simon pasternak
Foto: Bjarke Johansen

Simon Pasternak

Artikel type
voksne
cand.mag. Daniel Robert Andersen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Top image group
simon pasternak
Foto: Bjarke Johansen
Main image
Pasternak, Simon
Foto: Robin Skjoldborg

Indledning

Et af de mest interessante navne på spændingsromanens stjernehimmel er Simon Pasternak. Allerede som del af krimimakkerparret Dorph/Pasternak viste den rutinerede redaktør håndelag for forfattergerningen, og med ”Dødszoner” skabte han en lille milepæl i dansk litteratur. Sjældent er danske læsere blevet præsenteret for et så skruppelløst modbydeligt, men samtidig intelligent og vedkommende værk. Hos Pasternak konfronteres mennesket med det groteske og de groteske træk i menneskets egen natur.

 

51618238

Blå bog

Født: 1971.

Uddannelse: Cand.mag. i litteraturvidenskab.

Debut: Oqaluttuartoq Jens Rosing. Atuakkiofik, 1998.

Litteraturpriser: Harald Mogensen Prisen, 2013.

Seneste udgivelse: Dorph, Christian og Simon Pasternak: Tal til mig. Gyldendal, 2015. Krimi.

Inspiration: Ernst Jünger, Friedrich Dürrenmatt, James Ellroy, Cormac McCarthy.

 

 

 

 

 

 

Baggrund

”Rystelserne. Hænderne for ørerne, brølene går lige igennem. Jeg krøller mig sammen, armene rundt om kroppen. Jeg kan kun høre mit eget hjerte, hjertets brølen, rystelserne og nu brækker mit hoved, og støjen går lige ind, jeg er den støj, den river det hele ud, alt det jeg er…”
”Dødszoner”, s. 270.

Simon Pasternak har igennem en årrække været kendt i litterære kredse som en af landets mest prominente redaktører. Efter at have afsluttet sin uddannelse som cand.mag. i litteraturvidenskab blev han i 1997 tilknyttet Lindhardt & Ringhof. Her havde han som skønlitterær redaktør sin daglige gang, indtil han i 2002 rykkede over til Gyldendal, hvor han har været redaktør for en hob af markante danske forfattere, blandt andet Hans Otto Jørgensen, Kim Leine, Naja Marie Aidt, Yahya Hassan og Christian Dorph.

Sidstnævnte var i slutningen af 1990’erne begyndt at eksperimentere med krimigenren, først med ”Øjet og øret” (1999) og siden ”Hylster” (2003). Samarbejdet omkring bøgerne førte til, at idéen om at forfatte kriminalromaner sammen opstod. I 2005 udkom Dorph/Pasternak-krimien ”Om et øjeblik i himlen”, som markerede Pasternaks debut som skønlitterær forfatter (i 1998 havde han udgivet en bog om den forholdsvis obskure kunstner Jens Rosing). Krimimakkerparret fortsatte og har indtil videre udgivet yderligere to bøger: ”Afgrundens rand” fra 2007 og ”Jeg er ikke her” fra 2010.

Med de tre Dorph/Pasternak-krimier fik Pasternak blod på tanden og besluttede efterfølgende at skrue ned for redaktørarbejdet for at få mere tid til at udbedre sin skrivekløe. ”For mig var det væsentligt at finde ud af, hvor grænserne går for, hvad jeg kan,” udtalte han i et interview i Politiken. ”Hvis man ikke bare vil være søndagsforfatter og bilde sig selv ind, at man ikke får skrevet noget, fordi man ikke har tiden til det, så skulle det være nu.” (Carsten Andersen: Redaktør og forfatter: »Rædsel, kontroltab og vold interesserer mig enormt meget«. Politiken, 2014-02-25).

I 2013 udkom solokrimien ”Dødszoner”, og samme år var der premiere på spillefilmen ”Spies & Glistrup”, som Simon Pasternak havde skrevet manuskript til sammen med Christopher Boe. Sammen med Boe skriver han i øjeblikket på endnu et filmmanuskript, ligesom der både arbejdes på endnu en Dorph/Pasternak-krimi og en opfølger til ”Dødszoner”.

 

Dødszoner

”Problemet: Vi har slået for mange ihjel. Hvordan nogensinde finde et vidne, der har set vores zek med hanen på skulderen?”
”Dødszoner”, s. 89.

Simon Pasternaks ”Dødszoner” tager sit udgangspunkt i det verdenskrigsplagede Hviderusland i 1943. I nærheden af den lille by Lida myrdes SS-generalløjtnant Hubert Steiner på koldblodig vis, og kriminalbetjent Heinrich Hoffmann sættes på sagen. Til at bistå med opklaringen har Heinrich barndomsvennen Manfred, som var Steiners lærling i SS, og sammen begiver de sig gennem langstrakte landskaber og udbrændte landsbyer i de hviderussiske ’dødszoner’, hvor almindelig lov er suspenderet, og hvor tyske drab på civilbefolkningen er retfærdiggjort under henvisning til behovet for at udrydde antityske ’partisaner’.

Det står hurtigt klart, at det formentlig er en jøde, der står bag drabet på Steiner som hævn for de tusinder af jødiske liv, SS-generalen havde på sin samvittighed, men hermed er hele historien om mordet ikke fortalt, og Heinrich og Manfred afslører undervejs ubehagelige sandheder om ondskabens væsen og dens konstante nærvær.

29955379

De to venner er meget forskellige. Mens barndomsvennen Manfred trives i rollen som bøddel i krigens moralske morads, har Heinrich væsentlig sværere ved at finde sig til rette i den nazistiske verdensforståelse, der er blevet trukket ned over hovedet på ham, og han begynder i mere og mere udtalt grad at betvivle gyldigheden af nazityskernes motiver. I et område, hvor hele landsbybefolkninger systematisk myrdes, fremstår det at finde en enkelt mands morder som en mere og mere grotesk mission.

Den potentielt enorme forskel på værdisætningen af menneskeliv bliver tydeligt udstillet i romanen. I en krigszone har ondskaben frie tøjler, og det at placere mennesker i kategorien ’fjender’ legitimerer enhver form for adfærd over for disse mennesker, herunder helt at undlade at opfatte dem som mennesker. Men for at kunne gøre det, må den moralske forestilling om medmenneskelighed tilsidesættes, og romanen stiller spørgsmålet: Hvordan kommer man som moralsk individ overens med kravet om at lægge sin moralske overbevisning fra sig?