Chrsitian Dorph og Simon Pasternak
Foto: Isak Hoffmeyer

Dorph Christian og Simon Pasternak

Artikel type
voksne
journalist og cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Opdateret af cand.mag. Daniel Robert Andersen, 2016.
Top image group
Chrsitian Dorph og Simon Pasternak
Foto: Isak Hoffmeyer

Når makkerparret Dorph & Simon sætter sig for at skildre Danmarkshistoriens seneste tiår i kriminalromaner, ligger vægten på grænseoverskridelse, sindssyge og menneskelig eksperimenteren. De er som deres hovedpersoner børn af en tid hvor terror, atombombe og koldkrig påvirkede det meste og skabte en forestilling om at leve på lånt tid. Det er voldsomt, makabert og tankevækkende. Foreløbig er det blevet til fire anmelderroste bind med udgangspunkt i Drabsafdelingen i København.

 

51618238

Blå bog

Født: Christian Dorph 1966. Simon Pasternak 1971.

Uddannelse: Christian Dorph er cand.phil. i dansk. Uddannet fra Forfatterskolen 1990. Simon Pasternak er cand.mag. i litteraturvidenskab.

Debut: Om et øjeblik i himlen. Gyldendal, 2007.

Priser: Ingen anført.

Seneste udgivelse: Tal til mig. Gyldendal, 2015. Krimi.

Inspiration: Sjöwall & Wahlöö og James Ellroy.

 

 

Dorph

 

 

Baggrund

“Werner var ikke nazist. Han var romantiker, det var jeg også. Vores legemer skulle være “i voldsom convulvisk bevægelse, for rædselsfyldt til at være bange”. Da Jens Baggesen står på toppen af domkirken i Strasbourg, hænger i spiret på jordens højeste bygning, er han i dødelig fare, og netop der er han rigtigt i live. Forstår du ikke den trang, den livslyst på trods?
Næ.”
Afgrundens rand, s. 282.

Christian Dorph er den kendte af de to ukendte medlemmer af krimiduoen Dorph & Pasternak. Han er født i Odense, har en ungdom på den yderste venstrefløj og slog efter uddannelse på Forfatterskolen og Aarhus Universitet igennem i den relativt eksklusive kreds af digtlæsende danskere med samlingen “Et stykke tid” fra 1992. Siden 1995 har han undervist i skrivning på Testrup Højskole. Efter nogle år fik han ideen til en krimi, som udkom i 1999 under titlen “Øjet og øret”. Den blev fulgt op med “Hylster” fra 2003.

Jeg kan godt lide at forføre læseren, og derfor er jeg meget optaget af plottet i krimien,” sagde han i den forbindelse. “Jeg er vel, hvad man kunne kalde en plot-mand. Jeg hader svage plots, og jeg kan godt lide at endevende et plot og diskutere mine plots, f.eks. med min forlagsredaktør.” (Carsten Andersen: Helt vild i halvfjerdserne. Interview i Politiken, 2005-11-13).

Forlagsredaktøren Simon Pasternak kunne også godt lide at snakke plots med sin forfatter. Men måske mente han, at arbejdet med at kværne hans manuskripter igennem var så stort, at han lige så godt kunne få sit navn med på omslaget. I hvert fald foreslog han, at de gik sammen om at skrive den næste. Han havde en supergod idé.

Simon Pasternak er kandidat i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og har skrevet en monografi om en grønlandsk kunstner, som de færreste kender (“Oqaluttuartoq Jens Rosing” fra 1999).

Christian Dorph var ikke uimodtagelig for hans frieri, men havde betingelser. Det skulle være en danmarkskrønike, og den skulle starte i halvfjerdserne, et årti som trængte til rehabilitering, syntes han. Og sådan blev det. I dag er krimimakkerparret nået igennem både halvfjerdserne og firserne med de første fire romaner om Drabsafdelingen ved Københavns Politi.

Arbejdsfordelingen var fra første færd klart uklar: “Christian Dorph: “- (…) vi fordeler personer eller plotdele, og så skriver vi oven på hinanden. Jeg kan skrive et kapitel, og så skriver Simon det om. Så tager han måske nogle af de fede ting ud, men så putter jeg dem tilbage igen og omvendt. Det kan køre, indtil vi rammer rent. Når den er i skabet, er vi altid enige. Simon Pasternak: - Vi kan diskutere uendeligt, når noget ikke fungerer, og omarbejde det en million gange. Det er til at blive sindssyg over, og det behøver ikke engang at være vigtige scener. Vi havde en scene, hvor politifolkene skulle til Herlev og interviewe et vidne. Vi kunne ikke få dem rimeligt ind ad en bestemt dør. Det skulle være morsomt, men blev det ikke. Noget af det mest pinlige er, når man gerne vil være sjov, men ikke er det.” (Kristen Bjørnkjær: Frikadeller og noirkrimi. Interview i Information, 2010-08-27).

Om et øjeblik i himlen

“Hans far, Ove Rohde, kulturradikal, kommunist og gynækolog med fin privatpraksis i Store Kongensgade, der var åh så frigjort, havde haft fire koner og kendte PH, Aksel Larsen og Otto Gelsted, men hans grænse gik ved homoseksualitet. Det var umandigt og småborgerligt.”
“Om et øjeblik i himlen”, s. 201.

Dorph & Pasternaks debut “Om et øjeblik i himlen” fra 2005 åbner med et celebert triplemord. Direktør for modehuset Orbit Sten Bang med en fortid som populær talsmand for DKP og elsket oplæser på tv-avisen bliver myrdet sammen med sin hustru Ellen Bang, femme fatale, ugebladsyndling og arthouse-skuespillerinde, og deres lille datter. Sagen overgår til Drabsafdelingen i København. Hovedpersonerne er drabschef Ole Larsen, ham som forfatterne skændes om at få lov at skrive, fordi han bare er en “fin fyr”, og hans medarbejder og modsætning politiassistent Rohde med homoseksuelle tendenser, ud af et kulturradikalt lægehjem og gift med politidirektørens seksuelt ambivalente datter.

Handlingen udspiller sig efter Rote Arme Fraktions blodige gidseltagning i Stockholm i 1975 og trækker det lille team ind i den yderste venstrefløjs mest rabiate grupperinger og op i den nordsjællandske kulturkreds' mest dekadente sociale cirkler. Bindeleddet er en selvovervurderende filmskaber, som har lavet kunstfilm med Ellen Bang.

25941322

Undervejs skrælles det offentlige image af det myrdede par, og Ole Larsen og Rohde får et par kulturchok. Bang'erne gemte på mørke hemmeligheder. Larsen forelsker sig i den myrdede Ellens tvillingesøster, mens hans egen trofaste kone Grethe dør af kræft. Rohde bliver konfronteret med sin seksualitet i en bøsseklub. En yngling fører ham ind i en sauna, hvor han får den i rumpetten af en flok svedige herrer. Ikke så heldigt. Især fordi ynglingen er mindreårig. Og fordi han lige har gjort sin kone gravid. Og fordi det hele var iscenesat af overforbryderen. Det er helt indlysende ikke så godt for efterforskningen, men betyder det, at forbryderne slipper, og de mørke kræfter på venstrefløjen og i de depraverede overklassecirkler kan fortsætte deres spil uhindret!?