elsebeth egholm
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Elsebeth Egholm

journalist og cand.mag. Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2012. Opdateret af cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, Bureauet, februar 2019.
Top image group
elsebeth egholm
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Main image
Egholm, Elsebeth
Foto: Politikens Forlag

Indledning

I et risikosamfund giver det god mening, at titlerne på Elsebeth Egholms populære krimier om journalisten Dicte Svendsen lyder som en forsikringspolice. Men hovedpersonen i bøger som “Personskade” og “Selvrisiko” ville nu have svært ved at opnå en livsforsikring. Hun er hele tiden ved at indebrænde, blive kvalt eller få flækket knolden af en psykopat med en økse – for ikke at tale om alle de mere almindelige udfordringer, hun oplever, og som selv de største forsikringsselskaber ikke dækker. For eksempel at hjertet går i stykker eller at man bliver forvirret over en lækker læge, som dukker op, mens ens modige krigsfotografkæreste er på reportage i Irak. I 2017 udgav Egholm ”Jeg finder dig altid” med en ny krimiheltinde – lægen Rina, som i al hemmelighed også er street art-kunstneren Private Eye.

134968753

Blå bog

Født: 17. september 1960 i Nyborg.

Uddannelse: Musikvidenskab ved Århus Universitet, 1980-81. Det Jyske Musikkonservatorium, 1981-85. Journalisthøjskolen, 1985-89.

Debut: De frie kvinders klub. Lindhardt og Ringhof, 1999. Samtidsroman.

Priser: Bogklubben 12 bøger’s litteraturpris 2000.

Seneste udgivelse: Så mange liv. People's, 2022. Krimi.

Inspiration: Donna Leon (på grund af romanerne om kommissær Guido Brunetti).

 

 

 

Elsebeth Egholm fortæller om sin nye hovedperson Rina

Artikel type
voksne

Baggrund

“Hun ville trykke på ‘stop’ men lod alligevel være og vidste ikke hvorfor. Nu trådte en ny person ind foran kameraet. Det var umuligt at se, om det var en mand eller en kvinde. Hele skikkelsen var indhyllet i et sort gevandt. Mellemøsten, fløj det gennem hendes hoved. Nordafrika, måske. Der var kun små sprækker til øjnene. Dicte hørte sit eget gisp, da en sabellignende genstand blev svunget over hovedet på den fastspændte mand. Hun så, men så alligevel ikke noget. Synssansen nægtede at samarbejde, og hun stirrede hypnotiseret ind i skærmen.”

“Nærmeste pårørende”, s. 11.

Elsebeth Egholm blev født i Nyborg den 17. september 1960, men voksede op i Lisbjerg ved Århus, hvor forældrene fra 1969 drev et havecenter. Frem til syvende klasse trådte hun sine barnesko på Lisbjergskolen, og derefter gik hun i 1. og 2. Real på Nørre Boulevard Skole. Hun har en sproglig studentereksamen fra Statsgymnasiet i Hasle, som hun fulgte op på med et år på Århus Universitets musikvidenskabelige studium. Herefter gik turen til Det Jyske Musikkonservatorium, men efter fire år skiftede hun i midtfirserne musikken ud med journalistikken, da hun begyndte på Journalisthøjskolen. Fire år senere blev hun bagsideredaktør på Berlingske Tidende, og efter yderligere nogle år havde hun etableret sig som freelanceskribent og leverede noveller og klummer til diverse ugeblade. 

I 1998 fik hun en henvendelse fra forlæggeren Lars Ringhof, som havde læst hendes klummer i Alt for Damerne og ville høre, om hun ikke kunne tænke sig at skrive noget til forlaget. Det kunne hun godt, og med titlen “De frie kvinders klub” fra 1999 kom hun på sporet af en formel, som siden har kastet en lang række værker af sig; samfunds- og kvindeliv i en krimiskabelon. 

Den journalistiske baggrund er hele vejen igennem forfatterskabet tydelig. Afsættet er ofte virkelige begivenheder, der er vægt på research og sproget er samvittighedsfuldt og solidt. Selv fortæller hun om sin stil: “Jeg hører til den gruppe af forfattere, der som den gamle, objektive journalisttype stræber efter at fremlægge historien så nuanceret som muligt og overlade konklusionen til læserne. Det har jeg tillid til, at de selv kan finde ud af. Jeg bryder mig ikke selv om løftede pegefingre rent politisk, når jeg læser en roman. (…) Jeg har gode kontakter ved politiet i Århus og på Retsmedicinsk Institut. Jeg kender en dygtig kriminalmand, som altid læser manuskriptet igennem, så jeg forhåbentlig undgår de værste polititekniske brølere. Derudover tager jeg gerne ud og ser på lokaliteter, som jeg forestiller mig kunne indgå i romanen.” (Fra Elsebeth Egholms hjemmeside). 

Privat var Elsebeth Egholm gift med den britiske krimiforfatter Philip Nicholson fra 1994 frem til hans død i 2005. De tilbragte halvdelen af året på Gozo, en maltesisk ø i Middelhavet syd for Sicilien. Den anden halvdel i hjemmet nær Århus. Elsebeth Egholm har skrevet om livet på Gozo i novellesamlingen “Mig og min ø” fra 2000 og i krimierne “Scirocco” fra 2003 og ”Dødvægt” fra 2015. Hun kommer fortsat på øen for at skrive, finde ro og kræfter i solen og tilbringe tid med gode venner. 

Ud over Gozo-værkerne og Dicte Svendsen-krimierne har Elsebeth Egholm bl.a. også skrevet krimierne “Opium” fra 2003 og ”Jeg finder dig altid” fra 2017 samt manuskriptet til tv-serien ”Den som dræber” (2011).

De frie kvinders klub

23835975

I 1999 debuterede Elsebeth Egholm med romanen “De frie kvinders klub”, som hun skrev på opfordring af forlaget Lindhardt og Ringhof. Romanen foregår i Århus, og den handler om de fire veninder, Pernille, Isabel, Solveig og Mette, der nu er i 40’erne, og som i gymnasieårene hang sammen som ærtehalm. De tætte bånd er dog blevet udviskede med tiden, da mænd, kærester, børn og arbejde efterhånden fylder så meget, at det fortrænger venskaberne. Men da Solveig begår selvmord, knytter den dårlige samvittighed og nogle mystiske omstændigheder omkring venindens sidste tid, de tre piger sammen igen.

Handlingen er delt op i fortid og nutid, i henholdsvis 1980’erne og romanens samtid, og afsnittene markerer spring tilbage til begivenheder i kvindernes liv fra før, de blev gift og fik børn, og frem til nutiden, der skildrer jagten på sandheden om Solveig, og hvorfor hun begik selvmord. Også andre spørgsmål hænger uforløste i luften. Hvorfor har Solveig for eksempel gjort de tre veninder til hovedarvinger efter mange år uden kontakt? Og hvem er den mystiske mand, der lægger sorte roser på hendes grav?