Tove Jansson
Foto: Hans Paul/Epa-Lehtikuva Files/Ritzau Scanpix

Tove Jansson (børn og unge)

cand.mag. Helle Eeg, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Top image group
Tove Jansson
Foto: Hans Paul/Epa-Lehtikuva Files/Ritzau Scanpix
Main image
Jansson, Tove
Foto: Groth

Indledning

Tove Janssons historier og figurer er kendt og elsket af børn og voksne over hele verden. Den første bog om Mumitroldene udkom i 1945. Her er Mumitrolden på jagt efter sin eventyrlystne far, der er stukket til søs med de selvlysende Hatifnatter. Heldigvis finder han sin far igen og også Mumidalen, der er familiens hjemsted. Sådan er det i de fleste Mumibøger. Den finlandssvenske forfatter, maler og tegner har nemlig en særlig evne til at kombinere det eventyrlige og faretruende med det hjemlige og hyggelige, det nære og det fjerne. En kontrast som cementeres af det iskolde og skarpe nordlys, der stråler over Mumifamiliens hyggelige, kakkelovnslignende hus.

 

48146716

Blå bog

Født: 9. august 1914 i Helsinki, Finland.

Død: 27. juni 2001 i Helsinki.

Uddannelse: Studier ved Tekniske skolan i Stockholm og ved den finske kunstforenings skole Ateneum i Helsinki.

Debut: “Småtrollen och den stora översvämningen”, 1945 (“Mumitroldene”, 1954).

Litteraturpriser: Niels Holgersson-plaketten, 1953. H.C.-Andersen-medaljen, 1966. Mårbackapriset, 1972. Findlanspriset, 1993. Selma Lagerlöfsprisen, 1993 og Svenska Akademiens stora pris, 1994.

Seneste udgivelse: Mumitrolden og dragen. Carlsen, 2020. (Mumintrollen Och Draken).

 

 

Artikel type
boern

Baggrund

“Og lykkeligst er måske Mumitrolden, som med sin mor går hjem gennem haven, lige når månen blegner i daggryet og træerne stille duver for morgenvinden, der kommer fra havet. Nu holder det kølige efterår sit indtog i Mumidalen. For ellers kan det jo ikke blive forår igen.”
“Mumitrolden – De tre første bøger”, s. 276

Tove Marika Jansson blev født den 9. august 1914 i Helsinki i Finland. Hun voksede op i et frisindet kunstnerhjem i Helsinki. Moderen Signe Hammersten-Jansson var tegner, og faderen Viktor Jansson var skulptør. Somrene tilbragte familien, der desuden tæller to yngre brødre, på Bildö, en ø i den Stockholmske skærgård, der senere blev model for Mumidalen.

Allerede som 15-årig debuterede Jansson som tegner i det politisk satiriske blad Gram, og året efter tog hun til Stockholm for at studere ved Tekniska skolan (nu Konstfack, Sveriges største kunst- og designskole). Efter studierne fortsatte hun på den finske kunstforenings skole Ateneum i Helsinki. Op igennem 1940’erne og frem til bladets lukning i 1953 var Jansson en markant profil i Gram. Det var også her i bladet, at figuren Mumitrolden dukkede op første gang, nemlig under navnet Snork. Sideløbende med arbejdet som karikaturtegner arbejdede hun netop på sin første bog om Mumiuniverset. Den kom til at hedde: “Småtrollen och den stora översvämningen”, og den udkom i 1945. Hendes gennembrud kom med den tredje bog i serien: “Trollkarlens hatt” 1948 og herefter tog karrieren fart. Hun er siden blevet oversat til 38 sprog, og hendes karakterer har fået så forskellige udtryksformer som romaner, tegneserier, teaterstykker, film og billedbøger. Et af de sprog, Jansson er oversat til, er dansk. I Danmark udkom hun første gang i 1954 med “Mumitroldene”, der var en samlet udgave af de første to bøger om Mumitroldene.

I alt skrev Jansson ni bøger om Mumifamilien, og dertil kommer seks billedbøger og en række daglige tegneseriestriber, der udkom mellem 1953 og 1961, og som oprindeligt blev tegnet til den engelske avis The Evening news. Serien blev dog hurtigt en succes og udkom i over 40 andre aviser rundt omkring i verdenen, blandt andet i den danske avis Politiken (fra 1955-1962).

Jansson har desuden skrevet en række voksenbøger, mest kendt er hendes selvbiografiske roman “Bildhuggarens dotter” fra 1968, og hun har illustreret de svenske udgaver af J.R.R. Tolkiens “Ringenes Herre” og Lewis Carrols “Alice i eventyrland”.

Tove Jansson døde den 27. juni 2001 i Helsinki. Året efter indstiftedes Tove Jansson-prisen til minde om hendes forfatterskab. Den uddeles hvert tredje år til en, der fortjenstfuldt har bidraget til børne- og ungdomskulturen i Finland.

De kendte figurer fra Mumidalen er for mange blevet en del af barndommens skatkammer på samme måde som Peter Plys, Pippi Langstrømpe og Peter Pan er det. Og ligesom de nævnte figurer har Mumitroldenes udbredelse muteret og rækker i dag langt udover Janssons eget arbejde. Figurerne lever således videre i tegneserier, film og læs-let bøger, som ikke kommer fra Janssons egen hånd, men som er inspireret af hendes kendte figurer.

De små trolde og den store oversvømmelse

“Hele dagen gik de, og lige meget hvor de kom hen, var der smukt, for efter regnen sprang de vidunderligste blomster ud alle vegne, og træerne bar både blomster og frugt. De behøvede bare at ryste lidt i et træ, så faldt frugterne ned omkring dem. Til sidst kom de til en lille dal, som var smukkere end alt, hvad de ellers havde set den dag. Og der, midt på engen, lå der et hus, der næsten lignede en kakkelovn, meget flot og malet i en blå farve.”
“Mumitrolden. De tre første romaner”, s. 48.

Den første bog i serien, “Småtrollen och den stora översvämningen”, udkom i 1945 (“Mumitroldene”, 1954). Bogen adskiller sig fra de senere bøger i serien ved at være kortere og rigere illustreret. Den lille fortælling introducerer os for Mumifamilien og flere genkommende figurer – blandt andet Snif, det lille nysgerrige men ikke så kloge dyr, der bliver gode venner med Mumitrolden.

Også rejsetemaet er centralt allerede fra første bog, da Mumitrolden sammen med sin mor leder efter Mumifar, der er blevet væk. De rejser gennem et eventyrlandskab, befolket af væsner vi kan genkende fra andre eventyr, for eksempel Tulipa der er født i en tulipan, ligesom H.C. Andersens Tommelise.

28657293

Til sidst i fortællingen genforenes familien, og de finder deres karakteristiske hus, der er blevet flyttet af den store oversvømmelse og strandet, i hvad der senere bliver til Mumidalen. En populær tolkning af historien i Finland er, at Mumifars forsvinden er en fortælling om de mange fædre der drog i krig og i den forstand forsvandt fra deres familier under Anden Verdenskrig (Sarah-Iben Almbjerg: Mumitrolde på museum. Berlingske Tidende, 2007-10-13).

Debuten er blevet genudgivet i 2008 under titlen “De små trolde og den store oversvømmelse”, hvilket er den første genudgivelse af historien på dansk siden 1954. Også fra Janssons hånd har denne historie fået en lidt stedmoderlig behandling, dels er den aldrig blevet revideret, hvilket de andre værker i vid udstrækning er blevet, og dels er den blevet udeladt fra diverse genudgivelser af serien. Det er usikkert, hvorfor Jansson har udeladt den af serien, men i forskningen i hendes forfatterskab har man anset den første bog for at være uselvstændig, da den låner meget fra andre kendte børnebøger. I den optik kan man læse “De små trolde og den store oversvømmelse” som et forstudie til de senere bøger.

Mumitrolden opdager kometen og Mumitrolden vender hjem

“Nu havde det farlige fået et navn. Kometen. Mumitrolden så på himlen, som var grå og rolig og hverdagsagtig. Men nu vidste han, at et sted bag skydækket fløj den brændende stjerne frem, kometen med en lang, lysende hale, den fløj nærmere og nærmere ... ”
“Mumitrolden. De tre første romaner”, s. 75.

I Tove Janssons “Kometjakten” fra 1946 (“Mumitrolden opdager kometen” og “Mumitrolden vender hjem”, 1954) trues Mumidalen af en stor komet, der langsomt nærmer sig jorden. Mumitrolden drager sammen med Snif ud på en rejse for at undersøge, hvad det er for noget, der er på vej mod jorden, og om det vil ødelægge Mumidalen.

Rejsen viser sig at være farligere, end de havde regnet med. Der er en udpræget undergangsstemning i fortællingen, både i teksten og i illustrationerne. Da Mumitrolden til sidst finder frem til en klog professor, kan han da også fortælle, at kometen ganske rigtigt vil ramme jorden. Bogen er skrevet i 1945, og der er således oplagt at sammenligne kometen med frygten for atombomben – heldigvis for Mumidalen rammer denne komet dog ikke jorden, så alle slipper med forskrækkelsen. 

Historien er struktureret efter et meget klassisk eventyrskema: hjem-ude-hjem. Mumitrolden er helten og Snif er den ædle hjælper. De skal væk hjemmefra, fordi de skal bevise, at de kan stå på egne ben. Ligesom i eventyrene stilles Mumitrolden og Snif over for en række forhindringer, som de skal overvinde. Hjemvendt er Mumitrolden vokset med opgaven: ““Mor! Far!” råbte Mumitrolden. “Jeg har været oppe og slås! Jeg har været i slagsmål med en giftbusk, og jeg vandt! Knips, knaps, og så fløj armene af den, og til sidst var der kun stubben tilbage!”” (“Mumitrolden. De tre første romaner”, side 145). På den måde er det en fortælling om at blive voksen, tage ansvar og klare sig selv.

Mellem 1968 og 1970 genudgav Tove Jansson alle bøgerne om Mumitroldene i reviderede udgaver. Sammen med “Mumipappans memoarer” var “Kometjakten” den roman, der gennemgik den største revidering og desuden fik den nye titel: “Kometen kommer”. Revisionen af bøgerne omfattede både teksten og illustrationerne. Teksterne blev rettet til mod en yngre læsegruppe og serien blev skrevet sammen, så bøgerne kom til at fremstå som en helhed. Bl.a. er Mumitroldens udvikling tydeligere i de reviderede udgaver. I “Kometjakten” fremstår Mumitrolden til tider som en voksen, mens han i “Kometen kommer” tydeligt er et barn med et begrænset handlingsspekter (Boel Westin: Familjen i dalen, 1988, s. 13). Illustrationerne ændrer sig også. I de første udgaver havde Mumidalen et eksotisk og sydlandsk udtryk, mens den i de nyere versioner får et mere nordisk udseende (“Mumitrolden. De tre første romaner” 2008, fra forordet af Agneta Rehal). 

Troldkarlens hat

““Troldkarlen har hele huset fuldt af rubiner”, sagde Mumrikken. “De ligger i mægtige bunker langs murerne, og nogle er sat ind i væggene og ligner øjne af vilde dyr. Troldkarlens hus har ikke tag, og de skyer, der flyver hen over det, er blodrøde af rubinernes genskin. Hans egne øjne er også røde og lyser i mørke.””
“Mumitrolden. De tre første romaner”, s. 230.

Trollkarlens hatt” fra 1948 (“Troldkarlens hat”, 1968) blev Tove Janssons internationale gennembrud. Den første forårsdag efter Mumitrolden er vågnet fra sit vinterhi, finder han en hat, der kan forvandle de ting, man putter i den. Helt galt går det, da Mumitrolden selv gemmer sig i hatten og bliver forvandlet, så hans venner ikke længere kan genkende ham. Hvad der før var tykt på Mumitrolden, er nu tyndt, hvad der var rundt, er spidst og så videre. Mumitrolden ved ikke selv, at han er forandret. Og hvad der for Mumitrolden starter som en vittighed om, at hans venner ikke kan genkende ham, bliver senere den forfærdelige virkelighed, da det går op for ham, at hans venner virkelig ikke ved, hvem han er. Først da hans mor ser ham ind i øjnene, og hun genkender sin søn, ophæves fortryllelsen. 

Hatten forvandler de ting, man putter i den, til det omvendte af, hvad de er. Små hårde æggeskaller bliver til store bløde skyer, og salt havvand bliver til sødt saftevand. Men selv om den også ændrer Mumitrolden til ukendelighed, kan hans mor alligevel genkende ham. Hatten forvandler altså kun det ydre af tingene. Pointen i den lille fortælling er, at ting kun har den værdi, man selv tillægger det. Det er ikke det ydre, men det indre der betyder noget.

Denne pointe spejles senere i fortællingen, da Troldkarlen kommer til Mumidalen. Hatten tilhører nemlig Troldkarlen, om hvem det fortælles, at han flyver rundt på sin panter og leder efter Kongerubinen, der er verdens største rubin. Da Tofslen og Vifslen, to små mærkeligt snakkende væsner, dukker op i Mumidalen med Kongerubinen, varer det derfor ikke længe, før Troldkarlen også melder sin ankomst. Men Troldkarlen kan ikke få Kongerubinen fra Tofsle og Vifsle lige meget, hvad han tilbyder dem. I stedet begynder han at trylle ønsker i opfyldelse til beboerne i Mumidalen. Inspireret af deres glæde over at få deres ønsker opfyldt, indser han, at der er mere i livet end at eje Kongerubinen. Glæden kan tage flere former og behøver ikke at have med materiel rigdom at gøre. Hvilket Mumimor selvfølgelig forstår og derfor ønsker sig at, Mumitrolden ikke længere skal savne sin gode ven Mumrikken, men i stedet føle glæden ved at vide, at Mumrikken snart vender tilbage.

Mumifars erindringsbog

“Jeg, Mumitroldens far, sidder i aften ved mit vindue og ser Sankt Hansormene brodere hemmelige tegn ude i havets fløjlsmørke. Forgængelige krummelurer fra et kort, men lykkeligt liv! Som familiefar og husejer ser jeg med vemod tilbage på den stormfulde ungdom, som jeg nu giver mig til at beskrive, og erindringspennen dirrer usikkert i min hånd.”
“Mumifars erindringsbog”, s. 11.

I “Muminpappans memoarer” fra 1968 (“Mumifars erindringsbog”, 1971) er Mumifar blevet syg og må holde sig inden døre i det ellers så dejlige forårsvejr. For at fordrive tiden foreslår Mumimor, at han skriver sine erindringer ned, hvilket Mumifar synes er en strålende ide. Den erindringsbog Mumifar skriver og selve værket “Mumifars erindringsbog” glider sammen til én, således at værket henter sine kapiteloverskrifter fra Mumifars bog. Ifølge fiktionen er Jansson kun forfatter til de to kapitler, der omslutter Mumifars fortælling kaldet Prolog og Epilog, mens Mumifar har skrevet resten. Dog af og til afbrudt af Jansson der fortæller, hvad der sker med resten af familien, mens Mumifar skriver. Disse afbræk er markeret både i en ændring af fortællestemmen og typografisk ved at være skrevet med en mindre skriftstørrelse.

Mumifar skriver sine erindringer i et meget højstemt sprog, sit første møde med foråret beskriver han for eksempel således: “Men så kom det forår, som blev så vigtig for min udvikling. Til at begynde med forstod jeg ikke, at det var mig, det hele drejede sig om. … Jeg snusede og vejrede og fik vokseværk i benene, men forstod stadigvæk ikke, at det alt sammen kun skete for min skyld.” (side 19).

Mumifar beskrives i det hele taget med en vis ironi, hvilket den markante forskel på Janssons tekst og Mumifars tekst er med til at understrege. Han jamrer og klager over at være dødssyg, men i virkeligheden har han bare en smule forkølelse. Ligesom han stolt og ærekært går i gang med sine erindringer, der fremstiller ham som en rigtig helt, mens man mellem linjerne godt kan se, at det ikke helt forholder sig sådan. Erindringsbogen er således et komisk, men kærligt portræt af en stolt patriark, der ser tilbage på sin ungdom i et romantisk og forherligende lys.

Som kapitlerne skrives, læser han dem op for Mumitrolden, Snif og Mumrikken. Det viser sig, at Mumifar som ung har været gode venner med både Snifs og Mumrikkens fædre. Gennem Mumifars fortælling få vennerne indsigt i deres fortid, og hver især tilbydes de et billede af deres fædre, som de kan være stolte af.

Farlig midsommer

““Teater, det er ikke jeres dagligstue, og heller ikke en anløbsbro. Teater er det vigtigste i verden, for dér viser man folk, hvordan de kunne være, og hvad de længes efter at være, selv om de ikke tør, og hvordan de er.” “Men så er det jo en opdragelsesanstalt,” udbrød Mumimor forskrækket.”
“Farlig midsommer”, s. 90.

I “Farlig midsommer” fra 1954 (“Farlig midsommer”, 1970) oversvømmes Mumidalen af en flodbølge. Mumifamilien og deres venner redder sig i land i et flydende hus, som de finder meget mærkeligt indrettet. Huset er et teater, men da de aldrig har hørt om et teater før, bliver alle ting i huset mødt med nysgerrighed og bange anelser. Rekvisitter må betyde skurk, og sufflørrummet bliver brugt som spisekammer. Især det lille væsen Homsen er bekymret over det nye sted: “Alt omkring ham forestillede noget andet end det, det var, narrede ham med herlige farver, men når han rakte hånden ud efter det, var det kun papir, træ eller gips” (side 38). Men snart opdager de strandede, at det også kan være en befrielse, at alting ikke er, som det plejer. Således udbryder den sølle figur Triste begejstret: ““tænk at få lov til at være en anden, end man er! Så ville ingen mere sige: “dér går hende Triste” De ville sige: “se den mørke dame i rødt fløjl… den store primadonna… hun har nok lidt meget”” (side 92).

En nat beslutter Mumitrolden og Snorkfrøkenen at sove oppe i et træ. Da de vågner næste dag, er teatret væk og de to må sammen ud på en lang rejse for at finde tilbage til familien. Det samme er tilfældet for Mumrikken. Han er endnu ikke nået til Mumidalen, fordi han har et regnskab at gøre op med Opsynsmanden. Opsynsmanden og hans kone passer 24 små skovunger i en park. Her har Opsynsmanden sat forbudtskilte op over det hele, han har klippet og ribbet alle træerne, så de står i firkanter, og han har rettet alle gangene til, som var de sat med lineal. Det er i den grad Mumrikken imod med de mange forbudsskilte – “Der må ikke synges” og “Der må ikke leges” – at han er nødt til at fjerne dem en gang for alle.

Opsynsmandens park står i skarp kontrast til teateret. I teateret må man selv finde på og skabe sin leg, i parken er legen styret af påbud og regler. I parken kan Mumrikken ikke være sig selv, fordi alt hvad han vil er forbudt, mens Triste i teaterets univers kan få lov til at være, om ikke sig selv, så dog den hun drømmer om at være.

“Farlig midsommer” er en slags forvekslingskomedie, figurerne går fejl af hinanden og misforstår hinanden. Mumitrolden og Mumrikken krydser hinandens spor flere gange uden selv at opdage det, inden de til sidst ad forskellige veje finder frem til teateret og resten af Mumifamilien. I den småmagiske midsommer bliver der leget maskespil med identiteterne, og intet er det, det ligner: en park er et fængsel for den fri leg og en dagligstue viser sig at være et teater. 

Troldvinter

“Et gråt halvlys lå tæt over dalen. Men dalen var ikke mere grøn, den var hvid. Alt det, der plejede at røre sig, var blevet ubevægeligt. Alle levende lyde var borte. Alt, hvad der var kantet, var blevet rundt. “Det er sne,” hviskede Mumitrolden. “Mor har hørt om det, og det hedder sne”.”
“Troldvinter”, s. 13.

Mumifamilien går altid i vinterhi fra den første efterårsdag og sover indtil den første sommerdag. I “Trollvinter” fra 1957 (“Troldvinter”, 1969) vågner Mumitrolden dog midt i sin vintersøvn. Til sin rædsel opdager han, at hele dalen har forandret sig til et vinterlandskab dækket af sne og befolket af væsener, han aldrig før har set. For eksempel er den lille enspænder Too-ticki flyttet ind i Mumifars badehus, hvilket Mumitrolden påpeger overfor hende, men hun mener nu nok, at Mumifar kun ejer badehuset om sommeren. Om vinteren er det hendes. Sådan er der vendt op og ned på alting for den stakkels Mumitrold, der med bekymring bevæger sig ud i den mørke vinter. Lille My vågner også for tidligt fra sin vintersøvn. Men modsat Mumitrolden er Lille My forholdsvis uimponeret over vinteren. Hun kaster sig straks ud i halsbrækkende slædekørsel ned ad bjergene og ser kun vinteren som et dejlig afbræk fra sommeren. Hvad der for den ene er et mareridt, er for den anden en drøm der går i opfyldelse.

I forskningen om Mumitroldebøgerne ses “Troldvinter” ofte som et vendepunkt i serien. I de bøger, der kommer efter den, har fortællingerne fået en mere psykologisk og alvorlig tone (Boel Westin: “Familjen i dalen”, 1988, side 13). Man kan læse “Troldvinter” som en fortælling om at overvinde sine indre dæmoner. Vinterklædt er den velkendte Mumidal forvrænget, ikke til ukendelighed, men alligevel så meget, at Mumitrolden pludselig føler sig fremmedgjort i sin egen dal. Først da Mumitrolden træder i karakter og tør udfordre det nye og fremmede, bliver dalen igen et hjem for ham.

Det usynlige barn; og andre historier

“Hun var ironisk fra morgen til aften, og så blev ungen mere og mere utydelig, og til sidst blev hun usynlig. I fredags kunne man ikke se hende mere. Damen overlod hende til mig og sagde, at hun virkelig ikke kunne tage sig af familiemedlemmer, som hun ikke engang kunne få øje på.”
“Det usynlige barn; og andre historier”, si. 102.

Tove Janssons “Det osynliga barnet och andra berättelser” fra 1962 (“Det usynlige barn; og andre historier”, 1972) adskiller sig fra resten af serien ved at være en novellesamling. Novellerne har hver deres hovedperson, en er om Mumifar, en om Snif, en er om en Homse og så videre. Hver novelle har sin egen pointe eller morale, men først og fremmest er det korte historier, der uddyber fortællingerne om de væsner, der lever i Mumidalen. Dertil bliver en række nye figurer præsenteret, for eksempel handler titelnovellen om pigen Ninni. Tootikki har fået Ninni af en dame, der ikke behandlede hende godt, derfor begyndte Ninni at gå i et med tapetet, indtil hun helt forsvandt. Damen var ikke ond, men ironisk og det er værre endnu, for som Tootikki forklarer: “hvis du snublede i en renset ridderhat og satte dig oven i den, så ville du ikke undre dig, hvis din mor blev vred. Men hvis hun i stedet for koldt og sønderknusende sagde: Jeg er klar over, at det er din måde at danse på, men jeg ville være taknemmelig, hvis du ikke gjorde det i maden. – Så var hun ironisk” (side 102). Med Mumifamiliens omsorg mener Totiiki, at hun nok skal komme til syne igen. Selvom det viser sig ikke at være helt let at have et usynligt barn. Men ganske rigtig kommer Ninni lidt efter lidt til syne, for til sidst at være tilbage til sit gamle jeg. Novellen er en lille historie om, hvor vigtigt det er at behandle hinanden med respekt. 

Mumifar og havet

“Hans familie var lige så stille og hjælpeløs som i glaskuglen, og han førte den trygt over det vældige hav, gennem den blå, stille nat. Stormlygten tegnede deres vej, som om Mumifar havde trukket en lysende, beslutsom linje tværs over kortet og sagt: “Herfra – og her til. Dér skal vi bo. Dér drejer Jorden sig om mit fyr, stolt og rankt med hele det farlige hav omkring sig”.”
“Mumifar og havet”, s. 27.

Pappan och havet” fra 1965 (“Mumifar og havet”, 1973) indeholder ligesom “Mumipappans memoarer” en lettere ironisk fortælling om Mumifar. Resten af hans familie har altid ting at tage sig til, men Mumifar er der ikke brug for. Han føler sig utilstrækkelig og længes efter den tid, hvor hans familie havde brug for hans beskyttelse. Mumimor indser, at der må gøres noget og beslutter at familien skal flytte ud på en fremmed ø. Der vil der måske være brug for Mumifar, i hvert fald vil der være nye steder at opdage og eventyr der bare venter på at blive oplevet. Men det viser sig ikke være helt ufarligt at flytte hele familien ud på øen. I stedet for at komme tættere på hinanden, glider familiemedlemmerne langsomt fra hinanden. Mumifar begynder videnskabelige undersøgelser af øen, Mumitrolden prøver at blive venner med havhestene og Mumimor savner Mumidalen så meget, at hun begynder at male fyrtårnets vægge med motiver fra dalen. Mumifamiliens tilstedeværelse på øen og deres nysgerrige roden rundt med ting vækker naturen. Storme rejser sig og pisker havet op i vrede. Og jo mere Mumifar prøver at forstå havet, jo mere blæser det op og jo mere frustreret bliver Mumifar: “Jeg forstår havet mindre end nogen sinde. Der er ikke system i noget som helst” ... “Ser du”, sagde Mumifar. “Det, jeg vil, er at finde havets hemmelige love. Jeg må forstå det for at kunne lide det. Jeg kan ikke være glad her på øen, hvis jeg ikke kan have det godt med havet”.” (side 168).

Mumitrolden har en lignende oplevelse med Murren, hun er det koldeste væsen i verden, og alt hvad hun rører ved fryser til is og dør, derfor er hun også det ensomste væsen i verden. Men langsomt udvikler Murren og Mumitrolden en gensidig respekt. Ligesom Mumifar til sidst forener sig med havets uforståelighed, bygger Mumitroldens nye venskab også på en accept af forskellighed. Havet og Murren er billeder på de indre kampe som Mumifar og Mumitrolden må kæmpe med. Mumitrolden med sin ensomhed og den følelse af at være udenfor, der følger med at være teenager, og Mumifar med sin indre vrede og utilfredshed.

Historien præges af en meget alvorlig stemning, og selv Mumimor, der normalt er så positiv overfor alt nyt, har svært ved at bevare sit gode humør. “Mumifar og havet” er mere konsekvent end de andre bøger en fortælling om at vokse op. Mumitrolden bliver virkelig ældre til sidst i bogen, hvilket Mumimor også bemærker overfor Mumifar: ““Det kribler i benene på ham” sagde Mumimor. “Han forstår det ikke selv. Du bliver ved med at tro, at han er lige så lille, som han altid har været”.” (side 194).

“Mumifar og havet” er for så vidt også den sidste historie om Mumitroldene i den forstand, at den næste roman i serien “Sent i november” ikke handler om Mumifamilien men om seks af deres venner, der venter på, at de kommer hjem.

Sent i november

“Et opbrud kommer pludseligt! Med ét er alting forandret og den, der skal af sted, må ikke spilde et eneste minut. Han trækker teltpløkkene op og slukker hurtigt gløderne, før han bliver forhindret eller spurgt ud om noget; han løber mens han tager rygsækken på, og endelig er han på vej, pludselig rolig som et vandrende træ ... Og senere på morgenen vågner hans venner og siger: “Han er taget af sted, det er blevet efterår.””
“Sent i november”, s. 5.

Sent i november” 1970 (“Sent i november”, 2002) er den sidste bog i serien. På mange måder er den en afsked med Mumitrolden og hele Mumifamilieuniverset. Fra hvert sit sted i Mumidalen får de velkendte figurer fra de tidligere bøger en pludselig lyst til at gense familien. Mumrikken, Filifjonken, Homsen Toft, Hemulen, Mymlen og Onkelskroget drages alle af en følelse af opbrud og forandring mod Mumifamiliens hus. Men familien er væk og har ikke engang efterladt sig et afskedsbrev. Sammen prøver de seks venner at genskabe den særlige stemning, der plejede at være i Mumidalen, mens de venter på Mumifamiliens genkomst. Men stemningen er væk og alt er lidt forkert.

Det er overgangen fra barn til voksen, der tematiseres i “Sent i november”. Hver af figurerne gennemgår en udvikling mod større forståelse og accept af sig selv. Filifjonken, der elsker at gøre rent, flygter fra sit hjem efter en nær-død oplevelse, da hun rengjorde sit tagvindue. Nu kan hun ikke længere gøre rent uden at blive svimmel, og det der før gav mening i hendes liv, repræsenterer nu en fare for hendes liv. Først da hun finder glæde ved andre ting, og indser at livet byder på mange muligheder, kan hun igen begynde at gøre rent uden at gribes af frygt. På samme måde oplever Mumrikken, der har mistet en melodi, at jo mere han anstrenger sig for at fange den, jo længere væk forsvinder den. Først da han indser, at der vil komme andre melodier, og at han ikke har mistet noget, kommer den tabte melodi tilbage til ham. “Sent i november” handler om at give slip og at opleve, at det at afslutte noget kan være en frigørende proces. Næsten rituelt opfører de seks venner et skyggespil af Mumifamilien, der vender hjem fra havet, før de selv drager i hver sin retning.

24420329

Men også læseren indbydes til afsked med Mumidalen og dermed med barndommen, spejlet i Homsen Toft. Han har kun besøgt Mumidalen i fantasien, men han har alligevel en følelse af, at noget er ved at ændre sig. Mumitroldene, der før stod så klart for ham, er ved at forsvinde i erindringen: “Jeg kan ikke mere fortælle sådan, så det bliver synligt, alting går baglæns” (s. 15). I Astrid Lindgrens sidste bog om Pippi Langstrømpe finder vi et lignende farvel til barndommens land. Her kigger Annika og Tommy på sidste side i romanen over på Pippi, der sidder ensom i sit vindue. De ønsker hun skal kikke over til dem, men hun ænser dem ikke. Annika og Tommy er ved at vokse fra Pippi og den form for barnlig naivitet og fantasi, hun repræsenterer. I Tove Janssons sidste kapitel er det lige modsat, her lykkes det faktisk for Homsen Toft at få familien tilbage til Mumidalen, og på den måde bliver “Sent i november” en hyldest til fantasien og det barnlige i os alle, voksne som børn.

 

 

Billedhuggerens datter

”Jo mindre man er, jo større er julen. Inde under granen er julen enorm, den er en grøn jungle med røde æbler og sørgmodigt blive engle, som snurrer rundt om sig selv i deres sytråd og bevogter urskovens indgang. Og urskoven fortsætter i al uendelighed inde i gaskuglerne, julen er en absolut tryghed, takket være juletræet.”
”Billedhuggerens datter”, s. 133.

Tove Jansson er internationalt berømt for sine børnebøger. Efter den sidste bog i serien om Mumifamilien, ”Sent i november” udkom i 1970, overgik hun til kun at skrive voksenlitteratur, men voksenlitteraturen har ikke haft samme gennemslagskraft som børnebøgerne.

Hendes første voksenbog ”Bildhuggarens dotter” fra 1968 (”Billedhuggerens datter”, 2014) er selvbiografisk og handler om hendes barndom i en frisindet kunstnerfamilie i Helsinki. Hendes far var billedhuggeren Viktor Jansson og hendes mor tegneren Signe Hammersten Jansson. Kapitlerne er selvstændige noveller og handler om hvert sit barndomsminde. Familien holdt til i deres lejlighed i Helsinki om vinteren og om sommeren på Bildö, en ø i den Stockholmske skærgård, hvilket senere skulle blive model for Mumidalen.

51258657

Der er i det hele taget mange sammenfald mellem hendes barndomserindringer og Mumifamiliens liv, ikke mindst den selvoptagede, men højt elskede faderfigur. Barnet Tove Jansson idealiserer sin far, hans sviregilder og hans barnlige glæde for ildebrande og tordenskrald. For den voksne læser er det dog let også at se de mere problematiske sider af hans karakter.

Denne vaklen mellem barndommens idyl og truslen fra det ukendte er, ligesom i Mumibøgerne, en rød tråd igennem ”Billedhuggerens datter”. En vinter besøger Tove og hendes mor et sommerhus og sner inde, det er på en gang hyggeligt og virkelig farligt set fra barnets perspektiv.

Indledningsnovellen handler om, at Tove og hendes kusine Karin kæmper om deres morfar, præstens, opmærksomhed. De konkurrer om at være den mest hellige og gudfrygtige, og stor er Toves ærgrelse den dag, Karin fortæller, at Gud har udvalgt hende og ikke Tove. Af ren jalousi laver Tove en guldkalv for at vække Guds vrede, men i stedet får hun ros af sin mormor for at have lavet et flot lam. Det hele er på en gang en leg og blodig alvor og det er det, der gør Janssons barndomserindringer så troværdige.

Genrer og tematikker

I Mumidalen hersker den evige idyl. Her er altid sommer og familie og venner er lige ved hånden. Mumidalen er udtryk for den evige barndom og for den ubetingede tryghed. I lyset af den tid, bøgerne er skrevet i, er det nærliggende at se Mumidalen som et ønske om at skabe et helle i fantasien, mens resten af verden er i krig. Men idyllen er ikke ubrydelig, tværtimod sættes fortællingen først i gang, når idyllen trues udefra. Om det så er en komet, der truer med at udslette verden, Troldkarlens hat, der forvandler kendte ting til ukendte ting, eller vinteren, der klæder dalen i sne og bringer nye væsner med sig. Bøgerne præges af en undergangsstemning, der især på billedsiden er meget dyster. Men Mumifamilien tager som regel udfordringerne på sig. Som oftest er det Mumitrolden selv, der bliver sendt væk fra dalen for at undersøge, hvad der truer idyllen. Væk fra hjemmet stilles Mumitrolden overfor udfordringer og farer, men med venners hjælp klarer han sig altid igennem og vender hjem til familien sidst i fortællingen. Mumibøgerne udspiller dermed et klassisk tema i børnelitteraturen, nemlig overgangen fra barn til voksen. Mumitrolden sendes væk fra barndommens dal og ud på egen hånd, hjemvendt fra eventyret er han vokset med opgaven og ikke længere afhængig af sine forældre.

Mumibøgerne er på sin vis et moderne eventyr. De fleste af bøgerne er bygget over det klassiske eventyrs ramme: hjem-ude-hjem, der er overnaturlige ting og fremmede væsner. Men der optræder sjældent kendte eventyrfigurer i bøgerne, her er ikke nogen prinsesser eller halve kongeriger, der er ikke tre udfordringer og bøgerne slutter ikke med, at de lever lykkeligt til evig tid.

Hvor figurerne i klassiske eventyr ofte er billeder på forskellige stadier i et menneskes udvikling: jomfruen, stedmoderen, den unge helt, er Tove Janssons figurer snarere udtryk for forskellige livsanskuelser. Der er Mumrikken, der er kunstner og har det bedst, når han er alene, der er Filifjonken, der lider af ordensvanvid, og der er Hermulerne, der kun kan tænke på sig selv. Der er masser af identifikationsmuligheder i bøgerne, ligesom afsøgningen af egen identitet er et tilbagevendende tema. Det kommer for eksempel til udtryk, når Troldmanden indser, at der er andre ting i livet end at lede efter Kongerubinen, eller når Ninni bliver synlig igen, fordi Mumifamilien giver hende plads til at være sig selv.

Endelig er humoren en væsentlig ingrediens i fortællingerne. Ofte står den i skærende kontrast til de mere dystre tegninger og fungerer dermed som en formidlende instans i den katastrofestemning, der ellers præger mange af bøgerne. Historierne er skrevet til børn og er i den forstand børnebøger, men der er samtidig en tydelig henvendelse til den voksne læser. Fortællingerne rummer ofte en psykologisk dybde, som må formodes at gå over hovedet på de fleste børn.

Beslægtede forfattere

Tove Jansson debuterede som børnebogsforfatter i 1945 samme år som Astrid Lindgren udgav den første bog om Pippi Langstrømpe. De to forfattere udgjorde sammen med deres kollega Lennart Hellsing en revolution i den svensksprogede børnelitteratur. På det tidspunkt blev børnelitteratur anset som et værktøj til børneopdragelse. Både Pippi og Mumitrolden står i skarp kontrast til den tradition. De agerer som selvstændige individer, og der er en tro på det kompetente barn, som er ny og forfriskende. For eksempel tøver Mumimor ikke med at sende Mumitrolden alene ud på farlige opgaver, som for eksempel i “Kometen kommer” eller i “Troldvinter” hvor Mumitrolden er overladt til at klare sig selv i den fremmede vinter. De tre forfattere er meget forskellige i deres udtryk. Hellsing er mest kendt i Danmark for sine remsebøger om Krakel Spektakel, men de er fælles om en ny forståelse af barnet som individ og litteraturen som en mulighed for at sætte fantasien løs og gøre oprør med de voksnes regler. Hellsing formulerede engang sit syn på børnelitteratur således: “Al pædagogisk kunst er dårlig kunst, men al god kunst er pædagogisk”, hvilket fint udtrykker den moderne børnelitteraturs selvforståelse.

I Danmark haltede vi lidt bagefter de svenske børnebogsforfattere, og først i 1960’erne kom der for alvor gang i den modernistiske børnelitteratur Her står Ib Spang Olsen og Halfdan Rasmussen helt centralt med klassiske udgivelser som “Mosekonens bryg” og “Halfdans ABC”. Men også gamle kendinge som Hanne Hastrups Cirkeline-figur dukker for første gang op i denne periode.

Bibliografi

Bøger

Jansson, Tove:
Mumitroldene. 1954. (Småtrollen och den stora översvämningen, 1945). Roman.
Jansson, Tove:
Mumitrolden opdager kometen. 1954. (Kometjakten. 1946). Roman.
Jansson, Tove:
Mumitrolden vender hjem. 1954. (Kometjakten. 1946). Roman.
Jansson, Tove:
Troldkarlens hat. 1968. (Trollkarlens hatt. 1948). Roman.
Jansson, Tove:
Troldvinter. 1969. (Trollvinter. 1957). Roman.
Jansson, Tove:
Farlig midsommer. 1970. (Farlig midsommer. 1954). Roman.
Jansson, Tove:
Mumifars erindringsbog. 1971. (Muminpappans memoarer. 1968).
Jansson, Tove:
Det usynlige barn; og andre historier. 1972. (Det osynliga barnet och andre berättelser. 1962). Noveller.
Jansson, Tove:
Mumifar og havet. 1973. (Pappan och havet. 1965). Roman.
Jansson, Tove:
Kometen kommer. 1974. (Kometen kommer. 1968). Roman.
Jansson, Tove:
Sent i november. 2002. (Sent i november. 1970). Roman.
Jansson, Tove:
Mumitrolden – De tre første romaner. 2008.
Jansson, Tove:
Sommerbogen. 2. udgave. Gyldendal, 2014. (Sommarboken, 1976). Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt.
Jansson, Tove:
Billedhuggerens datter. Gyldendal, 2014. (Bildhuggarens dotter, 1968). Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt. Erindringer.
Haridi, Alex og Cecilia Davidsson: Vejen til Mumidalen. Carlsen, 2019. Oversætter: Lene Ewald Hesel.
Cecilia Davidsson: Mumitrolden og den usynlige gæst. Carlsen, 2019. (Mumintrollen och den osynliga gästen). Oversætter: Lene Ewald Hesel.
Jansson, Tove: Eventyr fra Mumidalen. Carlsen, 2019. (Adventures in Moomin Valley, 1).
Jansson, Tove: Mumitrolden og dragen. Carlsen, 2020. (Mumintrollen och draken)

Om Tove Jansson

Bøger og artikler

Westin, Boel:
Familjen i dalen, 1988.
Bystrup, Kirsten:
“Bolsjedyret skal kunne gå – eller skal det?” s. 37- 73 i Billedbøger og børnebilleder, 2000.
Westin, Boel:
Tove Jansson: ord, bild, liv, 1988.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgnign på Tove Jansson

Kilder citeret i portrættet

Bog

Westin, Boel:
Familjen i dalen, 1988.

Artikel

Almbjerg, Sarah-Iben:
Mumitrolde på museum, Berlingske Tidende, 2007-10-13.