på at være perfekt og eftertragtelsesværdig i mændenes øjne fremstår således åbenlyst som en satire over kvinders manglende selvværd og deres forestillinger om, hvad et godt kvindeliv er. Her mener forfatteren Helen Fielding selv, at hun har ramt et ømt punkt hos bogens mange kvindelige læsere: “Vi bliver bombarderet med så mange medieskabte billeder af kvindelig perfektion, at vi ender med at tro, at vi skal være ligesom pigen i 24-timers mascara-reklamen. Hende, der storker fra aerobics til bestyrelsesmøde, hjem til børn og den perfekte ægtemand for at kokkerere et let middagsmåltid til tolv, samtidig med, at hun ligner en anorektisk teenagemodel.” (Camilla Frank: “Alle tror, jeg er Bridget Jones”, Politiken, 2000-03-19).

I den forstand er “Bridget Jones’ Dagbog” grundlæggende en dybt moralsk fortælling, fordi det i det lange løb ikke er bestræbelserne på at være perfekt, der bærer frugt, men i stedet Bridgets trofasthed overfor sig selv og sin egen natur. Det er denne natur, Mark Darcy, romanens egentlige helt – og diametrale modsætning til Daniel Cleaver – falder for. Ikke med det samme, men gradvis, idet han, ligesom Bridget, må overvinde sine forestillinger om, hvilken slags livsledsager, det egentlig er, han leder efter. Mark Darcy er nemlig tilsyneladende Bridgets absolutte modsætning: Tilknappet og korrekt og født ind i en yderst velbjærget familie, af den slags, som i det britiske klassesamfund lever sit helt eget liv med egne skoler, klubber og netværk. For at det ikke skal være løgn, har han et gammelt mellemværende med Daniel Cleaver. Det går imidlertid først sent op for Bridget, at det er Mark Darcy, der har retten på sin side; indtil da har hun en stålsat afsky overfor ham, hvilket forhindrer hende i at se, at han er den rette for hende.

Jane Austen ført up to date

“Ved bordet havde Magda placeret mig på en incestuøs-sex-måde klemt inde mellem Cosmo og Jeremys dødkedelige bror. ’Du skulle virkelig se at skynde dig lidt og blive splejset, gamle tøs’, sagde Cosmo og hældte det meste af et glas Pauillac årgang 82 i sig. ’Tiden er ved at løbe fra dig’. På det tidspunkt havde jeg selv drukket godt og vel to glas Pauillac 82. ’Er det ét ud af tre ægteskaber, der nu ender med skilsmisse, eller hvert andet?’, mumlede jeg i et forgæves forsøg på sarkasme. ’Alvorlig talt, gamle tøs,’ sagde han og ignorerede mig. ’Kontoret er fyldt med dem, enlige piger over tredive. Fine fysiske eksemplarer. Kan ikke få en fyr.’”
Helen Fielding: “Bridget Jones’ Dagbog”, s. 40

Det er åbenlyst, at “Bridget Jones’ Dagbog” er skåret over Jane Austens (1775-1817) klassiske og højt skattede roman “Stolthed og Fordom” (“Pride and Prejudice”, 1813), der handler om den kvikke, men ubemidlede Elizabeth Bennett og hendes forhold til den rige, men reserverede og lidt arrogante Mr. Darcy. Til at begynde med hader hun ham af et godt hjerte, men ender med at forelske sig i ham, da det går op for hende, at han er et godt menneske i modsætning til Mr. Wickham, som hun ellers længe har et godt øje til, men som er Mr. Darcys ærkefjende – og med god grund. Trekantsforholdet mellem Elizabeth Bennett, Mr. Darcy og Mr. Wickham danner åbenlyst forlæg for dramaet mellem Bridget Jones, Mark Darcy og Daniel Cleaver i Helen Fieldings roman, hvilket Fielding giver et ironisk hint om allerede i romanens begyndelse, da Bridget og Mark møder hinanden. Bridget noterer tørt, at det forekom hende “ret åndssvagt at hedde Mr. Darcy og stå for sig selv og se blæret ud ved en fest” (“Bridget Jones’ Dagbog”, s. 17) og refererer hermed til netop den scene i “Stolthed og Fordom”, hvor Elizabeth Bennett møder Mr. Darcy. Det sker ved en fest, hvor Mr. Darcy bruger det meste af aftenen på at stå og surmule i et hjørne og tale nedsættende om selskabet, herunder Elizabeth selv.

Også blandt bipersonerne er der åbenlyse hentydninger til “Stolthed og Fordom”. Bridgets mor er ligesom Elizabeths pinlig, højtråbende og voldsomt optaget af sin datters kærlighedsliv, mens Bridgets far ligesom Elizabeths foretrækker at holde sig for sig selv og er den af forældrene, datteren har det mest fortrolige forhold til. Både Bridgets og Elizabeths mor er desuden ved deres emsige og tankeløse opførsel lige ved at spolere deres datters lykke – og at det ikke går så galt fremstår i begge romaners logik som et klippefast bevis på, hvor stærk Mark Darcys / Mr. Darcys kærlighed er.

At Helen Fielding helt bevidst skriver sig ind i Jane Austens klassiske univers fremgår i øvrigt eksplicit af Bridget Jones’ lange og indgående diskussioner med sig selv og vennerne om BBC’s tv-serie “Stolthed og Fordom”, som kørte på britisk fjernsyn i 1996, det år, Fieldings roman foregår. Bl.a. er der fra Bridgets side meget snak om skuespilleren Colin Firths præstation – og ikke mindst hans behagelige fysiske fremtoning – i rollen som den surmulende, men under overfladen lidenskabelige Mr. Darcy! Derfor var det også lidt af et scoop i filmatiseringen af “Bridget Jones’ Dagbog”, at man fik selv samme Colin Firth til at lægge krop til Mark Darcy.

Det er ingenlunde tilfældigt, at Helen Fielding har valgt “Stolthed og Fordom” som forlæg for “Bridget Jones’ Dagbog”. Hermed opdaterer hun den diskussion om kvinders muligheder i samfundet, som altid ligger under overfladen i Jane Austens tilsyneladende sorgløse og muntre romaner. Jane Austens var først og fremmest satiriker og en yderst skarp iagttager af sin samtid, og det samme er Helen Fielding, der i singlekvinden finder et stærkt omdrejningspunkt for at skildre samfundet i slutningen af det 20. århundrede, nøjagtig ligesom Jane Austen gjorde det 200 år tidligere. Ligesom Jane Austen udleverer Fielding sine hovedpersoner og gør grin med dem, men på linje med Austen er hun også i sidste ende solidarisk med dem og insisterer optimistisk på, at det handler om at få det bedst mulige ud af de vilkår og muligheder, man – ikke mindst som kvinde – er født ind i. I dette spil står kærligheden – den ligeværdige og gensidigt respektfulde kærlighed – helt centralt, hos Fielding såvel som hos Austen. Feminismen i deres romaner bekender sig til latter snarere end til kamp, men det gør ikke budskabet mindre klart: Det handler om at tage sin skæbne i egne hænder.

Den store kærlighed – og hvad så?

“’Hej Bridget, det er Colin Firth.’ Vi sprang alle et skridt baglæns. Det var Mr. Darcy. Med den samme dybe, jeg-gider-ikke, overklasseagtige stemme, med hvilken han havde friet til Elizabeth Bennet på BBC. Bridget. Mig. Mr. Darcy sagde Bridget. På min telefonsvarer.”
Helen Fielding: “Bridget Jones – på randen af fornuft”, s. 123

På et vigtigt punkt adskiller Helen Fieldings Bridget Jones fra Jane Austens heltinder: Vi får historien om, hvad der videre hændte. For hvordan kommer man videre, når man har fundet den store kærlighed, manden i sit liv? Lever man lykkeligt til sine dages ende eller er det først indenfor rammerne af parforholdet, prøven skal stå? De fleste vil nok nikke bekræftende til det sidste, men som bekendt slutter de fleste kærlighedsromaner lige netop dér, hvor det begynder at blive rigtig kompliceret. Men med opfølgeren “Bridget Jones – The Edge of Reason” fra 1999 (“Bridget Jones – på randen af fornuft”, 2000) lod Helen Fielding sin på det tidspunkt allerede legendariske heltinde springe ud på det virkelig dybe vand, og som kendere af Bridget Jones’ ikke altid lige heldige hånd i stort og småt måske havde på fornemmelsen bliver samlivet med en mand alt andet end problemfrit. Faktum er i hvert fald, at det lykkes Bridget at gøre Mark Darcy godt og grundigt gal i skralden og jaloux, så meget, at Bridget snart må se sig tilbage i singlernes rækker, og først efter mange vanvittige hændelser og misforståelser kan genforenes med sin elskede. Undervejs giver Helen Fielding ingenlunde køb på morskaben, snarere tværtimod: “Bridget Jones – på randen af fornuft” er faktisk sjovere og om muligt mere grotesk end den første roman. Bl.a. indeholder toeren et ubetalelig morsomt interview med skuespilleren Colin Firth, som Bridget Jones laver for avisen The Independent. Meningen er, at Bridget skal interviewe Firth om hans seneste film, men det lykkes aldrig, fordi hun er ude af stand til at se ham som andet end Mr. Darcy fra “Stolthed og Fordom”, som således stadig spøger i kulissen som indbegrebet af det perfekte forhold, Bridget forestiller sig findes. Helen Fielding vidste formodentlig på det tidspunkt, hvor hun skrev den anden roman, at Firth skulle medvirke i filmatiseringen af “Bridget Jones’ Dagbog”, hvilket naturligvis giver Colin Firths rolle i romanen en ekstra dimension.

Actionheltinde i skyggen af 11. september

“Det er ham, tænkte hun. Det er Osama Bin Laden, der skjuler sig fuldt synlig efter et omfattende plastikkirurgisk indgreb, hvor han har fået fjernet femten centimeter af hvert ben. Hun hældte ahornsirup på trekanten med kanel/æbletoast, stak kniven i den og så æblemosen sive ud, mens hun forestillede sig, hvordan hun konfronterede Osama Bin Ferramo ved hans selskab samme aften: ’Det er meget forkert at slå ihjel. Vi må som nationer lære at respektere hinandens forskelligheder og leve i fred’”
“Olivia Joules’ hyperaktive fantasi”, s. 34

Efter roman- og filmsucceserne om Bridget Jones forventede alle, at Helen Fielding ville følge op med en tredje bog om den populære antiheltinde. I stedet kastede hun sig i 2003 ud i et helt nyt projekt: En roman om en kvindelig journalist, Olivia Joules, der på en reportagerejse til Miami i USA (hvor hun skal skrive om lanceringen af en ny fugtighedscreme!) kommer på sporet af og optrevler en Al-Qaeda-sammensværgelse. Der går dog lang tid, før nogen tror på Olivia, for som romanens titel antyder har hun ry for at omgå sandheden noget lemfældigt. “Olivia Joules and The Overactive Imagination” (“Olivia Joules’ hyperaktive fantasi”, 2005) er skrevet i forlængelse af den ny globale dagsorden efter angrebene på USA 11. september 2001 , der blev startskuddet til den vestlige verdens ’kamp mod terror’ og en omsiggribende frygt for den arabiske verden.

Helen Fieldings roman er imidlertid – sin dystre baggrund til trods – en meget munter fortælling. Den er i bedste actionheltestil holdt i et hæsblæsende tempo: Olivia Joules kommer bl.a. i nærkontakt med ingen ringere end Osama Bin Laden, forhindrer et terrorangreb på Oscaruddelingen og bliver nær spist af en haj. Hun står således ikke tilbage for hverken James Bond, Bruce Willis eller nogen anden (mand), der i tidens løb har reddet verden på det hvide lærred, men hun har sin helt egen facon: Våbnene er en hattenål, en helt speciel bh og masser af uimodståelig kvindelig charme.

25762169

Med “Olivia Joules’ hyperaktive fantasi” fortsætter Helen Fielding i den lette og optimistiske stil, der især kendetegner de to Bridget Jones-romaner, men hvor Bridget Jones-universet mest af alt må forstås som samtidssatire, parodierer “Olivia Joules” snarere det fortegnede billede af virkeligheden, som den amerikanske underholdningsindustri producerer i skyggen af det til enhver tid aktuelle fjendebillede. “Olivia Joules’ hyperaktive fantasi” kan dog også læses som et forsøg fra Helen Fieldings side på at skabe en mere handlekraftig og mindre selvynkende heltinde end Bridget Jones – en heltinde for et nyt årtusinde måske, en tid, hvor singlekvinder godt kan være på jagt efter og realisere sig selv gennem andet end en (ægte)mand. Selv har forfatteren beskrevet Olivia som en mere voksen udgave af den kiksede London-single: “Hun er som Bridget Jones, hvis Bridget holdt op med at tænke på sin vægt, men bare tabte sig og i det hele taget holdt op med at bekymre sig om, hvad andre mennesker mener om hende. I halvfemserne var folk frygtelig optaget af, hvad andre tænkte om dem, det er aftaget noget i dag, selv om det selvfølgelig ikke helt er forsvundet, fordi folk har fået noget andet at tænke på” (Anette Vestergaard: “Bridget Jones er voksen og lykkelig”, Politiken, 2004-5-30).

Når det er sagt, er det vigtigt at understrege, at der også for enden af romanen om Olivia Joules venter lykken i en mands arme – i form af den veludrustede og sympatiske CIA-agent Scott Rich! Jane Austen har ikke levet forgæves, heller ikke i actionkvindernes århundrede: Gode pigers belønning er en god mand, uanset hvordan de har gjort sig fortjent til det.

“Chick-lit” som global trend

Med “Bridget Jones’ Dagbog” skabte Helen Fielding ikke alene en enorm personlig succes. Hun blev også – i hvert fald i den kollektive bevidsthed – fødselshjælper for en af det tyvende århundredes sidste store genrer, “chick lit”, der er gået sin sejrsgang verden over. Genren omtales også som “city girl”-litteratur, fordi den kvindelige hovedperson oftest agerer i et storbymiljø med alt, hvad dertil hører: Et aktivt gå-i-byen-liv, dyrkelsen af venner frem for familie, turbo på karrieren i en af det moderne samfunds fremstormende brancher (medievirksomheder, reklame og PR) og et stort forbrug af designertøj, fast food, alkohol og luksusprodukter.

“Chick-lit” og “city girl”-litteraturen gør status over den radikale omdefinering af kvinderollen, den vestlige verden har oplevet gennem de sidste årtier, idet den præsenterer en helt ny romanfigur: Den selvstændige, selvforsørgende og seksuelt frigjorte kvinde.

Kvinderne i “chick-lit” er således alle født fra 1960 og frem. De er vokset op under den længste velstandsperiode i historien og tilhører den første generation af kvinder, for hvem det at tage en uddannelse har været noget selvfølgeligt, for hvem sex ikke har været ensbetydende med at få børn og ægteskab ikke den eneste vej til materiel tryghed. Bagsiden af medaljen – og den beskæftiger “chick-lit” sig indgående med – er følelsen af rodløshed, utilstrækkelighed og et fravær af overordnede pejlemærker. For hvad er det gode kvindeliv?

“Chick-lit”-kvinderne finder typisk deres forbilleder i medieskabte idealer, som imidlertid er voldsomt svære at opfylde. Idealkvinden skal nemlig både være smuk og blid, succesfuld og barsk, idet hun – forenklet sagt – skal være attraktiv for såvel den mandlige elsker som den mandlige arbejdsgiver. I “chick-lit” er kvindens projekt således tvetydigt: Hun er på jagt efter en Mr. Darcy, “den store kærlighed”, der garanterer såvel materiel, seksuel som familiær lykke, samtidig med, at hun stræber efter at agere “maskulint” i karrieremæssig sammenhæng: At arbejde fra morgen til aften og under ingen omstændigheder få børn.

Alligevel er det ikke den klynkende kvinde, der kommer til orde i “chick-lit”. Rodløsheden, utilstrækkeligheden og desorienteringen præsenteres som satire og selvironi, som grotesker og overdrivelser. Måske ud fra en devise om, at den moderne kvindes næste skridt må være at le af sig selv: I latteren ligger vejen til større frigørelse, fordi det er vejen ud af mindreværdskompleksernes sump. Udfordringen er at acceptere sig selv.

Som eksempler på populær “chick lit” kan man udover Helen Fieldings bidrag pege på britiske Marian Keyes’ romaner, f.eks. “Sushi for Beginners” , 2000 (“Sushi for begyndere”, 2001) og “Rachel’s Holiday” , 1998 (“Rachels ferie”, 2004) og ligeledes britiske Sophie Kinsellas “Shopaholic”-serie om den nærmest sygeligt købelystne Becky Bloomwood, der ironisk nok er finansjournalist, men slet ikke kan holde styr på sine egne finanser. I “Shopaholic and Baby” bliver den ellers så uansvarlige Becky mor – dog uden at give køb på sine dyre vaner!

På dansk jord er det mest succesrige eksempel på “chick-lit” Politiken-journalisterne Henriette Lind og Lotte Thorsens “Nynne”-historier, der ligesom Helen Fieldings Bridget Jones begyndte som en avisføljeton, men nu er blevet til foreløbig tre bøger, en film og en tv-serie.

Endelig er det umuligt at komme udenom amerikanske Candace Bushnells sindssygt populære “Sex and the City” , en af de største globale tv-succeser i det seneste tiår, som gjorde hovedrolleindehaveren Sarah Jessica Parker til superstjerne og ramte flere generationer af købelystne – og købedygtige – “citygirls” lige i hjertekulen. Bushnells historie begyndte som en føljeton i avisen The New York Observer i 1994 og tv-serien gik over alverdens fjernsynsskærme i perioden 1998-2004.

Der er næppe nogen tvivl om, at “chick-lit” er kommet for at blive, for så vidt som den beskæftiger sig med en stadig større, mere indflydelsesrig og selvbevidst del af befolkningen, men formodentlig vil den udvikle sig i nye retninger, efterhånden som samfundet og de betingelser, kvinder lever under, ændrer sig. Et oplagt eksempel er “Nynne”- og “Shopaholic”-serierne, hvor hovedpersonerne med tiden får børn og familie og dermed oplever en markant forandring i deres livsvilkår. Men kan en mor identificere sig med betegnelsen “chick”?

Et interessant fænomen i den sammenhæng er den populære amerikanske tv-serie “Desperate Housewives” , der har været vist gennem de sidste par år også i Danmark. Man kan opfatte den som et svar på spørgsmålet om, “hvad der videre hændte” med alle de forvirrede single-storbypiger. Budskabet er, at de har bosat sig i præsentable forstadskvarterer, hvor de dyrker deres krop og materielle forbrug ligeså meget som før, alt imens de forsøger at få familieliv og karriere til at hænge sammen. Serien peger således på, at det etablerede liv som gift og mor ikke som sådan er nogen hindring for fortsat at leve som man gjorde, da man var single. Hvilket, alt efter hvilket blik, man vælger at anlægge, kan opfattes som en falliterklæring såvel som en triumf: En falliterklæring for alle de Bridget’er derude, der håbede, at livet med Mr. Darcy betød, at man kunne holde op med at tvivle på sig selv – en triumf for alle dem, der frygtede, at verden ville miste interessen for dem, så snart de var smedet i ægteskabets lænker. De desperate husmødre tyder som fænomen på, at det modsatte er tilfældet: For en kvinde, uanset alder, handler tilværelsen stadig først og fremmest om at være attraktiv – i alles øjne.

Bibliografi

Bøger af Helen Fielding

Fielding, Helen:
En stjernesag. 1998. (Cause celeb. 1994). Roman.
Fielding, Helen:
Bridget Jones’ Dagbog. 1997. (The Diary of Bridget Jones. 1996). Roman.
Fielding, Helen:
Bridget Jones – På randen af fornuft. 2000. (Bridget Jones – The Edge of Reason. 1999). Roman.
Fielding, Helen:
Bridget Jones’ Guide to Life 2001. (Ikke oversat til dansk). Satire. Udgivet til støtte for den britiske velgørenhedsorganisation Comic Relief.
Fielding, Helen:
Olivia Joules’ hyperaktive fantasi. 2005. (Olivia Joules and The Overactive Imagination. 2003). Roman.
Fielding, Helen:
Bridget Jones - vild med ham. Lindhardt og Ringhof, 2013. (Bridget Jones - mad about the boy. 2013). 4. del af: Bridget Jones' dagbog. Oversat af Ellen Boen. Roman.
Fielding, Helen: Bridget Jones' baby. Lindhardt og Ringhof, 2016. (Bridget Jones's baby diaries). 3. del af: Bridget Jones' dagbog. Oversætter: Charlotte A.E. Glahn.

Andre tekster af Helen Fielding

Fielding, Helen:
Who’s Had Who, in Association with Berk’s Rogerage, an Historical Register Containing Official Lay Lines of History from the Beginning of Time to the Present Day. 1987. Sammen med Simon Bell og Richard Curtis. Satire.
Fielding, Helen:
Lucky Bitch. 2001. Novelle. I: Samtaler med en engel. Noveller. Nick Hornby (red.). Lindhardt & Ringhof.

Film

Bridget Jones’ Dagbog (The Diary of Bridget Jones). 2001. Maguire, Sharon (instruktør) og Helen Fielding (roman og manuskript). Universal Studios.
Bridget Jones – På randen af fornuft (Bridget Jones – The Edge of Reason). 2004. Kidron, Beeban (instruktør), Helen Fielding (roman) og Andrew Davies (manuskript). Universal Studios.

Om Helen Fielding

Lindegaard, Karen:
Storby-singlens dagbog. 2001. Jyllands-Posten. 2001-07-26. Interview.
Sørensen, Dorte Hygum:
En fuldfed singles bekendelser. 2001. Politiken. 2001-07-26. Interview.
Frank, Camilla:
Alle tror, jeg er Bridget Jones. 2003. Politiken. 2003-03-19. Interview.
Broberg Nielsen, Helle:
Fra Bridget Jones til bin Laden. 2004. Berlingske Tidende. 2004-03-21. Artikel.
Vestergaard, Anette:
Bridget Jones er voksen og lykkelig. 2004. Politiken. 2004-05-30. Interview.
Theils, Lone:
Singlepigens genkomst. 2005. Berlingske Tidende. 2005-16-08. Artikel.

Links

Links

Hjemmesiden tilbyder en kortfattet, men informationsmættet præsentation af Helen Fielding. Mange gode links til relaterede personer og emner og til handlingsreferater af de enkelte bøger.
Bibliotekernes litteraturhjemmeside har ikke noget portræt af Helen Fielding, men har anmeldelser af hendes romaner. Desuden links til anbefalinger og anmeldelser af andre chick-lit-romaner.