Frank Jæger udgav i 1953 ”Den unge Jægers lidelser”, hvis titel ironisk henviser til den tyske digter Goethes tragiske ”Den unge Werthers lidelser” (1774). I Jægers roman er der dog ikke noget lidelsesfuldt eller truende over de begivenheder i et livsforløb, der skildres. Bogens scener er snarere kendetegnet ved oplevelser af fantastisk eller drømmende tilsnit. En legende antirealisme, der understøttes af et poetisk billedsprog.
Romanen består af en række fortællinger af novelleagtig karakter med titler som ”En sommer”, ”Flugten” og ”Djævlens instrument” og er alle fiktive historier skrevet som erindringer. En dreng eller ung mand er hovedperson i alle fortællingerne, der bl.a. skildrer en lille drengs ferie hos sin tante og onkel, hvor sommerlæsningen influerer på drengens oplevelse af virkeligheden.
I en anden historie får tandlægeskræk drengen til at flygte ud på taget, hvor han møder en skorstensfejer, ligesom en kontrabas spiller en vigtig rolle i skildringen af en ung mands betagelse af den smukke Sille. Alle bogens historier er skrevet som jegfortællinger, og erindringens fortællestil slår også igennem i Jægers brug af en alvidende fortællestemme, som foregriber det, som siden hændte, eller fortolker det netop oplevede: ”Jeg vidste ikke dengang, at det som foregik for øjnene af mig og dér langt inde i mit hjerte og tyndt under min hud, var den afgørende omvæltning.” (s. 17).
”Den unge Jægers lidelser” er skrevet som en upålidelig erindringsbog, hvor det fantastiske og drømmeagtige bryder realismen. F.eks. går jegfortælleren hjem fra skole ”med sagte slag fra mine englevinger” (s. 28), ligesom han forveksler en pige og en kontrabas, hvis former minder om hinanden. Denne episode peger også på en anden væsentlig tematik i bogen nemlig en skildring af modsætningen mellem kunst og liv. Allerede fra starten af bogen anslås dette tema med disse ord om drengens selvopfundne storebror ”Jeg stod op paa hans erfaringers skuldre og sprang derfra dumdristigt ud i de dybe bassiner, hvis vande er dødsens farlige for de, der ikke har lært at svømme med løgnagtighedens udholdende svømmetag. Der maatte ske noget i hans liv, før der skete noget i min kunst. Fra hans oplevelsers springbræt er jeg hvirvlet, fra hans erfaringers skuldre er jeg sprunget.” (s. 9).