Idylia

Frank Jægers digtsamling ”Idylia” fra 1967 skildrer et alt andet end sorgløst liv i den frodige natur. Her slår de mørke og sorgfulde sider af forfatterskabet for alvor igennem. Dødsbevidsthed skildres bl.a. gennem barokkens emblemer, timeglasset og dødningehovedet, ligesom der ligger en tristhed i den silende regn, der sammen med tåge og slimet tang er gennemgående billeder i bogen.
Allerede i digtsamlingens første digt bliver en kvindes søde ord og sæbeduftende hænder og det hul, det skaber i ”Lysthusets Lindevæg”, kombineret med forekomsten af den ækle rotte som et symbol på det lyriske jegs sammenbrud: ”Men Rotten vil ikke glemmes, og selvom jeg tier om den, saa æder den sig ind paa min Tanke: Den havde et skabet Blik.” (s. 9-10). De velkendte motiver i forfatterskabet, naturen og kærligheden, har i denne samling fået en dyster grundtone.
”Idylia” består af både rimede og urimede digte med et rigt billedsprog og brug af allitterationer. I digtet ”Den slidte” fremhæver disse bogstavrim ord som Drøm og Død samt det blærede, brune og bortrev i skildringen af en drøm og dens betydning, der som tang rives bort fra stranden af vandets strøm: ”Som Tang imellem/ mine Hænder Drømmen/ Og Hjertet tungt,/ uroligt, fyldt med Død. Som Tang. Det blærede./ Det brune, Strømmen/ aflejred, bortrev/ hvad min Drøm betød.” (s. 60).
Samlingen er opdelt i fire dele, hvoraf det sidste er et langt fortællende digt, der har givet bogen navn, og hvis handling er en kærligheds- og forførelseshistorie, der bringer det fortællende jeg til fald og fortabelse. Der er tale om en slags guldalderunivers med episk sammenhæng, men alt er ikke, som det burde være. Rotten er igen på færde som symbol, og ”Idylia” viser sig at være en skrøbelig fiktion. Den fortællende sammenhæng brydes bl.a. ved, at der dukker fremmedelementer fra en anden tid op, f.eks. en svensk sangerinde: ”Det er Jenny Lind,/ jeg kender hendes yndefulde Gang,/ hvor er hun Fortid, smuk, uskyldig, ren” (s. 72). Den harmoniske nattergalesang bliver en nostalgisk modsætning til nutidsparrets flirt, liderlighed og splittelse. Med denne tematiske collagestil kan ”Idylia” siges at indskrive sig i en eksperimenterende modernisme. En anden vigtig pointe er, at selv om det lyriske jeg er en karakter i forfald, så er den verden, der bryder sammen, blevet omskabt i kunstnerisk form. Kunsten bliver det, der bliver stående tilbage.