Mange kender Frank Jæger fra verselinjer som ”O at være en høne”, som findes i Højskolesangbogen og forbinder forfatteren med lyrikken. Frank Jæger var en produktiv forfatter, som skrev tekster inden for mange genrer fra digte og noveller til romaner, hørespil og børnebøger, og den antirealistiske, fantastiske roman ”Den unge Jægers lidelser” blev Wivels forlags største salgssucces. Digtene havde dog også en særlig plads hos Frank Jæger selv: ”Indtil nu har jeg selv den opfattelse, at det vigtigste, af det jeg skriver, er digtene, og det er vel også, fordi de står mit hjerte nærmest.” (Frank Jæger i et interview i Danmarks Radio. Jacob og Janus Kramhøft: Skyggerne gror, s. 73).
Frank Jæger debuterede i en efterkrigstid, der forsøgte at komme sig over krigens gru, og han blev med sine første udgivelser hurtigt kendt i den danske offentlighed som den lyse, sorgløse kunstner, der levede på landet i en tilpasset harmoni af natur, kærlighed og poesi. Den unge Frank Jæger digtede da også om naturen, årstidernes skift som livsrytme, kunsten, det erotiske, kærligheden og det eventyrlige liv med en sproglig lethed og musikalitet. De første digtsamlinger indeholdt både en enkel, uhøjtidelig diktion og humoristiske indslag. Mange af samlingens digte fremhævede det mirakuløse i verden og i menneskets livsudfoldelse og var præget af sanselighed og en ungdommelig livsappetit.
I både Frank Jægers lyrik og hans prosaudgivelser var tonen dog ikke kun lys og indholdet præget af idyl. Der var nok tale om livsglæde i de første udgivelser men ikke om sorgløshed. Fra starten af forfatterskabet havde idyllen melankolske undertoner, der ligeså vel indeholdt skildringer af bl.a. forgængeligheden som menneskelivets grundvilkår. I løbet af forfatterskabet får stemninger af dissonans, ensomhed og fortabelse en stadig mere fremskudt plads.
Hans forfatterkollega Jørgen Gustava Brandt kalder bl.a. Frank Jægers lyrik moderne og elementært tidløs i sin fremstilling af både tomhedsfølelse og livstaknemmelighed: ”Det ukomplicerede billede af naturens muntre søn var ikke sandt, og nogle af hans bedste digte placerer ham i en modernisme, som han helst fornægtede.” (Jacob og Janus Kramhøft: Skyggerne gror, s. 43). I hans digtsamling med det ironiske navn ”Idylia” bliver døden for alvor nærværende som en central tematik, ligesom rotter billedligt vælter frem som symboler på sammenbrud. Med sin sidste digtsamlings brug af polyfoni og verdenssammenbrud synes Frank Jæger også at indskrive sig i den modernisme, han ellers eksplicit modsatte sig. Som Finn Stein Larsen påpeger i sin bog ”Den magiske livskreds”, er ”Idylia” et bevægende og kunstnerisk helstøbt udtryk for en verden, der bryder sammen, men også en fremhævelse af kunstens potentiale: ”Selvom Jæger lever ti år til, siger han her verden et gribende farvel, men dog med klog indsigt i, at kunsten består.”