Tove Jansson debuterede som børnebogsforfatter i 1945 samme år som Astrid Lindgren udgav den første bog om Pippi Langstrømpe. De to forfattere udgjorde sammen med deres kollega Lennart Hellsing en revolution i den svensksprogede børnelitteratur. På det tidspunkt blev børnelitteratur anset som et værktøj til børneopdragelse. Både Pippi og Mumitrolden står i skarp kontrast til den tradition. De agerer som selvstændige individer, og der er en tro på det kompetente barn, som er ny og forfriskende. For eksempel tøver Mumimor ikke med at sende Mumitrolden alene ud på farlige opgaver, som for eksempel i “Kometen kommer” eller i “Troldvinter” hvor Mumitrolden er overladt til at klare sig selv i den fremmede vinter.
De tre forfattere er meget forskellige i deres udtryk. Hellsing er mest kendt i Danmark for sine remsebøger om Krakel Spektakel, men de er fælles om en ny forståelse af barnet som individ og litteraturen som en mulighed for at sætte fantasien løs og gøre oprør med de voksnes regler. Hellsing formulerede engang sit syn på børnelitteratur således: “Al pædagogisk kunst er dårlig kunst, men al god kunst er pædagogisk”, hvilket fint udtrykker den moderne børnelitteraturs selvforståelse.
I Danmark haltede vi lidt bagefter de svenske børnebogsforfattere, og først i 1960’erne kom der for alvor gang i den modernistiske børnelitteratur Her står Ib Spang Olsens og Halfdan Rasmussens helt centralt med klassiske udgivelser som “Mosekonens bryg” og “Halfdans ABC”. Men også gamle kendinge som Hanne Hastrups Cirkeline-figur dukker for første gang op i denne periode.