elsebeth egholm
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Elsebeth Egholm

journalist og cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2012. Opdateret af cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, Bureauet, februar 2019.
Top image group
elsebeth egholm
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Main image
Egholm, Elsebeth
Foto: Politikens Forlag

Indledning

I et risikosamfund giver det god mening, at titlerne på Elsebeth Egholms populære krimier om journalisten Dicte Svendsen lyder som en forsikringspolice. Men hovedpersonen i bøger som “Personskade” og “Selvrisiko” ville nu have svært ved at opnå en livsforsikring. Hun er hele tiden ved at indebrænde, blive kvalt eller få flækket knolden af en psykopat med en økse – for ikke at tale om alle de mere almindelige udfordringer, hun oplever, og som selv de største forsikringsselskaber ikke dækker. For eksempel at hjertet går i stykker eller at man bliver forvirret over en lækker læge, som dukker op, mens ens modige krigsfotografkæreste er på reportage i Irak. I 2017 udgav Egholm ”Jeg finder dig altid” med en ny krimiheltinde – lægen Rina, som i al hemmelighed også er street art-kunstneren Private Eye.

46299566 

Blå bog

Født: 17. september 1960 i Nyborg.

Uddannelse: Musikvidenskab ved Århus Universitet, 1980-81. Det Jyske Musikkonservatorium, 1981-85. Journalisthøjskolen, 1985-89.

Debut: De frie kvinders klub. Lindhardt og Ringhof, 1999. Samtidsroman.

Priser: Bogklubben 12 bøger’s litteraturpris 2000.

Seneste udgivelse: Frit fald. Politiken, 2019. Krimi.

Inspiration: Donna Leon (på grund af romanerne om kommissær Guido Brunetti).

 

 

Elsebeth Egholm fortæller om sin nye hovedperson Rina

Artikel type
voksne

Baggrund

“Hun ville trykke på ‘stop’ men lod alligevel være og vidste ikke hvorfor. Nu trådte en ny person ind foran kameraet. Det var umuligt at se, om det var en mand eller en kvinde. Hele skikkelsen var indhyllet i et sort gevandt. Mellemøsten, fløj det gennem hendes hoved. Nordafrika, måske. Der var kun små sprækker til øjnene. Dicte hørte sit eget gisp, da en sabellignende genstand blev svunget over hovedet på den fastspændte mand. Hun så, men så alligevel ikke noget. Synssansen nægtede at samarbejde, og hun stirrede hypnotiseret ind i skærmen.”

“Nærmeste pårørende”, s. 11.

Elsebeth Egholm blev født i Nyborg den 17. september 1960, men voksede op i Lisbjerg ved Århus, hvor forældrene fra 1969 drev et havecenter. Frem til syvende klasse trådte hun sine barnesko på Lisbjergskolen, og derefter gik hun i 1. og 2. Real på Nørre Boulevard Skole. Hun har en sproglig studentereksamen fra Statsgymnasiet i Hasle, som hun fulgte op på med et år på Århus Universitets musikvidenskabelige studium. Herefter gik turen til Det Jyske Musikkonservatorium, men efter fire år skiftede hun i midtfirserne musikken ud med journalistikken, da hun begyndte på Journalisthøjskolen. Fire år senere blev hun bagsideredaktør på Berlingske Tidende, og efter yderligere nogle år havde hun etableret sig som freelanceskribent og leverede noveller og klummer til diverse ugeblade. 

I 1998 fik hun en henvendelse fra forlæggeren Lars Ringhof, som havde læst hendes klummer i Alt for Damerne og ville høre, om hun ikke kunne tænke sig at skrive noget til forlaget. Det kunne hun godt, og med titlen “De frie kvinders klub” fra 1999 kom hun på sporet af en formel, som siden har kastet en lang række værker af sig; samfunds- og kvindeliv i en krimiskabelon. 

Den journalistiske baggrund er hele vejen igennem forfatterskabet tydelig. Afsættet er ofte virkelige begivenheder, der er vægt på research og sproget er samvittighedsfuldt og solidt. Selv fortæller hun om sin stil: “Jeg hører til den gruppe af forfattere, der som den gamle, objektive journalisttype stræber efter at fremlægge historien så nuanceret som muligt og overlade konklusionen til læserne. Det har jeg tillid til, at de selv kan finde ud af. Jeg bryder mig ikke selv om løftede pegefingre rent politisk, når jeg læser en roman. (…) Jeg har gode kontakter ved politiet i Århus og på Retsmedicinsk Institut. Jeg kender en dygtig kriminalmand, som altid læser manuskriptet igennem, så jeg forhåbentlig undgår de værste polititekniske brølere. Derudover tager jeg gerne ud og ser på lokaliteter, som jeg forestiller mig kunne indgå i romanen.” (Fra Elsebeth Egholms hjemmeside). 

Privat var Elsebeth Egholm gift med den britiske krimiforfatter Philip Nicholson fra 1994 frem til hans død i 2005. De tilbragte halvdelen af året på Gozo, en maltesisk ø i Middelhavet syd for Sicilien. Den anden halvdel i hjemmet nær Århus. Elsebeth Egholm har skrevet om livet på Gozo i novellesamlingen “Mig og min ø” fra 2000 og i krimierne “Scirocco” fra 2003 og ”Dødvægt” fra 2015. Hun kommer fortsat på øen for at skrive, finde ro og kræfter i solen og tilbringe tid med gode venner. 

Ud over Gozo-værkerne og Dicte Svendsen-krimierne har Elsebeth Egholm bl.a. også skrevet krimierne “Opium” fra 2003 og ”Jeg finder dig altid” fra 2017 samt manuskriptet til tv-serien ”Den som dræber” (2011).

De frie kvinders klub

23835975

I 1999 debuterede Elsebeth Egholm med romanen “De frie kvinders klub”, som hun skrev på opfordring af forlaget Lindhardt og Ringhof. Romanen foregår i Århus, og den handler om de fire veninder, Pernille, Isabel, Solveig og Mette, der nu er i 40’erne, og som i gymnasieårene hang sammen som ærtehalm. De tætte bånd er dog blevet udviskede med tiden, da mænd, kærester, børn og arbejde efterhånden fylder så meget, at det fortrænger venskaberne. Men da Solveig begår selvmord, knytter den dårlige samvittighed og nogle mystiske omstændigheder omkring venindens sidste tid, de tre piger sammen igen.

Handlingen er delt op i fortid og nutid, i henholdsvis 1980’erne og romanens samtid, og afsnittene markerer spring tilbage til begivenheder i kvindernes liv fra før, de blev gift og fik børn, og frem til nutiden, der skildrer jagten på sandheden om Solveig, og hvorfor hun begik selvmord. Også andre spørgsmål hænger uforløste i luften. Hvorfor har Solveig for eksempel gjort de tre veninder til hovedarvinger efter mange år uden kontakt? Og hvem er den mystiske mand, der lægger sorte roser på hendes grav?

Scirocco

22883410

De mange rejser til den lille maltesiske ø Gozo har sat sine tydelige spor i Elsebeth Egholms forfatterskab. I 2000 udkom “Mig og min ø”, som er en samling af artikler, der over en årrække har været bragt i Berlingske Tidende. Samme år udkom Egholms anden roman, kærlighedshistorien “Scirocco”, der følger den danske kvinde Kari. Hun bor sammen med sin maltesiske mand, Salvu, på øen Gozo. De har været gift i fem år, men nu er ægteskabet begyndt at knirke. Kari har svært ved at finde sine kulturelle rødder, og hun føler sig hverken hjemme i dette ‘tjenestesamfund’ med nærmest mafialignende familiemønstre eller i hjemlandet Danmark. Da den varme ørkenvind, Sciroccoen, blæser ind over øen, ankommer samtidig en fremmed, og kort efter omkommer to mennesker efter en eksplosion.

Elsebeth Egholm fortæller selv om bogen: “Scirocco er den varme ørkenvind, som blæser over middelhavslandene fra Sahara og gør mærkelige ting ved folk. Det siges, at når sciroccoen blæser, er der flere slagsmål på barerne, og folk går fra hinanden for et godt ord. Titlen på min roman nummer to skulle være et billede på min hovedpersons sindsstemning. Romanen skulle foregå på Gozo – jeg ville gerne vise, at jeg kunne andet end Århus. Tanken var, at det skulle være en kærlighedsroman og en roman om kultursammenstød. Vi taler så meget om de fremmede herhjemme, men hvordan er det egentlig at tage ud som dansker og selv være den fremmede?” (Fra Elsebeth Egholms hjemmeside).

Skjulte fejl og mangler

“Hun genkendte John Wagner, kriminalassistenten, som hun havde interviewet et par dage forinden. Midaldrende, i slidt tweedjakke med læderlapper på ærmerne. Mørk som en sydlænding og med sort og sølvhår blandet sammen i en tætklippet frisure. Ansigtet var langstrakt, understreget af høje tindinger. Næsen lang og let buet. Øjnene lå i dybe mørke huller. Han så træt ud, som om han permanent gik rundt i søvne, men måske var det bare hans væsen. Et skilt forkyndte, at manden ved hans side var chefkriminalinspektør Christian Hartvigsen.”
“Skjulte fejl og mangler”, s. 112.

I den første krimi i Elsebeth Egholms serie om journalisten Dicte Svendsen, “Skjulte fejl og mangler” fra 2002, er hovedpersonen netop flyttet fra København til Århus sammen med sin teenagedatter Rose. Dicte har nemlig fået job på den lokale redaktion, og desuden er hun på flugt fra sin skørtejæger af en utro ægtemand. 

Vi møder hende på en udendørsservering ved åen nede i midtbyen, hvor hun fejrer sin fyrre års fødselsdag med veninderne Anne og Ida Marie. Hun har rimelig nemt ved at beherske sin begejstring over deres gave – en dildo – og hun er heller ikke ovenud entusiastisk, da Ida Marie rejser sig og skråler en fødselsdagssang på svensk. Muligvis er hun en smule jaloux på sine to veninder, der begge er vel kørende i livet med mænd og jobs, de er glade for. Anne er jordemor, og Ida Marie har et rejsebureau og er oven i købet højgravid. Dicte har bare sig selv og altså nu en dildo, som ikke rigtig harmonerer med de moralbegreber, som hun stadig kæmper med at frigøre sig fra en opvækst i Jehovas vidner. Scenen formidles af en tredjepersonfortæller, der er loyal mod Dictes journalistøje og sårbare sind, og som bidrager med elementer fra personernes fortid.

24325946

Fortællingens motor bliver sat i gang allerede på det korte første kapitels sidste side, for bedst som Dicte sidder og mindes, hvor hyggelige hendes fødselsdage plejede at være, flyder et barnelig forbi i åen. Krimiplottet fører langt ud i forstæderne og ind i Gellerupplanens indvandrermiljøer, for der er et koranvers vedhæftet det håndklæde, liget er svøbt i. 

Snart bliver der vendt op og ned på de tre kvinders liv. Anne og Ida Maries tilsyneladende velforankrede dagligdag får sig en tur i tilværelsens store valseværk, da Ida Maries mand har en affære med en kollega, og Anne får konstateret brystkræft. Kort efter føder Ida Marie en søn, som bliver bortført fra fødegangen. Samme sted finder Anne en nyfødt dreng i sin vugge ved siden af sin sovende mor med påskriften “DØ” i panden. I takt med at venindernes liv kollapser, knytter de sig igen tættere sammen. 

Sagen om babyen i Århus Å er en virkelig begivenhed, som aldrig er blevet opklaret. Egholm bruger den konkrete begivenhed i sit krimiplot, samtidig med at hun fletter det, hun har på hjerte, ind i personernes relationer og forhistorie. Læseren stifter ikke kun bekendtskab med den grufulde historie, men også med Dictes kamp for at overleve i konkurrencen på en travl avisredaktion, bekymringerne for den 16-årige datter, forelskelsen i pressefotografen Bo, og venindernes forhold til karrierer, mænd, børn osv. 

Titlen “Skjulte fejl og mangler” refererer både til Dicte Svendsens nye bolig – en tidligere rockerborg – og til personernes umiddelbart velfungerende og pæne liv, der som en tynd skal begynder at krakelere under presset fra fortidens traumer og nutidens dramatiske begivenheder.

Selvrisiko

“Han humpede hen til vinduet på bare fødder, og et kort øjeblik så hun hans profil i det orange skær og savnede forelskelsen. – Det brænder, sagde han og lød forpustet. Nu var hun ved hans side og så eksplosionerne. Taget på genboens stald gik af som på en gryde popcorn. Puff. Puff. Gnister sprøjtede, og flammer slikkede luftens frost. Hendes krop var stiv, måske kun et sekund; frosset fast.
“Selvrisiko”, side 6-7.

Elsebeth Egholm fulgte i 2004 op på “Skjulte fejl og mangler” med romanen “Selvrisiko”. Titlen referer til, at tilværelsen for veninderne bliver fuld af skjulte fejl og mangler og præget af høj selvrisiko. Selv om de er hinandens fremragende assurandører, er der alligevel ikke nogen af dem, som slipper for at betale for livet med sår på sjæl og legeme. Måske er det derfor, Rose, Dictes datter, vælger den sikre vej og planlægger at flytte i rækkehus med sin kæreste Jan, der står i lære i sin fars revisorfirma. Der er da også nok at slippe væk fra. Alskens modbydeligheder vælder op i kølvandet på Dicte, når journalistnæsen sender hende ned i livets slamkanaler på jagt efter en ny historie. Denne her gang får hun nærmest kastet historierne i hovedet. Nabogården brænder, inde i byen står en skole i flammer, og kort efter opdager Rose liget af naboens datter i en mose. Pigen har fået hovedet kløvet af en økse. Inden da er hun blevet hængt. Oven i købet er der noget, der tyder på, at Dicte er den næste, der skal dræbes.

26873703

Og hun har faktisk nok at tænke på, som det er. Udlængslen rumsterer i krigsfotografen Bo, og hans ekskone spøger stadig kulissen. Men nu er der altså også en psykopat, som har hende i kikkerten, og det sætter jo ligesom tingene i relief.

I den risikofyldte tilværelse er det Ida Marie, som klarer sig bedst af de tre veninder, og hende, som har den mest fremtrædende position ved siden af Dicte. Her virker hun som modvægt til den generelle uhygge med et liv, som endelig er faldet i hak – i en sådan grad endda, at hun har fået doktormanden til at skrue sin spiral ud, så hendes politimand kan komme i gang med at lave en baby på hende. Hun synes nemlig, de skal være endnu mere familie, end de allerede er. Hvis der er nogle skygger i hendes parcelhusparadis med kriminalassistent John Wagner, er det, at han mener, han er lidt gammel og stritter imod.

 

 

Personskade

“Hans stemme ændrede sig pludselig, og en form for professionel omsorg sneg sig ind. – Kan du klare det? Kunne hun det? Han kendte hende så godt. Hun tænkte på den unge pige og hendes sårbarhed; på det lange lyse hår som kontrast til det blodige underliv."
“Personskade”, s. 38.

En bog kan dårligt åbne mere chokerende end “Personskade”, der udkom i 2005 og er del af Dicte Svendsen-krimiserien. Bo fortæller over en romantisk middag – og hvor romantisk er lige det!? – at han skal til Irak på en reportagerejse, og det i en periode, hvor der dør flere tusinde allierede om året, for slet ikke at tale om det utal af civile, som ryger i kampen mod militser og fanatikere. Selv samme aften får Dicte en besked fra sin datter om, at hele havnen står i flammer. En flok anden g'er er blevet bortvist fra den gamle DSB-færge, som tjener som diskotek, og nu bølger slaget frem og tilbage med politiet. Dicte og Bo kaster sig ind i bilen og fræser ned på havnen, hvor de finder et lig af en ung pige, der er blevet åbnet som en fisk bag en container midt på valpladsen.

26873681

Hvad er der sket? Og hvad – for øvrigt – er det, som får frygten frem i øjnene på Roses nye kæreste, den medicinstuderende anden g'er Aziz? Er han på en eller anden måde involveret? Hvad skjuler han om sin fortid?

Dicte har nok at bekymre sig om. Ikke mindst da hun møder en ikke så lidt interessant læge, som donerer hed lægesex op ad vægge og vindueskarm. Hun har næsten ikke dårlig samvittighed, men så ringer telefonen, og det viser sig, at Bos makker i Irak er blevet sprængt til konfetti, og at Bo selv har skadet sit ene ben.

Også Anne får noget at tænke over, da dokumenter fra fortiden dukker op og får det til at se ud som om, hun i virkeligheden ikke er koreaner, men grønlænder.

 

 

 

 

Vold og magt

“Gaden var belagt med hvidt pulver nu; hun begyndte at snuble over murbrokker og sære genstande, som trykbølgen havde hvirvlet op: et gult udsalgsskilt, et tøjstativ formet til ukendelighed, cykler, der var rutsjet hen ad vejen, og tilfældige stykker af tøj på knækkede bøjler. Alt sammen akkompagneret af et kor af løbske bilalarmer."
“Vold og magt”, s. 8-9.

 Afsættet for Dicte Svendsen-krimien “Vold og magt” fra 2009 er et par bombesprængninger i Århus. Den ene finder sted i et solcenter, hvor Dicte og en veninde skulle have befundet sig, den anden i borgmesterkandidat Francesca Olsens bil. En ung handicappet kvinde findes død i solcenteret, og et DNA-spor peger på Dictes bortadopterede, kriminelle og dødssyge søn, der for nylig er blevet løsladt fra Statsfængslet Østjylland. 

I sin søgen efter sønnen kommer Dicte på en rejse igennem en underverden, hvor myndighederne sætter dagsordenen, udsteder medicinen og uddeler diagnoserne, og hvor værdien af et menneskes liv afhænger af, om man kan fungere ‘normalt’. Undervejs i romanen tematiseres aktiv dødshjælp, handicappede, socialt udstødte, behandlersystemet, butiksrapsende teenagere, kampagnejournalistik, ambitiøse kvinder med yngre elskere og så videre. Et eller andet sted i virvaret findes Bo, Ida Marie, Anne og Rose stadig, men de er mindre fremtrædende end i de første bøger. 

28737300

Modtagelsen i pressen svingede mellem det ovenud begejstrede og det lunkne. En af seriens tilbagevendende læsere, Berlingske Tidendes anmelder Mette Strømfeldt, mente ikke, det kunne blive meget bedre: “Jeg vil vove den påstand, at hvis Egholm var brite eller amerikaner, var hun ikke alene et verdensnavn, men også mere end respekteret for den måde, forfatterskabet har udviklet sig på i de tre sidste bøger. Med “Vold og magt” og plottets gotiske tråde til det engelske, ligger det faktisk lige for at sammenligne Egholm med Minette Walters – vel at mærke da denne britiske krimidronning var på sit højeste." (Mette Strømfeldt: I en klasse for sig. Berlingske Tidende, 2009-08-19).

For andre, mindre entusiastiske læsere var udviklingen knap så markant og nærmere status quo, om ikke en egentlig afvikling. Det gjaldt Politikens May Schack, som gik kold i det overvældende galleri af relationer og karakterer. “Men man bliver efterhånden træt af metoden med at afdække enhver persons mere eller mindre sandsynliggjorte fortidsskeletter, der både skal forbindes med plottet og udtrykke aktuelle problemstillinger og debatter”. (May Schack: Egholms krimier gaber over mere end godt er. Politiken 2009-08-24).

Dødvægt

”Keesa drømte om manden. Han sad på kanten af himmelsengen og betragtede hende med en intense, prikkende øjne, som lod til at registrere hvert et molekyle i hendes krop. Hun ville flygte fra ham, men han havde gjort noget ved hende, så det ikke lod sig gøre. Hendes krop ville ikke, som hun ville, men hendes hjerne var endnu klar.”

”Dødvægt”, s. 343.

Den niende bog i serien om Dicte Svendsen udkom i 2015 under titlen ”Dødvægt”. Handlingen udspiller sig denne gang langt fra det aarhusianske bymiljø, som ellers har præget mange af krimiseriens fortællinger. Romanens figurer befinder sig langt fra Danmark i et fremmed landskab og i en anderledes kultur. Historien er som de andre bøger i serien fortalt med en 3. persons fortælling med skiftende indre synsvinkel, som sideløbende med spændingshistorien lader læseren komme tæt på hovedpersonernes tanker og psykologiske bevæggrunde.

51835468

I starten af fortællingen bliver Dicte, kæresten Bo og et hold fotoelever vidner til en uhyggelig scene, da en flygtningebåd fra Libyen under en storm kæntrer i Middelhavet mellem Malta og den lille ø Gozo. På samme tid dukker liget af en ung hvid kvinde op i havet, hvilket får Dicte til at reflektere over, at hvide liv tilsyneladende tillægges større værdi end sorte: ”En hvid kvinde mellem sorte mænd. Et værdifuldt liv mellem alle deres billige, som de havde trukket i en afrikansk automat, tænkte Dicte om det faktum, som ingen ville sige højt, men som alle vidste, var sandheden: Middelhavet var en stor gravplads for bådflygtninge, der ikke var velkomne nogen steder. Med liget af en lyshudet ung kvinde var det en ganske anden sag.” (s. 12-13).

Herefter hvirvles Dicte hurtigt ind i efterforskningen, hvilket viser sig at være en farlig færd for både hende selv og kæresten. Det plotbaserede handlingsspor kædes sammen med højaktuelle temaer som bådflygtninge, verdens ulighed og trafficking, ligesom forskellige kulturers syn på religion, ægteskab og abortlovgivning berøres.

I vanlig femikrimi-stil bliver der ligeledes plads til hovedpersonens egne personlige kvaler og følelsesmæssige dilemmaer, da Dicte møder den tiltrækkende politimand Jack Spiteri, mens Bo synes mest optaget af det unge fototalent Natascha. Parforholdsproblemer, jalousi og sidespring kobles med plottet, hvor de mange løse tråde i efterforskningen efterhånden bliver bundet sammen.

Jeg finder dig altid

”Rina cyklede hele vejen hjem fra Gellerup i indre oprør med sig selv. I årevis havde hun kæmpet for at holde Private Eyes identitet hemmelig. Stanek havde selvfølgelig lovet at holde det for sig selv. Men kunne man stole på en strisser, selv om han virkede sympatisk?”

”Jeg finder dig altid”, s. 127.

Elsebeth Egholm vendte i 2017 tilbage til Aarhus i krimien ”Jeg finder dig altid”. Hun har denne gang forladt Dicte Svendsen og præsenterer et helt nyt persongalleri med kvinden Rina i centrum. Også her er der tale om en stærk men sammensat kvindefigur. Rina er læge, men lever et dobbeltliv, da hun om natten er gadekunstneren Private Eye, som klatrer på de aarhusianske bygninger for at udføre sin kunst. Hun lider desuden af ansigtsblindhed, hvilket gør det umuligt for hende at genkende mennesker på deres ansigtstræk alene, og hun lever sit liv med få nære venner og mange forliste parforhold i bagagen: ”Hos hendes sad følelsen af, at folk kom for tæt på, altid lige under huden” (s. 167).

54802315

Krimihistorien tager sin begyndelse en nat, hvor en ung mand skubbes i døden fra en bygning, Private Eye netop har forladt. Det står hurtigt klart, at ikke kun Rinas hemmelige identitet men også hendes liv er i fare. Samtidigt møder hun politimanden Stanek, og det viser sig i løbet af romanen, at deres familiehistorier er forbundne af en gammel sag om kidnapning af to seksårige. Rina var den ene af de to børn, mens hendes tvillingebror aldrig blev fundet.

Et tematisk omdrejningspunkt i bogen er skildringen af, hvordan et barndomstraume påvirker en resten af livet. Andre temaer er forholdet mellem læge og patient, forældresvigt og far-søn-forholdet. Egholm har igen skrevet en plotbåret krimihistorie, som inddrager hovedpersonernes indre liv. Efter et sygdomsforløb troede Elsebeth Egholm ellers, at hendes forfatterskab skulle bevæge sig i en ny retning: ”Efter min brystkræft tænkte jeg nemlig: Nu må jeg lade være med at være så overfladisk og blive lidt litterær i stedet for at underholde. Men det ligger jo dybt i mig, at jeg gerne vil fortælle den gode historie og skrive spænding. Det er det, der tænder mig, og det kunne jeg mærke, da jeg først kom i gang med at skrive ”Jeg finder dig altid”” (Marie-Louise Truelsen: Elsebeth Egholm lagde Dicte på hylden efter sin kræftsygdom. Alt for damerne, 2017-08-18). Elsebeth Egholm har planer om at skrive flere bøger om sin nye krimi-heltinde i de kommende år.

Genrer og tematikker

I 1986 udgav den tyske sociolog Ulrich Beck sit emblematiske værk “Risikosamfundet” om en transnational tid med grænseoverskridende problemer, som kaldte på transnationale løsninger, og da Tjernobyl samtidig smeltede ned i en radioaktiv sky, og man med tilbageholdt åndedræt fulgte vindpilen på vejrkortene, så kunne budskabet ikke være bedre understreget. Det drejede sig så at sige om “skjulte fejl og mangler” ved forbrugersamfundet og velfærdsstaten, som umiddelbart tog sig ud som tryghedsmodeller, men som i virkeligheden led under en enorm geopolitisk og miljømæssig slagside. I dag er konsekvenserne af massefattigdommen syd og øst for ‘Fort Europas’ grænser mod Asien og Afrika de tydeligste: terrorisme, illegale immigranter, flygtninge, ghettoer og ghettoisering. Dicte Svendsen får det hele tæt ind på livet takket være Roses kæreste Aziz og Gellerupplanens betændte udråbstegn foran den provinsielle selvtilstrækkelighed, der omgiver den til alle sider. Men når det kommer til stykket, er globalt påførte trusler for ingenting at regne mod de risici, som følger et helt almindeligt Dicte-liv.

Alt kan gå galt. Ens mand kan være utro, man kan selv være utro, ens bedste veninde kan være sammen med ens eksmand (Anne!), ens datter kan date den forkerte, man kan have fnidder med en åndssvag kvindelig kollega på redaktionen, og man kan blive udsat for sygdom og fødselskomplikationer og en masse andre ting, som man ikke bare kan tale væk, selv om man selvfølgelig kan gøre sit bedste. Og så er der selvfølgelig alle de rædselsfulde risici lige uden for døren: morderpsykopater, sadister, voldtægtsforbrydere og organrøvere. Et samfund er altid allerede et risikosamfund med skjulte fejl og mangler og selvrisiko og personskade. Dicte Svendsen-romanerne er i den forstand risikofortællinger om kampen mod risikoer i det nære og det fjerne.

Elsebeth Egholm har flere gange understreget, at hun ønsker at skrive om de problemer, der optager mennesker i samtiden. Også i krimien ”Jeg finder dig altid” fra 2017 skriver hun sig ind i den del af den skandinaviske krimitradition, som både inddrager tidens aktuelle samfundsproblemer og genkendelige hverdagskvaler. Heri kæmper lægen Rina med sit kærlighedsliv og kompenserer for både sit handikap som ansigtsblind og en svær barndom ved at klatre på høje bygninger og lave anonym street art. Samtidig handler romanen dog ligeså meget om følgevirkninger af forældres selvrealisering og svigt af deres børn, hjemløse udlændinges kamp for at skaffe sig arbejde og travlheden i nutidens sundhedsvæsen.  

Beslægtede forfatterskaber

Krimigenren har mange underafdelinger, og i forhold til anslag og anlæg viser der sig i hvert fald tre grupper; den journalistiske, den ‘kolorerede’ og den litterære. Den kolorerede tegnes af popmusikere, tegneseriefreaks og filmfolk som Jo Nesbø, Jussi Adler-Olsen, Morten Hesseldahl og Christian Mørk med en hurtig klipning, filmiske scenerier og stor billedrigdom, men med et ofte flagrende sprog. Den litterære befolkes af forfattere som Susanne Staun, Håkan Nesser og Jokum Rohde, der fornøjede surfer rundt på metalag, intertekstualitet og sproglig opfindsomhed. Den journalistiske rummer ud over Egholm folk som Leif Davidsen og Jens Henrik Jensen, der udvikler de indre og ydre landskaber i en anderledes traditionel, deskriptiv stil med forpligtelse på at gengive virkeligheden i forholdet en til en. 

Krimien er per definition kritisk og bekymret, og mange skandinaviske femi- og machoforfattere, såvel som journalistiske og kolorerede har opprioriteret denne dimension og lagt den sammen med en markant psykologisk interesse og en udmalet humanisme. Det har givet anledning til nok en rubricering, nordisk krimi, som forlagene flittigt benytter, når de skal markedsføre deres forfattere i udlandet. I dette åndedrag kan det nævnes, at bøger skrevet af Elsebeth Egholm også er udkommet i Norge, Sverige, Tyskland og Holland. 

I virvaret af rubrikker og kategorier er Elsebeth Egholms nærmeste åndsfæller formentlig svenske krimidronninger som Liza Marklund og Camilla Läckberg, og ligesom dem har hun også tiltrukket en opmærksomhed, som går videre end bogmarkedet. I 2011 skrev hun manuskript til TV2-dramaserien “Den som dræber”. Egholms serie om Dicte Svendsen er ligeledes blevet omskabt til tv-serie med Iben Hjejle i den bærende hovedrolle. Det kan i øvrigt nævnes, at en anden dansk forfatter, som også har skrevet om en århusiansk gadekunstner, ligesom Egholm gør det i ”Jeg finder dig altid”, er Sissel-Jo Gazan, hvis anonyme street art-kunstner går under betegnelsen Blækhat i romanen af samme navn fra 2017.    

Bibliografi

Krimiserien om Dicte Svendsen

Egholm, Elsebeth:
Skjulte fejl og mangler. Lindhardt og Ringhof, 2002.
Egholm, Elsebeth:
Selvrisiko. Gyldendal, 2004.
Egholm, Elsebeth:
Personskade. Gyldendal, 2005.
Egholm, Elsebeth:
Nærmeste pårørende. Gyldendal, 2006.
Egholm, Elsebeth:
Lig og legeme. Politiken, 2008.
Egholm, Elsebeth:
Vold og magt. Politiken, 2009.
Egholm, Elsebeth:
Eget ansvar. Politikens Forlag, 2013.
Egholm, Elsebeth:
Kød og blod. Politikens Forlag, 2014.
Egholm, Elsebeth:
Dødvægt. Politikens Forlag, 2015.

Andre værker af forfatteren

Egholm, Elsebeth i:
Drømmemanden : seksten kvinder skriver om deres drømmemand. Lindhardt og Ringhof, 1998.
Egholm, Elsebeth:
De frie kvinders klub. Lindhardt og Ringhof, 1999. Roman.
Egholm, Elsebeth:
Mig og min ø. Lindhardt og Ringhof, 2000. Essaysamling.
Egholm, Elsebeth:
Scirocco. Lindhardt og Ringhof, 2000. Roman.
Egholm, Elsebeth:
Opium. Lindhardt og Ringhof, 2003. Roman.
Egholm, Elsebeth:
Tre hundes nat. Politiken, 2011. Roman.
Egholm, Elsebeth:
De døde sjæles nat. Politiken, 2012.
Egholm, Elsebeth: Jeg finder dig altid. Politiken, 2017. Krimi.
Egholm, Elsebeth: Frit fald. Politiken, 2019. Krimi.

Om forfatterskabet

Her kan man finde en beskrivelse af forfatteren og af bøgerne, og desuden en oversigt over kommende foredrag af Elsebeth Egholm.
Siden indeholder biografi og henvisninger til bibliografi, liste over priser mm.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Elsebeth Egholm

Kilder citeret i portrættet

Thorsen, Lotte:
Jeg ved godt, hvad det er, jeg laver. Politiken, 2000-06-04.
Schack, May:
En økse i hovedet. Politiken 2004-04-10.
Strømfeldt, Mette:
I en klasse for sig. Berlingske Tidende. 2009-08-19.
Schack, May:
Egholms krimi gaber over mere end godt er. Politiken. 2009-08-24.
Truelsen, Marie-Louise: Elsebeth Egholm lagde Dicte på hylden efter sin kræftsygdom. Alt for damerne, 2017-08-18.