simon pasternak
Foto: Bjarke Johansen

Simon Pasternak

cand.mag. Daniel Robert Andersen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Top image group
simon pasternak
Foto: Bjarke Johansen
Main image
Pasternak, Simon
Foto: Robin Skjoldborg

Indledning

Et af de mest interessante navne på spændingsromanens stjernehimmel er Simon Pasternak. Allerede som del af krimimakkerparret Dorph/Pasternak viste den rutinerede redaktør håndelag for forfattergerningen, og med ”Dødszoner” skabte han en lille milepæl i dansk litteratur. Sjældent er danske læsere blevet præsenteret for et så skruppelløst modbydeligt, men samtidig intelligent og vedkommende værk. Hos Pasternak konfronteres mennesket med det groteske og de groteske træk i menneskets egen natur.

 

51618238

Blå bog

Født: 1971.

Uddannelse: Cand.mag. i litteraturvidenskab.

Debut: Oqaluttuartoq Jens Rosing. Atuakkiofik, 1998.

Litteraturpriser: Harald Mogensen Prisen, 2013.

Seneste udgivelse: Dorph, Christian og Simon Pasternak: Tal til mig. Gyldendal, 2015. Krimi.

Inspiration: Ernst Jünger, Friedrich Dürrenmatt, James Ellroy, Cormac McCarthy.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Rystelserne. Hænderne for ørerne, brølene går lige igennem. Jeg krøller mig sammen, armene rundt om kroppen. Jeg kan kun høre mit eget hjerte, hjertets brølen, rystelserne og nu brækker mit hoved, og støjen går lige ind, jeg er den støj, den river det hele ud, alt det jeg er…”
”Dødszoner”, s. 270.

Simon Pasternak har igennem en årrække været kendt i litterære kredse som en af landets mest prominente redaktører. Efter at have afsluttet sin uddannelse som cand.mag. i litteraturvidenskab blev han i 1997 tilknyttet Lindhardt & Ringhof. Her havde han som skønlitterær redaktør sin daglige gang, indtil han i 2002 rykkede over til Gyldendal, hvor han har været redaktør for en hob af markante danske forfattere, blandt andet Hans Otto Jørgensen, Kim Leine, Naja Marie Aidt, Yahya Hassan og Christian Dorph.

Sidstnævnte var i slutningen af 1990’erne begyndt at eksperimentere med krimigenren, først med ”Øjet og øret” (1999) og siden ”Hylster” (2003). Samarbejdet omkring bøgerne førte til, at idéen om at forfatte kriminalromaner sammen opstod. I 2005 udkom Dorph/Pasternak-krimien ”Om et øjeblik i himlen”, som markerede Pasternaks debut som skønlitterær forfatter (i 1998 havde han udgivet en bog om den forholdsvis obskure kunstner Jens Rosing). Krimimakkerparret fortsatte og har indtil videre udgivet yderligere to bøger: ”Afgrundens rand” fra 2007 og ”Jeg er ikke her” fra 2010.

Med de tre Dorph/Pasternak-krimier fik Pasternak blod på tanden og besluttede efterfølgende at skrue ned for redaktørarbejdet for at få mere tid til at udbedre sin skrivekløe. ”For mig var det væsentligt at finde ud af, hvor grænserne går for, hvad jeg kan,” udtalte han i et interview i Politiken. ”Hvis man ikke bare vil være søndagsforfatter og bilde sig selv ind, at man ikke får skrevet noget, fordi man ikke har tiden til det, så skulle det være nu.” (Carsten Andersen: Redaktør og forfatter: »Rædsel, kontroltab og vold interesserer mig enormt meget«. Politiken, 2014-02-25).

I 2013 udkom solokrimien ”Dødszoner”, og samme år var der premiere på spillefilmen ”Spies & Glistrup”, som Simon Pasternak havde skrevet manuskript til sammen med Christopher Boe. Sammen med Boe skriver han i øjeblikket på endnu et filmmanuskript, ligesom der både arbejdes på endnu en Dorph/Pasternak-krimi og en opfølger til ”Dødszoner”.

Dødszoner

”Problemet: Vi har slået for mange ihjel. Hvordan nogensinde finde et vidne, der har set vores zek med hanen på skulderen?”
”Dødszoner”, s. 89.

Simon Pasternaks ”Dødszoner” tager sit udgangspunkt i det verdenskrigsplagede Hviderusland i 1943. I nærheden af den lille by Lida myrdes SS-generalløjtnant Hubert Steiner på koldblodig vis, og kriminalbetjent Heinrich Hoffmann sættes på sagen. Til at bistå med opklaringen har Heinrich barndomsvennen Manfred, som var Steiners lærling i SS, og sammen begiver de sig gennem langstrakte landskaber og udbrændte landsbyer i de hviderussiske ’dødszoner’, hvor almindelig lov er suspenderet, og hvor tyske drab på civilbefolkningen er retfærdiggjort under henvisning til behovet for at udrydde antityske ’partisaner’.

Det står hurtigt klart, at det formentlig er en jøde, der står bag drabet på Steiner som hævn for de tusinder af jødiske liv, SS-generalen havde på sin samvittighed, men hermed er hele historien om mordet ikke fortalt, og Heinrich og Manfred afslører undervejs ubehagelige sandheder om ondskabens væsen og dens konstante nærvær.

29955379

De to venner er meget forskellige. Mens barndomsvennen Manfred trives i rollen som bøddel i krigens moralske morads, har Heinrich væsentlig sværere ved at finde sig til rette i den nazistiske verdensforståelse, der er blevet trukket ned over hovedet på ham, og han begynder i mere og mere udtalt grad at betvivle gyldigheden af nazityskernes motiver. I et område, hvor hele landsbybefolkninger systematisk myrdes, fremstår det at finde en enkelt mands morder som en mere og mere grotesk mission.

Den potentielt enorme forskel på værdisætningen af menneskeliv bliver tydeligt udstillet i romanen. I en krigszone har ondskaben frie tøjler, og det at placere mennesker i kategorien ’fjender’ legitimerer enhver form for adfærd over for disse mennesker, herunder helt at undlade at opfatte dem som mennesker. Men for at kunne gøre det, må den moralske forestilling om medmenneskelighed tilsidesættes, og romanen stiller spørgsmålet: Hvordan kommer man som moralsk individ overens med kravet om at lægge sin moralske overbevisning fra sig?

Genrer og tematikker

Simon Pasternak skriver spændingsbøger, der gerne vil mere end at gennemspille et plot. De vil kortlægge aspekter af menneskets inderste væsen og nuancere vores opfattelse af de historiske perioder, de foregår i. De foreløbigt tre Dorph/Pasternak-krimier om kriminalassistent Erik Rohde og drabschef Ole Larsens efterforskningsarbejde kan således i lige så høj grad læses som tidsbilleder fra 1970’ernes og 1980’ernes Danmark, ligesom de temamæssigt favner bredere end den arketypiske kriminalroman. Kærlighed, kunst, seksualitet, sygdom, eventyrlyst og drømme spiller betydelige roller i romanerne, og ofte indtager forløsningen af krimiplottet en sekundær placering.

Med Pasternaks grundigt researchede ”Dødszoner” er tendensen endnu tydeligere. Romanen synes næsten at miste interessen for sin egen kriminalgåde undervejs til fordel for en skildring af den historiske kulisse, den udspiller sig i. Den skildrer krigens umenneskelige maskineri, dens ofre og bødler og ikke mindst de personer, der befinder sig i den store gråzone imellem de to. Med Anden Verdenskrig som en velegnet prisme udstiller romanen den voldelighed og brutalitet, der kan bruse frem i mennesket, når omstændighederne tillader det. En pointe, som man også finder i Dorph/Pasternak-krimierne, er, at der ofte er utrolig kort mellem ’det gode’ og ’det onde’, hvis det overhovedet giver mening at betragte verden ud fra disse begreber.

Både Pasternaks ”Dødszoner” og Dorph/Pasternak-bøgerne er kendetegnet af en rå, nøgtern og økonomisk skrivestil med få sproglige svinkeærinder. De er præget af korte, ofte endda amputerede helsætninger, der skaber en intensitet, der på effektiv vis kan holde læseren fanget. Hermed ikke sagt, at der ikke er plads til andet end det, der holder kriminalhistorien kørende, for som antydet er en af Pasternaks litterære ambitioner at komme ud over den snævre forestilling om den plotdrevne krimi, der ikke har så meget andet at tilbyde. Et stilistisk særtræk, som man kan fremhæve i den forbindelse, er det fokus, der er på detaljer, som kan stadfæste historien i tid og rum og hermed bidrage til at etablere den historiske ramme om fortællingen.

Beslægtede forfatterskaber

I både Dorph/Pasternak-krimierne og ”Dødszoner” fornemmer man en tydelig stilistisk inspiration fra krimiidolet James Ellroy, der med sin usentimentale og telegramagtige skrivestil har dannet skole for en lang række nutidige krimiforfattere. Forkærligheden for dybtborende skildringer af historiens grusomheder deler Pasternak med den tidligere redaktørkollega Karen Vad Bruun, der sammen med sin mand Benni Bødker udgiver kriminalromaner med retsantropologen Linnea Kirkegaard i hovedrollen.

Beskrivelsen i ”Dødszoner” af krigens kaotiske undtagelsestilstand og de ekstreme valg, denne tilstand tvinger den enkelte ud i, skaber associationer til Ernst Jünger, og i romanen spiller Jüngers ”Det eventyrlige hjerte” en betydelig rolle. I et interview i Information har Pasternak udtalt: Mange ting, Jünger laver, er ikke moralsk i orden, men han bevæger sig i nogle områder, som fortæller noget om, hvem vi er: Det er noget med at være i stand til at se det i øjnene og blive en hel person midt i, at man konfronteres med nogle urkræfter”. (Rasmus Elmelund: En mand og en bog, der slipper virkeligheden. Information, 2013-04-25).

Denne konfrontation med urkræfter er i høj grad også præsent i værker som Cormac McCarthys ”Blodets meridian” og Joseph Conrads ”Mørkets hjerte”, og ”Dødszoners” stemningsmættede fremstilling af den afstumpede voldelighed i samfundets randområder vækker klare mindelser om disse klassiske værker.

Bibliografi

Krimier

Dorph, Christian og Simon Pasternak:
Om et øjeblik i himlen. Gyldendal, 2005.
Dorph, Christian og Simon Pasternak:
Afgrundens rand. Gyldendal, 2007.
Dorph, Christian og Simon Pasternak:
Jeg er ikke her. Gyldendal, 2010.
Pasternak, Simon:
Dødszoner. Gyldendal, 2013.
Dorph, Christian og Simon Pasternak:
Tal til mig. Gyldendal, 2015.

Monografi

Pasternak, Simon:
Oqaluttuartoq Jens Rosing. Atuakkiofik, 1998.

Om forfatteren

Om forfatteren

Emnesøgning på Simon Pasternak

Kilder citeret i portrættet

Interviews

Andersen, Carsten:
Redaktør og forfatter: »Rædsel, kontroltab og vold interesserer mig enormt meget«. Politiken, 2014-02-25.
Elmelund, Rasmus:
En mand og en bog, der slipper virkeligheden. Information, 2013-04-25.