Mumifars erindringsbog

Citat
“Jeg, Mumitroldens far, sidder i aften ved mit vindue og ser Sankt Hansormene brodere hemmelige tegn ude i havets fløjlsmørke. Forgængelige krummelurer fra et kort, men lykkeligt liv! Som familiefar og husejer ser jeg med vemod tilbage på den stormfulde ungdom, som jeg nu giver mig til at beskrive, og erindringspennen dirrer usikkert i min hånd.”
“Mumifars erindringsbog”, s. 11.

I “Muminpappans memoarer” fra 1968 (“Mumifars erindringsbog”, 1971) er Mumifar blevet syg og må holde sig inden døre i det ellers så dejlige forårsvejr. For at fordrive tiden foreslår Mumimor, at han skriver sine erindringer ned, hvilket Mumifar synes er en strålende ide. Den erindringsbog Mumifar skriver og selve værket “Mumifars erindringsbog” glider sammen til én, således at værket henter sine kapiteloverskrifter fra Mumifars bog. Ifølge fiktionen er Jansson kun forfatter til de to kapitler, der omslutter Mumifars fortælling kaldet Prolog og Epilog, mens Mumifar har skrevet resten. Dog af og til afbrudt af Jansson der fortæller, hvad der sker med resten af familien, mens Mumifar skriver. Disse afbræk er markeret både i en ændring af fortællestemmen og typografisk ved at være skrevet med en mindre skriftstørrelse.

Mumifar skriver sine erindringer i et meget højstemt sprog, sit første møde med foråret beskriver han for eksempel således: “Men så kom det forår, som blev så vigtig for min udvikling. Til at begynde med forstod jeg ikke, at det var mig, det hele drejede sig om. … Jeg snusede og vejrede og fik vokseværk i benene, men forstod stadigvæk ikke, at det alt sammen kun skete for min skyld.” (side 19).

Mumifar beskrives i det hele taget med en vis ironi, hvilket den markante forskel på Janssons tekst og Mumifars tekst er med til at understrege. Han jamrer og klager over at være dødssyg, men i virkeligheden har han bare en smule forkølelse. Ligesom han stolt og ærekært går i gang med sine erindringer, der fremstiller ham som en rigtig helt, mens man mellem linjerne godt kan se, at det ikke helt forholder sig sådan. Erindringsbogen er således et komisk, men kærligt portræt af en stolt patriark, der ser tilbage på sin ungdom i et romantisk og forherligende lys.

Som kapitlerne skrives, læser han dem op for Mumitrolden, Snif og Mumrikken. Det viser sig, at Mumifar som ung har været gode venner med både Snifs og Mumrikkens fædre. Gennem Mumifars fortælling få vennerne indsigt i deres fortid, og hver især tilbydes de et billede af deres fædre, som de kan være stolte af.