I 1983 udkom to bøger, som begge handler om en familie på ferie. I begge tilfælde spiller fantasien en stor rolle.
I den ene Viola og ridderen er hovedpersonen Viola, som er et snusfornuftigt 6-årigt barn med hele fantasien i behold. Det er gennem hende at vi på en telttur med Viola og hendes forældre og 2 søskende oplever den ulykkelige spøgelsesridder Ramund, som i 800 år har vandret hvileløst rundt. Bogen er meget humoristisk i sin skildring af nutidsbarnet Violas møde og venskab med ridderen. Samtidig er der en række situationer fra familielivet, som er gengivet meget rammende og humoristisk.
- "Sagnet fortæller, at han den aften, han fik at vide, at han ikke kunne få sin elskede Sighilde, gik ud i mørket og forsvandt. - Han har vel ikke kunnet finde vej tilbage med gitteret for øjnene. - Nemlig, søster, sagde Lotte. De der mænd kan overhovedet ikke finde ud af noget."
Den anden bog Spøgelseskatten er en lille hyggebog, fyldt med uhygge: far og 3 børn drager ud i det danske sommerland i campingvogn for at studere herregårde. I kølvandet følger spøgelseshistorierne - det myldrer med hvide damer og sorte katte, som dog alle viser sig at have en helt naturlig forklaring - næsten da.
Både Viola og ridderen og Spøgelseskatten er let læste og skrevet i et godt hverdagssprog. Søren Vagn Jacobsen får endnu engang fortalt en god historie, som får læseren til at sidde spændt og vente på det næste gys og det næste grin.