Flemming Jarlskovs forfatterskab falder i to kategorier, ungdomsbøgerne og kriminalromanerne. Men fælles for begge kategorier er hans suveræne fortælleevne.
Det siges, at god litteratur kan kendes på sproget, og Flemming Jarlskovs bøger er god litteratur målt også med den alen.
Der er masser af skønlitteratur ikke mindst inden for ungdomslitteratur, der handler om vigtige og interessante emner, som motiverer til en god snak, og som også kan bruges i den tværfaglige undervisning.
Men her er tale om nogle bøger, som ud over at opfylde nævnte egenskaber også er litteratur, der giver en umiddelbar oplevelse.
Skildringer af miljø og personer er overbevisende. De er så intense og sansemættende, at de sætter gang i den mentale billeddannelse og skaber den genkendelse, der er så vigtig. Læserne får brug for hele deres sanseapparat, når de bombarderes med syn, lyd, lugt og følesans.
Forfatteren evner desuden at sætte ganske dagligdags situationer i relief, han har øje for det, der ligger under overfladen. Vi voksne har noget, vi søger at give det udseende af, og det afdækker han, ikke med svidende ironi, men med humor og menneskelig forståelse.
Man morer sig som læser og oftest over sig selv.
Man konfronteres med de mindre heldige sider, og situationerne udvikler sig nu og da til det rablende gale.
Der er dog aldrig nogen fornemmelse af løftede pegefingre, forfatteren er langt hen ad vejen solidarisk med sine figurer. Der fortælles med et skævt smil.