Tove Jansson er internationalt berømt for sine børnebøger. Efter den sidste bog i serien om Mumifamilien, ”Sent i november” udkom i 1970, overgik hun til kun at skrive voksenlitteratur, men voksenlitteraturen har ikke haft samme gennemslagskraft som børnebøgerne.
Hendes første voksenbog ”Bildhuggarens dotter” fra 1968 (”Billedhuggerens datter”, 2014) er selvbiografisk og handler om hendes barndom i en frisindet kunstnerfamilie i Helsinki. Hendes far var billedhuggeren Viktor Jansson og hendes mor tegneren Signe Hammersten Jansson. Kapitlerne er selvstændige noveller og handler om hvert sit barndomsminde. Familien holdt til i deres lejlighed i Helsinki om vinteren og om sommeren på Bildö, en ø i den Stockholmske skærgård, hvilket senere skulle blive model for Mumidalen.
51258657
Der er i det hele taget mange sammenfald mellem hendes barndomserindringer og Mumifamiliens liv, ikke mindst den selvoptagede, men højt elskede faderfigur. Barnet Tove Jansson idealiserer sin far, hans sviregilder og hans barnlige glæde for ildebrande og tordenskrald. For den voksne læser er det dog let også at se de mere problematiske sider af hans karakter.
Denne vaklen mellem barndommens idyl og truslen fra det ukendte er, ligesom i Mumibøgerne, en rød tråd igennem ”Billedhuggerens datter”. En vinter besøger Tove og hendes mor et sommerhus og sner inde, det er på en gang hyggeligt og virkelig farligt set fra barnets perspektiv.
Indledningsnovellen handler om, at Tove og hendes kusine Karin kæmper om deres morfar, præstens, opmærksomhed. De konkurrer om at være den mest hellige og gudfrygtige, og stor er Toves ærgrelse den dag, Karin fortæller, at Gud har udvalgt hende og ikke Tove. Af ren jalousi laver Tove en guldkalv for at vække Guds vrede, men i stedet får hun ros af sin mormor for at have lavet et flot lam. Det hele er på en gang en leg og blodig alvor og det er det, der gør Janssons barndomserindringer så troværdige.